Når filmen knækker

Nogen gange knækker min film. Nogen gange bliver det for meget. Og jeg kan hverken finde kampgejst, håb eller mening. Synes bare jeg som en anden Sisyfos drøner op og ned af bjerget og bliver ramt af rullende sten.

Jeg synes livet griner af mig og håner mig – glemmer at tage mig seriøs, og den ene prøvelse overtager den anden. Den er hverken plads til ros eller pauser. Der findes kun utak og hårdt arbejde.

Når jeg har det sådan – når det hele ramler, og en ulykke sjældent kommer alene, kan jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg synes jeg er ynkelig. Patetisk. Og en pivgris der skulle skamme sig og se at få flyttet fokus fra egen navle til derud, hvor det virkeligt brænder. Mage til sølle skabning skal man lede længe efter.

Jeg kan nærmest ikke finde ud af at bede om hjælp, når det er sådan. For jeg er så tæt på at vælte og så sårbar, at beder jeg om hjælp og får en lidt hånlig kommentar eller et “tag dig sgu da sammen” tilbage, så vil jeg blive så edderspændt rasende, at vedkommende vil fortryde sin afvisning resten af sit liv. Og det har jeg ikke lyst til at byde nogen. Jeg ved jo godt, at mit raseri skyldes, at jeg ud over at skulle overdøve min egen indre bebrejdende og dømmende stemme også skal overdøve den andens stemme. Og det kan jeg ikke. Ergo står jeg tilbage med følelsen af at være håbløs. Et egocentreret skvat.

Lige nu er min film tæt på at knække. Jeg er træt og trist som ind i helvede. Træt og trist over at være sygemeldt. Træt og trist over at min AFHD diagnose kom så sent – træt og trist over så mange misfortåelser og fejlbehandlinger. Så meget lort. Så megen smerte.

Træt og trist over af at have ADHD og alt det andet, der er fulgt med. Træt og trist over af at have en hjerne, der fucker med mig. Træt og trist over mistro fra andre. Mistro fra systemet. At skulle forklare og forsvare. Føle mig skyldig.

Træt og trist over økonomisk- og jobmæssig usikkerhed. Træt og trist over at min psykiater lige er blevet langstidssygemeldt. Træt og trist over ikke at kunne komme videre ud af ADHD sporet.

Træt fordi min datter lige er blevet opereret. Træt fordi huset ligner lort. Træt fordi jeg ikke kan finde energi til at gøre rent. Træt fordi der i over en uge har lugtet af giftig spartelmasse. Og vejret er gråt, der vådt og jeg tænger til korte bukser og bare tæer.

Og jeg er træt og trist fordi manden er taget til Skagen. Træt og trist fordi vi skændes. Og vader rundt i gamle mønstre og dumme ord. Træt og trist over at livet har ramt mig hårdt lidt for mange gange. Men også træt og trist fordi jeg ikke kan slippe det. Nu når jeg alligevel ikke er herre over det.

Træt og trist fordi jeg knap nok kan finde den hest, jeg er faldet af.

Jeg er så tæt på at sætte mig i hjørne og skrige STOP. SLUT. Jeg gider ikke mere. Giv mig en pause. Skrub af krav. Skub af dårlige samvittighed. Jeg har ikke mere krudt til at kæmpe. Ikke mere krudt til at gøre mig umage. Hele mit liv har jeg kæmpet og gjort mig umage. Forsøgt. Prøvet. Rejst mig op. Bare for at få et kram. Et lille et.

Lige nu trænger så meget til et kram. Helt uden at skulle gøre mig fortjent til det. Trænger til at blive passet bare lidt på. Omfavnet. Holdt om.

Bare en dag uden krav, kamp og kværnen i hjernen. Bare en time.

Tak fordi du læste med.

Reklamer

7 responses to “Når filmen knækker

  1. Jesper K. Pedersen

    Du fortjener et stort kram. Ikke fordi du skriver i en blog. Ikke fordi du igennem dit liv har gjort så meget for andre. Ikke fordi du tillader os at se dig, uden skjold, uden facade… Men fordi du er dig. Du er et menneske og som alle mennesker har du din egen virkelighed, og som alle mennesker har du også brug for og ret til din virkelighed. Ingen andre kan overtage eller end fuldt ud forstå et andet menneskes komplette virkelighed, så når de siger til dig at du skal tage dig sammen, så er det fordi de så langt fra forstår din virkelighed og, hvad det er du bærer på.

    Jeg kan heller ikke forstå det, men du får her et stort uforbeholdent knus, albeit et virtuelt et…

    Og tak fordi du deler med os. Det hjælper mig med at forstå min egen virkelighed.

    • Tak for kram❤️ Det var lige det jeg havde brug for.
      Og tak fordi du kan bruge det jeg skriver.

      Kom i tanke om Løgstrup.

      “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

  2. Jeg er helt enig med Jesper.
    Måske kan jeg foreslå noget i retning af, at når man er i en så uudholdelig krise, så “overgiver” man sig. Man accepterer på et dybt niveau, at sådan er mit liv for tiden. Man forsoner sig med tilværelsen. Held og lykke, Rikke.
    Venlig hilsen fra Poul Linstow

  3. ♥️♥️🤗Kram herfra mig & tanker som jeg bare håber ku hjælpe en lille my♥️♥️

  4. Ingen ord… bare et kram

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s