Monthly Archives: februar 2018

En ny drejning – En ny start

IMG_0450

Nogen gange tager livet et kæmpe sving og helt nye veje, bump og udsigter åbenbares.

Da jeg besluttede mig for at starte min blog, havde jeg nogle historier, jeg skulle af med. Dele. Nogle historier jeg trængte til at blive spejlet i af helt almindelige mennesker – og ikke terapeuter. Jeg havde behov for at være et hel almindeligt menneske – på trods af en ikke helt almindelig historie. Jeg var praktisk talt ved at kaste op over at være en sag, et tilfælde eller noget speciel. Jeg havde jo bare brug for at blive rummet, elsket og være en del af noget.

Fordi min historie er ikke speciel rar, så brugte jeg mange år på at fake. På at fortrænge og forsøge at være normal. På at finde og blive en eller anden middel fællesnævner. Men det var jo ikke mig – så logisk nok, så fik jeg ikke noget ud af at være i de sammenhænge. Jeg følte mig bare endnu mere ked af det og forkert.

Samtidig skulle min blog også være en fortælling om her og nu. Om hvad min beslutning om at være ærlige, kaste håndklædet i ringen og bede om hjælp, ville få af konsekvenser både i forhold til mig selv, min behandling men også ifht kommune og det at være sygemeldt i et system, som ikke er særlig venligt og menneskeligt – og hvor man dagligt læser historie, som kan få sådan en som mig til at have lyst til at opgive og bare flytte ud på en øde ø.

Jeg sygemeldte mig i oktober 2016 – og jeg har heldigvis indtil videre kun oplevet forståelse og fået en god behandling.
I januar i år fik jeg så endelig tid ved en privat psykiater, da jeg selv mente, at jeg havde brug for en udredning. At de rodekasser eller stress-, depressions- og angstkasser, jeg pt var blevet puttet i, ikke var fyldestgørende. At nogen havde overset noget. At der manglede noget. At det jeg havde som diagnoser var symptomer. Symptomer der ikke bare handlede om min opvækst eller om mit liv generelt, men at der var noget mere – noget andet som jeg ikke kunne sætte ord på.

Allerede ved første konsultation havde psykiaterne en stor mistanke om ADHD. Først tænkte jeg….ja ja ADHD og min bare….det er jo ikke en lidelse men bare en dårlig undskyldning. Men jo mere jeg læste og jo mere psykiateren forklarede, jo mere gik det op for mig, at det var det jeg led af og altid havde lidt af.

Pludselig gav mit krudt, mine vilde og hoved-under-armen-lege og min rastløshed mening. Ligesom jeg hverken kunne sy rya, bygge med lego, male i malebog gab mening. Eller det at min skoletaske og skolesager ligende en krigszone og jeg mistede madkasser, huer, vanter, gymnastikposer osv.
Og selv hele min sårbarhed, mit temperament, min falden i staver, mit hovsa-adfærd min skiftet mellem at være total fokuseret, hvis noget var spændende eller total fraværende, hvis jeg kedede mig var lige efter ADHD-bogen.
Eller mine mange uddannelser, hvor kun de færreste endte med et stykke papir. Jobskifte. Skilsmisser. Ja, jeg kan blive ved – for jeg er så normal når det kommer til ADHD.

Det har været lidt af en aha-oplevelse, og det er primært rart at få bekræftede at følelsen af min hjerne ikke er helt som de andres og har det med at brænde sammen ikke var noget jeg bare fandt på. En eller anden dårlig undskyldning for at slippe.

Selvfølgelig er jeg også vred og ked af over, at der skulle gå så mange år, før nogen tog mig seriøs og ikke blot forklarede mine symptomer med min historie. Ligesom jeg også er frustreret over at have brugt så mange år på forkert behandling og terapi – for noget af behandlingen har gjort det endnu værre og har været med til at forstærke angsten, depressionen og stressen.

Set i bagspejlet har jeg klaret mig utroligt flot. Jeg har knoklet som en hest for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Sikke mange mestringsstrategier jeg selv har opfundet. Det er lidt et under at jeg hverken er blevet misbruger eller selvskadende. Et under at jeg hvergang jeg var tæt på at opgive og komme på dybt vand, alligevel fik hevet mig selv i land.

Jeg havde ikke ADHD-diagnosen komme. Men hold da op hvor er jeg glad for den. Den giver mig et helt nyt perspektiv på mig selv.
Jeg var og er hverken dum, doven, forkælet, utaknemmelig og en masse andre dumme ord. Jeg havde bare en hjerne, der ikke var som flertallets og som let brændte sammen. Og når først en ADHD-hjerne brænder sammen, så er den svær at få styr på igen.

Min depression, min angst og min stress er også der stadigvæk – og det vil de nok blive ved med. Men hvor de før var hoveddiagnosen, er de nu følger af både min opvækst og mine bogstaver. I praktisk betyder det, at min behandling men også mit mål med at blive afklaret jobmæssigt og forhåbenligt få et fleksjob har taget en anden drejning.

Min nye indsigt vil nok få indflydelse på min blog, for der er så meget omkring ADHD, som jeg er nysgerrig på at vide mere om. For tænk hvis det lykkes mig at få endnu flere værktøjer til ikke bare at overleve men til at leve. At opleve livskvalitet. Selvværd og accept.
Jeg er pænt optimistisk, for allerede nu kan jeg mærke en forskel, når det handler om egenomsorg, tillid til andre og tilgivelse. Noget der i den sidste ende fører til mere glæde og fred.

Tak fordi du læste med.

Reklamer