Category Archives: fortid

10 år i Helvede. Del 2.

De sidste 25 år har jeg haft det svært med påsken. Især Langfredag. Hvert år dukker der minder frem, som jeg har fortængt og skammet mig over. En adfærd som jeg aldrig har forstået eller har kunnet integrere i mig selv. En adfærd som jeg troede og frygtede ville stemple mig som utilregnelig og sindssyg. Ude af trit med mig selv. Til fare for mig selv. En adfærd, der har skræmt mig så meget, at jeg ikke engang turde fortælle det til min psykolog. Det er max blevet til en lille kort notits med et overbærende skuldertræk og skævt smil fra min side. Men nu dykker jeg ned i oplevelsen – tager den fra en ende af og skriver mig ud på den anden side.

Til dem der tænker, jeg kan ikke tåle mere håbløshed og smerte fra hendes hånd, vil jeg sige: Den ender sært nok lykkeligt – hvilket jeg overhovedet ikke havde set komme.

Endnu en historie, der nærmest er umulige at skrive. En af dem hvor jeg vil gøre alt for at gå uden om. Bare tanken om at genopleve det fylder mig med kvalme og svimmelhed. Med angst, sugende sorte tanker og følelser, der lokker mig ned i mørket.

Noget der vil ud, men som ikke vil ud alligevel. Noget der ikke ønsker at se dages lys. Noget jeg ikke vil eller kan tage på mig som en del af mit liv. Noget jeg skammer mig over. Ikke kan forstå. For hvordan fanden kan man komme så langt væk fra sig selv og være totalt ude af trit med, hvem man er.

Det er sgu så sørgeligt, at jeg næsten ikke kan bære, at det skete for mig. Tænk at jeg kunne behandle mig selv med så lidt omsorg og kærlighed, at jeg næsten slog mig selv ihjel.

På den anden side er det ogå historien om, at da jeg stod på grænsen, og næsten havde tabt alt, fandt en fjern del af mig selv de sidste krampetrækninger frem, og noget ukendt og uden for min forstand tog nærmest over og reddede mig fra at blive sindssyg eller miste mig selv.

Det er påske. Jeg er på Samsø sammen med Det Anatomiske Teater, der en en international teatergrupper, der bygger på Artauds Grusomhedens Teater. Vi skal holde workshop og finde ideer til den næste performance.

Det er en tysk instruktør og en italiensk psykiater, der står for programmet og processen. Kort fortalt tager vi via forskellige ritualer udgangspunkt i påsken og mikser det hele godt sammen med andre religioner, psykologi og Artauds tanker om at bruge det grotesk, grimme og smerten til at konfrontere publikum.

Langfredag skal ud at møde vores død. Se den i øjenene og begrave vores selv. Formålet husker jeg ikke, men jeg kan forstille mig, at det må være noget med at skulle nulstille. Smide egoet væk. Samvittigheden. Overjeget.

Der er en sær stemning. Vi er alle sammen stille. Alvorlige. Mens vi en efter en får et sort pandebånd på, hvor der står skrevet ”døden” med skrifttegn for derefter at bliver sendt afsted.

Inden har vi fået udleveret et kort sammen med instrukser om, hvad vi skal gøre ved de forskellige poster. Hvilket ritualer vi skal udføre, og hvad vi skal sige og tænke. Jeg kan kun huske et ritual: Vi skal tage en mønt under tungen – så vi har råd til at betale færgemanden og dermed kan krydse floden til Hades. Floden til Dødsriget. (Græsk myte – og kender man ikke er google behjælpelig ;-))

Vi må ikke tale sammen hverken før efter eller imellem. Så selvom jeg når at ser nogen komme tilbage, og oplever at de ser angste og forvandlede ud, så er det forbudt at tale med dem. De eneste, der har lov at tale med os, er de to der står for workshoppen – den tysk teaterinstruktør og den italienske psykiater.

Det bliver min tur. Alt inde i mig dirrer. Jeg er angst. Har modstand. Vil ikke. Tør ikke. Men jeg går og sætter retningen mod første post. Jeg har totalt kaos og tankemylder. Den ene tanke er værre end den anden, og der er hverken hoved eller hale, i det jeg tænker. Det er nærmest som at drømme i vågen tilstand. Et mareridt jeg ikke kan slippe ud af. Noget der har overtaget mig. Jeg oplever merbetydninger i alt og mit sanseapperat er uden filter. Sorte skyer bliver truende og går direkte ind og mit system og bliver til til sorte tanker og følelser, hvorimod solen gør mig glad og lys. For vi hænger sammen. Og vejret skifter fra det ene øjeblik til det andet, for det er en af de dage med pletvis overskyet, så mine følelser og tanker hopper og danser fra den ene ende skalaen til den anden.

Et sted ved jeg godt, det ikke skal være sådan, men jeg er på Samsø sammen med nogle mennesker, jeg ikke kender ret godt, og hvor fanden skal jeg bede om hjælp. Hvordan skal jeg formulere det. Og siger jeg det højt, så ender jeg på den lukkede afdeling. Isoleret. Straffet. Og smidt ud som et andet stykke affald. Så jeg er total angst. Angst for døden. Sindsygen. Mit liv. Andre. Mig selv.

Jeg forsøger så godt, som jeg kan at holde angsten og tankerne væk. Taler med mig selv. Beroligere mig selv. Og forsøger at holde fast i min fornuft. Men på et tidspunkt er der noget andet, der tager over. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad det er – og jeg har aldrig stået i den situation hverken før eller siden.

I stedet for at gå mod den aftalte post og lave de aftalte ritualer, vender jeg om og finder et sted, hvor jeg kan være alene. Og som i trance begynder jeg at lave mit eget ritual. Først leder jeg efter symboler, på noget i mit liv, der skal dø. Noget jeg skal begrave. Blandt andet et stykke sort plastik og en hundelort. Og jeg begraver og besværger og siger en masse ord og remser mens jeg går rundt og rundt i en cirkle omkring det, jeg har begravet.

Men det er ikke nok at begrave, det jeg ikke længere ønsker i mit liv. Jeg skal også have en ny begyndelse. Noget nyt og livsbekræftende, der kan spire. Så jeg finder bla et løg og en muslingeskal og planter det i jorden. Igen sender jeg bønner og ord, der bare vælter ud af min mund, op og ud i universet. Og jeg beder til,  at det skal vokse og blive til liv. At det skal slå dybe rødder og blomstre.

Derefter jeg kysser jeg det hele, tisser på det og kysser det igen. Alt imens jeg græder, griner og raser og er helt ude af kontrol. Mine voldsomme følelser fader langsomt ud, og jeg kommer mere og mere tilbage til her og nu. Til Samsø og workshoppen. Men jeg fortsætter ikke. Nægter at udføre dødsritualet. Eller nærmere noget dybt inde i mig vil ikke. Kan ikke. For jeg vil ikke dø. Vil ikke sige farvel. I hvertfald ikke på den måde. På deres præmisser. For siger jeg farvel, mister jeg det sidste af det, der er mig. Så overskider jeg grænsen.

Jeg vender tilbage. Siger jeg ikke kunne. Men kan ikke huske, om jeg fortæller om mine egne ritualer. Jeg fortæller også, at jeg har det dårligt og har angst, men det eneste psykiaterne fortæller mig er, at hvis jeg vil livet, skal jeg også ville døden. For man kan ikke spise uden at skide. Hvilket jeg udmærket ved. Og selvom jeg fortæller ham, at jeg ikke har problemer med de ”grimme ting” i livet og har muget ud ved heste, slået fisk ihjel, parteret grise og dyrket sex for sjov, så holder han fast på, at jeg er bange for døden, og at jeg ikke kan komme videre, før jeg har set den i øjnene.

Jeg holder lav profil og slås med min angst og mine tanker resten af påsken og kurset ud, og kort efter hjemkomsten lader jeg mig indlægge på åben afdeling på psykiatrisk afdeling. Jeg forsøger at fortælle om mine oplevelser. Men de lytter ikke. Tror jeg finder på. Er småpsykotisk. Er ude på opmærksomhed. Påvirket af stoffer. Så jeg kapitulerer og forsøger at fortrænge i stedet for.

I 25 år har jeg gået med historien. Skammet mig. Været bange for mig selv og især den side og den kraft, der tog over. For tænk hvis det skete igen. Og i angst har jeg gjort alt for at holde den under kontrol. Dræbe den. Men midt i processen med at genkalde mig oplevelsen og skrive den ned, gik det op for mig, at det var min livskraft, der havde reddet mig. At jeg ikke var skør, men bare ikke ville miste mig selv. Og når jeg ikke selv kunne finde ud af det, så tog livskraften over.

Hvilken erkendelse. Hvilken forløsning. Og jeg græd af taknemmelighed og kunne næste ikke takke nok, for at have den side. Og jeg græder stadigvæk både af sorg og glæde. Sorg over at jeg eller andre ikke så styrken i mig og hjalp mig med at integrere den i mig selv og holde af den. Og af glæde over at jeg endelig har taget livskraften til mig og tør elske den.

Tak fordi du læste med.

 

Reklamer

10 år i helvede. Del 1.

 

Jeg er begyndt  at tage hul på den hæsligste periode af mit liv. 10 år af mit voksenliv. Fra jeg var ca 24 år – 34 år. Det er en periode, hvor især fem af årene stadigvæk er uklare og tågede. En periode som jeg ville ønske, jeg kunne slette. Glemme. Fortrænge. Rive ud af min livskalender.. 

Jeg ved jeg har efterladt mig selv alt for mange steder, og en af mine store opgaver er at gå tilbage og samle den ensomme, forslåede, triste, bange Rikke op. At mærke hvordan det i virkeligheden var og tage hende med mig hjem. At give hende den kærlighed hun ikke fik og integrere hende i mit hjerte. 

Når jeg nærmer mig en erindring, som jeg har fortrængt, går min krop i forsvar og jeg ryger ned i min krybdyrhjerne. Jeg får kvalme, hovedpine, angst, bliver svimmel og mine tanker er uden hoved og hale. Det er ren panik. Frys. Flygt. Kæmp.

Men jeg bliver i det. Forsøger at trække vejret ned i det og fortælle mig selv, at jeg ikke dør af det. Kommer tilbage til det. For det var dengang, og nu er nu og noget helt andet. Og på sin hel egen sære måde folder historien sig ud. Mine sanser skærpes, jeg fornemmer lugte. Lyde. Følelser. Derefter kommer der billede. Nogen drømmeagtige andre helt konkrete. Og på et tidspunk er jeg tilbage i en eller flere af de situationer, hvor jeg er gået i stykker og har efterladt mig selv.

Mine 10 år i helvede dukker stadigvæk kun op i små fragmenter. Mørke. Sugende. Hæslige. En periode hvor der ikke er tale om liv, men om overlevelse. En periode der fylder mig med smerte, angst og uvirkelighed. For hvad skete der? Og hvorfor? Og kan det ske igen? Kan jeg ryge ud over den kant en gang til? Og skulle det ske, kan jeg så komme hjem igen. Hel og i live?

Et sted er det et mirakel, at jeg ikke døde. Begik selvmord. Blev misbruger. Selvskadende. Psykotisk. For min virkelighed var så grum, trist  og uværdig. Og jeg har gjort så meget skade på mig selv. Leget med ilden. Med døden. 

Jeg havde ingen hjem – i en periode havde jeg dog en adresse. Men jeg turde og kunne ikke være der alene med mine tanker. Så jeg sov forskellige steder. Ofte ved mere eller mindre tilfældige mænd. Eller i opgange og på offentlige bænke. 

Der var total kaos i min hjerne. Jeg var lammet af kronisk angst, depression, tankemylder, sære forestillinger og fornemmelser døgnets 24 timer. Jeg kunne ikke mærke min krop. Havde ingen jordforbindelse. Men jeg var ikke syg nok til at få den nødvendige hjælp. For jeg var ikke psykotisk, selvskadende eller misbruger. Og måske evnede jeg heller ikke at forklare og sætte ord på, at jeg var stukket af fra mit liv og mig selv. At jeg frygtede at blive overhalet af fortiden, som åndede mig i nakken som en anden drage.

Min overlevelse i den periode blev blandet andet mænd og alkolhol. Men aldrig som et reelt misbrug. Jeg har ikke det gen i mig. Eller også har jeg bare et sygeligt et behov for kontrol. 

Jeg har kysset og har haft sex med et utal af forskellige mænd i den periode – ligefra de meste sølle og psykiske ustabile til de smukke, rige og succesfulde. Og jeg har sovet og boet de særeste steder. 

Men de har næsten alle sammen givet mig en eller anden form for kærlighed. De har ladet mig være. Lånt mig en seng. Holdt om mig. Kysset mig. Talt til mig. Lavet kaffe. Inviteret mig ud. Givet drinks. 

Men jeg fortalte ikke til nogen af dem, hvordan jeg virkelig havde det. Græd også sjældent. Og lå istedet ofte alene i mørket med mine tanker og følelser, mens de sad inde ved siden af og drak, røg, snakkede eller så tv. Nogen af dem gik sågar på arbejde. Og når de kom for tæt på skred jeg videre udi natten. Og på et tidpunkt kom der en ny. 

På trods af at det var trist og sølle, og der nærmest ikke er kommet lys i mit liv i den periode, så er jeg taknemmelig for de mænd. For de reddede mit liv. Uden deres kærlighed, hvor sær den så end så ud, havde jeg ikke overlevet. 

Men jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg kan se hver enkelte oplevelse i øjenene og tale om den. Jeg bliver stadigvæk skræmt, når jeg rammes af en erindring og ser mig selv omgivet af trøstløshed. Af ensomheden. Mørket. Angsten. Smerten. Destruktionen. Og mangel på liv. Jeg er nærmest ikke rumme, at det er mig. At jeg var der. At det skete. I virkeligheden.

Men samtidig er jeg  dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev mere selvskadende eller misbruger. Det er et under, at jeg kunne bære så meget smerte indeni uden at falde for fristen til at flygte væk i rus eller fysisk smerte. Et under jeg ikke gjorde alvor af tankerne om selvmord. Ligesom det er et under, jeg ikke stødte ind i flere røvhuller. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har en livskraft og livsvilje, der er nærmeste ukuelig. Og jeg har da også fra psykologer og behandlere fået at vide, at det er uroligt, at jeg stadigvæk står op og er så relativ normal. 

Men selv om jeg er “normal”, så er min historie langt fra “normal”, og det skisma bliver jeg ramt af jævning. Når jeg sidder sammen med mine venner – mennesker jeg har mødt senere i mit liv eller i gennem min mand – sidder jeg altid med en frygt for at blive afsløret. Eller med følelsen af at være udenfor, forkert og ensom. For jeg kan ikke deltage i “kan-du-huske-dengang-legen”. Jeg kan ikke smide sjove historier på bordet. Eller fortælle om en succesfuld karriere eller spændende rejser. 

Jeg sidder som på nåle og er sikker på, at finder de ud af det, så mister jeg det hele. Så vil de ikke længere respektere mig og se mig, som den jeg er i dag. Jeg vil blive et tilfælde. Den skæggende dame i cirkus.

Men jeg kan ikke slette så mange år af mit liv. Være en jeg ikke er. Lyve og fordreje virkeligheden. Og jeg bliver så træt af at hoppe fra sten til sten. Sno mig. Dreje udenom og have taktikker og strategier for alt det, der involverer mere end mig selv. Men jeg kan heller ikke isolere mig. For jeg bliver ensom og kugleskør at at gå alene med mine tanker og ikke blive spejlet. 

Nu har jeg løftet en flig af den værste periode af mit liv. En periode jeg ville ønske jeg bare kunne brække op og skylle ud i lokummet. Glemme. Men det kan jeg ikke, så istedet går jeg ned i den og fisker historierne frem. Deler dem. Og bliver mig.

I de kommede indlæg vil jeg, hvis jeg kan finde modet, dele mere fra den periode. Jeg ved det bliver barskt og sorgfuldt. Efterfødselreaktion. Flugt fra mand og barn. Posedame. Eksperimenteren med alt for meget. Indlæggelse på psykiatrisk. Kastebold. Og en masse andet

Men jeg vil væk fra skammen og skylden. Væk fra at “jeg bare kunne have taget mig sammen”. For det kunne jeg ikke. Jeg var syg langt ind i sjælen. Havde mistet mig selv. 

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 4.

thumbnail_fullsizerender

Endnu et smertefuldt dyk ned i barndommens erindringer. Jeg er 10-11 år og bor på Grønland.

Vi flyttede til Grønland, da jeg var 8 år og tilbage til Danmark, da jeg var 13. Min far havde fået job deroppe.

Det blev til 5 år i utryghed og ensomhed. 5 år i samfund der på mange måder var præget af apartheid – en adskillelse mellem danskere og grønlændere. Et hårdt miljø med mange skift og med selvoptagne voksne, der, måske fordi de var revet ud af deres kontekst og trygge rammer, drak for meget og havde en del konflikter. Og for os børn var det ”Survival of the Fittest”

Jeg er på den ene side et følsomt, nervøst og ensomt barn, men jeg er også glad for leg og noget, der er lidt farligt. Så jeg er let at lokke.

Jeg har også svært ved at få venner. Føler mig forkert og er et let offer for mobning. Jeg græder tit. Dagligt. Men mine forældres holdning til ked-af-det-hed og mobning er, at det er fordi, jeg både er sart og har gjort noget forkert. Er skyldig. Så jeg har fortjent at blive mobbet.

Jeg kan også fornemme, at det ikke er noget, jeg skal tale om…at de bliver kede af det. Får flere problemer. Og dem har de nok af.

Jeg vender det istedet ind af. Begynder at opfatte mig selv som et dårligt menneske. Jeg er ikke god nok. Forkert. Skyldig. Jeg er ond.                          

 Det bliver en dårlig spiral. Mørket indeni vokser. Overbevisningen, om at jeg er ond, vokser. Og jeg væmmes ved og er bange for mig selv og min tanker.

En dag, mens jeg i alt hemmlighed læser i et af min fars Rapportblade, falder jeg over en artiklen med billeder om filmen Exorcisten: Historien om en ung pige, der bliver besat af djævlen. Det er historien om mig. Jeg læser og skræmmes fra vid og sans…men læser alligevel videre. Jeg må vide det hele. Kende symptomerne. Forsøge at holde dem væk. Have kontrol.

Så nat efter nat ligger jeg i mørket og lytter. Jeg ved at hendes besættelse starter med, at hun kan høre rotter. Og jeg kan høre, det pusler. Høre lyde. Både udefra og indefra. Og jeg ved, jeg er fortabt. At det bare er et spørgsmål om tid, og jeg vil forvandle mig til er frådede galdespyende uhyre, der kan dreje hovedet hele vejen rundt. Og jeg vil blive til ren ondskab og tage livet af mine forældre.

Jeg ligger sådan i mange nætter. På vagt. Holder vejet. Sover ikke. Og billederne af de blodige scenarier forfølger mig både nat og dag. Jeg bliver bange for knive og ser mulige mordvåben alle steder.  

Min puls banker afsted. Jeg er svimmel. Har kvalme. Og den ydre verden bliver mere og mere fjern. tilhører alle de andre. Men ikke mig.              

En nat må jeg give op. Jeg er så tæt på enten at dø eller blive besat af djævlen. Så tæt på at miste kontakten til livet. Og til mig selv. Og jeg rejser mig fra min seng og beslutter mig for at gå ind i mine forældres soveværelse. Måske kan sove der. Måske kan jeg fortælle dem det. Måske kan de sågar hjælpe mig.

I min fars seng ligger min søster. Så der kan jeg ikke ligge. Og jeg overvejer at gå ind til mig selv igen. Men mine ben vil ikke. Går jeg tilbage er det slut. Så jeg kryber stille ind til min mor i hendes seng.

Jeg ligger og holder vejret. Ved ikke om jeg tør vække hende. Fortælle hende det. Måske kan jeg også bare se, om jeg kan sove.                                            

Jeg forsøger at finde roen – overgive mig til mørket, da et skrig flænser natten. Jeg tror jeg har drømt – men det er min mor. Hun råber på min far. Råber hun er ved at dø, og at han skal tage mig væk.

Jeg forstår ikke noget. Er bare stiv. Paralyseret. Jeg er sikker på, det er min skyld. Måske er det mine onde tanker. Måske har jeg gjort noget, jeg ikke kan huske. Måske har jeg slet ikke forsøgt at sove, men er som en anden Dr Jekyll og Mr Hyde. Måske er jeg blevet besat og er forevigt fortabt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg fyldes at et mørke, en tvivl og en angst, der aldrig siden helt har forladt mig.

Endelig kommer min far over til min mors seng. Han forsøger at berolige hende. Taler blidt til hende. Aer hende. Sært nok taler de ikke om lægebesøg. Mig ser han til gengæld ikke. Han taler heller ikke til mig. Jeg får til gengæld en pille. Og jeg kan ikke huske, hvor jeg sover henne resten af natten.

Næste morgen skal jeg i skole. Jeg vil ikke. Det er som, jeg slet ikke er mig selv. Som jeg er lukket inde i en sort tåge og ikke er en del af verden. Jeg hører ikke til nogen steder. Er forbandet. Og ensom.                                    Men jeg slipper ikke. Bliver sendt af sted og de næste mange dage, går jeg rundt som en anden zombie. Stille og mekanisk. Bange for verden. Bange for mig selv.

Med tiden letter det…eller også bliver jeg bare vant til det. Og jeg gør, hvad jeg kan for at slippe for alt, der kan minde om Excorsisten. Og når drengene taler om den, bliver jeg fjern og suget tilbage til hullet – ja, selv i dag kan jeg ikke se billeder eller høre om filmen uden at mærke suget og komme tilbage til dengang.

I familien taler vi ikke mere om det. Jeg forsøger et par gange – lidt kejtet at fortælle om min angst for filmen…og djævlen. Men det lykkes ikke. Der er ikke åbent.

Og da jeg som voksen forsøger at spørge dem om, hvad der skete, benægter de begge hændelsen.

Jeg er dog ikke tvivl om, at min oplevelse er sand. Jeg har oplevet min mors angst og panik flere gange – især i forbindelse med nærhed og konflikter. Ligesom jeg ved, hun havde et lager af beroligende medicin hylden, som hun selv tog, men også gav til os børn, når livet blev for svært.

Det er desværre også sandt, at oplevelsen har sat sig som et traume, jeg stadigvæk ikke har fået opløst. At jeg aldrig har fået hentet den 10-11årige Rikke hjem. At hun stadigvæk ligger i sin mors seng. Alene, paralyseret og stiv af skræk.

Jeg håber dog, at jeg ved at fortælle historien kan finde ind til hende og tage hende i hånden hjem.

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 3.

4b7aa47a6221016022010

TÆSK OG TRØST 

Jeg vil prøve at få mine historier fortalt nogenlunde kronologisk. Men som jeg skriver, dukker der mere og mere op, så det kan ikke undgås, at jeg kommer til at hoppe i tid.

Følgende historie finder sted, da jeg er ca 6-7 år gammel.

Det er helt klart min far, som har stået for den smule kærlighed, jeg har fået. Han kunne fortælle godnathistorier, give svingture, kilde mig og af til klø mig bag øret. Og jeg kan stadigvæk fornemme det dejlige i hans blik og stemme, når han en gang i mellem blev ramt af kærlighed til mig. En kærlighed der desværre stopper fuldstændig, da jeg kommer i puberteten.

Men havde også en stor sort skyggeside. Et temperament, som han ikke kunne styre og et grimt, perfidt og nedladende sprog. Han var som en 4-årige og fuldstændig underlagt sine luner og ude af stand til at styre det eller stikke en finger i jorden.

Begge mine forældre har arbejde, og ofte er det mig, der skal passe min søster, der er 4 år yngre. De dage min mor har aftenvagt, har vi dog en barnepige på, indtil min far kommer hjem.

Vores barnepige er 15-17 år. Hun er hippie, ryger pibe, har spejle på tøjet og en orangemalet damecykel. Jeg synes hun er sej. Men der er ikke meget barnepige i hende, og hun sidder primært i sin egen verden og læser og tegner – og jeg husker ikke nogen form for interesse i min søster og jeg fra hendes side. Til gengæld husker jeg, at hun lod os være i fred og lod os gøre alt, og jeg har fået så mange skæld ud over, at jeg ikke havde styr på vores barnepige…for jeg burde jo vide bedre.

En dag, hvor jeg kommer hjem fra skole, spørger hun mig, om jeg har penge. Eller om jeg ved, om vi har nogle. For hun vil gerne låne nogle – hvor mange og til hvad kan jeg ikke huske. Men det er ikke meget. Måske til en kage eller noget tobak. Eller måske har hun købt noget brød, fordi vi skulle have noget eftermiddagshygge.

Jeg har ingen penge, men jeg ved der ligger en pose med småpenge inde i et skab, så det siger jeg. Og glemmer derefter alt om det.

Senere kommer min far hjem, og efter barnepigen er gået, opdager han, der mangler penge, og han spørger, om jeg ved noget.

Jeg forsøger at forklare, men hans ansigt er helt formørket, og der er had i hans øjne og ingen kontakt. Og med fråde om munden slynger han om sig med ord som løgnagtige tyvetøs, ondskabsfulde møgeunge, din lille lede løgner ,og det er som om, jeg bliver hvirvlet rundt i et rum af mørke og eder, og jeg mister enhver fornemmelse af mig selv og af tid og sted.

Og pludselig smækker han mig en syngende lussing og midt i det sorte opstår, der både vrede og sorg – gnister og blod og et kaos, der river og flår i min lille krop.

Derefter græder han. Bryder fuldstændig sammen og går nærmest i opløsning foran mig, mens han sidder fortabt på min seng. Han siger han fortryder og beder mig om at trøste ham, holde om ham og tilgive ham. Og jeg sidder på gulvet foran ham, kigger på ham, men kan ikke rumme det, jeg ser og oplever. Det er uvirkeligt – en ond film, som jeg ikke kan komme ud af. Også selv om der er en verden derude, jeg meget hellere vil være en del af. Men jeg er låst fast. Frosset.

Jeg går i stykker indeni, er forvirret – splittet. For jeg vil så gerne have hans kærlighed og mærke hans arme og krop. Elske og blive elsket. Men samtidig er jeg vred, ked af det og helt i chok – og jeg hader ham, og jeg har lyst til, at han skal mærke samme smerte – at han også skal føle signsket, udskældt og udskammet. At det sorte også opsluger ham.

Jeg overgiver mig til det, jeg ved han helst vil – men også til det, som jeg trods alt har brug for, for at kunne overleve. Jeg trøster ham. Min lille krop kravler op til ham. krammer ham og fortæller ham, at der er godt nok – at han er god nok. At han er tilgivet. Og han lyser op, kommer tilbage og bliver far igen.

Jeg bliver til gengæld aldrig helt barn igen. Et er, at jeg lukker af for mine følelser og bliver en mester i at undertykke mig selv og dele mig i to; kaos indeni og kontrol og konstruktiv handlen udenpå. Noget andet er, at der opstår en tvivl: For havde jeg i virkeligheden fortjent straffen og havde jeg gjort nok for undgå den? Kunne jeg have gjort noget andet? Sagt nej til barnepigen osv?

Tvivlen på mig selv – om det er min skyld, om jeg kunne have gjort nogt mere og noget andet, er det aldrig lykkes mig at komme af med. Jeg har desværre taget mønsteret med mig og tiltrukket mennesker, som har manipuleret og misbrugt min tvivl og min evne til at påtage mig rollen som syndebuk. En rolle jeg gerne vil lægge bag mig.

Jeg håber, at jeg ved at skrive om det og sige det højt, kan hjælpe mig selv og andre til at at lægge syndebukken bag sig eller skabe bevidsthed om, hvor meget man ødelægger hos både børn og voksne, når man brugere andre som syndebukke.

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne – En dysfunktionel barndom 2.

14354945_10154542061363680_7859684685542064001_n

Et barn bliver født

Jeg kan ikke huske ret meget fra de første år af mit liv. Jeg har fået at vide, jeg var ønsket og var et let barn – ja nærmest doven. Men det er jo bare historier fortalt af andre, der kun har set det udefra…og på afstand.

Når jeg ser på billeder fra de første par år, synes jeg da også, jeg ligner et helt almindeligt barn med en god portion krudt og et godt smil. En robust lille trold med et intenst blik.

Jeg tror også, det er rigtigt, når familien fortæller mig, at min far elskede mig de første år af mit liv. Og i min fantasi kan jeg sagtens forestille mig, at jeg allerede der kom imellem mine forældre, der levede som hund og kat.

Jeg ved ikke, hvordan min mor tacklede mig eller tacklede det at få et barn – men med de oplevelser, jeg har haft med hende senere, kan jeg sagtens forestille mig, at hun syntes, det var svært, og at hun i stedet for at vise det, forsøgte at fremstå som perfekt og fuldstændig pletfri. Og med en ældre søster, der på det tidspunkt havde fået barn nummer fem, og som havde styr på det, tror jeg min mor, som den yngste, noget forsagte og forsigtige, havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle være mor.

Jeg tror heller ikke min far har støttet hende. Han har unden tvivl taget over, madet og trøstet, men han ikke hjulpet hende til at få det bedre med at være mor. Tværtimod, tror jeg hun har lidt under, at jeg i de yngre år, valgte min far, når jeg havde det svært. Så på den måde kom jeg imellem dem. Jeg gav min far selvtillid og en fandens masse kærlighed – og min mor gav jeg frustrationer, manglede selvværd og selvtillid.

Nu er det, jeg skal stoppe op. For hvad er det egentlig, jeg skriver. Jeg gav dem…som om det var en aktiv og bevidst handling fra min side. Jamen hallo, jeg var mellem nul og to år. Jeg kunne da umuligt være ansvarligt for noget i den alder.

Jeg begynder at kunne erindre

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel jeg er…og jeg kan ikke spørge, for alle de involverede voksne er døde, men jeg kan regne mig nogenlude frem til det.

Jeg er 5-6 år og min søster i 2-3 år. Vi bor i Værløse på Sjælland og vores bedsteforældre bor i Himmerland i Jylland. Det er påske, men min mor har vagt på plejehjemmet, og vi skal derfor passes i Jylland. Så vi skal med bus, færge og bus, og vi – altså min søster og jeg, skal rejse alene.

Vi bliver kørt til bussen og sat på ….og så starter eventyret.

Bussen er fyldt, det er varm og min søster er ikke sådan at få til at sidde stille. Hun lider også af køresyge, og jeg er nærmest panisk for at hun kaster op – for jeg ved, at kaster hun op, så kaster jeg også selv op.

Hun er også mere pibet end mig. Jeg er jo den store – så det er med at holde masken og lade som om, at det her er helt naturligt. Der er ikke noget at være bange for. Og jeg smiler, taler og leger med hende.

På et tidspunkt bliver min angst for opkast alligevel for meget, og jeg spørger en fremmed dame i bussen, om hun, hvis hun ellers får et par små likør påskeæg, vil hjælpe mig, hvis min søster kaster op.

Damen er heldigvis sød og siger ja til både påskeæg og til at hjælpe mig

Næste udfordring og en fantasi, der har forfulgt mig siden, jeg vidste, vi skulle alene afsted, er turen ud af bussen og op på færgen. Jeg har en skræk for, at den automatiske dør fra bildækket og op til cafeteriet smækker i, lige når min søster går igennem. At hun bliver mast, og at blod og indvolde løber ud. At hovedet kommer i klemme. Hjernemassen løber ud. Og at rummes fyldes med skrig. At hun dør. Og det er min skyld. Jeg holder vejet, mens følelser og indre billeder af afrevne lemmer vælter rundt indeni, og jeg får både hende og jeg gennem dødsporten.

Næste stop er cafeteriet. Vi har fået penge til at købe en mad… og jeg glæder mig til rullepølse med sky, rå løg og karse. Men min søster er ikke sådan at holde styr på. Hun er nysgerrig, og det er svært at stå i kø men en 2-3 årig, men jeg ved instinktivt, at jeg hverken må slå hende, hive i hende eller skælde hende ud. Jeg skal være tålmodig. Og mens alt inden er kaos og katastrofer. Tanker om barn overbord, druknedød, hajer og endnu flere afrevne lemmer – denne gang i maskinskruen, er min overfladen fuldstænding rolig som på en fuldmoden voksen.

Vi kommer igennem køen, får sat os og spist vores færgemad, og enten har folk ikke opdaget, at hele mit indre verden er i opløsning, eller også er jeg en mester i at vise, at jeg styr på situationen. For der sker ikke mere. Og jeg husker heller ikke mere. Ved bare at vi kommer sikkert til Hobro, og jeg aldrig fortæller nogen om, hvor bange jeg var. Tværtimod holder jeg kæft, smiler pligtskyldigt og trækker mig ind i mig selv. Men må jeg have virket overbevisende og rolig for historien gentager sig de næste par år. Med flere bus- og færgeture, flere skrækscenarier og flere facader.

Set i bagspejlet ved jeg, at den her oplevelse, bliver startskuddet til et mine mønstre. En af mine overlevelsesløgne. Det er den, der satte gang i min tilbagetrækning og min mistillid.

At jeg midt i et et angst- og kaos-helvede kan lukke af og splitte mig selv i to dele. Den ydre, der præsterer derudaf og den indre som er i opløsning.

Jeg ved også, at den evne har været tæt på at slå mig ihjel – fordi jeg mistede evne til at mærke. Og evnen til at tage mig selv alvorligt. At jeg er gået over mine grænser alt for mange gange og har tilladt andre det samme. For det, jeg mærket og tænker, er jo bare pjat og fri fantasi.

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne – en dysfunktionel barndom 1.

13597536_319963385009523_1173697788_n

Jeg har besluttet mig for at give jer et indblik i min barndom og min fortid.

De vil alle ligge under kategorien ”Fortid” og have numre.

Hvorfor? Fordi det er der, det hele startede. Der jeg blev ladt alene og måtte finde alle mulige og umulige strategier for at overleve.

Derforuden så tror jeg på de små personlige historier, da, det er der, vi både kan spejle os og blive set. Der vi måske kan lappe lidt på de sår, vi har fået, fordi vi i det positive møde kan ændre på nogle af de opfattelser og mønstre, vi har.

Og så tror jeg helt basalt, at løgne og hemmeligheder kvæler os og gør os syge.

Det handler derfor ikke om at udlevere mine forældre – de er for øvrigt også døde for mange år siden. Ligesom det ikke handler om hævn.

Der er mange måder en familie kan være dysfunktionel på, ligesom den kan gemme på mange hemmeligheder og løgne.

Udadtil lignede min familie en succes. Der var madpakker, rent tøj, ferier, kunst på væggen, få arkitekttegnede møbler og bøger i reolen.

Vi var det, man kalder, den nye middelklasse – min mor var sygeplejerske min far bygningskonstruktør, og de var begge både hårdtarbejdende og vellidte på deres job og havde et socialt liv ved siden af.

Men det var også et hjem, der var kold, uden følelser, berøring, anerkendelse, nærvær og kærlighed. Et hjem hvor burde og skulle, perfektion og præstation samt ro, renlighed og regelmæssighed var i højsædet. Et hjem, hvor det at være menneskelig, have følelser og meninger, var en forbandelse og noget, der med alt magt skulles holdes nede. Et hjem, der havde brug for en syndebuk, når der kom ridser i lakken – og den syndebuk blev mig.

Derudover var min mor kronisk syg med forskellige sygdomme – nogen helt sikkert psykosomatiske – og var medicinmisbruger. Og hun kunne, når man ikke makkede ret, fremprovokere en af hendes mange sygdomme. Ligesom hun ikke var bleg for at stikke os et stesolidpræparat eller et par codymagnyler, hvis der var konflikter eller kriser i familien.

Min far, som udadtil var en charmede, klog og sjov mand, havde en skyggeside, som kun os børn og min mor kendte. Han var utilregnelig og temperamentsfuld og ud over, at jeg pludselig kunne få et par hovedet, så kunne han være decideret perfid og ondskabsfuld, og han blev ved, indtil jeg brød sammen.

Men alt det var der ingen, der vidste, og forsøgte jeg at sige det højt både dengang – men også senere, så var svaret, at det ikke passede. At jeg huskede forkert, havde en sygelig fantasi eller var ondskabsfuld og egoistisk – for hvordan kunne jeg….efter alt det de havde gjort.

Og lige den del, delte de med både venner og bekendte. Ja sågar med psykiatrien, som også troede dem. I hverfald i en årerække. Så de gik fri, og historien blev, at jeg var psykisk ustabil og utilregnelig.

Så jeg i gik mange år med troen på, at der var noget grundlæggende alvorligt galt med mig, og at jeg var et dårligt menneske. Og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde mine erindringer væk. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har ønsket, at jeg kunne udvikle et misbrug, blive selvdestruktiv eller tage livet af mig selv for at slippe for mine erindringer og den efterfølende skyld og skam over at huske forkert, være et dårligt og psykisk sygt mennekser samt være årsagen til at ødelægge den ellers gode famile.

Men jeg har for meget kontrol, og samtidig ville jeg ikke påføre mine forældre mere smerte – jeg havde jo ødelagt nok – så jeg valgte ubevidst at lukke af for mig selv og min krop. Og når tanker og følelser kom for tæt på, så løb jeg bare stærkere eller væk fra.

Til sidst var der ikke mere af mig selv tilbage. Prisen for at både at holde på familiens hemmelighed og at tro på beskyldingen om, at jeg var en løgner og psykisk ustabil, var, at jeg forsvandt og udviklede at selvhad og en angst for relationer. At jeg for at holde mig i live præsterede bare for at få lidt anerkendelse – som paradoksalt nok bare prellede af. Eller også kastede jeg mig i armene på mænd bare få lidt kropskontakt – for så kunne jeg i et øjeblik mærke min krop og blive holdt fast til livet.

Det er med bævede hjerte og en million blikkende røde alarmer, jeg springer ud og begynder at sige min historie højt – for tænk hvis jeg endnu engang får at vide, at det er løgn eller ”du har jo ikke været udsat for sekselle overgreb eller misrøgt – hvad fanden bilder du dig ind”. Og jeg hører min fars nedladenede stemme sige ”Askepot” mens min mor stemmer i og ligner en slået hund, og jeg har lyst til at slette alt det, jeg har skrevet. Ja, det er lige før, at jeg ville ønske det var løgn, at min historie er noget, jeg har fundet på.

Men jeg sletter ikke – for det er ikke løgn, og der er mange måde at begå overgreb på….mange måder at køre mennesker i sænk på. Og min historie er ond og grusom på sin egen stille måde. Men kun ved at dele den, sige den højt og blev mødt og spejlet i den, bliver jeg hel og forhåbentlig i stand til at bryde min families mønstre.

Tag pænt i mod den. Og tak fordi du læste med.