Ja til store ører og varme hjerter

Jo mere jeg læser om ADHD og tager de briller på, når jeg kigger på mig selv og mit adfærd, jo mere går det op for mig, at jeg i den grad har fortjent en medalje.

Mange af de strategier, jeg har kæmpet mig frem til i mit liv, viser sig nemlig at tage højde for min ADHD. Ligesom de ting jeg har efterspurgt eller prøvet at forklare behandlere og andre helt almindelige mennesker, altsammen er at finde på de første sider i ADHD for dummies.

Derfor er det også skide frusterende at tænke tilbage på alle de gange, jeg forgæves har forklaret, forsvaret, grædt og råbt uden helt at blive tager seriøst – eller det er i hvert fald påfaldende så mange gange, jeg er blevet mødt med bedrevidenhed og gode råd om hvordan og hvorfor.

Det er kun meget få mennesker, der har taget det, jeg har sagt for pålydende og som faktisk har taget sig tid til at lytte. Bare lytte. Og jeg har ikke tal på de gange både fagfolk, venner o.a. har ment, at jeg bare skulle over på den anden side. Finde min passion. Mig selv. At jeg skulle overvinde det ubehagelige, bryde mine grænser, være åben eller stoppe min modstand. At det jeg fornemmede var forkert – det var ikke min indre stemme men min angst og depression. Mine dæmoner. Det handlede om sekundære gevinster. Om livsangst. Noget ubevidst. Noget der skulle bekæmpes for at jeg kunne komme ud i lyset. Bullshit siger jeg bare.

Set i bagspejlet skulle jeg have lyttet til mig selv. Slået bremsen i. Og bedt både psykologer, terapeuter, behandlere, venner og bekendte, der havde læst en bog eller to om lytte til det, jeg sagde. Lytte og tage det for pålydende i stedet for at tolke og lege Kloge Åge eller Den gode Hjælper. For når det kommer til stykket, er jeg den eneste, der ved, hvordan jeg har det. Den eneste der ved, hvad jeg har brug for. Og jeg ved, at mit liv ville være blevet en del nemmere, hvis jeg havde været foruden min evige tvivl om mig selv, mine tanker, fornemmelser og følelser.

Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, at jeg stødt i rigtig mange af den slags mennesker. Om jeg har tiltrukket dem eller omvendt. Men havde jeg vidst, det jeg ved idag – var jeg gået i en stor bue udenom og havde søgt mennesker med store ører og hjerter. Mennesker der ikke sad klar med teorier, forklaringer, fortolkninger og løsninger.

Jeg ved godt det ikke hjælper at græde over spildt mælk eller være vred, på nogle som måske i bund og grund har ønsket mig det godt. Så derfor vil jeg gerne bruge mine frustrationer konstruktivt og opfordre til, at vi skal blive bedre til at lytte og tro på det, de andre fortæller os. At vi skal pakke os selv langt væk og spørge nysgerrigt og interesseret ind uden bedrevidenhed og fortolkninger i baghånden. Vi ved ikke, hvordan de andre har det. Ligesom vi ikke kan fjerne andres smerte. Men vi kan støtte op, rumme, trøste og være der og give det hele lov til at være der. Det er ikke op til os at vurdere, hvor det kommer fra, hvorfor og hvordan det går væk. Og om det overhovedet skal gå væk.

Derfor er jeg også blevet mere skeptisk og mere i tvivl om, hvorvidt den psykologiske, terapeutiske og coachende tilgang til det at være menneske eller/og til at være ramt af stress, angst, depression, adhd og lignende en god løsning. Det kommer nemlig let kommer til at handle om at optimere sig. Blive mere effektiv. Mere tilpasset. Mere Pippi. Mere uperfekt. Mere mig. Mere mit liv.

Eller også handler det om at finde sammenhænge – årsag og virkning. Om følelser, fortid og personlig udvikling. Om hvordan jeg har det….sjældent om hvordan den anden har det. Eller hvordan verden har det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis der var mere fokus på dialog, filosofi, værdier, etik, moral o.l. i vores samtaler med hinanden – også de professionelle. At vi har mere brug for at finde vores værdimæssige og personlige ståsted i livet. Ligesom vi har brug for at se os selv som en del af en større helhed i et samfund, der består af mennesker som os selv, og hvor vi har og får betydning for den anden.

At alt det med at finde sammenhænge – årsager og forklaringer i vores eget lille liv ikke fører til et bedre liv. At det måske endda er tidsspilde, fordi det er for komplekst til, at vi nogensinde finder svaret. Og så er der forøvrigt ingen garanti for, at et eventuelt svar kan bruges til noget som helst

Tak fordi du læste med.

Reklamer

Når filmen knækker

Nogen gange knækker min film. Nogen gange bliver det for meget. Og jeg kan hverken finde kampgejst, håb eller mening. Synes bare jeg som en anden Sisyfos drøner op og ned af bjerget og bliver ramt af rullende sten.

Jeg synes livet griner af mig og håner mig – glemmer at tage mig seriøs, og den ene prøvelse overtager den anden. Den er hverken plads til ros eller pauser. Der findes kun utak og hårdt arbejde.

Når jeg har det sådan – når det hele ramler, og en ulykke sjældent kommer alene, kan jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg synes jeg er ynkelig. Patetisk. Og en pivgris der skulle skamme sig og se at få flyttet fokus fra egen navle til derud, hvor det virkeligt brænder. Mage til sølle skabning skal man lede længe efter.

Jeg kan nærmest ikke finde ud af at bede om hjælp, når det er sådan. For jeg er så tæt på at vælte og så sårbar, at beder jeg om hjælp og får en lidt hånlig kommentar eller et “tag dig sgu da sammen” tilbage, så vil jeg blive så edderspændt rasende, at vedkommende vil fortryde sin afvisning resten af sit liv. Og det har jeg ikke lyst til at byde nogen. Jeg ved jo godt, at mit raseri skyldes, at jeg ud over at skulle overdøve min egen indre bebrejdende og dømmende stemme også skal overdøve den andens stemme. Og det kan jeg ikke. Ergo står jeg tilbage med følelsen af at være håbløs. Et egocentreret skvat.

Lige nu er min film tæt på at knække. Jeg er træt og trist som ind i helvede. Træt og trist over at være sygemeldt. Træt og trist over at min AFHD diagnose kom så sent – træt og trist over så mange misfortåelser og fejlbehandlinger. Så meget lort. Så megen smerte.

Træt og trist over af at have ADHD og alt det andet, der er fulgt med. Træt og trist over af at have en hjerne, der fucker med mig. Træt og trist over mistro fra andre. Mistro fra systemet. At skulle forklare og forsvare. Føle mig skyldig.

Træt og trist over økonomisk- og jobmæssig usikkerhed. Træt og trist over at min psykiater lige er blevet langstidssygemeldt. Træt og trist over ikke at kunne komme videre ud af ADHD sporet.

Træt fordi min datter lige er blevet opereret. Træt fordi huset ligner lort. Træt fordi jeg ikke kan finde energi til at gøre rent. Træt fordi der i over en uge har lugtet af giftig spartelmasse. Og vejret er gråt, der vådt og jeg tænger til korte bukser og bare tæer.

Og jeg er træt og trist fordi manden er taget til Skagen. Træt og trist fordi vi skændes. Og vader rundt i gamle mønstre og dumme ord. Træt og trist over at livet har ramt mig hårdt lidt for mange gange. Men også træt og trist fordi jeg ikke kan slippe det. Nu når jeg alligevel ikke er herre over det.

Træt og trist fordi jeg knap nok kan finde den hest, jeg er faldet af.

Jeg er så tæt på at sætte mig i hjørne og skrige STOP. SLUT. Jeg gider ikke mere. Giv mig en pause. Skrub af krav. Skub af dårlige samvittighed. Jeg har ikke mere krudt til at kæmpe. Ikke mere krudt til at gøre mig umage. Hele mit liv har jeg kæmpet og gjort mig umage. Forsøgt. Prøvet. Rejst mig op. Bare for at få et kram. Et lille et.

Lige nu trænger så meget til et kram. Helt uden at skulle gøre mig fortjent til det. Trænger til at blive passet bare lidt på. Omfavnet. Holdt om.

Bare en dag uden krav, kamp og kværnen i hjernen. Bare en time.

Tak fordi du læste med.

En ny drejning – En ny start

IMG_0450

Nogen gange tager livet et kæmpe sving og helt nye veje, bump og udsigter åbenbares.

Da jeg besluttede mig for at starte min blog, havde jeg nogle historier, jeg skulle af med. Dele. Nogle historier jeg trængte til at blive spejlet i af helt almindelige mennesker – og ikke terapeuter. Jeg havde behov for at være et hel almindeligt menneske – på trods af en ikke helt almindelig historie. Jeg var praktisk talt ved at kaste op over at være en sag, et tilfælde eller noget speciel. Jeg havde jo bare brug for at blive rummet, elsket og være en del af noget.

Fordi min historie er ikke speciel rar, så brugte jeg mange år på at fake. På at fortrænge og forsøge at være normal. På at finde og blive en eller anden middel fællesnævner. Men det var jo ikke mig – så logisk nok, så fik jeg ikke noget ud af at være i de sammenhænge. Jeg følte mig bare endnu mere ked af det og forkert.

Samtidig skulle min blog også være en fortælling om her og nu. Om hvad min beslutning om at være ærlige, kaste håndklædet i ringen og bede om hjælp, ville få af konsekvenser både i forhold til mig selv, min behandling men også ifht kommune og det at være sygemeldt i et system, som ikke er særlig venligt og menneskeligt – og hvor man dagligt læser historie, som kan få sådan en som mig til at have lyst til at opgive og bare flytte ud på en øde ø.

Jeg sygemeldte mig i oktober 2016 – og jeg har heldigvis indtil videre kun oplevet forståelse og fået en god behandling.
I januar i år fik jeg så endelig tid ved en privat psykiater, da jeg selv mente, at jeg havde brug for en udredning. At de rodekasser eller stress-, depressions- og angstkasser, jeg pt var blevet puttet i, ikke var fyldestgørende. At nogen havde overset noget. At der manglede noget. At det jeg havde som diagnoser var symptomer. Symptomer der ikke bare handlede om min opvækst eller om mit liv generelt, men at der var noget mere – noget andet som jeg ikke kunne sætte ord på.

Allerede ved første konsultation havde psykiaterne en stor mistanke om ADHD. Først tænkte jeg….ja ja ADHD og min bare….det er jo ikke en lidelse men bare en dårlig undskyldning. Men jo mere jeg læste og jo mere psykiateren forklarede, jo mere gik det op for mig, at det var det jeg led af og altid havde lidt af.

Pludselig gav mit krudt, mine vilde og hoved-under-armen-lege og min rastløshed mening. Ligesom jeg hverken kunne sy rya, bygge med lego, male i malebog gab mening. Eller det at min skoletaske og skolesager ligende en krigszone og jeg mistede madkasser, huer, vanter, gymnastikposer osv.
Og selv hele min sårbarhed, mit temperament, min falden i staver, mit hovsa-adfærd min skiftet mellem at være total fokuseret, hvis noget var spændende eller total fraværende, hvis jeg kedede mig var lige efter ADHD-bogen.
Eller mine mange uddannelser, hvor kun de færreste endte med et stykke papir. Jobskifte. Skilsmisser. Ja, jeg kan blive ved – for jeg er så normal når det kommer til ADHD.

Det har været lidt af en aha-oplevelse, og det er primært rart at få bekræftede at følelsen af min hjerne ikke er helt som de andres og har det med at brænde sammen ikke var noget jeg bare fandt på. En eller anden dårlig undskyldning for at slippe.

Selvfølgelig er jeg også vred og ked af over, at der skulle gå så mange år, før nogen tog mig seriøs og ikke blot forklarede mine symptomer med min historie. Ligesom jeg også er frustreret over at have brugt så mange år på forkert behandling og terapi – for noget af behandlingen har gjort det endnu værre og har været med til at forstærke angsten, depressionen og stressen.

Set i bagspejlet har jeg klaret mig utroligt flot. Jeg har knoklet som en hest for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Sikke mange mestringsstrategier jeg selv har opfundet. Det er lidt et under at jeg hverken er blevet misbruger eller selvskadende. Et under at jeg hvergang jeg var tæt på at opgive og komme på dybt vand, alligevel fik hevet mig selv i land.

Jeg havde ikke ADHD-diagnosen komme. Men hold da op hvor er jeg glad for den. Den giver mig et helt nyt perspektiv på mig selv.
Jeg var og er hverken dum, doven, forkælet, utaknemmelig og en masse andre dumme ord. Jeg havde bare en hjerne, der ikke var som flertallets og som let brændte sammen. Og når først en ADHD-hjerne brænder sammen, så er den svær at få styr på igen.

Min depression, min angst og min stress er også der stadigvæk – og det vil de nok blive ved med. Men hvor de før var hoveddiagnosen, er de nu følger af både min opvækst og mine bogstaver. I praktisk betyder det, at min behandling men også mit mål med at blive afklaret jobmæssigt og forhåbenligt få et fleksjob har taget en anden drejning.

Min nye indsigt vil nok få indflydelse på min blog, for der er så meget omkring ADHD, som jeg er nysgerrig på at vide mere om. For tænk hvis det lykkes mig at få endnu flere værktøjer til ikke bare at overleve men til at leve. At opleve livskvalitet. Selvværd og accept.
Jeg er pænt optimistisk, for allerede nu kan jeg mærke en forskel, når det handler om egenomsorg, tillid til andre og tilgivelse. Noget der i den sidste ende fører til mere glæde og fred.

Tak fordi du læste med.

Bedre sent end aldrig

IMG_1254

Har hold pause fra bloggen alt for længe. Ved ikke helt, hvordan jeg kom på afveje, for det var en utrolig positiv oplevelse både at kunne dele, blive spejlet og hjælpe andre, der kunne bruge min ord og finde genkendelse.
Min blog blev det spejl, jeg havde manglet det meste af mit liv. Et sted hvor jeg blev mere og mere ærlige. Turde lukke op for posen og forhåbentlig blive mødt med alt andet end fordømmelse.

Men der gik ged i det. Der kom kolonihave og hussalg og en masse andre dårlige undskyldninger i vejen. Og måske mistede jeg også modet lidt. Måske var det for overvældende.

Men nu rejser jeg mig, hvor jeg faldt. Sluger skammen over ikke at have holdt ved og håber på, at der stadigvæk er brug for mig og min blog derude. Og det handler ikke om antal og succes. Det handler om at at dele og spejle.

Lige om lidt skal jeg til lægen. Efter et mislykket jobtræningsforløb, vil jeg have ham med på sidenlinjen, når jeg skal i gang med det næste jobtræningsforløb.

Det går nemlig mere og mere op for mig, at jeg er så skide samarbejdsvillig og så bange for at blive set skævt til – især af sagsbehandler og jobkonsulent, at jeg gang på gang går over mine egne grænser.
For angsten for at blive dømt ude, set skævt til, miste min selvbestemmelse, og blive en brik i et system, der går direkte ned i min krybdyrhjerne.

Da jeg kom i kontakt med psykiatrien første gang som 25årig, var det kæmpe nederlag. Jeg følte mig som det mest mislykkede og dårlige menneske – og jeg var fuld af skyld og skam og var overbevist om, at grunden til jeg havnede der, var fordi jeg havde været et ondt, dovent, dumt og egoistisk menneske. Og desværre blev jeg også bekræftet af nogle af de ansatte i systemet. For et var, at man vidste ikke så meget dengang, og det var endnu mere tabuiseret, end det er i dag. Noget andet var, at der både dengang og nu findes behandlere, som ikke hverken har empati eller forståelse og som sidder fast i deres egne dårlige mønstre og bruge patienterne som brikker i deres eget spil.
Jeg fik derfor aldrig den rigtige diagnose eller behandling, og jeg fandt hurtig ud af, at ville jeg et liv, så skulle jeg ud af psykiatrien hurtigst mulig.
Og mine mine mønstre og min overlevelsesevne, blev det til “fake it till you make it”. For det med at fake, det er jeg god til. Det har jeg et helt livs øvelse i. Så jeg løj både for mig selv, omverden og behandlere. Og jeg var så dygtig at lykkedes mig at snyde alle – inklusive mig selv. For jeg klarede den jo ikke. Mit indre var i totalt kaos og der var ingen sammenhæng mellem min ydre og indre verden.

I de 30 år, der er gået, har jeg, for ikke at blive ramt af den frygtelig sandhed, hoppet fra sten til og snoet mig som en ål – hele tiden med håbet om, at når jeg nåede det og det mål, så ville alt ændre sig. Jeg vil blive rask. Normal. Min depression, min stress, min angst, min sårbarhed og mine tvangstanker ville forsvinde.
Jeg har har snydt og bedraget og været verdensmester til at tage den rigtige maske på. For fandt nogen ud af, hvem jeg i virkeligheden var, så ville jeg miste alt. Mine børn, min kæreste, mine venner og min familie. Jeg ville blive erklærer uegnet som menneske. Dømt ude.

Det har kostet ufatteligt meget på kontoen at opretholde den facade og spille det spil. Og set i bagspejlet er jeg ked af, at har snydt mig selv så længe. At jeg har været så flov over at være mig. Flov over ikke at kunne. Flov over at bede om hjælp. For at kæmpe mod sig selv er en hård og ubarmhjertig kamp. At starte dagen med ikke at have lyst til at være i selskab med sig selv, velvidende at det er man tvunget til resten af livet, er hæsligt. Og nej, det hjælper ikke at forsøge at placere tankerne et andet sted. De vender tilbage med ekstra styrke, hvis jeg bruger den taktik. De bliver så voldsomme, at jeg ikke kan styre dem, og jeg ender med at gå i panik, fordi jeg frygter, jeg heller ikke kan styre mit adfærd.

Men det sidste år er der sket en ændring – fordi jeg trods alt er begyndt at tage mig selv alvorligt. Begyndt at være ærlig og at søge hjælp.
Jeg har sågar oplevet at vågne og have lyst til at stå op. Har oplevet glæden sammen med andre. Oplevet at stole på andre. Oplevet at turde være mig uden at gå i panik bagefter.

Desværre slog mit praktikforløb en del af det i stykker. For når man er så sårbar og har så få ressource, så er det vigtig, at de bliver brugt rigtigt, ligesom det er vigtigt, at det, der bliver fyldt på, er konstruktivt og opbyggende. Der skal så lidt til at vælte det nye gode. Så lidt til at gå tilbage til de gamle mønstre.

Derfor vil jeg have min læge indover den her gang. For jeg har brug for en, der kender mig, kender mine symptomer samt mine mønstre og som kan hjælpe mig med at holde fast i mig selv og sige stop. Jeg har brug for, en der ikke har ambitioner på mine vegne – brug for en, der ikke presser mig, fordi lovgivningen siger det. Brug for en der ikke er personligt involveret og som ikke er fyldt med gode råd. Samtidig kan jeg så få det hele på skrift og bruge det i forbindelse med mit syge-/udredningsforløb.

Jeg har heldigvis en udmærket læge, men alligevel er jeg altid i tvivl og nervøs for at han vil afvise mig. Betragte mig som forkælet og slå det hen som pjat og selvoptagethed.
Grunden til den angst hænger rigtig meget sammen med den måde, en del mennesker stadigvæk opfatter psykiske lidelser på. At vores lidelser ofte kommer til at handle om personen og ikke om sygdommen. At vores lidelser handler om vilje – og det de kan tænkes eller arbejdes væk.

Men sådan er det ikke. Det er ligeså absurd og urealistik at bede et mennekser med psykiske lidelse, der har en arbejdsevne på 15% om at gå udenom systemet og finde et levebrød, som der er at bede en fysik syg om det. Det handler nemlig ikke om, at vi er dovne, at vi endnu ikke har fundet det rigtige job eller de rigtige skånehensyn. Vi kan som andre syge, kun det vi nu engang kan…og vi får det ikke bedre af gode råd eller af at blive presset. Tværtimod.

Tak fordi du læste med.

Til de følgere der ikke kender mig, vil jeg i de næste par indlæg fortælle kort om, hvad der er sket siden sidst.

10 år i Helvede. Del 2.

De sidste 25 år har jeg haft det svært med påsken. Især Langfredag. Hvert år dukker der minder frem, som jeg har fortængt og skammet mig over. En adfærd som jeg aldrig har forstået eller har kunnet integrere i mig selv. En adfærd som jeg troede og frygtede ville stemple mig som utilregnelig og sindssyg. Ude af trit med mig selv. Til fare for mig selv. En adfærd, der har skræmt mig så meget, at jeg ikke engang turde fortælle det til min psykolog. Det er max blevet til en lille kort notits med et overbærende skuldertræk og skævt smil fra min side. Men nu dykker jeg ned i oplevelsen – tager den fra en ende af og skriver mig ud på den anden side.

Til dem der tænker, jeg kan ikke tåle mere håbløshed og smerte fra hendes hånd, vil jeg sige: Den ender sært nok lykkeligt – hvilket jeg overhovedet ikke havde set komme.

Endnu en historie, der nærmest er umulige at skrive. En af dem hvor jeg vil gøre alt for at gå uden om. Bare tanken om at genopleve det fylder mig med kvalme og svimmelhed. Med angst, sugende sorte tanker og følelser, der lokker mig ned i mørket.

Noget der vil ud, men som ikke vil ud alligevel. Noget der ikke ønsker at se dages lys. Noget jeg ikke vil eller kan tage på mig som en del af mit liv. Noget jeg skammer mig over. Ikke kan forstå. For hvordan fanden kan man komme så langt væk fra sig selv og være totalt ude af trit med, hvem man er.

Det er sgu så sørgeligt, at jeg næsten ikke kan bære, at det skete for mig. Tænk at jeg kunne behandle mig selv med så lidt omsorg og kærlighed, at jeg næsten slog mig selv ihjel.

På den anden side er det ogå historien om, at da jeg stod på grænsen, og næsten havde tabt alt, fandt en fjern del af mig selv de sidste krampetrækninger frem, og noget ukendt og uden for min forstand tog nærmest over og reddede mig fra at blive sindssyg eller miste mig selv.

Det er påske. Jeg er på Samsø sammen med Det Anatomiske Teater, der en en international teatergrupper, der bygger på Artauds Grusomhedens Teater. Vi skal holde workshop og finde ideer til den næste performance.

Det er en tysk instruktør og en italiensk psykiater, der står for programmet og processen. Kort fortalt tager vi via forskellige ritualer udgangspunkt i påsken og mikser det hele godt sammen med andre religioner, psykologi og Artauds tanker om at bruge det grotesk, grimme og smerten til at konfrontere publikum.

Langfredag skal ud at møde vores død. Se den i øjenene og begrave vores selv. Formålet husker jeg ikke, men jeg kan forstille mig, at det må være noget med at skulle nulstille. Smide egoet væk. Samvittigheden. Overjeget.

Der er en sær stemning. Vi er alle sammen stille. Alvorlige. Mens vi en efter en får et sort pandebånd på, hvor der står skrevet ”døden” med skrifttegn for derefter at bliver sendt afsted.

Inden har vi fået udleveret et kort sammen med instrukser om, hvad vi skal gøre ved de forskellige poster. Hvilket ritualer vi skal udføre, og hvad vi skal sige og tænke. Jeg kan kun huske et ritual: Vi skal tage en mønt under tungen – så vi har råd til at betale færgemanden og dermed kan krydse floden til Hades. Floden til Dødsriget. (Græsk myte – og kender man ikke er google behjælpelig ;-))

Vi må ikke tale sammen hverken før efter eller imellem. Så selvom jeg når at ser nogen komme tilbage, og oplever at de ser angste og forvandlede ud, så er det forbudt at tale med dem. De eneste, der har lov at tale med os, er de to der står for workshoppen – den tysk teaterinstruktør og den italienske psykiater.

Det bliver min tur. Alt inde i mig dirrer. Jeg er angst. Har modstand. Vil ikke. Tør ikke. Men jeg går og sætter retningen mod første post. Jeg har totalt kaos og tankemylder. Den ene tanke er værre end den anden, og der er hverken hoved eller hale, i det jeg tænker. Det er nærmest som at drømme i vågen tilstand. Et mareridt jeg ikke kan slippe ud af. Noget der har overtaget mig. Jeg oplever merbetydninger i alt og mit sanseapperat er uden filter. Sorte skyer bliver truende og går direkte ind og mit system og bliver til til sorte tanker og følelser, hvorimod solen gør mig glad og lys. For vi hænger sammen. Og vejret skifter fra det ene øjeblik til det andet, for det er en af de dage med pletvis overskyet, så mine følelser og tanker hopper og danser fra den ene ende skalaen til den anden.

Et sted ved jeg godt, det ikke skal være sådan, men jeg er på Samsø sammen med nogle mennesker, jeg ikke kender ret godt, og hvor fanden skal jeg bede om hjælp. Hvordan skal jeg formulere det. Og siger jeg det højt, så ender jeg på den lukkede afdeling. Isoleret. Straffet. Og smidt ud som et andet stykke affald. Så jeg er total angst. Angst for døden. Sindsygen. Mit liv. Andre. Mig selv.

Jeg forsøger så godt, som jeg kan at holde angsten og tankerne væk. Taler med mig selv. Beroligere mig selv. Og forsøger at holde fast i min fornuft. Men på et tidspunkt er der noget andet, der tager over. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad det er – og jeg har aldrig stået i den situation hverken før eller siden.

I stedet for at gå mod den aftalte post og lave de aftalte ritualer, vender jeg om og finder et sted, hvor jeg kan være alene. Og som i trance begynder jeg at lave mit eget ritual. Først leder jeg efter symboler, på noget i mit liv, der skal dø. Noget jeg skal begrave. Blandt andet et stykke sort plastik og en hundelort. Og jeg begraver og besværger og siger en masse ord og remser mens jeg går rundt og rundt i en cirkle omkring det, jeg har begravet.

Men det er ikke nok at begrave, det jeg ikke længere ønsker i mit liv. Jeg skal også have en ny begyndelse. Noget nyt og livsbekræftende, der kan spire. Så jeg finder bla et løg og en muslingeskal og planter det i jorden. Igen sender jeg bønner og ord, der bare vælter ud af min mund, op og ud i universet. Og jeg beder til,  at det skal vokse og blive til liv. At det skal slå dybe rødder og blomstre.

Derefter jeg kysser jeg det hele, tisser på det og kysser det igen. Alt imens jeg græder, griner og raser og er helt ude af kontrol. Mine voldsomme følelser fader langsomt ud, og jeg kommer mere og mere tilbage til her og nu. Til Samsø og workshoppen. Men jeg fortsætter ikke. Nægter at udføre dødsritualet. Eller nærmere noget dybt inde i mig vil ikke. Kan ikke. For jeg vil ikke dø. Vil ikke sige farvel. I hvertfald ikke på den måde. På deres præmisser. For siger jeg farvel, mister jeg det sidste af det, der er mig. Så overskider jeg grænsen.

Jeg vender tilbage. Siger jeg ikke kunne. Men kan ikke huske, om jeg fortæller om mine egne ritualer. Jeg fortæller også, at jeg har det dårligt og har angst, men det eneste psykiaterne fortæller mig er, at hvis jeg vil livet, skal jeg også ville døden. For man kan ikke spise uden at skide. Hvilket jeg udmærket ved. Og selvom jeg fortæller ham, at jeg ikke har problemer med de ”grimme ting” i livet og har muget ud ved heste, slået fisk ihjel, parteret grise og dyrket sex for sjov, så holder han fast på, at jeg er bange for døden, og at jeg ikke kan komme videre, før jeg har set den i øjnene.

Jeg holder lav profil og slås med min angst og mine tanker resten af påsken og kurset ud, og kort efter hjemkomsten lader jeg mig indlægge på åben afdeling på psykiatrisk afdeling. Jeg forsøger at fortælle om mine oplevelser. Men de lytter ikke. Tror jeg finder på. Er småpsykotisk. Er ude på opmærksomhed. Påvirket af stoffer. Så jeg kapitulerer og forsøger at fortrænge i stedet for.

I 25 år har jeg gået med historien. Skammet mig. Været bange for mig selv og især den side og den kraft, der tog over. For tænk hvis det skete igen. Og i angst har jeg gjort alt for at holde den under kontrol. Dræbe den. Men midt i processen med at genkalde mig oplevelsen og skrive den ned, gik det op for mig, at det var min livskraft, der havde reddet mig. At jeg ikke var skør, men bare ikke ville miste mig selv. Og når jeg ikke selv kunne finde ud af det, så tog livskraften over.

Hvilken erkendelse. Hvilken forløsning. Og jeg græd af taknemmelighed og kunne næste ikke takke nok, for at have den side. Og jeg græder stadigvæk både af sorg og glæde. Sorg over at jeg eller andre ikke så styrken i mig og hjalp mig med at integrere den i mig selv og holde af den. Og af glæde over at jeg endelig har taget livskraften til mig og tør elske den.

Tak fordi du læste med.

 

10 år i helvede. Del 1.

 

Jeg er begyndt  at tage hul på den hæsligste periode af mit liv. 10 år af mit voksenliv. Fra jeg var ca 24 år – 34 år. Det er en periode, hvor især fem af årene stadigvæk er uklare og tågede. En periode som jeg ville ønske, jeg kunne slette. Glemme. Fortrænge. Rive ud af min livskalender.. 

Jeg ved jeg har efterladt mig selv alt for mange steder, og en af mine store opgaver er at gå tilbage og samle den ensomme, forslåede, triste, bange Rikke op. At mærke hvordan det i virkeligheden var og tage hende med mig hjem. At give hende den kærlighed hun ikke fik og integrere hende i mit hjerte. 

Når jeg nærmer mig en erindring, som jeg har fortrængt, går min krop i forsvar og jeg ryger ned i min krybdyrhjerne. Jeg får kvalme, hovedpine, angst, bliver svimmel og mine tanker er uden hoved og hale. Det er ren panik. Frys. Flygt. Kæmp.

Men jeg bliver i det. Forsøger at trække vejret ned i det og fortælle mig selv, at jeg ikke dør af det. Kommer tilbage til det. For det var dengang, og nu er nu og noget helt andet. Og på sin hel egen sære måde folder historien sig ud. Mine sanser skærpes, jeg fornemmer lugte. Lyde. Følelser. Derefter kommer der billede. Nogen drømmeagtige andre helt konkrete. Og på et tidspunk er jeg tilbage i en eller flere af de situationer, hvor jeg er gået i stykker og har efterladt mig selv.

Mine 10 år i helvede dukker stadigvæk kun op i små fragmenter. Mørke. Sugende. Hæslige. En periode hvor der ikke er tale om liv, men om overlevelse. En periode der fylder mig med smerte, angst og uvirkelighed. For hvad skete der? Og hvorfor? Og kan det ske igen? Kan jeg ryge ud over den kant en gang til? Og skulle det ske, kan jeg så komme hjem igen. Hel og i live?

Et sted er det et mirakel, at jeg ikke døde. Begik selvmord. Blev misbruger. Selvskadende. Psykotisk. For min virkelighed var så grum, trist  og uværdig. Og jeg har gjort så meget skade på mig selv. Leget med ilden. Med døden. 

Jeg havde ingen hjem – i en periode havde jeg dog en adresse. Men jeg turde og kunne ikke være der alene med mine tanker. Så jeg sov forskellige steder. Ofte ved mere eller mindre tilfældige mænd. Eller i opgange og på offentlige bænke. 

Der var total kaos i min hjerne. Jeg var lammet af kronisk angst, depression, tankemylder, sære forestillinger og fornemmelser døgnets 24 timer. Jeg kunne ikke mærke min krop. Havde ingen jordforbindelse. Men jeg var ikke syg nok til at få den nødvendige hjælp. For jeg var ikke psykotisk, selvskadende eller misbruger. Og måske evnede jeg heller ikke at forklare og sætte ord på, at jeg var stukket af fra mit liv og mig selv. At jeg frygtede at blive overhalet af fortiden, som åndede mig i nakken som en anden drage.

Min overlevelse i den periode blev blandet andet mænd og alkolhol. Men aldrig som et reelt misbrug. Jeg har ikke det gen i mig. Eller også har jeg bare et sygeligt et behov for kontrol. 

Jeg har kysset og har haft sex med et utal af forskellige mænd i den periode – ligefra de meste sølle og psykiske ustabile til de smukke, rige og succesfulde. Og jeg har sovet og boet de særeste steder. 

Men de har næsten alle sammen givet mig en eller anden form for kærlighed. De har ladet mig være. Lånt mig en seng. Holdt om mig. Kysset mig. Talt til mig. Lavet kaffe. Inviteret mig ud. Givet drinks. 

Men jeg fortalte ikke til nogen af dem, hvordan jeg virkelig havde det. Græd også sjældent. Og lå istedet ofte alene i mørket med mine tanker og følelser, mens de sad inde ved siden af og drak, røg, snakkede eller så tv. Nogen af dem gik sågar på arbejde. Og når de kom for tæt på skred jeg videre udi natten. Og på et tidpunkt kom der en ny. 

På trods af at det var trist og sølle, og der nærmest ikke er kommet lys i mit liv i den periode, så er jeg taknemmelig for de mænd. For de reddede mit liv. Uden deres kærlighed, hvor sær den så end så ud, havde jeg ikke overlevet. 

Men jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg kan se hver enkelte oplevelse i øjenene og tale om den. Jeg bliver stadigvæk skræmt, når jeg rammes af en erindring og ser mig selv omgivet af trøstløshed. Af ensomheden. Mørket. Angsten. Smerten. Destruktionen. Og mangel på liv. Jeg er nærmest ikke rumme, at det er mig. At jeg var der. At det skete. I virkeligheden.

Men samtidig er jeg  dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev mere selvskadende eller misbruger. Det er et under, at jeg kunne bære så meget smerte indeni uden at falde for fristen til at flygte væk i rus eller fysisk smerte. Et under jeg ikke gjorde alvor af tankerne om selvmord. Ligesom det er et under, jeg ikke stødte ind i flere røvhuller. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har en livskraft og livsvilje, der er nærmeste ukuelig. Og jeg har da også fra psykologer og behandlere fået at vide, at det er uroligt, at jeg stadigvæk står op og er så relativ normal. 

Men selv om jeg er “normal”, så er min historie langt fra “normal”, og det skisma bliver jeg ramt af jævning. Når jeg sidder sammen med mine venner – mennesker jeg har mødt senere i mit liv eller i gennem min mand – sidder jeg altid med en frygt for at blive afsløret. Eller med følelsen af at være udenfor, forkert og ensom. For jeg kan ikke deltage i “kan-du-huske-dengang-legen”. Jeg kan ikke smide sjove historier på bordet. Eller fortælle om en succesfuld karriere eller spændende rejser. 

Jeg sidder som på nåle og er sikker på, at finder de ud af det, så mister jeg det hele. Så vil de ikke længere respektere mig og se mig, som den jeg er i dag. Jeg vil blive et tilfælde. Den skæggende dame i cirkus.

Men jeg kan ikke slette så mange år af mit liv. Være en jeg ikke er. Lyve og fordreje virkeligheden. Og jeg bliver så træt af at hoppe fra sten til sten. Sno mig. Dreje udenom og have taktikker og strategier for alt det, der involverer mere end mig selv. Men jeg kan heller ikke isolere mig. For jeg bliver ensom og kugleskør at at gå alene med mine tanker og ikke blive spejlet. 

Nu har jeg løftet en flig af den værste periode af mit liv. En periode jeg ville ønske jeg bare kunne brække op og skylle ud i lokummet. Glemme. Men det kan jeg ikke, så istedet går jeg ned i den og fisker historierne frem. Deler dem. Og bliver mig.

I de kommede indlæg vil jeg, hvis jeg kan finde modet, dele mere fra den periode. Jeg ved det bliver barskt og sorgfuldt. Efterfødselreaktion. Flugt fra mand og barn. Posedame. Eksperimenteren med alt for meget. Indlæggelse på psykiatrisk. Kastebold. Og en masse andet

Men jeg vil væk fra skammen og skylden. Væk fra at “jeg bare kunne have taget mig sammen”. For det kunne jeg ikke. Jeg var syg langt ind i sjælen. Havde mistet mig selv. 

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 4.

thumbnail_fullsizerender

Endnu et smertefuldt dyk ned i barndommens erindringer. Jeg er 10-11 år og bor på Grønland.

Vi flyttede til Grønland, da jeg var 8 år og tilbage til Danmark, da jeg var 13. Min far havde fået job deroppe.

Det blev til 5 år i utryghed og ensomhed. 5 år i samfund der på mange måder var præget af apartheid – en adskillelse mellem danskere og grønlændere. Et hårdt miljø med mange skift og med selvoptagne voksne, der, måske fordi de var revet ud af deres kontekst og trygge rammer, drak for meget og havde en del konflikter. Og for os børn var det ”Survival of the Fittest”

Jeg er på den ene side et følsomt, nervøst og ensomt barn, men jeg er også glad for leg og noget, der er lidt farligt. Så jeg er let at lokke.

Jeg har også svært ved at få venner. Føler mig forkert og er et let offer for mobning. Jeg græder tit. Dagligt. Men mine forældres holdning til ked-af-det-hed og mobning er, at det er fordi, jeg både er sart og har gjort noget forkert. Er skyldig. Så jeg har fortjent at blive mobbet.

Jeg kan også fornemme, at det ikke er noget, jeg skal tale om…at de bliver kede af det. Får flere problemer. Og dem har de nok af.

Jeg vender det istedet ind af. Begynder at opfatte mig selv som et dårligt menneske. Jeg er ikke god nok. Forkert. Skyldig. Jeg er ond.                          

 Det bliver en dårlig spiral. Mørket indeni vokser. Overbevisningen, om at jeg er ond, vokser. Og jeg væmmes ved og er bange for mig selv og min tanker.

En dag, mens jeg i alt hemmlighed læser i et af min fars Rapportblade, falder jeg over en artiklen med billeder om filmen Exorcisten: Historien om en ung pige, der bliver besat af djævlen. Det er historien om mig. Jeg læser og skræmmes fra vid og sans…men læser alligevel videre. Jeg må vide det hele. Kende symptomerne. Forsøge at holde dem væk. Have kontrol.

Så nat efter nat ligger jeg i mørket og lytter. Jeg ved at hendes besættelse starter med, at hun kan høre rotter. Og jeg kan høre, det pusler. Høre lyde. Både udefra og indefra. Og jeg ved, jeg er fortabt. At det bare er et spørgsmål om tid, og jeg vil forvandle mig til er frådede galdespyende uhyre, der kan dreje hovedet hele vejen rundt. Og jeg vil blive til ren ondskab og tage livet af mine forældre.

Jeg ligger sådan i mange nætter. På vagt. Holder vejet. Sover ikke. Og billederne af de blodige scenarier forfølger mig både nat og dag. Jeg bliver bange for knive og ser mulige mordvåben alle steder.  

Min puls banker afsted. Jeg er svimmel. Har kvalme. Og den ydre verden bliver mere og mere fjern. tilhører alle de andre. Men ikke mig.              

En nat må jeg give op. Jeg er så tæt på enten at dø eller blive besat af djævlen. Så tæt på at miste kontakten til livet. Og til mig selv. Og jeg rejser mig fra min seng og beslutter mig for at gå ind i mine forældres soveværelse. Måske kan sove der. Måske kan jeg fortælle dem det. Måske kan de sågar hjælpe mig.

I min fars seng ligger min søster. Så der kan jeg ikke ligge. Og jeg overvejer at gå ind til mig selv igen. Men mine ben vil ikke. Går jeg tilbage er det slut. Så jeg kryber stille ind til min mor i hendes seng.

Jeg ligger og holder vejret. Ved ikke om jeg tør vække hende. Fortælle hende det. Måske kan jeg også bare se, om jeg kan sove.                                            

Jeg forsøger at finde roen – overgive mig til mørket, da et skrig flænser natten. Jeg tror jeg har drømt – men det er min mor. Hun råber på min far. Råber hun er ved at dø, og at han skal tage mig væk.

Jeg forstår ikke noget. Er bare stiv. Paralyseret. Jeg er sikker på, det er min skyld. Måske er det mine onde tanker. Måske har jeg gjort noget, jeg ikke kan huske. Måske har jeg slet ikke forsøgt at sove, men er som en anden Dr Jekyll og Mr Hyde. Måske er jeg blevet besat og er forevigt fortabt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg fyldes at et mørke, en tvivl og en angst, der aldrig siden helt har forladt mig.

Endelig kommer min far over til min mors seng. Han forsøger at berolige hende. Taler blidt til hende. Aer hende. Sært nok taler de ikke om lægebesøg. Mig ser han til gengæld ikke. Han taler heller ikke til mig. Jeg får til gengæld en pille. Og jeg kan ikke huske, hvor jeg sover henne resten af natten.

Næste morgen skal jeg i skole. Jeg vil ikke. Det er som, jeg slet ikke er mig selv. Som jeg er lukket inde i en sort tåge og ikke er en del af verden. Jeg hører ikke til nogen steder. Er forbandet. Og ensom.                                    Men jeg slipper ikke. Bliver sendt af sted og de næste mange dage, går jeg rundt som en anden zombie. Stille og mekanisk. Bange for verden. Bange for mig selv.

Med tiden letter det…eller også bliver jeg bare vant til det. Og jeg gør, hvad jeg kan for at slippe for alt, der kan minde om Excorsisten. Og når drengene taler om den, bliver jeg fjern og suget tilbage til hullet – ja, selv i dag kan jeg ikke se billeder eller høre om filmen uden at mærke suget og komme tilbage til dengang.

I familien taler vi ikke mere om det. Jeg forsøger et par gange – lidt kejtet at fortælle om min angst for filmen…og djævlen. Men det lykkes ikke. Der er ikke åbent.

Og da jeg som voksen forsøger at spørge dem om, hvad der skete, benægter de begge hændelsen.

Jeg er dog ikke tvivl om, at min oplevelse er sand. Jeg har oplevet min mors angst og panik flere gange – især i forbindelse med nærhed og konflikter. Ligesom jeg ved, hun havde et lager af beroligende medicin hylden, som hun selv tog, men også gav til os børn, når livet blev for svært.

Det er desværre også sandt, at oplevelsen har sat sig som et traume, jeg stadigvæk ikke har fået opløst. At jeg aldrig har fået hentet den 10-11årige Rikke hjem. At hun stadigvæk ligger i sin mors seng. Alene, paralyseret og stiv af skræk.

Jeg håber dog, at jeg ved at fortælle historien kan finde ind til hende og tage hende i hånden hjem.

Tak fordi du læste med.