Monthly Archives: december 2016

Sygdom i systemet – nr. 1.

                             paragrafrytteri-e1408467958799

Jeg har nu været sygemeldt i 6 uger, og i morgen torsdag skal jeg til mit første møde med det kommunale – i mit tilfælde Aalborg Jobcenter.

I indkaldelsen stod der, at formålet med mødet var at få mig i job hurtigst muligt…men ikke et ord om at få det bedre.  Måske er det mig, der læser det forkert og er sårbar, men min umiddelbare reaktion var: ”Skide være med hvordan jeg har det, jeg er ikke et menneske – bare et produktionsdyr – og de skal som bekendt aflives, når de ikke producerer nok”

Så jeg glæde mig ikke – har i øvrigt også læst for meget om småkagesager, sengeliggende jobprøvning og andre helt groteske historie, hvor regler og bureaukrati sættes over sund fornuft og menneskelighed. Historier som kan få min stress, angst og depression til at gå i selvsving og efterlade mig med en følelse af at være uønsket,værdiløs og trængt op i en krog. En følelses af klaustrofobi, umyndiggørelse og utilstrækkelighed – og jeg har allermest lyst til at løbe væk, raskmelde mig eller flytte ud på en øde ø. For hellere dø af kulde, sult og ensomhed end at blive mødt med mistillid og formynderiskhed.

Det er jo at sende mig tilbage til barndommens traumer og mønstre. Til stedet hvor straf og skyld blev brugt for at få mig til at lukke munden og makke ret – og når jeg ikke længere formåede at makke ret og mistede kontrollen, så kom frustrationerne ud i trods, raseri og destruktiv adfærd.

Det er ski en sær samfundspædagogik, et håbløst og dumt menneskesyn samt lidt af et paradoks, når man tænker på, hvor mange forskningspenge, der er blevt brugt til at fortælle os, hvad der motiverer og give gode liv og mennekser. Og gode liv og gode mennekser er altså hovedforudsætningen for et godt samfund.

Jeg ved godt, at man heldigvis ikke kan kæmme alle over en kam. At masser af sagsbehandlere og jobkonsulenter er gode mennesker med varme hjerter, der reelt ønsker at gøre en forskel.

Jeg ved også, at netop den faggruppe ofte rammes af stress, fordi de ikke får lov til at udføre deres arbejde ordentligt og med mennesket i fokus, men i stedet er tvunget til at sætte regler og økonomi øverst. At de bare udføre deres arbejde, og at de temmlig sikkert ikke har stemt for større stramninger, færre penge og mere kontrol og tommelskuer.

Og mens jeg oversvømmes og overvældes af skrækscenarier, tvivl, angst, sorte tanker, argumenter og forklaringer, forsøger jeg at finde min egen lille stemme i alt rodet. Den, der er mig lige her og nu. Den der ved, hvad jeg kan – men især hvad jeg ikke kan. Den som kan passe på mig i blæsevejr og fortælle mig, at det er ok at sige “nej, det kan jeg ikke endnu – eller jeg vil gerne forsøge, men jeg er bange for, at det er for hurtig, forkert, for meget”. Den der gerne vil samarbejde, men ikke være så samarbejdsvillig og desperat efter anerkendelse eller at høre til, at jeg endnu engang glemmer mig selv.

Det er hende, jeg gerne vil have med til mødet. Hende der bor dybt ned i maven, og som kan se systemet direkte i øjnene uden frygt og trods.

Hun kan godt nok ikke ændre en disse i forhold til reglerne, men hun kan tale uden omsvøb, uden skjult agenda og bevare sin værdighed.

Tak fordi du læste med.

Reklamer

Hemmeligheder og løgne – en dysfunktionel barndom 1.

13597536_319963385009523_1173697788_n

Jeg har besluttet mig for at give jer et indblik i min barndom og min fortid.

De vil alle ligge under kategorien ”Fortid” og have numre.

Hvorfor? Fordi det er der, det hele startede. Der jeg blev ladt alene og måtte finde alle mulige og umulige strategier for at overleve.

Derforuden så tror jeg på de små personlige historier, da, det er der, vi både kan spejle os og blive set. Der vi måske kan lappe lidt på de sår, vi har fået, fordi vi i det positive møde kan ændre på nogle af de opfattelser og mønstre, vi har.

Og så tror jeg helt basalt, at løgne og hemmeligheder kvæler os og gør os syge.

Det handler derfor ikke om at udlevere mine forældre – de er for øvrigt også døde for mange år siden. Ligesom det ikke handler om hævn.

Der er mange måder en familie kan være dysfunktionel på, ligesom den kan gemme på mange hemmeligheder og løgne.

Udadtil lignede min familie en succes. Der var madpakker, rent tøj, ferier, kunst på væggen, få arkitekttegnede møbler og bøger i reolen.

Vi var det, man kalder, den nye middelklasse – min mor var sygeplejerske min far bygningskonstruktør, og de var begge både hårdtarbejdende og vellidte på deres job og havde et socialt liv ved siden af.

Men det var også et hjem, der var kold, uden følelser, berøring, anerkendelse, nærvær og kærlighed. Et hjem hvor burde og skulle, perfektion og præstation samt ro, renlighed og regelmæssighed var i højsædet. Et hjem, hvor det at være menneskelig, have følelser og meninger, var en forbandelse og noget, der med alt magt skulles holdes nede. Et hjem, der havde brug for en syndebuk, når der kom ridser i lakken – og den syndebuk blev mig.

Derudover var min mor kronisk syg med forskellige sygdomme – nogen helt sikkert psykosomatiske – og var medicinmisbruger. Og hun kunne, når man ikke makkede ret, fremprovokere en af hendes mange sygdomme. Ligesom hun ikke var bleg for at stikke os et stesolidpræparat eller et par codymagnyler, hvis der var konflikter eller kriser i familien.

Min far, som udadtil var en charmede, klog og sjov mand, havde en skyggeside, som kun os børn og min mor kendte. Han var utilregnelig og temperamentsfuld og ud over, at jeg pludselig kunne få et par hovedet, så kunne han være decideret perfid og ondskabsfuld, og han blev ved, indtil jeg brød sammen.

Men alt det var der ingen, der vidste, og forsøgte jeg at sige det højt både dengang – men også senere, så var svaret, at det ikke passede. At jeg huskede forkert, havde en sygelig fantasi eller var ondskabsfuld og egoistisk – for hvordan kunne jeg….efter alt det de havde gjort.

Og lige den del, delte de med både venner og bekendte. Ja sågar med psykiatrien, som også troede dem. I hverfald i en årerække. Så de gik fri, og historien blev, at jeg var psykisk ustabil og utilregnelig.

Så jeg i gik mange år med troen på, at der var noget grundlæggende alvorligt galt med mig, og at jeg var et dårligt menneske. Og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde mine erindringer væk. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har ønsket, at jeg kunne udvikle et misbrug, blive selvdestruktiv eller tage livet af mig selv for at slippe for mine erindringer og den efterfølende skyld og skam over at huske forkert, være et dårligt og psykisk sygt mennekser samt være årsagen til at ødelægge den ellers gode famile.

Men jeg har for meget kontrol, og samtidig ville jeg ikke påføre mine forældre mere smerte – jeg havde jo ødelagt nok – så jeg valgte ubevidst at lukke af for mig selv og min krop. Og når tanker og følelser kom for tæt på, så løb jeg bare stærkere eller væk fra.

Til sidst var der ikke mere af mig selv tilbage. Prisen for at både at holde på familiens hemmelighed og at tro på beskyldingen om, at jeg var en løgner og psykisk ustabil, var, at jeg forsvandt og udviklede at selvhad og en angst for relationer. At jeg for at holde mig i live præsterede bare for at få lidt anerkendelse – som paradoksalt nok bare prellede af. Eller også kastede jeg mig i armene på mænd bare få lidt kropskontakt – for så kunne jeg i et øjeblik mærke min krop og blive holdt fast til livet.

Det er med bævede hjerte og en million blikkende røde alarmer, jeg springer ud og begynder at sige min historie højt – for tænk hvis jeg endnu engang får at vide, at det er løgn eller ”du har jo ikke været udsat for sekselle overgreb eller misrøgt – hvad fanden bilder du dig ind”. Og jeg hører min fars nedladenede stemme sige ”Askepot” mens min mor stemmer i og ligner en slået hund, og jeg har lyst til at slette alt det, jeg har skrevet. Ja, det er lige før, at jeg ville ønske det var løgn, at min historie er noget, jeg har fundet på.

Men jeg sletter ikke – for det er ikke løgn, og der er mange måde at begå overgreb på….mange måder at køre mennesker i sænk på. Og min historie er ond og grusom på sin egen stille måde. Men kun ved at dele den, sige den højt og blev mødt og spejlet i den, bliver jeg hel og forhåbentlig i stand til at bryde min families mønstre.

Tag pænt i mod den. Og tak fordi du læste med.

Stabil eller rask?

a6677d91afaab5d89a5f82b01dd42a1c

Noget af det, der gør mest ondt og bider i sjælen, er tanken om, at min stress, angst og depression altid vil være der og ligge på lur og blusse op, hvis ikke jeg passer på. Så på den måde har jeg fået en kronisk lidelse/sygdom.Ergo kan jeg ikke bliver rask.

Den erkendelse har været svær at æde – og jeg har ikke spist den endnu, for det ligger så dybt i mig, at jeg skal være rask og yde 37 timer for at gøre mig fortjent til noget her i samfundet.
Samtidig kan jeg slet ikke se mig selv som syg…en belastning…noget svagt. Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hensyn eller om at fralægge mig nogen former for ansvar. 

På trods af at jeg det meste af mit liv har lidt af stress angst og depression, har jeg heldigvis formået at leve nogenlunde almindelig liv med masser af gode oplevelser, og på gode dage kan jeg skrive en del succeser på mit livs-CV. Men når det kommer til arbejde og de 37 timer, så er jeg knækket gang på gang. Paradoksalt nok er jeg blevet ved med at drømme om et 37 timers job, for kun når jeg magtede det, var jeg rask, normal og en accepteret del af samfundet.

På den måde har jeg og andre holdt mig selv fast i, at jeg var en fiasko. For det var alt eller intet. Sort eller hvidt. Vinder eller taber. Og nej, det er desværre ikke kun i mit hovedet, det har lydt sådan, jeg har flere gange måttet høre, at jeg jo ikke ligefrem har været succesfuld.

Men hvad vil der ske, hvis jeg begynder at skifte ordet rask ud med stabil? Hvad hvis målet ikke er at blive rask men stabil? At finde det tempo og de hensyn jeg skal bruge for at fungere optimalt –  Ikke bare jobmæssigt – også personlig og socialt?
Hvad hvis jeg kan arbejde 12 timer om ugen? Hvad hvis jeg har brug en lukket dør og en større oplader end gennemsnittet?
Er jeg så svagere dårligere eller mindre værd end andre? Har jeg fortjent mindre, skal tages mindre alvorligt eller må det bruges imod mig?

Intet i min normalt meget velfungerende logiske sans og min ellers ret hårde tilgang til mig selv kan sige ja til et eneste af de spørgsmål.
For jeg har endnu ikke set et eneste eksempel på, at det hjælper at presse nogen eller noget derud, hvor det vælter eller bryder sammen. Det er også kun, når vi har en vis form for stabilitet, at vores pandelapper virker og at empatien fungerer. Når vi bliver skubbet ud over kanten og ryger i krybdyrhjernen, så er vi hverken gode partnerne, forældre eller kollegaer. For så er det kamp, flugt eller død.

Så drømmen om at blive rask er blevet ændret til drømmen om at blive mere stabil. At blive bedre til at sige ja og nej på de rigtige steder. At give mig selv lov til at dyrke noget, der hverken har facitliste og formål  – og gøre det med god samvittighed. At være tro mod den skrøbelighed jeg nu engang har, og at yde det jeg kan i de doser, jeg formår.
Får jeg lov til det, og får jeg ro og hjælp – også økonomisk- så er jeg sikker på, at jeg kan give en masse til værdifuldt til samfundet – både jobmæssigt og personligt.

Velkommen til min blog

Jeg har levet det meste af mit nu 53-årige liv med stress, angst og depression – og jeg har prøvet stort set alt – dog uden super resultater. Så jeg er ikke ekspert eller har lommen fuld af gode råd.

Til gengæld har kan fortælle ærligt, personligt og fagligt velfunderet om fejlbehandlinger, erfaringer, teorier og viden. Ligesom jeg kan dele oplevelser fra et samfund/system, som ikke har haft hverken viden, rummelighed eller ressourcer til at hjælpe særlig godt. Jeg kan fortælle om skam, skyld, tabu, stigmatisering og fornægtelse. Om ensomhed og relationer. Om sorg og smerte men også glæde….for man er heldigvis meget andet end sin lidelse.

Det vil blive historier fra mit liv – men koblet sammen med viden og generaliseringer. Så kan man tage det, man kan bruge og smide resten væk.

Hvorfor? Fordi vi er mange, og der deværre kommer flere og flere. Fordi jeg både har noget på hjerte samt et formidlingsgen, der godt kan lide at blive brugt.
Fordi jeg synes, vi fortjener både synlighed og optimal behandling på alle felter – og at mange af os ville kunne give mere og have større livskvalitet, hvis vi fik de hensyn og den behandling, vi har brug for.
Og så tror jeg på de små personlige historier og på dialog.

Velkommen og tak fordi du kiggede ind.

At springe ud af skabet….

Jeg har uden problemer været åben omkring, hvordan mit og vores kærligheds- og sexliv forandrede sig efter min mand blev opereret for prostatakræft og i den forbindelse mistede evnen til rejsning.

Jeg har skrevet og talt til forskellige patientgrupper om kærlighed og sexualitet. Forklaret om orgasmer, lyst og liderlighed. Om erotiske hjælpemidler og stillinger….og mest af alt om vores fantastiske krop, der fortjener at bliver elsket og kærtegnet.

Og jeg har aldrig så meget som rødmet eller følt mig akavet. Aldrig følt det gik over mine grænser. Aldrig været flov eller tænkt at vores seksualiteten var forkert, og jeg har så svært ved at forstå hele tabuet omkring seksualitet – ligesom jeg har svært ved at vores fokus på penetration, perfektion og præstation, når det kommer til seksualitet.

Til gengæld har jeg aldrig fortalt og været åben om min stress, min angst og mine depressioner. Og jeg kan næsten ikke få over mine læber, at jeg lider af generaliseret angst og kan falde i så dybe sorte huller, så jeg mister lysten til livet – Nej, så lyder det bedre med stress….og det er jo heller ikke helt forkert. For min angst og mine depressioner bliver trigget af stress og belastninger.

Og  lyder også noget noget bedre, og det er efterhånden lidt mere acceptabelt at sige, at man har stress….for så har man i det mindste lavet noget – været aktiv i samfundet og gjort sig fortjent til sin sygemelding. Man har været dygtig. For dygtig. Og det kan sågar være, at det er på grund af dårlig ledelse, man har fået stress, og så er man ikke helt alene med ansvaret,

Angst derimod er et svaghedstegn – noget man kan gøre noget ved, hvis bare man tager sig sammen. Noget der kan arbejdes væk.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er sådan i nogle tilfælde, men ved generaliseret angst, der hænger sammen med et evigt forhøjet alarmberedskab, kan man ikke arbejde det væk eller konfrontere angsten væk – det bliver den bare værre af. Og det ender med, man sidder paralyseret og med adrenalinen pumpende rundt i kroppen og ude af stand til at tænke rationelt. Det er så hæsligt og så invaliderende. Det værste er, at jeg ofte er alene med det, for jeg skammer mig, føler mig svag og som et dårligt menneske, og jeg ender med at hade mig selv for ikke at kunne. Ender med at fortælle mig selv, at jeg hverken har mod, vilje eller evne, og jeg primært er en belastning.

Eller endnu værre – at jeg er forkælet og doven, og det bare er noget, noget jeg bilder mig ind, for at slippe for at arbejde.

Og det er den samme onde cirkel, der gentager sig i forhold til det sociale. Det går fint, når angsten ikke er der, og jeg er i en stabil periode. Men når jeg bliver presset enten udefra eller fra mig selv – så begynder alle  kroppes og hjernes røde lamper at blinke, og til sidst tager krybdyrhjerne og panik over, og der findes kun, flygt kæmp eller frys.

Når jeg når dertil, det hjælper ikke at tvinge mig selv afsted, for alle ressourcer er i minus. Jeg får humørsvingninger, kort lunte, gråd, søvnløshed, dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær, og jeg bruger alt det krudt, jeg ikke har på at holde fast i kontrollen og holde frygten for at blive sindssyg væk.

Min krop bliver også syg. Den kaster op, får migræne, mavesår, rygsmerter, svimmelhed og lignede. …og til sidst kommer depressionen og de sorte tanker, for det er fandme ikke sjovt – det faktisk hæsligt og gør pisse ondt – ikke at kunne leve sit liv. Det er som være spærret inde i den forkerte udgave af sig selv, og det kræver en kæmpe styrke at kunne udholde den og ikke bukke under og opgive.

Når jeg når dertil, er det eneste der hjælper at forsøge at nulstille. At få ro. Og jeg er først klar, når de røde lamper er slukket – for går jeg i gang for tidlig brænder hele lortet nemlig sammen en gang til..

Men det er åbenbart ikke nok, at jeg skal slås med mig selv og skammen, skylden tvivlen over ikke at kunne, jeg skal også slås med fordømmelse og bedrevidenhed fra samfundet. For når det kommer til angst og depression så har mange en mening…ja de har sågar en løsning.

Men kære medmennesker, som aldrig har været, der hvor angsten og depressionen har taget over. Vil i ikke godt af og til holde jeres kæft. Efter 27 år med forskellige former for terapi, forskellige former for medicin, uden medicin, mindfulness osv, så kender jeg min lidelse så godt, at jeg ved hvad der virker og ikke virker.

Vi I ikke også godt stoppe med at kalde det lykkepiller? Man bliver overhovedet ikke lykkelig, men angsten og depressionen bliver tålelig, og der ligger ikke løver på hvert hjørne – men måske på hver tiende. Og hvor man før brugte hele dagen på at slå sig selv oven i hovedet, føle sig forkert og uønsket og opleve verden i sort, får man nu lidt teflon og evnen til bare en gang imellem at sige, det er ikke mit ansvar, jeg holder fri nu. Ja man kan sågar være heldig at sove 4 timer i træk og falde i søvn igen.

Stop også med at sammenligne med jeg egne kriser. For selvom det er rigtigt, at alle kender til kriser, angst og sorte tanker, så er det langtfra at sammenligne med depression, stress og angst som lidelser. Og klarede du selv- evt med hjælp fra en terapeut, så lider du netop ikke af det – selv jeg kan ved egen hjælp tackle livskriser og rumme sorg og smerte og frustrationer.

Og så er der de mennesker, der, uden jeg har bedt dem om det, vil rode mig i mit hoved og i min historie. Dem der påstår, jeg bare skal tænke anderledes – altså hvis jeg kunne det, var jeg jo ikke syg. Eller der er dem, der mener, at når det ikke er lykkes mig at slippe af med min stress, angst og depression, er det, fordi jeg ikke har arbejdet hårdt nok, terapeutisk nok. At jeg har tænkt forkert, troet på det forkerte, spist det forkerte osv. Altsammen noget der bare giver endnu mere skyld og skam, fordi ansvaret alene bliver mit. Et ansvar jeg ikke kan leve op til  – og ergo er jeg dårligt menneske og en belastning for samfundet og jeg skal straffes.

Men alt det siger jeg ikke særligt højt – for jeg er flov…og jeg har ofte ligget og ønsket mig kræft eller anden alvorlig fysisk sygdom – bare for at få omsorg, optimal behandling og respekt.

For hold da op hvor er der forskel på både behandlingen og omgivelsernes reaktioner. Jeg hører knap så tit folk spørge en kræftramte, og om vedkommende nu også er syg eller kalder deres behandling for lykkebehandling. Eller fortæller dem, at de bare kan tage sig sammen, tænke andre tanker…for handler det ikke bare om, at de ikke vil…at de er svage eller dovne.

Tilbage til start. Det er er 30 år siden, jeg for begyndte at kunne sætte ord på min angst, stress og depression –men endnu længere siden, den første gang viste sig. I de 30 har jeg været flov og følt skyld over ikke at kunne helbrede mig selv. Jeg har hadet mig selv, fordi jeg ikke kunne få det til at gå væk. Hadet at, jeg efter endnu en gang terapi, kun var blevet klogere, men ikke havde fået styr på tanker og følelser.

Jeg har holdt mund, og levet med så meget smerte og så mange begrænsinger, fordi jeg var bange. Bange for at blive erklæret uegnet som menneske, mor, ven og kæreste. Bange for at miste respekt, kærlighed og tillid. Jeg har betragtet hver en pille som et nederlag og løget om min tilstand for både læger, psykologer, familie og venner.

Men jeg vil hverken lyve eller gemme mig længere. Og kan jeg være med til at synliggøre, normalisere og aftabuisere psykiske lidelser, så vil jeg både blive stolt og glad.