Bedre sent end aldrig

IMG_1254

Har hold pause fra bloggen alt for længe. Ved ikke helt, hvordan jeg kom på afveje, for det var en utrolig positiv oplevelse både at kunne dele, blive spejlet og hjælpe andre, der kunne bruge min ord og finde genkendelse.
Min blog blev det spejl, jeg havde manglet det meste af mit liv. Et sted hvor jeg blev mere og mere ærlige. Turde lukke op for posen og forhåbentlig blive mødt med alt andet end fordømmelse.

Men der gik ged i det. Der kom kolonihave og hussalg og en masse andre dårlige undskyldninger i vejen. Og måske mistede jeg også modet lidt. Måske var det for overvældende.

Men nu rejser jeg mig, hvor jeg faldt. Sluger skammen over ikke at have holdt ved og håber på, at der stadigvæk er brug for mig og min blog derude. Og det handler ikke om antal og succes. Det handler om at at dele og spejle.

Lige om lidt skal jeg til lægen. Efter et mislykket jobtræningsforløb, vil jeg have ham med på sidenlinjen, når jeg skal i gang med det næste jobtræningsforløb.

Det går nemlig mere og mere op for mig, at jeg er så skide samarbejdsvillig og så bange for at blive set skævt til – især af sagsbehandler og jobkonsulent, at jeg gang på gang går over mine egne grænser.
For angsten for at blive dømt ude, set skævt til, miste min selvbestemmelse, og blive en brik i et system, der går direkte ned i min krybdyrhjerne.

Da jeg kom i kontakt med psykiatrien første gang som 25årig, var det kæmpe nederlag. Jeg følte mig som det mest mislykkede og dårlige menneske – og jeg var fuld af skyld og skam og var overbevist om, at grunden til jeg havnede der, var fordi jeg havde været et ondt, dovent, dumt og egoistisk menneske. Og desværre blev jeg også bekræftet af nogle af de ansatte i systemet. For et var, at man vidste ikke så meget dengang, og det var endnu mere tabuiseret, end det er i dag. Noget andet var, at der både dengang og nu findes behandlere, som ikke hverken har empati eller forståelse og som sidder fast i deres egne dårlige mønstre og bruge patienterne som brikker i deres eget spil.
Jeg fik derfor aldrig den rigtige diagnose eller behandling, og jeg fandt hurtig ud af, at ville jeg et liv, så skulle jeg ud af psykiatrien hurtigst mulig.
Og mine mine mønstre og min overlevelsesevne, blev det til “fake it till you make it”. For det med at fake, det er jeg god til. Det har jeg et helt livs øvelse i. Så jeg løj både for mig selv, omverden og behandlere. Og jeg var så dygtig at lykkedes mig at snyde alle – inklusive mig selv. For jeg klarede den jo ikke. Mit indre var i totalt kaos og der var ingen sammenhæng mellem min ydre og indre verden.

I de 30 år, der er gået, har jeg, for ikke at blive ramt af den frygtelig sandhed, hoppet fra sten til og snoet mig som en ål – hele tiden med håbet om, at når jeg nåede det og det mål, så ville alt ændre sig. Jeg vil blive rask. Normal. Min depression, min stress, min angst, min sårbarhed og mine tvangstanker ville forsvinde.
Jeg har har snydt og bedraget og været verdensmester til at tage den rigtige maske på. For fandt nogen ud af, hvem jeg i virkeligheden var, så ville jeg miste alt. Mine børn, min kæreste, mine venner og min familie. Jeg ville blive erklærer uegnet som menneske. Dømt ude.

Det har kostet ufatteligt meget på kontoen at opretholde den facade og spille det spil. Og set i bagspejlet er jeg ked af, at har snydt mig selv så længe. At jeg har været så flov over at være mig. Flov over ikke at kunne. Flov over at bede om hjælp. For at kæmpe mod sig selv er en hård og ubarmhjertig kamp. At starte dagen med ikke at have lyst til at være i selskab med sig selv, velvidende at det er man tvunget til resten af livet, er hæsligt. Og nej, det hjælper ikke at forsøge at placere tankerne et andet sted. De vender tilbage med ekstra styrke, hvis jeg bruger den taktik. De bliver så voldsomme, at jeg ikke kan styre dem, og jeg ender med at gå i panik, fordi jeg frygter, jeg heller ikke kan styre mit adfærd.

Men det sidste år er der sket en ændring – fordi jeg trods alt er begyndt at tage mig selv alvorligt. Begyndt at være ærlig og at søge hjælp.
Jeg har sågar oplevet at vågne og have lyst til at stå op. Har oplevet glæden sammen med andre. Oplevet at stole på andre. Oplevet at turde være mig uden at gå i panik bagefter.

Desværre slog mit praktikforløb en del af det i stykker. For når man er så sårbar og har så få ressource, så er det vigtig, at de bliver brugt rigtigt, ligesom det er vigtigt, at det, der bliver fyldt på, er konstruktivt og opbyggende. Der skal så lidt til at vælte det nye gode. Så lidt til at gå tilbage til de gamle mønstre.

Derfor vil jeg have min læge indover den her gang. For jeg har brug for en, der kender mig, kender mine symptomer samt mine mønstre og som kan hjælpe mig med at holde fast i mig selv og sige stop. Jeg har brug for, en der ikke har ambitioner på mine vegne – brug for en, der ikke presser mig, fordi lovgivningen siger det. Brug for en der ikke er personligt involveret og som ikke er fyldt med gode råd. Samtidig kan jeg så få det hele på skrift og bruge det i forbindelse med mit syge-/udredningsforløb.

Jeg har heldigvis en udmærket læge, men alligevel er jeg altid i tvivl og nervøs for at han vil afvise mig. Betragte mig som forkælet og slå det hen som pjat og selvoptagethed.
Grunden til den angst hænger rigtig meget sammen med den måde, en del mennesker stadigvæk opfatter psykiske lidelser på. At vores lidelser ofte kommer til at handle om personen og ikke om sygdommen. At vores lidelser handler om vilje – og det de kan tænkes eller arbejdes væk.

Men sådan er det ikke. Det er ligeså absurd og urealistik at bede et mennekser med psykiske lidelse, der har en arbejdsevne på 15% om at gå udenom systemet og finde et levebrød, som der er at bede en fysik syg om det. Det handler nemlig ikke om, at vi er dovne, at vi endnu ikke har fundet det rigtige job eller de rigtige skånehensyn. Vi kan som andre syge, kun det vi nu engang kan…og vi får det ikke bedre af gode råd eller af at blive presset. Tværtimod.

Tak fordi du læste med.

Til de følgere der ikke kender mig, vil jeg i de næste par indlæg fortælle kort om, hvad der er sket siden sidst.

Reklamer

4 responses to “Bedre sent end aldrig

  1. Dejligt du tilbage . Og der er altid brug for dig og din blok. Stor inspiration. Pas rigtig godt pp dig kæmpe kram malene

  2. Fin blog, som sædvanlig.
    Du mener, at du er for “flink”? Det kan da godt være. Jeg selv lider i hvert fald af en slags flinkesyge! Men du er i denne blog imod at finde den positive motivation til det st være flink. Det er ikke kun en slags overdreven og skadelig dyd. Det hsr også noget at gøre med at ville være positiv over for sine omgivelser, holde af dem, beskytte dem. Der er den ene grøft og den anden grøft ,- den gyldne middelvej er altid god at gå på.
    Gode hilsener fra Poul L.

  3. Tak for respons 😍
    Prøver at finde den gyldne middelvej….men jeg synes, det er svært at mærke og sætte grænser og erkende, at jeg nu engang kun kan det, jeg kan.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s