Monthly Archives: maj 2018

Ja til store ører og varme hjerter

Jo mere jeg læser om ADHD og tager de briller på, når jeg kigger på mig selv og mit adfærd, jo mere går det op for mig, at jeg i den grad har fortjent en medalje.

Mange af de strategier, jeg har kæmpet mig frem til i mit liv, viser sig nemlig at tage højde for min ADHD. Ligesom de ting jeg har efterspurgt eller prøvet at forklare behandlere og andre helt almindelige mennesker, altsammen er at finde på de første sider i ADHD for dummies.

Derfor er det også skide frusterende at tænke tilbage på alle de gange, jeg forgæves har forklaret, forsvaret, grædt og råbt uden helt at blive tager seriøst – eller det er i hvert fald påfaldende så mange gange, jeg er blevet mødt med bedrevidenhed og gode råd om hvordan og hvorfor.

Det er kun meget få mennesker, der har taget det, jeg har sagt for pålydende og som faktisk har taget sig tid til at lytte. Bare lytte. Og jeg har ikke tal på de gange både fagfolk, venner o.a. har ment, at jeg bare skulle over på den anden side. Finde min passion. Mig selv. At jeg skulle overvinde det ubehagelige, bryde mine grænser, være åben eller stoppe min modstand. At det jeg fornemmede var forkert – det var ikke min indre stemme men min angst og depression. Mine dæmoner. Det handlede om sekundære gevinster. Om livsangst. Noget ubevidst. Noget der skulle bekæmpes for at jeg kunne komme ud i lyset. Bullshit siger jeg bare.

Set i bagspejlet skulle jeg have lyttet til mig selv. Slået bremsen i. Og bedt både psykologer, terapeuter, behandlere, venner og bekendte, der havde læst en bog eller to om lytte til det, jeg sagde. Lytte og tage det for pålydende i stedet for at tolke og lege Kloge Åge eller Den gode Hjælper. For når det kommer til stykket, er jeg den eneste, der ved, hvordan jeg har det. Den eneste der ved, hvad jeg har brug for. Og jeg ved, at mit liv ville være blevet en del nemmere, hvis jeg havde været foruden min evige tvivl om mig selv, mine tanker, fornemmelser og følelser.

Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, at jeg stødt i rigtig mange af den slags mennesker. Om jeg har tiltrukket dem eller omvendt. Men havde jeg vidst, det jeg ved idag – var jeg gået i en stor bue udenom og havde søgt mennesker med store ører og hjerter. Mennesker der ikke sad klar med teorier, forklaringer, fortolkninger og løsninger.

Jeg ved godt det ikke hjælper at græde over spildt mælk eller være vred, på nogle som måske i bund og grund har ønsket mig det godt. Så derfor vil jeg gerne bruge mine frustrationer konstruktivt og opfordre til, at vi skal blive bedre til at lytte og tro på det, de andre fortæller os. At vi skal pakke os selv langt væk og spørge nysgerrigt og interesseret ind uden bedrevidenhed og fortolkninger i baghånden. Vi ved ikke, hvordan de andre har det. Ligesom vi ikke kan fjerne andres smerte. Men vi kan støtte op, rumme, trøste og være der og give det hele lov til at være der. Det er ikke op til os at vurdere, hvor det kommer fra, hvorfor og hvordan det går væk. Og om det overhovedet skal gå væk.

Derfor er jeg også blevet mere skeptisk og mere i tvivl om, hvorvidt den psykologiske, terapeutiske og coachende tilgang til det at være menneske eller/og til at være ramt af stress, angst, depression, adhd og lignende en god løsning. Det kommer nemlig let kommer til at handle om at optimere sig. Blive mere effektiv. Mere tilpasset. Mere Pippi. Mere uperfekt. Mere mig. Mere mit liv.

Eller også handler det om at finde sammenhænge – årsag og virkning. Om følelser, fortid og personlig udvikling. Om hvordan jeg har det….sjældent om hvordan den anden har det. Eller hvordan verden har det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis der var mere fokus på dialog, filosofi, værdier, etik, moral o.l. i vores samtaler med hinanden – også de professionelle. At vi har mere brug for at finde vores værdimæssige og personlige ståsted i livet. Ligesom vi har brug for at se os selv som en del af en større helhed i et samfund, der består af mennesker som os selv, og hvor vi har og får betydning for den anden.

At alt det med at finde sammenhænge – årsager og forklaringer i vores eget lille liv ikke fører til et bedre liv. At det måske endda er tidsspilde, fordi det er for komplekst til, at vi nogensinde finder svaret. Og så er der forøvrigt ingen garanti for, at et eventuelt svar kan bruges til noget som helst

Tak fordi du læste med.

Reklamer