10 år i Helvede. Del 2.

De sidste 25 år har jeg haft det svært med påsken. Især Langfredag. Hvert år dukker der minder frem, som jeg har fortængt og skammet mig over. En adfærd som jeg aldrig har forstået eller har kunnet integrere i mig selv. En adfærd som jeg troede og frygtede ville stemple mig som utilregnelig og sindssyg. Ude af trit med mig selv. Til fare for mig selv. En adfærd, der har skræmt mig så meget, at jeg ikke engang turde fortælle det til min psykolog. Det er max blevet til en lille kort notits med et overbærende skuldertræk og skævt smil fra min side. Men nu dykker jeg ned i oplevelsen – tager den fra en ende af og skriver mig ud på den anden side.

Til dem der tænker, jeg kan ikke tåle mere håbløshed og smerte fra hendes hånd, vil jeg sige: Den ender sært nok lykkeligt – hvilket jeg overhovedet ikke havde set komme.

Endnu en historie, der nærmest er umulige at skrive. En af dem hvor jeg vil gøre alt for at gå uden om. Bare tanken om at genopleve det fylder mig med kvalme og svimmelhed. Med angst, sugende sorte tanker og følelser, der lokker mig ned i mørket.

Noget der vil ud, men som ikke vil ud alligevel. Noget der ikke ønsker at se dages lys. Noget jeg ikke vil eller kan tage på mig som en del af mit liv. Noget jeg skammer mig over. Ikke kan forstå. For hvordan fanden kan man komme så langt væk fra sig selv og være totalt ude af trit med, hvem man er.

Det er sgu så sørgeligt, at jeg næsten ikke kan bære, at det skete for mig. Tænk at jeg kunne behandle mig selv med så lidt omsorg og kærlighed, at jeg næsten slog mig selv ihjel.

På den anden side er det ogå historien om, at da jeg stod på grænsen, og næsten havde tabt alt, fandt en fjern del af mig selv de sidste krampetrækninger frem, og noget ukendt og uden for min forstand tog nærmest over og reddede mig fra at blive sindssyg eller miste mig selv.

Det er påske. Jeg er på Samsø sammen med Det Anatomiske Teater, der en en international teatergrupper, der bygger på Artauds Grusomhedens Teater. Vi skal holde workshop og finde ideer til den næste performance.

Det er en tysk instruktør og en italiensk psykiater, der står for programmet og processen. Kort fortalt tager vi via forskellige ritualer udgangspunkt i påsken og mikser det hele godt sammen med andre religioner, psykologi og Artauds tanker om at bruge det grotesk, grimme og smerten til at konfrontere publikum.

Langfredag skal ud at møde vores død. Se den i øjenene og begrave vores selv. Formålet husker jeg ikke, men jeg kan forstille mig, at det må være noget med at skulle nulstille. Smide egoet væk. Samvittigheden. Overjeget.

Der er en sær stemning. Vi er alle sammen stille. Alvorlige. Mens vi en efter en får et sort pandebånd på, hvor der står skrevet ”døden” med skrifttegn for derefter at bliver sendt afsted.

Inden har vi fået udleveret et kort sammen med instrukser om, hvad vi skal gøre ved de forskellige poster. Hvilket ritualer vi skal udføre, og hvad vi skal sige og tænke. Jeg kan kun huske et ritual: Vi skal tage en mønt under tungen – så vi har råd til at betale færgemanden og dermed kan krydse floden til Hades. Floden til Dødsriget. (Græsk myte – og kender man ikke er google behjælpelig ;-))

Vi må ikke tale sammen hverken før efter eller imellem. Så selvom jeg når at ser nogen komme tilbage, og oplever at de ser angste og forvandlede ud, så er det forbudt at tale med dem. De eneste, der har lov at tale med os, er de to der står for workshoppen – den tysk teaterinstruktør og den italienske psykiater.

Det bliver min tur. Alt inde i mig dirrer. Jeg er angst. Har modstand. Vil ikke. Tør ikke. Men jeg går og sætter retningen mod første post. Jeg har totalt kaos og tankemylder. Den ene tanke er værre end den anden, og der er hverken hoved eller hale, i det jeg tænker. Det er nærmest som at drømme i vågen tilstand. Et mareridt jeg ikke kan slippe ud af. Noget der har overtaget mig. Jeg oplever merbetydninger i alt og mit sanseapperat er uden filter. Sorte skyer bliver truende og går direkte ind og mit system og bliver til til sorte tanker og følelser, hvorimod solen gør mig glad og lys. For vi hænger sammen. Og vejret skifter fra det ene øjeblik til det andet, for det er en af de dage med pletvis overskyet, så mine følelser og tanker hopper og danser fra den ene ende skalaen til den anden.

Et sted ved jeg godt, det ikke skal være sådan, men jeg er på Samsø sammen med nogle mennesker, jeg ikke kender ret godt, og hvor fanden skal jeg bede om hjælp. Hvordan skal jeg formulere det. Og siger jeg det højt, så ender jeg på den lukkede afdeling. Isoleret. Straffet. Og smidt ud som et andet stykke affald. Så jeg er total angst. Angst for døden. Sindsygen. Mit liv. Andre. Mig selv.

Jeg forsøger så godt, som jeg kan at holde angsten og tankerne væk. Taler med mig selv. Beroligere mig selv. Og forsøger at holde fast i min fornuft. Men på et tidspunkt er der noget andet, der tager over. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad det er – og jeg har aldrig stået i den situation hverken før eller siden.

I stedet for at gå mod den aftalte post og lave de aftalte ritualer, vender jeg om og finder et sted, hvor jeg kan være alene. Og som i trance begynder jeg at lave mit eget ritual. Først leder jeg efter symboler, på noget i mit liv, der skal dø. Noget jeg skal begrave. Blandt andet et stykke sort plastik og en hundelort. Og jeg begraver og besværger og siger en masse ord og remser mens jeg går rundt og rundt i en cirkle omkring det, jeg har begravet.

Men det er ikke nok at begrave, det jeg ikke længere ønsker i mit liv. Jeg skal også have en ny begyndelse. Noget nyt og livsbekræftende, der kan spire. Så jeg finder bla et løg og en muslingeskal og planter det i jorden. Igen sender jeg bønner og ord, der bare vælter ud af min mund, op og ud i universet. Og jeg beder til,  at det skal vokse og blive til liv. At det skal slå dybe rødder og blomstre.

Derefter jeg kysser jeg det hele, tisser på det og kysser det igen. Alt imens jeg græder, griner og raser og er helt ude af kontrol. Mine voldsomme følelser fader langsomt ud, og jeg kommer mere og mere tilbage til her og nu. Til Samsø og workshoppen. Men jeg fortsætter ikke. Nægter at udføre dødsritualet. Eller nærmere noget dybt inde i mig vil ikke. Kan ikke. For jeg vil ikke dø. Vil ikke sige farvel. I hvertfald ikke på den måde. På deres præmisser. For siger jeg farvel, mister jeg det sidste af det, der er mig. Så overskider jeg grænsen.

Jeg vender tilbage. Siger jeg ikke kunne. Men kan ikke huske, om jeg fortæller om mine egne ritualer. Jeg fortæller også, at jeg har det dårligt og har angst, men det eneste psykiaterne fortæller mig er, at hvis jeg vil livet, skal jeg også ville døden. For man kan ikke spise uden at skide. Hvilket jeg udmærket ved. Og selvom jeg fortæller ham, at jeg ikke har problemer med de ”grimme ting” i livet og har muget ud ved heste, slået fisk ihjel, parteret grise og dyrket sex for sjov, så holder han fast på, at jeg er bange for døden, og at jeg ikke kan komme videre, før jeg har set den i øjnene.

Jeg holder lav profil og slås med min angst og mine tanker resten af påsken og kurset ud, og kort efter hjemkomsten lader jeg mig indlægge på åben afdeling på psykiatrisk afdeling. Jeg forsøger at fortælle om mine oplevelser. Men de lytter ikke. Tror jeg finder på. Er småpsykotisk. Er ude på opmærksomhed. Påvirket af stoffer. Så jeg kapitulerer og forsøger at fortrænge i stedet for.

I 25 år har jeg gået med historien. Skammet mig. Været bange for mig selv og især den side og den kraft, der tog over. For tænk hvis det skete igen. Og i angst har jeg gjort alt for at holde den under kontrol. Dræbe den. Men midt i processen med at genkalde mig oplevelsen og skrive den ned, gik det op for mig, at det var min livskraft, der havde reddet mig. At jeg ikke var skør, men bare ikke ville miste mig selv. Og når jeg ikke selv kunne finde ud af det, så tog livskraften over.

Hvilken erkendelse. Hvilken forløsning. Og jeg græd af taknemmelighed og kunne næste ikke takke nok, for at have den side. Og jeg græder stadigvæk både af sorg og glæde. Sorg over at jeg eller andre ikke så styrken i mig og hjalp mig med at integrere den i mig selv og holde af den. Og af glæde over at jeg endelig har taget livskraften til mig og tør elske den.

Tak fordi du læste med.

 

Reklamer

10 år i helvede. Del 1.

 

Jeg er begyndt  at tage hul på den hæsligste periode af mit liv. 10 år af mit voksenliv. Fra jeg var ca 24 år – 34 år. Det er en periode, hvor især fem af årene stadigvæk er uklare og tågede. En periode som jeg ville ønske, jeg kunne slette. Glemme. Fortrænge. Rive ud af min livskalender.. 

Jeg ved jeg har efterladt mig selv alt for mange steder, og en af mine store opgaver er at gå tilbage og samle den ensomme, forslåede, triste, bange Rikke op. At mærke hvordan det i virkeligheden var og tage hende med mig hjem. At give hende den kærlighed hun ikke fik og integrere hende i mit hjerte. 

Når jeg nærmer mig en erindring, som jeg har fortrængt, går min krop i forsvar og jeg ryger ned i min krybdyrhjerne. Jeg får kvalme, hovedpine, angst, bliver svimmel og mine tanker er uden hoved og hale. Det er ren panik. Frys. Flygt. Kæmp.

Men jeg bliver i det. Forsøger at trække vejret ned i det og fortælle mig selv, at jeg ikke dør af det. Kommer tilbage til det. For det var dengang, og nu er nu og noget helt andet. Og på sin hel egen sære måde folder historien sig ud. Mine sanser skærpes, jeg fornemmer lugte. Lyde. Følelser. Derefter kommer der billede. Nogen drømmeagtige andre helt konkrete. Og på et tidspunk er jeg tilbage i en eller flere af de situationer, hvor jeg er gået i stykker og har efterladt mig selv.

Mine 10 år i helvede dukker stadigvæk kun op i små fragmenter. Mørke. Sugende. Hæslige. En periode hvor der ikke er tale om liv, men om overlevelse. En periode der fylder mig med smerte, angst og uvirkelighed. For hvad skete der? Og hvorfor? Og kan det ske igen? Kan jeg ryge ud over den kant en gang til? Og skulle det ske, kan jeg så komme hjem igen. Hel og i live?

Et sted er det et mirakel, at jeg ikke døde. Begik selvmord. Blev misbruger. Selvskadende. Psykotisk. For min virkelighed var så grum, trist  og uværdig. Og jeg har gjort så meget skade på mig selv. Leget med ilden. Med døden. 

Jeg havde ingen hjem – i en periode havde jeg dog en adresse. Men jeg turde og kunne ikke være der alene med mine tanker. Så jeg sov forskellige steder. Ofte ved mere eller mindre tilfældige mænd. Eller i opgange og på offentlige bænke. 

Der var total kaos i min hjerne. Jeg var lammet af kronisk angst, depression, tankemylder, sære forestillinger og fornemmelser døgnets 24 timer. Jeg kunne ikke mærke min krop. Havde ingen jordforbindelse. Men jeg var ikke syg nok til at få den nødvendige hjælp. For jeg var ikke psykotisk, selvskadende eller misbruger. Og måske evnede jeg heller ikke at forklare og sætte ord på, at jeg var stukket af fra mit liv og mig selv. At jeg frygtede at blive overhalet af fortiden, som åndede mig i nakken som en anden drage.

Min overlevelse i den periode blev blandet andet mænd og alkolhol. Men aldrig som et reelt misbrug. Jeg har ikke det gen i mig. Eller også har jeg bare et sygeligt et behov for kontrol. 

Jeg har kysset og har haft sex med et utal af forskellige mænd i den periode – ligefra de meste sølle og psykiske ustabile til de smukke, rige og succesfulde. Og jeg har sovet og boet de særeste steder. 

Men de har næsten alle sammen givet mig en eller anden form for kærlighed. De har ladet mig være. Lånt mig en seng. Holdt om mig. Kysset mig. Talt til mig. Lavet kaffe. Inviteret mig ud. Givet drinks. 

Men jeg fortalte ikke til nogen af dem, hvordan jeg virkelig havde det. Græd også sjældent. Og lå istedet ofte alene i mørket med mine tanker og følelser, mens de sad inde ved siden af og drak, røg, snakkede eller så tv. Nogen af dem gik sågar på arbejde. Og når de kom for tæt på skred jeg videre udi natten. Og på et tidpunkt kom der en ny. 

På trods af at det var trist og sølle, og der nærmest ikke er kommet lys i mit liv i den periode, så er jeg taknemmelig for de mænd. For de reddede mit liv. Uden deres kærlighed, hvor sær den så end så ud, havde jeg ikke overlevet. 

Men jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg kan se hver enkelte oplevelse i øjenene og tale om den. Jeg bliver stadigvæk skræmt, når jeg rammes af en erindring og ser mig selv omgivet af trøstløshed. Af ensomheden. Mørket. Angsten. Smerten. Destruktionen. Og mangel på liv. Jeg er nærmest ikke rumme, at det er mig. At jeg var der. At det skete. I virkeligheden.

Men samtidig er jeg  dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev mere selvskadende eller misbruger. Det er et under, at jeg kunne bære så meget smerte indeni uden at falde for fristen til at flygte væk i rus eller fysisk smerte. Et under jeg ikke gjorde alvor af tankerne om selvmord. Ligesom det er et under, jeg ikke stødte ind i flere røvhuller. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har en livskraft og livsvilje, der er nærmeste ukuelig. Og jeg har da også fra psykologer og behandlere fået at vide, at det er uroligt, at jeg stadigvæk står op og er så relativ normal. 

Men selv om jeg er “normal”, så er min historie langt fra “normal”, og det skisma bliver jeg ramt af jævning. Når jeg sidder sammen med mine venner – mennesker jeg har mødt senere i mit liv eller i gennem min mand – sidder jeg altid med en frygt for at blive afsløret. Eller med følelsen af at være udenfor, forkert og ensom. For jeg kan ikke deltage i “kan-du-huske-dengang-legen”. Jeg kan ikke smide sjove historier på bordet. Eller fortælle om en succesfuld karriere eller spændende rejser. 

Jeg sidder som på nåle og er sikker på, at finder de ud af det, så mister jeg det hele. Så vil de ikke længere respektere mig og se mig, som den jeg er i dag. Jeg vil blive et tilfælde. Den skæggende dame i cirkus.

Men jeg kan ikke slette så mange år af mit liv. Være en jeg ikke er. Lyve og fordreje virkeligheden. Og jeg bliver så træt af at hoppe fra sten til sten. Sno mig. Dreje udenom og have taktikker og strategier for alt det, der involverer mere end mig selv. Men jeg kan heller ikke isolere mig. For jeg bliver ensom og kugleskør at at gå alene med mine tanker og ikke blive spejlet. 

Nu har jeg løftet en flig af den værste periode af mit liv. En periode jeg ville ønske jeg bare kunne brække op og skylle ud i lokummet. Glemme. Men det kan jeg ikke, så istedet går jeg ned i den og fisker historierne frem. Deler dem. Og bliver mig.

I de kommede indlæg vil jeg, hvis jeg kan finde modet, dele mere fra den periode. Jeg ved det bliver barskt og sorgfuldt. Efterfødselreaktion. Flugt fra mand og barn. Posedame. Eksperimenteren med alt for meget. Indlæggelse på psykiatrisk. Kastebold. Og en masse andet

Men jeg vil væk fra skammen og skylden. Væk fra at “jeg bare kunne have taget mig sammen”. For det kunne jeg ikke. Jeg var syg langt ind i sjælen. Havde mistet mig selv. 

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 4.

thumbnail_fullsizerender

Endnu et smertefuldt dyk ned i barndommens erindringer. Jeg er 10-11 år og bor på Grønland.

Vi flyttede til Grønland, da jeg var 8 år og tilbage til Danmark, da jeg var 13. Min far havde fået job deroppe.

Det blev til 5 år i utryghed og ensomhed. 5 år i samfund der på mange måder var præget af apartheid – en adskillelse mellem danskere og grønlændere. Et hårdt miljø med mange skift og med selvoptagne voksne, der, måske fordi de var revet ud af deres kontekst og trygge rammer, drak for meget og havde en del konflikter. Og for os børn var det ”Survival of the Fittest”

Jeg er på den ene side et følsomt, nervøst og ensomt barn, men jeg er også glad for leg og noget, der er lidt farligt. Så jeg er let at lokke.

Jeg har også svært ved at få venner. Føler mig forkert og er et let offer for mobning. Jeg græder tit. Dagligt. Men mine forældres holdning til ked-af-det-hed og mobning er, at det er fordi, jeg både er sart og har gjort noget forkert. Er skyldig. Så jeg har fortjent at blive mobbet.

Jeg kan også fornemme, at det ikke er noget, jeg skal tale om…at de bliver kede af det. Får flere problemer. Og dem har de nok af.

Jeg vender det istedet ind af. Begynder at opfatte mig selv som et dårligt menneske. Jeg er ikke god nok. Forkert. Skyldig. Jeg er ond.                          

 Det bliver en dårlig spiral. Mørket indeni vokser. Overbevisningen, om at jeg er ond, vokser. Og jeg væmmes ved og er bange for mig selv og min tanker.

En dag, mens jeg i alt hemmlighed læser i et af min fars Rapportblade, falder jeg over en artiklen med billeder om filmen Exorcisten: Historien om en ung pige, der bliver besat af djævlen. Det er historien om mig. Jeg læser og skræmmes fra vid og sans…men læser alligevel videre. Jeg må vide det hele. Kende symptomerne. Forsøge at holde dem væk. Have kontrol.

Så nat efter nat ligger jeg i mørket og lytter. Jeg ved at hendes besættelse starter med, at hun kan høre rotter. Og jeg kan høre, det pusler. Høre lyde. Både udefra og indefra. Og jeg ved, jeg er fortabt. At det bare er et spørgsmål om tid, og jeg vil forvandle mig til er frådede galdespyende uhyre, der kan dreje hovedet hele vejen rundt. Og jeg vil blive til ren ondskab og tage livet af mine forældre.

Jeg ligger sådan i mange nætter. På vagt. Holder vejet. Sover ikke. Og billederne af de blodige scenarier forfølger mig både nat og dag. Jeg bliver bange for knive og ser mulige mordvåben alle steder.  

Min puls banker afsted. Jeg er svimmel. Har kvalme. Og den ydre verden bliver mere og mere fjern. tilhører alle de andre. Men ikke mig.              

En nat må jeg give op. Jeg er så tæt på enten at dø eller blive besat af djævlen. Så tæt på at miste kontakten til livet. Og til mig selv. Og jeg rejser mig fra min seng og beslutter mig for at gå ind i mine forældres soveværelse. Måske kan sove der. Måske kan jeg fortælle dem det. Måske kan de sågar hjælpe mig.

I min fars seng ligger min søster. Så der kan jeg ikke ligge. Og jeg overvejer at gå ind til mig selv igen. Men mine ben vil ikke. Går jeg tilbage er det slut. Så jeg kryber stille ind til min mor i hendes seng.

Jeg ligger og holder vejret. Ved ikke om jeg tør vække hende. Fortælle hende det. Måske kan jeg også bare se, om jeg kan sove.                                            

Jeg forsøger at finde roen – overgive mig til mørket, da et skrig flænser natten. Jeg tror jeg har drømt – men det er min mor. Hun råber på min far. Råber hun er ved at dø, og at han skal tage mig væk.

Jeg forstår ikke noget. Er bare stiv. Paralyseret. Jeg er sikker på, det er min skyld. Måske er det mine onde tanker. Måske har jeg gjort noget, jeg ikke kan huske. Måske har jeg slet ikke forsøgt at sove, men er som en anden Dr Jekyll og Mr Hyde. Måske er jeg blevet besat og er forevigt fortabt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg fyldes at et mørke, en tvivl og en angst, der aldrig siden helt har forladt mig.

Endelig kommer min far over til min mors seng. Han forsøger at berolige hende. Taler blidt til hende. Aer hende. Sært nok taler de ikke om lægebesøg. Mig ser han til gengæld ikke. Han taler heller ikke til mig. Jeg får til gengæld en pille. Og jeg kan ikke huske, hvor jeg sover henne resten af natten.

Næste morgen skal jeg i skole. Jeg vil ikke. Det er som, jeg slet ikke er mig selv. Som jeg er lukket inde i en sort tåge og ikke er en del af verden. Jeg hører ikke til nogen steder. Er forbandet. Og ensom.                                    Men jeg slipper ikke. Bliver sendt af sted og de næste mange dage, går jeg rundt som en anden zombie. Stille og mekanisk. Bange for verden. Bange for mig selv.

Med tiden letter det…eller også bliver jeg bare vant til det. Og jeg gør, hvad jeg kan for at slippe for alt, der kan minde om Excorsisten. Og når drengene taler om den, bliver jeg fjern og suget tilbage til hullet – ja, selv i dag kan jeg ikke se billeder eller høre om filmen uden at mærke suget og komme tilbage til dengang.

I familien taler vi ikke mere om det. Jeg forsøger et par gange – lidt kejtet at fortælle om min angst for filmen…og djævlen. Men det lykkes ikke. Der er ikke åbent.

Og da jeg som voksen forsøger at spørge dem om, hvad der skete, benægter de begge hændelsen.

Jeg er dog ikke tvivl om, at min oplevelse er sand. Jeg har oplevet min mors angst og panik flere gange – især i forbindelse med nærhed og konflikter. Ligesom jeg ved, hun havde et lager af beroligende medicin hylden, som hun selv tog, men også gav til os børn, når livet blev for svært.

Det er desværre også sandt, at oplevelsen har sat sig som et traume, jeg stadigvæk ikke har fået opløst. At jeg aldrig har fået hentet den 10-11årige Rikke hjem. At hun stadigvæk ligger i sin mors seng. Alene, paralyseret og stiv af skræk.

Jeg håber dog, at jeg ved at fortælle historien kan finde ind til hende og tage hende i hånden hjem.

Tak fordi du læste med.

Et spirende opgør mod mit tanke- og følelsespoliti.

62679413

Et af de spørgsmål, der kan få mig hurtigst op i det i det røde felt er “Har du prøvet at tænke positivt” Eller mennesker med værktøjskasser og hovedet på skå, der vil lære mig at tænke og føle anderledes, og lidt for sjovt kalder angst og sorte tanker for dæmoner, nogen man skal tage kampen op mod. Noget uønsket, grimt og farligt, der bor indeni mig.

Jamen for helvede… jeg har jo nærmest ikke prøvet andet. Hele mit liv har jeg forsøgt at lave om på min tanker og følelser. Prøvet at være en anden. Jeg har fortængt. Fornægtet. Forstået. Formindsket. Eller kæmpet mod og råbt af mine tanker og følelser og følt skyld og skam over ikke at være postiv og glad nok.

Jeg har skilt mit hovedet fra min krop og nægtet at mærke sådan, som jeg virkeligt havde det. Nægtet at mærke vrede, afmagt, ked-af-det-hed og brugt mit intellekt som kompas.

Og når mine ressource var brugt op, og følelserne og tankerne slap igennem fileteret, har jeg indentificeret mig med dem og dømt og kategoriseret mig selv, mine tanker og følelser i gode og dårlige.

Så det har været en kamp mod mig selv og mit tanke- og følelsespoliti, der stort nok til at dække det meste af Danmark. For alt der kommer op til overfladen bliver målet, vejet, vurdere og sat i bås – ofte i en gode kasse og en dårlige kasse. Og ja, kassen med det dårlige vejer mest.

Men de fleste ved, at får du at vide, at du ikke må tænke på en giraf, så dukker giraffen op helt af sig selv. Og jo mere du siger, jeg vil ikke tænke på en giraf – jo mere tænker du på en giraf.

Og sådan er det med følelser og tanker. Jo mere man forsøger at holde den indre verden på afstand, jo mere vokser den og/eller kommer til udtryk på de særeste måder og upassende tidspunkter, og man ender med at bruge en masse energi på at holde det væk.

Alt det vidste jeg godt. Men jeg forstod åbenbart ikke helt, at det, jeg opfattede som de dumme tanker og følelser, var min måde at forsøge at beskytte mig selv på. At jeg med min historie og med mit behov for et altid forhøjet alarmberedskab har været i en kamp-, flugt- og frystilstand det meste af mit liv, og jeg derfor tænker og føler, som jeg gør. At det er og var en 4-årig, 12 –årig, 16-årig og 20-årigs reaktioner på, at der lå eller kunne ligge løver over det hele.

Men de tanker og følelser skal jeg ikke bekæmpe, men sige tak for. For uden dem var det gået endnu værre. Uden dem var jeg blevet spist.

At hjerne og kroppen så fortsætter med at se løver og komme med forslag, som ikke er specielt konstruktive, er en anden sag – men det vigtig at huske, at de gør det i den bedste mening. De er hverken onde, dumme eller dæmoniske, men vanedyr, som desværre er blevet holdt fast i, at enten er verden farlig eller også er mine tanker og følelser farlige. Og det i sig selv er næring nok til at fodre stressen. For det er hårdt arbejde at have et meget rigidt tanke- og følelsespoliti, der konstant ønsker kontrol.

Men jeg er begyndt at slippe. Begyndt at tillade alle mine tanker og følelser, og jeg øver mig i at tale pænt til dem – også selvom de ikke altid taler pænt til mig. Jeg er begyndt ikke at ville kæmpe mod dem og opdrage på dem. For det er sådan, at jo mere kamp og tvivl, der er indvendig, jo mere kamp og tvivl bliver der i min udvendige verden. Jeg tager simpelhen mine kampe og min tvivl med ud i alle mine relationer, hvor de både larmer og tager for meget plads.

Det er lettelse at turde og kunne sige højt, at jeg ikke længere vil tro på, at der findes positive og negative tanker og følelser. At glasset både kan være halvfyldt, halvtomt eller indholde 0,3 liter. At jeg både kan være optimist og pessimist – og den bedste udgave af mig ikke findes…altså med mindre at den bedste udgave er ligeså flydende og skiftende, som jeg er.

Det er en også lettelse ikke længere at have kampen – det at vinde som mål. Eller det perfekte og det gode som mål – men øve mig i at acceptere den jeg er, og det jeg føler og tænker.

Det eneste der reelt fortæller, hvem jeg er mine handlinger. Behandler jeg mig selv, andre og jorden godt? Er der sammenhæng mellem mine værdier og mit adfærd? Og formår jeg helhjertet at undskylde og evt ændre, det jeg gjorde, som ikke var ok – uden at slå mig selv oveni hovedet?

Jeg er ikke blevet lykkeligere, mere perfekt, mindre tvivlende, ked af det, vred eller frustreret. Og det gør ondt, river og jeg bliver rastløs, når jeg møder ubearbejdede og fortrængte tanker og følelser

Men jeg bliver lige så stille – i et sneglefarttempo, der sætter min tålmodighed på hårdt arbejde – lidt større, mere rummelig, tilfreds og let. Mere afventede og mindre hurtig på aftrækkeren.

Tak fordi du læste med

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.

 

Ja tak til antidepressivt. Nej tak til lykkepiller

virtuelle_lykkepiller_2-600x3001

Har i dag måttet bide i det sure æble. Slugt jeg ved ikke hvor mange kameler. Bidt i græsset. Ædt min stolthed. Krøbet til korset. Tudet. Alt sammen på grund af skam og skyld over ikke at kunne klare det selv. Over at skulle spørge om lov til at blive sat op i medicindosis – og frygte et nej.

For jeg er en af dem der spiser lykkepiller, som medier og folk så ublu og dumt kalder dem. En af dem, der skal stå for skud og være med til at hjælpe den grådige medicinindustri. En af dem der får medicin, der ikke virker, der er fyldt med bivirkninger og som gør os til zoombier. I hvert fald hvis man skal tro på Internettet.

Og jeg har kæmpet en både indre og ydre kamp. Holdt fast i og været stolt over, at jeg da i det mindste kunne nøjes med at tage den laveste dosis – for så var jeg da trods alt lidt bedre, havde lidt mere styr på det og var lidt stærkere.

Men jeg kan åbenbart ikke selv – også selvom jeg gør alt, hvad der står i min magt for at bekæmpe sorte huller, manglende livslyst og minus på livsglæden. Jeg mediterer, går ture, bruger lysterapi, spiser sundt, tvinger mig til sociale og gode aktiviteter og så har jeg gået i terapi i frygtelig mange år. Men det er åbenbart ikke nok.

Jeg har tror jeg har lidt af depressioner siden jeg var 8 år, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er vågnet en morgen og har tænkt “Fedt endnu en dag”. Til gengæld kan jeg huske kampen for at komme op, kampen for at komme ud af døren, kampen for at være social, lave opgaver osv – for det eneste jeg havde lyst til var at sove. Blive væk og gemme mig fra verden.

Hvordan helvede jeg har formået at rejse mig hver morgen og lade som om, er et under. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at jeg ikke gav op. Bad om mere hjælp. Forstår ikke, at jeg i så mange år har kunnet have et så passivt selvdestruktivt adfærd – at jeg har kunnet være til uden ret meget glæde og livslyst. Ja i mange perioder har den været under nul.

På mange måder har jeg troet, det var en normal tilstand – i hvert fald min normaltilstand. Og det kunne åbenbart ikke være anderledes. Folk som jeg kunne ikke hjælpes.

Desværre tog det mange mange år, før jeg selv begyndte at se, at det handlede om depressioner, og det undre mig, at de læger og psykiatere jeg har opsøgt, ikke har kunnet se, at det handlede om depression. At min måde at reagere på bare er mere maskulin: At jeg i stedet for at lægge mig på sofaen, græde og gå i stykker, bliver asocial, indelukket, lettere aggressiv, negativ og går min vej og hader både mig selv og verden. Jeg mister tillid og tro på både mig selv og andre.

For 15 år siden fik jeg for første gang lykkepiller – kaldte dem for sjovt tossepiller. Det var primært mod angst og jeg fik et SSRI præparat. Meget lav dosis. Set i bagspejlet har de kun hjulpet lidt – men nok til, at jeg trods alt ikke gik helt i sort. Nok til at overleve – men bestemt ikke nok til at leve.

For 3 år siden skiftede jeg til et SNRI præparat og oplevede for første gang, at jeg havde lyst til at stå op. En lille opblomstring – men stadigvæk havde jeg meget få ressourcer. Alligevel besluttede jeg, at nu når jeg var begyndt at mærke glæden, så ville jeg forsøge at komme ud af pillerne – for tænk hvis det viste sig, at jeg kunne være glad uden. Tænk hvis jeg i virkeligheden havde livslyst og livsglæde. Tænk hvis det var medicinen, der havde spist min glæde – og det var den, jeg var blevet deprimeret af. At det på Internettet passede, og jeg var blevet forført, misinformeret, vildledt og havde mistet mig selv og mine evne til at føle og tænke på grund af medicinen.

Og ganske langsomt begyndte jeg at trappe ud. I starten gik det fint, men på et tidspunkt begynder jeg at mærker uroen og trisheden vende tilbage, men overhører det. Det går så godt. Jeg er stærk og kan selv. Det handler bare om den rigtige mentale indstilling.

Men jeg vælter med et brag og bliver opslugt af min fortid, mørket, trætheden og de sorte tanker. Og intet af det jeg gør, giver mig glæde. Tværtimod kan jeg ikke gøre noget godt nok. Og jeg er ikke god nok. Og paradoksalt nok bliver jeg mere og mere en zoombie og mindre konnektet med verden og mig selv. Jeg bliver endimensionel.

Jeg æder min stolthed og begynder på medicinen igen og læser alt det, der står om bivirkninger og lykkepiller, og jeg bliver skræmt, stresset, splittet og min tvivl går amok. Og jeg går konstant rundt og prøver at mærke efter om jeg er ramt af frygtelige bivirkninger. Om jeg har det godt nok – om pillerne nu gør mig skør og får mig ud på et eller andet overdrev, hvor jeg mister kontrollen og forbindelsen til mig selv.

I dag 10 uger senere på laveste dosis er virkningen begrænset, jeg har endnu ikke oplevet at vågne bare lidt glad og have lyst at deltage i livet. Alt hvad jeg gør tvinger jeg mig selv til, men jeg får ikke noget ekstra på kontoen – bliver bare træt. Græder, glor ud i luften og har hverken lyst til at sove eller være vågen.

Så jeg er der, hvor jeg tænker, at jeg bliver nødt til at bede om hjælp. Medicinsk hjælp. Blive sat op i dosis. Forsøge at se om det kunne hjælpe. Bare lidt. For der er minus på kontoen og jeg er ikke mig selv. Jeg er for meget i krybdyrhjernen og i de sorte huller.

Så jeg må gå den tunge gang, bide skammen i mig og håbe på min læge vil støtte mig.

Samtidig vil jeg håbe, at debatten om lykkepiller bliver lidt mere nuanceret, og at vi vil stoppe med at kalde dem lykkepiller. For det er så misvisende – og man bliver ikke mere lykkelig af dem, end man gør, af alt andet medicin. Til gengæld sætter man brugerne i bås, ser ned på dem og opfatter dem som svage. Men vi er altså ikke den eneste patientgruppe, hvor medicin er en god løsning og nødvendigt. Hvor medicin kan give mere livskvalitet og hvor vi gerne betaler for, de bivirkninger der er – for alternativet er værre. Og vi der bruger antidepressivt og andet psykofarmaka kæmper en dobbeltkamp. For et er, at vi er ramt af noget, der både er usynligt, stadigvæk tabubelagt og en lav -status-sygdom. Noget andet er, at vi også skal slås med fordomme og bedrevidenhed i forhold til medicin. Så det er svært ikke at skamme sig og føle sig forkert.

Hvorvidt antidepressivt ændrer personligheden og fjerner os fra os selv, kan kun den enkelte vurdere. I mit tilfælde er jeg mere mig selv på medicin end uden medicin. For både angst og depression fjerner mig fra de gode steder i mig selv, og jeg bliver opslugt i en verden, hvor både jeg selv og verden bliver mine fjender – noget jeg skal slås mod.

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 3.

4b7aa47a6221016022010

TÆSK OG TRØST 

Jeg vil prøve at få mine historier fortalt nogenlunde kronologisk. Men som jeg skriver, dukker der mere og mere op, så det kan ikke undgås, at jeg kommer til at hoppe i tid.

Følgende historie finder sted, da jeg er ca 6-7 år gammel.

Det er helt klart min far, som har stået for den smule kærlighed, jeg har fået. Han kunne fortælle godnathistorier, give svingture, kilde mig og af til klø mig bag øret. Og jeg kan stadigvæk fornemme det dejlige i hans blik og stemme, når han en gang i mellem blev ramt af kærlighed til mig. En kærlighed der desværre stopper fuldstændig, da jeg kommer i puberteten.

Men havde også en stor sort skyggeside. Et temperament, som han ikke kunne styre og et grimt, perfidt og nedladende sprog. Han var som en 4-årige og fuldstændig underlagt sine luner og ude af stand til at styre det eller stikke en finger i jorden.

Begge mine forældre har arbejde, og ofte er det mig, der skal passe min søster, der er 4 år yngre. De dage min mor har aftenvagt, har vi dog en barnepige på, indtil min far kommer hjem.

Vores barnepige er 15-17 år. Hun er hippie, ryger pibe, har spejle på tøjet og en orangemalet damecykel. Jeg synes hun er sej. Men der er ikke meget barnepige i hende, og hun sidder primært i sin egen verden og læser og tegner – og jeg husker ikke nogen form for interesse i min søster og jeg fra hendes side. Til gengæld husker jeg, at hun lod os være i fred og lod os gøre alt, og jeg har fået så mange skæld ud over, at jeg ikke havde styr på vores barnepige…for jeg burde jo vide bedre.

En dag, hvor jeg kommer hjem fra skole, spørger hun mig, om jeg har penge. Eller om jeg ved, om vi har nogle. For hun vil gerne låne nogle – hvor mange og til hvad kan jeg ikke huske. Men det er ikke meget. Måske til en kage eller noget tobak. Eller måske har hun købt noget brød, fordi vi skulle have noget eftermiddagshygge.

Jeg har ingen penge, men jeg ved der ligger en pose med småpenge inde i et skab, så det siger jeg. Og glemmer derefter alt om det.

Senere kommer min far hjem, og efter barnepigen er gået, opdager han, der mangler penge, og han spørger, om jeg ved noget.

Jeg forsøger at forklare, men hans ansigt er helt formørket, og der er had i hans øjne og ingen kontakt. Og med fråde om munden slynger han om sig med ord som løgnagtige tyvetøs, ondskabsfulde møgeunge, din lille lede løgner ,og det er som om, jeg bliver hvirvlet rundt i et rum af mørke og eder, og jeg mister enhver fornemmelse af mig selv og af tid og sted.

Og pludselig smækker han mig en syngende lussing og midt i det sorte opstår, der både vrede og sorg – gnister og blod og et kaos, der river og flår i min lille krop.

Derefter græder han. Bryder fuldstændig sammen og går nærmest i opløsning foran mig, mens han sidder fortabt på min seng. Han siger han fortryder og beder mig om at trøste ham, holde om ham og tilgive ham. Og jeg sidder på gulvet foran ham, kigger på ham, men kan ikke rumme det, jeg ser og oplever. Det er uvirkeligt – en ond film, som jeg ikke kan komme ud af. Også selv om der er en verden derude, jeg meget hellere vil være en del af. Men jeg er låst fast. Frosset.

Jeg går i stykker indeni, er forvirret – splittet. For jeg vil så gerne have hans kærlighed og mærke hans arme og krop. Elske og blive elsket. Men samtidig er jeg vred, ked af det og helt i chok – og jeg hader ham, og jeg har lyst til, at han skal mærke samme smerte – at han også skal føle signsket, udskældt og udskammet. At det sorte også opsluger ham.

Jeg overgiver mig til det, jeg ved han helst vil – men også til det, som jeg trods alt har brug for, for at kunne overleve. Jeg trøster ham. Min lille krop kravler op til ham. krammer ham og fortæller ham, at der er godt nok – at han er god nok. At han er tilgivet. Og han lyser op, kommer tilbage og bliver far igen.

Jeg bliver til gengæld aldrig helt barn igen. Et er, at jeg lukker af for mine følelser og bliver en mester i at undertykke mig selv og dele mig i to; kaos indeni og kontrol og konstruktiv handlen udenpå. Noget andet er, at der opstår en tvivl: For havde jeg i virkeligheden fortjent straffen og havde jeg gjort nok for undgå den? Kunne jeg have gjort noget andet? Sagt nej til barnepigen osv?

Tvivlen på mig selv – om det er min skyld, om jeg kunne have gjort nogt mere og noget andet, er det aldrig lykkes mig at komme af med. Jeg har desværre taget mønsteret med mig og tiltrukket mennesker, som har manipuleret og misbrugt min tvivl og min evne til at påtage mig rollen som syndebuk. En rolle jeg gerne vil lægge bag mig.

Jeg håber, at jeg ved at skrive om det og sige det højt, kan hjælpe mig selv og andre til at at lægge syndebukken bag sig eller skabe bevidsthed om, hvor meget man ødelægger hos både børn og voksne, når man brugere andre som syndebukke.

Tak fordi du læste med.