Category Archives: Uncategorized

Ja til store ører og varme hjerter

Jo mere jeg læser om ADHD og tager de briller på, når jeg kigger på mig selv og mit adfærd, jo mere går det op for mig, at jeg i den grad har fortjent en medalje.

Mange af de strategier, jeg har kæmpet mig frem til i mit liv, viser sig nemlig at tage højde for min ADHD. Ligesom de ting jeg har efterspurgt eller prøvet at forklare behandlere og andre helt almindelige mennesker, altsammen er at finde på de første sider i ADHD for dummies.

Derfor er det også skide frusterende at tænke tilbage på alle de gange, jeg forgæves har forklaret, forsvaret, grædt og råbt uden helt at blive tager seriøst – eller det er i hvert fald påfaldende så mange gange, jeg er blevet mødt med bedrevidenhed og gode råd om hvordan og hvorfor.

Det er kun meget få mennesker, der har taget det, jeg har sagt for pålydende og som faktisk har taget sig tid til at lytte. Bare lytte. Og jeg har ikke tal på de gange både fagfolk, venner o.a. har ment, at jeg bare skulle over på den anden side. Finde min passion. Mig selv. At jeg skulle overvinde det ubehagelige, bryde mine grænser, være åben eller stoppe min modstand. At det jeg fornemmede var forkert – det var ikke min indre stemme men min angst og depression. Mine dæmoner. Det handlede om sekundære gevinster. Om livsangst. Noget ubevidst. Noget der skulle bekæmpes for at jeg kunne komme ud i lyset. Bullshit siger jeg bare.

Set i bagspejlet skulle jeg have lyttet til mig selv. Slået bremsen i. Og bedt både psykologer, terapeuter, behandlere, venner og bekendte, der havde læst en bog eller to om lytte til det, jeg sagde. Lytte og tage det for pålydende i stedet for at tolke og lege Kloge Åge eller Den gode Hjælper. For når det kommer til stykket, er jeg den eneste, der ved, hvordan jeg har det. Den eneste der ved, hvad jeg har brug for. Og jeg ved, at mit liv ville være blevet en del nemmere, hvis jeg havde været foruden min evige tvivl om mig selv, mine tanker, fornemmelser og følelser.

Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, at jeg stødt i rigtig mange af den slags mennesker. Om jeg har tiltrukket dem eller omvendt. Men havde jeg vidst, det jeg ved idag – var jeg gået i en stor bue udenom og havde søgt mennesker med store ører og hjerter. Mennesker der ikke sad klar med teorier, forklaringer, fortolkninger og løsninger.

Jeg ved godt det ikke hjælper at græde over spildt mælk eller være vred, på nogle som måske i bund og grund har ønsket mig det godt. Så derfor vil jeg gerne bruge mine frustrationer konstruktivt og opfordre til, at vi skal blive bedre til at lytte og tro på det, de andre fortæller os. At vi skal pakke os selv langt væk og spørge nysgerrigt og interesseret ind uden bedrevidenhed og fortolkninger i baghånden. Vi ved ikke, hvordan de andre har det. Ligesom vi ikke kan fjerne andres smerte. Men vi kan støtte op, rumme, trøste og være der og give det hele lov til at være der. Det er ikke op til os at vurdere, hvor det kommer fra, hvorfor og hvordan det går væk. Og om det overhovedet skal gå væk.

Derfor er jeg også blevet mere skeptisk og mere i tvivl om, hvorvidt den psykologiske, terapeutiske og coachende tilgang til det at være menneske eller/og til at være ramt af stress, angst, depression, adhd og lignende en god løsning. Det kommer nemlig let kommer til at handle om at optimere sig. Blive mere effektiv. Mere tilpasset. Mere Pippi. Mere uperfekt. Mere mig. Mere mit liv.

Eller også handler det om at finde sammenhænge – årsag og virkning. Om følelser, fortid og personlig udvikling. Om hvordan jeg har det….sjældent om hvordan den anden har det. Eller hvordan verden har det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis der var mere fokus på dialog, filosofi, værdier, etik, moral o.l. i vores samtaler med hinanden – også de professionelle. At vi har mere brug for at finde vores værdimæssige og personlige ståsted i livet. Ligesom vi har brug for at se os selv som en del af en større helhed i et samfund, der består af mennesker som os selv, og hvor vi har og får betydning for den anden.

At alt det med at finde sammenhænge – årsager og forklaringer i vores eget lille liv ikke fører til et bedre liv. At det måske endda er tidsspilde, fordi det er for komplekst til, at vi nogensinde finder svaret. Og så er der forøvrigt ingen garanti for, at et eventuelt svar kan bruges til noget som helst

Tak fordi du læste med.

Reklamer

Når filmen knækker

Nogen gange knækker min film. Nogen gange bliver det for meget. Og jeg kan hverken finde kampgejst, håb eller mening. Synes bare jeg som en anden Sisyfos drøner op og ned af bjerget og bliver ramt af rullende sten.

Jeg synes livet griner af mig og håner mig – glemmer at tage mig seriøs, og den ene prøvelse overtager den anden. Den er hverken plads til ros eller pauser. Der findes kun utak og hårdt arbejde.

Når jeg har det sådan – når det hele ramler, og en ulykke sjældent kommer alene, kan jeg næsten ikke være i mig selv. Jeg synes jeg er ynkelig. Patetisk. Og en pivgris der skulle skamme sig og se at få flyttet fokus fra egen navle til derud, hvor det virkeligt brænder. Mage til sølle skabning skal man lede længe efter.

Jeg kan nærmest ikke finde ud af at bede om hjælp, når det er sådan. For jeg er så tæt på at vælte og så sårbar, at beder jeg om hjælp og får en lidt hånlig kommentar eller et “tag dig sgu da sammen” tilbage, så vil jeg blive så edderspændt rasende, at vedkommende vil fortryde sin afvisning resten af sit liv. Og det har jeg ikke lyst til at byde nogen. Jeg ved jo godt, at mit raseri skyldes, at jeg ud over at skulle overdøve min egen indre bebrejdende og dømmende stemme også skal overdøve den andens stemme. Og det kan jeg ikke. Ergo står jeg tilbage med følelsen af at være håbløs. Et egocentreret skvat.

Lige nu er min film tæt på at knække. Jeg er træt og trist som ind i helvede. Træt og trist over at være sygemeldt. Træt og trist over at min AFHD diagnose kom så sent – træt og trist over så mange misfortåelser og fejlbehandlinger. Så meget lort. Så megen smerte.

Træt og trist over af at have ADHD og alt det andet, der er fulgt med. Træt og trist over af at have en hjerne, der fucker med mig. Træt og trist over mistro fra andre. Mistro fra systemet. At skulle forklare og forsvare. Føle mig skyldig.

Træt og trist over økonomisk- og jobmæssig usikkerhed. Træt og trist over at min psykiater lige er blevet langstidssygemeldt. Træt og trist over ikke at kunne komme videre ud af ADHD sporet.

Træt fordi min datter lige er blevet opereret. Træt fordi huset ligner lort. Træt fordi jeg ikke kan finde energi til at gøre rent. Træt fordi der i over en uge har lugtet af giftig spartelmasse. Og vejret er gråt, der vådt og jeg tænger til korte bukser og bare tæer.

Og jeg er træt og trist fordi manden er taget til Skagen. Træt og trist fordi vi skændes. Og vader rundt i gamle mønstre og dumme ord. Træt og trist over at livet har ramt mig hårdt lidt for mange gange. Men også træt og trist fordi jeg ikke kan slippe det. Nu når jeg alligevel ikke er herre over det.

Træt og trist fordi jeg knap nok kan finde den hest, jeg er faldet af.

Jeg er så tæt på at sætte mig i hjørne og skrige STOP. SLUT. Jeg gider ikke mere. Giv mig en pause. Skrub af krav. Skub af dårlige samvittighed. Jeg har ikke mere krudt til at kæmpe. Ikke mere krudt til at gøre mig umage. Hele mit liv har jeg kæmpet og gjort mig umage. Forsøgt. Prøvet. Rejst mig op. Bare for at få et kram. Et lille et.

Lige nu trænger så meget til et kram. Helt uden at skulle gøre mig fortjent til det. Trænger til at blive passet bare lidt på. Omfavnet. Holdt om.

Bare en dag uden krav, kamp og kværnen i hjernen. Bare en time.

Tak fordi du læste med.

En ny drejning – En ny start

IMG_0450

Nogen gange tager livet et kæmpe sving og helt nye veje, bump og udsigter åbenbares.

Da jeg besluttede mig for at starte min blog, havde jeg nogle historier, jeg skulle af med. Dele. Nogle historier jeg trængte til at blive spejlet i af helt almindelige mennesker – og ikke terapeuter. Jeg havde behov for at være et hel almindeligt menneske – på trods af en ikke helt almindelig historie. Jeg var praktisk talt ved at kaste op over at være en sag, et tilfælde eller noget speciel. Jeg havde jo bare brug for at blive rummet, elsket og være en del af noget.

Fordi min historie er ikke speciel rar, så brugte jeg mange år på at fake. På at fortrænge og forsøge at være normal. På at finde og blive en eller anden middel fællesnævner. Men det var jo ikke mig – så logisk nok, så fik jeg ikke noget ud af at være i de sammenhænge. Jeg følte mig bare endnu mere ked af det og forkert.

Samtidig skulle min blog også være en fortælling om her og nu. Om hvad min beslutning om at være ærlige, kaste håndklædet i ringen og bede om hjælp, ville få af konsekvenser både i forhold til mig selv, min behandling men også ifht kommune og det at være sygemeldt i et system, som ikke er særlig venligt og menneskeligt – og hvor man dagligt læser historie, som kan få sådan en som mig til at have lyst til at opgive og bare flytte ud på en øde ø.

Jeg sygemeldte mig i oktober 2016 – og jeg har heldigvis indtil videre kun oplevet forståelse og fået en god behandling.
I januar i år fik jeg så endelig tid ved en privat psykiater, da jeg selv mente, at jeg havde brug for en udredning. At de rodekasser eller stress-, depressions- og angstkasser, jeg pt var blevet puttet i, ikke var fyldestgørende. At nogen havde overset noget. At der manglede noget. At det jeg havde som diagnoser var symptomer. Symptomer der ikke bare handlede om min opvækst eller om mit liv generelt, men at der var noget mere – noget andet som jeg ikke kunne sætte ord på.

Allerede ved første konsultation havde psykiaterne en stor mistanke om ADHD. Først tænkte jeg….ja ja ADHD og min bare….det er jo ikke en lidelse men bare en dårlig undskyldning. Men jo mere jeg læste og jo mere psykiateren forklarede, jo mere gik det op for mig, at det var det jeg led af og altid havde lidt af.

Pludselig gav mit krudt, mine vilde og hoved-under-armen-lege og min rastløshed mening. Ligesom jeg hverken kunne sy rya, bygge med lego, male i malebog gab mening. Eller det at min skoletaske og skolesager ligende en krigszone og jeg mistede madkasser, huer, vanter, gymnastikposer osv.
Og selv hele min sårbarhed, mit temperament, min falden i staver, mit hovsa-adfærd min skiftet mellem at være total fokuseret, hvis noget var spændende eller total fraværende, hvis jeg kedede mig var lige efter ADHD-bogen.
Eller mine mange uddannelser, hvor kun de færreste endte med et stykke papir. Jobskifte. Skilsmisser. Ja, jeg kan blive ved – for jeg er så normal når det kommer til ADHD.

Det har været lidt af en aha-oplevelse, og det er primært rart at få bekræftede at følelsen af min hjerne ikke er helt som de andres og har det med at brænde sammen ikke var noget jeg bare fandt på. En eller anden dårlig undskyldning for at slippe.

Selvfølgelig er jeg også vred og ked af over, at der skulle gå så mange år, før nogen tog mig seriøs og ikke blot forklarede mine symptomer med min historie. Ligesom jeg også er frustreret over at have brugt så mange år på forkert behandling og terapi – for noget af behandlingen har gjort det endnu værre og har været med til at forstærke angsten, depressionen og stressen.

Set i bagspejlet har jeg klaret mig utroligt flot. Jeg har knoklet som en hest for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Sikke mange mestringsstrategier jeg selv har opfundet. Det er lidt et under at jeg hverken er blevet misbruger eller selvskadende. Et under at jeg hvergang jeg var tæt på at opgive og komme på dybt vand, alligevel fik hevet mig selv i land.

Jeg havde ikke ADHD-diagnosen komme. Men hold da op hvor er jeg glad for den. Den giver mig et helt nyt perspektiv på mig selv.
Jeg var og er hverken dum, doven, forkælet, utaknemmelig og en masse andre dumme ord. Jeg havde bare en hjerne, der ikke var som flertallets og som let brændte sammen. Og når først en ADHD-hjerne brænder sammen, så er den svær at få styr på igen.

Min depression, min angst og min stress er også der stadigvæk – og det vil de nok blive ved med. Men hvor de før var hoveddiagnosen, er de nu følger af både min opvækst og mine bogstaver. I praktisk betyder det, at min behandling men også mit mål med at blive afklaret jobmæssigt og forhåbenligt få et fleksjob har taget en anden drejning.

Min nye indsigt vil nok få indflydelse på min blog, for der er så meget omkring ADHD, som jeg er nysgerrig på at vide mere om. For tænk hvis det lykkes mig at få endnu flere værktøjer til ikke bare at overleve men til at leve. At opleve livskvalitet. Selvværd og accept.
Jeg er pænt optimistisk, for allerede nu kan jeg mærke en forskel, når det handler om egenomsorg, tillid til andre og tilgivelse. Noget der i den sidste ende fører til mere glæde og fred.

Tak fordi du læste med.

Bedre sent end aldrig

IMG_1254

Har hold pause fra bloggen alt for længe. Ved ikke helt, hvordan jeg kom på afveje, for det var en utrolig positiv oplevelse både at kunne dele, blive spejlet og hjælpe andre, der kunne bruge min ord og finde genkendelse.
Min blog blev det spejl, jeg havde manglet det meste af mit liv. Et sted hvor jeg blev mere og mere ærlige. Turde lukke op for posen og forhåbentlig blive mødt med alt andet end fordømmelse.

Men der gik ged i det. Der kom kolonihave og hussalg og en masse andre dårlige undskyldninger i vejen. Og måske mistede jeg også modet lidt. Måske var det for overvældende.

Men nu rejser jeg mig, hvor jeg faldt. Sluger skammen over ikke at have holdt ved og håber på, at der stadigvæk er brug for mig og min blog derude. Og det handler ikke om antal og succes. Det handler om at at dele og spejle.

Lige om lidt skal jeg til lægen. Efter et mislykket jobtræningsforløb, vil jeg have ham med på sidenlinjen, når jeg skal i gang med det næste jobtræningsforløb.

Det går nemlig mere og mere op for mig, at jeg er så skide samarbejdsvillig og så bange for at blive set skævt til – især af sagsbehandler og jobkonsulent, at jeg gang på gang går over mine egne grænser.
For angsten for at blive dømt ude, set skævt til, miste min selvbestemmelse, og blive en brik i et system, der går direkte ned i min krybdyrhjerne.

Da jeg kom i kontakt med psykiatrien første gang som 25årig, var det kæmpe nederlag. Jeg følte mig som det mest mislykkede og dårlige menneske – og jeg var fuld af skyld og skam og var overbevist om, at grunden til jeg havnede der, var fordi jeg havde været et ondt, dovent, dumt og egoistisk menneske. Og desværre blev jeg også bekræftet af nogle af de ansatte i systemet. For et var, at man vidste ikke så meget dengang, og det var endnu mere tabuiseret, end det er i dag. Noget andet var, at der både dengang og nu findes behandlere, som ikke hverken har empati eller forståelse og som sidder fast i deres egne dårlige mønstre og bruge patienterne som brikker i deres eget spil.
Jeg fik derfor aldrig den rigtige diagnose eller behandling, og jeg fandt hurtig ud af, at ville jeg et liv, så skulle jeg ud af psykiatrien hurtigst mulig.
Og mine mine mønstre og min overlevelsesevne, blev det til “fake it till you make it”. For det med at fake, det er jeg god til. Det har jeg et helt livs øvelse i. Så jeg løj både for mig selv, omverden og behandlere. Og jeg var så dygtig at lykkedes mig at snyde alle – inklusive mig selv. For jeg klarede den jo ikke. Mit indre var i totalt kaos og der var ingen sammenhæng mellem min ydre og indre verden.

I de 30 år, der er gået, har jeg, for ikke at blive ramt af den frygtelig sandhed, hoppet fra sten til og snoet mig som en ål – hele tiden med håbet om, at når jeg nåede det og det mål, så ville alt ændre sig. Jeg vil blive rask. Normal. Min depression, min stress, min angst, min sårbarhed og mine tvangstanker ville forsvinde.
Jeg har har snydt og bedraget og været verdensmester til at tage den rigtige maske på. For fandt nogen ud af, hvem jeg i virkeligheden var, så ville jeg miste alt. Mine børn, min kæreste, mine venner og min familie. Jeg ville blive erklærer uegnet som menneske. Dømt ude.

Det har kostet ufatteligt meget på kontoen at opretholde den facade og spille det spil. Og set i bagspejlet er jeg ked af, at har snydt mig selv så længe. At jeg har været så flov over at være mig. Flov over ikke at kunne. Flov over at bede om hjælp. For at kæmpe mod sig selv er en hård og ubarmhjertig kamp. At starte dagen med ikke at have lyst til at være i selskab med sig selv, velvidende at det er man tvunget til resten af livet, er hæsligt. Og nej, det hjælper ikke at forsøge at placere tankerne et andet sted. De vender tilbage med ekstra styrke, hvis jeg bruger den taktik. De bliver så voldsomme, at jeg ikke kan styre dem, og jeg ender med at gå i panik, fordi jeg frygter, jeg heller ikke kan styre mit adfærd.

Men det sidste år er der sket en ændring – fordi jeg trods alt er begyndt at tage mig selv alvorligt. Begyndt at være ærlig og at søge hjælp.
Jeg har sågar oplevet at vågne og have lyst til at stå op. Har oplevet glæden sammen med andre. Oplevet at stole på andre. Oplevet at turde være mig uden at gå i panik bagefter.

Desværre slog mit praktikforløb en del af det i stykker. For når man er så sårbar og har så få ressource, så er det vigtig, at de bliver brugt rigtigt, ligesom det er vigtigt, at det, der bliver fyldt på, er konstruktivt og opbyggende. Der skal så lidt til at vælte det nye gode. Så lidt til at gå tilbage til de gamle mønstre.

Derfor vil jeg have min læge indover den her gang. For jeg har brug for en, der kender mig, kender mine symptomer samt mine mønstre og som kan hjælpe mig med at holde fast i mig selv og sige stop. Jeg har brug for, en der ikke har ambitioner på mine vegne – brug for en, der ikke presser mig, fordi lovgivningen siger det. Brug for en der ikke er personligt involveret og som ikke er fyldt med gode råd. Samtidig kan jeg så få det hele på skrift og bruge det i forbindelse med mit syge-/udredningsforløb.

Jeg har heldigvis en udmærket læge, men alligevel er jeg altid i tvivl og nervøs for at han vil afvise mig. Betragte mig som forkælet og slå det hen som pjat og selvoptagethed.
Grunden til den angst hænger rigtig meget sammen med den måde, en del mennesker stadigvæk opfatter psykiske lidelser på. At vores lidelser ofte kommer til at handle om personen og ikke om sygdommen. At vores lidelser handler om vilje – og det de kan tænkes eller arbejdes væk.

Men sådan er det ikke. Det er ligeså absurd og urealistik at bede et mennekser med psykiske lidelse, der har en arbejdsevne på 15% om at gå udenom systemet og finde et levebrød, som der er at bede en fysik syg om det. Det handler nemlig ikke om, at vi er dovne, at vi endnu ikke har fundet det rigtige job eller de rigtige skånehensyn. Vi kan som andre syge, kun det vi nu engang kan…og vi får det ikke bedre af gode råd eller af at blive presset. Tværtimod.

Tak fordi du læste med.

Til de følgere der ikke kender mig, vil jeg i de næste par indlæg fortælle kort om, hvad der er sket siden sidst.

Et spirende opgør mod mit tanke- og følelsespoliti.

62679413

Et af de spørgsmål, der kan få mig hurtigst op i det i det røde felt er “Har du prøvet at tænke positivt” Eller mennesker med værktøjskasser og hovedet på skå, der vil lære mig at tænke og føle anderledes, og lidt for sjovt kalder angst og sorte tanker for dæmoner, nogen man skal tage kampen op mod. Noget uønsket, grimt og farligt, der bor indeni mig.

Jamen for helvede… jeg har jo nærmest ikke prøvet andet. Hele mit liv har jeg forsøgt at lave om på min tanker og følelser. Prøvet at være en anden. Jeg har fortængt. Fornægtet. Forstået. Formindsket. Eller kæmpet mod og råbt af mine tanker og følelser og følt skyld og skam over ikke at være postiv og glad nok.

Jeg har skilt mit hovedet fra min krop og nægtet at mærke sådan, som jeg virkeligt havde det. Nægtet at mærke vrede, afmagt, ked-af-det-hed og brugt mit intellekt som kompas.

Og når mine ressource var brugt op, og følelserne og tankerne slap igennem fileteret, har jeg indentificeret mig med dem og dømt og kategoriseret mig selv, mine tanker og følelser i gode og dårlige.

Så det har været en kamp mod mig selv og mit tanke- og følelsespoliti, der stort nok til at dække det meste af Danmark. For alt der kommer op til overfladen bliver målet, vejet, vurdere og sat i bås – ofte i en gode kasse og en dårlige kasse. Og ja, kassen med det dårlige vejer mest.

Men de fleste ved, at får du at vide, at du ikke må tænke på en giraf, så dukker giraffen op helt af sig selv. Og jo mere du siger, jeg vil ikke tænke på en giraf – jo mere tænker du på en giraf.

Og sådan er det med følelser og tanker. Jo mere man forsøger at holde den indre verden på afstand, jo mere vokser den og/eller kommer til udtryk på de særeste måder og upassende tidspunkter, og man ender med at bruge en masse energi på at holde det væk.

Alt det vidste jeg godt. Men jeg forstod åbenbart ikke helt, at det, jeg opfattede som de dumme tanker og følelser, var min måde at forsøge at beskytte mig selv på. At jeg med min historie og med mit behov for et altid forhøjet alarmberedskab har været i en kamp-, flugt- og frystilstand det meste af mit liv, og jeg derfor tænker og føler, som jeg gør. At det er og var en 4-årig, 12 –årig, 16-årig og 20-årigs reaktioner på, at der lå eller kunne ligge løver over det hele.

Men de tanker og følelser skal jeg ikke bekæmpe, men sige tak for. For uden dem var det gået endnu værre. Uden dem var jeg blevet spist.

At hjerne og kroppen så fortsætter med at se løver og komme med forslag, som ikke er specielt konstruktive, er en anden sag – men det vigtig at huske, at de gør det i den bedste mening. De er hverken onde, dumme eller dæmoniske, men vanedyr, som desværre er blevet holdt fast i, at enten er verden farlig eller også er mine tanker og følelser farlige. Og det i sig selv er næring nok til at fodre stressen. For det er hårdt arbejde at have et meget rigidt tanke- og følelsespoliti, der konstant ønsker kontrol.

Men jeg er begyndt at slippe. Begyndt at tillade alle mine tanker og følelser, og jeg øver mig i at tale pænt til dem – også selvom de ikke altid taler pænt til mig. Jeg er begyndt ikke at ville kæmpe mod dem og opdrage på dem. For det er sådan, at jo mere kamp og tvivl, der er indvendig, jo mere kamp og tvivl bliver der i min udvendige verden. Jeg tager simpelhen mine kampe og min tvivl med ud i alle mine relationer, hvor de både larmer og tager for meget plads.

Det er lettelse at turde og kunne sige højt, at jeg ikke længere vil tro på, at der findes positive og negative tanker og følelser. At glasset både kan være halvfyldt, halvtomt eller indholde 0,3 liter. At jeg både kan være optimist og pessimist – og den bedste udgave af mig ikke findes…altså med mindre at den bedste udgave er ligeså flydende og skiftende, som jeg er.

Det er en også lettelse ikke længere at have kampen – det at vinde som mål. Eller det perfekte og det gode som mål – men øve mig i at acceptere den jeg er, og det jeg føler og tænker.

Det eneste der reelt fortæller, hvem jeg er mine handlinger. Behandler jeg mig selv, andre og jorden godt? Er der sammenhæng mellem mine værdier og mit adfærd? Og formår jeg helhjertet at undskylde og evt ændre, det jeg gjorde, som ikke var ok – uden at slå mig selv oveni hovedet?

Jeg er ikke blevet lykkeligere, mere perfekt, mindre tvivlende, ked af det, vred eller frustreret. Og det gør ondt, river og jeg bliver rastløs, når jeg møder ubearbejdede og fortrængte tanker og følelser

Men jeg bliver lige så stille – i et sneglefarttempo, der sætter min tålmodighed på hårdt arbejde – lidt større, mere rummelig, tilfreds og let. Mere afventede og mindre hurtig på aftrækkeren.

Tak fordi du læste med

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.

 

Ja tak til antidepressivt. Nej tak til lykkepiller

virtuelle_lykkepiller_2-600x3001

Har i dag måttet bide i det sure æble. Slugt jeg ved ikke hvor mange kameler. Bidt i græsset. Ædt min stolthed. Krøbet til korset. Tudet. Alt sammen på grund af skam og skyld over ikke at kunne klare det selv. Over at skulle spørge om lov til at blive sat op i medicindosis – og frygte et nej.

For jeg er en af dem der spiser lykkepiller, som medier og folk så ublu og dumt kalder dem. En af dem, der skal stå for skud og være med til at hjælpe den grådige medicinindustri. En af dem der får medicin, der ikke virker, der er fyldt med bivirkninger og som gør os til zoombier. I hvert fald hvis man skal tro på Internettet.

Og jeg har kæmpet en både indre og ydre kamp. Holdt fast i og været stolt over, at jeg da i det mindste kunne nøjes med at tage den laveste dosis – for så var jeg da trods alt lidt bedre, havde lidt mere styr på det og var lidt stærkere.

Men jeg kan åbenbart ikke selv – også selvom jeg gør alt, hvad der står i min magt for at bekæmpe sorte huller, manglende livslyst og minus på livsglæden. Jeg mediterer, går ture, bruger lysterapi, spiser sundt, tvinger mig til sociale og gode aktiviteter og så har jeg gået i terapi i frygtelig mange år. Men det er åbenbart ikke nok.

Jeg har tror jeg har lidt af depressioner siden jeg var 8 år, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er vågnet en morgen og har tænkt “Fedt endnu en dag”. Til gengæld kan jeg huske kampen for at komme op, kampen for at komme ud af døren, kampen for at være social, lave opgaver osv – for det eneste jeg havde lyst til var at sove. Blive væk og gemme mig fra verden.

Hvordan helvede jeg har formået at rejse mig hver morgen og lade som om, er et under. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at jeg ikke gav op. Bad om mere hjælp. Forstår ikke, at jeg i så mange år har kunnet have et så passivt selvdestruktivt adfærd – at jeg har kunnet være til uden ret meget glæde og livslyst. Ja i mange perioder har den været under nul.

På mange måder har jeg troet, det var en normal tilstand – i hvert fald min normaltilstand. Og det kunne åbenbart ikke være anderledes. Folk som jeg kunne ikke hjælpes.

Desværre tog det mange mange år, før jeg selv begyndte at se, at det handlede om depressioner, og det undre mig, at de læger og psykiatere jeg har opsøgt, ikke har kunnet se, at det handlede om depression. At min måde at reagere på bare er mere maskulin: At jeg i stedet for at lægge mig på sofaen, græde og gå i stykker, bliver asocial, indelukket, lettere aggressiv, negativ og går min vej og hader både mig selv og verden. Jeg mister tillid og tro på både mig selv og andre.

For 15 år siden fik jeg for første gang lykkepiller – kaldte dem for sjovt tossepiller. Det var primært mod angst og jeg fik et SSRI præparat. Meget lav dosis. Set i bagspejlet har de kun hjulpet lidt – men nok til, at jeg trods alt ikke gik helt i sort. Nok til at overleve – men bestemt ikke nok til at leve.

For 3 år siden skiftede jeg til et SNRI præparat og oplevede for første gang, at jeg havde lyst til at stå op. En lille opblomstring – men stadigvæk havde jeg meget få ressourcer. Alligevel besluttede jeg, at nu når jeg var begyndt at mærke glæden, så ville jeg forsøge at komme ud af pillerne – for tænk hvis det viste sig, at jeg kunne være glad uden. Tænk hvis jeg i virkeligheden havde livslyst og livsglæde. Tænk hvis det var medicinen, der havde spist min glæde – og det var den, jeg var blevet deprimeret af. At det på Internettet passede, og jeg var blevet forført, misinformeret, vildledt og havde mistet mig selv og mine evne til at føle og tænke på grund af medicinen.

Og ganske langsomt begyndte jeg at trappe ud. I starten gik det fint, men på et tidspunkt begynder jeg at mærker uroen og trisheden vende tilbage, men overhører det. Det går så godt. Jeg er stærk og kan selv. Det handler bare om den rigtige mentale indstilling.

Men jeg vælter med et brag og bliver opslugt af min fortid, mørket, trætheden og de sorte tanker. Og intet af det jeg gør, giver mig glæde. Tværtimod kan jeg ikke gøre noget godt nok. Og jeg er ikke god nok. Og paradoksalt nok bliver jeg mere og mere en zoombie og mindre konnektet med verden og mig selv. Jeg bliver endimensionel.

Jeg æder min stolthed og begynder på medicinen igen og læser alt det, der står om bivirkninger og lykkepiller, og jeg bliver skræmt, stresset, splittet og min tvivl går amok. Og jeg går konstant rundt og prøver at mærke efter om jeg er ramt af frygtelige bivirkninger. Om jeg har det godt nok – om pillerne nu gør mig skør og får mig ud på et eller andet overdrev, hvor jeg mister kontrollen og forbindelsen til mig selv.

I dag 10 uger senere på laveste dosis er virkningen begrænset, jeg har endnu ikke oplevet at vågne bare lidt glad og have lyst at deltage i livet. Alt hvad jeg gør tvinger jeg mig selv til, men jeg får ikke noget ekstra på kontoen – bliver bare træt. Græder, glor ud i luften og har hverken lyst til at sove eller være vågen.

Så jeg er der, hvor jeg tænker, at jeg bliver nødt til at bede om hjælp. Medicinsk hjælp. Blive sat op i dosis. Forsøge at se om det kunne hjælpe. Bare lidt. For der er minus på kontoen og jeg er ikke mig selv. Jeg er for meget i krybdyrhjernen og i de sorte huller.

Så jeg må gå den tunge gang, bide skammen i mig og håbe på min læge vil støtte mig.

Samtidig vil jeg håbe, at debatten om lykkepiller bliver lidt mere nuanceret, og at vi vil stoppe med at kalde dem lykkepiller. For det er så misvisende – og man bliver ikke mere lykkelig af dem, end man gør, af alt andet medicin. Til gengæld sætter man brugerne i bås, ser ned på dem og opfatter dem som svage. Men vi er altså ikke den eneste patientgruppe, hvor medicin er en god løsning og nødvendigt. Hvor medicin kan give mere livskvalitet og hvor vi gerne betaler for, de bivirkninger der er – for alternativet er værre. Og vi der bruger antidepressivt og andet psykofarmaka kæmper en dobbeltkamp. For et er, at vi er ramt af noget, der både er usynligt, stadigvæk tabubelagt og en lav -status-sygdom. Noget andet er, at vi også skal slås med fordomme og bedrevidenhed i forhold til medicin. Så det er svært ikke at skamme sig og føle sig forkert.

Hvorvidt antidepressivt ændrer personligheden og fjerner os fra os selv, kan kun den enkelte vurdere. I mit tilfælde er jeg mere mig selv på medicin end uden medicin. For både angst og depression fjerner mig fra de gode steder i mig selv, og jeg bliver opslugt i en verden, hvor både jeg selv og verden bliver mine fjender – noget jeg skal slås mod.

Tak fordi du læste med.