Et spirende opgør mod mit tanke- og følelsespoliti.

62679413

Et af de spørgsmål, der kan få mig hurtigst op i det i det røde felt er “Har du prøvet at tænke positivt” Eller mennesker med værktøjskasser og hovedet på skå, der vil lære mig at tænke og føle anderledes, og lidt for sjovt kalder angst og sorte tanker for dæmoner, nogen man skal tage kampen op mod. Noget uønsket, grimt og farligt, der bor indeni mig.

Jamen for helvede… jeg har jo nærmest ikke prøvet andet. Hele mit liv har jeg forsøgt at lave om på min tanker og følelser. Prøvet at være en anden. Jeg har fortængt. Fornægtet. Forstået. Formindsket. Eller kæmpet mod og råbt af mine tanker og følelser og følt skyld og skam over ikke at være postiv og glad nok.

Jeg har skilt mit hovedet fra min krop og nægtet at mærke sådan, som jeg virkeligt havde det. Nægtet at mærke vrede, afmagt, ked-af-det-hed og brugt mit intellekt som kompas.

Og når mine ressource var brugt op, og følelserne og tankerne slap igennem fileteret, har jeg indentificeret mig med dem og dømt og kategoriseret mig selv, mine tanker og følelser i gode og dårlige.

Så det har været en kamp mod mig selv og mit tanke- og følelsespoliti, der stort nok til at dække det meste af Danmark. For alt der kommer op til overfladen bliver målet, vejet, vurdere og sat i bås – ofte i en gode kasse og en dårlige kasse. Og ja, kassen med det dårlige vejer mest.

Men de fleste ved, at får du at vide, at du ikke må tænke på en giraf, så dukker giraffen op helt af sig selv. Og jo mere du siger, jeg vil ikke tænke på en giraf – jo mere tænker du på en giraf.

Og sådan er det med følelser og tanker. Jo mere man forsøger at holde den indre verden på afstand, jo mere vokser den og/eller kommer til udtryk på de særeste måder og upassende tidspunkter, og man ender med at bruge en masse energi på at holde det væk.

Alt det vidste jeg godt. Men jeg forstod åbenbart ikke helt, at det, jeg opfattede som de dumme tanker og følelser, var min måde at forsøge at beskytte mig selv på. At jeg med min historie og med mit behov for et altid forhøjet alarmberedskab har været i en kamp-, flugt- og frystilstand det meste af mit liv, og jeg derfor tænker og føler, som jeg gør. At det er og var en 4-årig, 12 –årig, 16-årig og 20-årigs reaktioner på, at der lå eller kunne ligge løver over det hele.

Men de tanker og følelser skal jeg ikke bekæmpe, men sige tak for. For uden dem var det gået endnu værre. Uden dem var jeg blevet spist.

At hjerne og kroppen så fortsætter med at se løver og komme med forslag, som ikke er specielt konstruktive, er en anden sag – men det vigtig at huske, at de gør det i den bedste mening. De er hverken onde, dumme eller dæmoniske, men vanedyr, som desværre er blevet holdt fast i, at enten er verden farlig eller også er mine tanker og følelser farlige. Og det i sig selv er næring nok til at fodre stressen. For det er hårdt arbejde at have et meget rigidt tanke- og følelsespoliti, der konstant ønsker kontrol.

Men jeg er begyndt at slippe. Begyndt at tillade alle mine tanker og følelser, og jeg øver mig i at tale pænt til dem – også selvom de ikke altid taler pænt til mig. Jeg er begyndt ikke at ville kæmpe mod dem og opdrage på dem. For det er sådan, at jo mere kamp og tvivl, der er indvendig, jo mere kamp og tvivl bliver der i min udvendige verden. Jeg tager simpelhen mine kampe og min tvivl med ud i alle mine relationer, hvor de både larmer og tager for meget plads.

Det er lettelse at turde og kunne sige højt, at jeg ikke længere vil tro på, at der findes positive og negative tanker og følelser. At glasset både kan være halvfyldt, halvtomt eller indholde 0,3 liter. At jeg både kan være optimist og pessimist – og den bedste udgave af mig ikke findes…altså med mindre at den bedste udgave er ligeså flydende og skiftende, som jeg er.

Det er en også lettelse ikke længere at have kampen – det at vinde som mål. Eller det perfekte og det gode som mål – men øve mig i at acceptere den jeg er, og det jeg føler og tænker.

Det eneste der reelt fortæller, hvem jeg er mine handlinger. Behandler jeg mig selv, andre og jorden godt? Er der sammenhæng mellem mine værdier og mit adfærd? Og formår jeg helhjertet at undskylde og evt ændre, det jeg gjorde, som ikke var ok – uden at slå mig selv oveni hovedet?

Jeg er ikke blevet lykkeligere, mere perfekt, mindre tvivlende, ked af det, vred eller frustreret. Og det gør ondt, river og jeg bliver rastløs, når jeg møder ubearbejdede og fortrængte tanker og følelser

Men jeg bliver lige så stille – i et sneglefarttempo, der sætter min tålmodighed på hårdt arbejde – lidt større, mere rummelig, tilfreds og let. Mere afventede og mindre hurtig på aftrækkeren.

Tak fordi du læste med

Reklamer

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.

 

Ja tak til antidepressivt. Nej tak til lykkepiller

virtuelle_lykkepiller_2-600x3001

Har i dag måttet bide i det sure æble. Slugt jeg ved ikke hvor mange kameler. Bidt i græsset. Ædt min stolthed. Krøbet til korset. Tudet. Alt sammen på grund af skam og skyld over ikke at kunne klare det selv. Over at skulle spørge om lov til at blive sat op i medicindosis – og frygte et nej.

For jeg er en af dem der spiser lykkepiller, som medier og folk så ublu og dumt kalder dem. En af dem, der skal stå for skud og være med til at hjælpe den grådige medicinindustri. En af dem der får medicin, der ikke virker, der er fyldt med bivirkninger og som gør os til zoombier. I hvert fald hvis man skal tro på Internettet.

Og jeg har kæmpet en både indre og ydre kamp. Holdt fast i og været stolt over, at jeg da i det mindste kunne nøjes med at tage den laveste dosis – for så var jeg da trods alt lidt bedre, havde lidt mere styr på det og var lidt stærkere.

Men jeg kan åbenbart ikke selv – også selvom jeg gør alt, hvad der står i min magt for at bekæmpe sorte huller, manglende livslyst og minus på livsglæden. Jeg mediterer, går ture, bruger lysterapi, spiser sundt, tvinger mig til sociale og gode aktiviteter og så har jeg gået i terapi i frygtelig mange år. Men det er åbenbart ikke nok.

Jeg har tror jeg har lidt af depressioner siden jeg var 8 år, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er vågnet en morgen og har tænkt “Fedt endnu en dag”. Til gengæld kan jeg huske kampen for at komme op, kampen for at komme ud af døren, kampen for at være social, lave opgaver osv – for det eneste jeg havde lyst til var at sove. Blive væk og gemme mig fra verden.

Hvordan helvede jeg har formået at rejse mig hver morgen og lade som om, er et under. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at jeg ikke gav op. Bad om mere hjælp. Forstår ikke, at jeg i så mange år har kunnet have et så passivt selvdestruktivt adfærd – at jeg har kunnet være til uden ret meget glæde og livslyst. Ja i mange perioder har den været under nul.

På mange måder har jeg troet, det var en normal tilstand – i hvert fald min normaltilstand. Og det kunne åbenbart ikke være anderledes. Folk som jeg kunne ikke hjælpes.

Desværre tog det mange mange år, før jeg selv begyndte at se, at det handlede om depressioner, og det undre mig, at de læger og psykiatere jeg har opsøgt, ikke har kunnet se, at det handlede om depression. At min måde at reagere på bare er mere maskulin: At jeg i stedet for at lægge mig på sofaen, græde og gå i stykker, bliver asocial, indelukket, lettere aggressiv, negativ og går min vej og hader både mig selv og verden. Jeg mister tillid og tro på både mig selv og andre.

For 15 år siden fik jeg for første gang lykkepiller – kaldte dem for sjovt tossepiller. Det var primært mod angst og jeg fik et SSRI præparat. Meget lav dosis. Set i bagspejlet har de kun hjulpet lidt – men nok til, at jeg trods alt ikke gik helt i sort. Nok til at overleve – men bestemt ikke nok til at leve.

For 3 år siden skiftede jeg til et SNRI præparat og oplevede for første gang, at jeg havde lyst til at stå op. En lille opblomstring – men stadigvæk havde jeg meget få ressourcer. Alligevel besluttede jeg, at nu når jeg var begyndt at mærke glæden, så ville jeg forsøge at komme ud af pillerne – for tænk hvis det viste sig, at jeg kunne være glad uden. Tænk hvis jeg i virkeligheden havde livslyst og livsglæde. Tænk hvis det var medicinen, der havde spist min glæde – og det var den, jeg var blevet deprimeret af. At det på Internettet passede, og jeg var blevet forført, misinformeret, vildledt og havde mistet mig selv og mine evne til at føle og tænke på grund af medicinen.

Og ganske langsomt begyndte jeg at trappe ud. I starten gik det fint, men på et tidspunkt begynder jeg at mærker uroen og trisheden vende tilbage, men overhører det. Det går så godt. Jeg er stærk og kan selv. Det handler bare om den rigtige mentale indstilling.

Men jeg vælter med et brag og bliver opslugt af min fortid, mørket, trætheden og de sorte tanker. Og intet af det jeg gør, giver mig glæde. Tværtimod kan jeg ikke gøre noget godt nok. Og jeg er ikke god nok. Og paradoksalt nok bliver jeg mere og mere en zoombie og mindre konnektet med verden og mig selv. Jeg bliver endimensionel.

Jeg æder min stolthed og begynder på medicinen igen og læser alt det, der står om bivirkninger og lykkepiller, og jeg bliver skræmt, stresset, splittet og min tvivl går amok. Og jeg går konstant rundt og prøver at mærke efter om jeg er ramt af frygtelige bivirkninger. Om jeg har det godt nok – om pillerne nu gør mig skør og får mig ud på et eller andet overdrev, hvor jeg mister kontrollen og forbindelsen til mig selv.

I dag 10 uger senere på laveste dosis er virkningen begrænset, jeg har endnu ikke oplevet at vågne bare lidt glad og have lyst at deltage i livet. Alt hvad jeg gør tvinger jeg mig selv til, men jeg får ikke noget ekstra på kontoen – bliver bare træt. Græder, glor ud i luften og har hverken lyst til at sove eller være vågen.

Så jeg er der, hvor jeg tænker, at jeg bliver nødt til at bede om hjælp. Medicinsk hjælp. Blive sat op i dosis. Forsøge at se om det kunne hjælpe. Bare lidt. For der er minus på kontoen og jeg er ikke mig selv. Jeg er for meget i krybdyrhjernen og i de sorte huller.

Så jeg må gå den tunge gang, bide skammen i mig og håbe på min læge vil støtte mig.

Samtidig vil jeg håbe, at debatten om lykkepiller bliver lidt mere nuanceret, og at vi vil stoppe med at kalde dem lykkepiller. For det er så misvisende – og man bliver ikke mere lykkelig af dem, end man gør, af alt andet medicin. Til gengæld sætter man brugerne i bås, ser ned på dem og opfatter dem som svage. Men vi er altså ikke den eneste patientgruppe, hvor medicin er en god løsning og nødvendigt. Hvor medicin kan give mere livskvalitet og hvor vi gerne betaler for, de bivirkninger der er – for alternativet er værre. Og vi der bruger antidepressivt og andet psykofarmaka kæmper en dobbeltkamp. For et er, at vi er ramt af noget, der både er usynligt, stadigvæk tabubelagt og en lav -status-sygdom. Noget andet er, at vi også skal slås med fordomme og bedrevidenhed i forhold til medicin. Så det er svært ikke at skamme sig og føle sig forkert.

Hvorvidt antidepressivt ændrer personligheden og fjerner os fra os selv, kan kun den enkelte vurdere. I mit tilfælde er jeg mere mig selv på medicin end uden medicin. For både angst og depression fjerner mig fra de gode steder i mig selv, og jeg bliver opslugt i en verden, hvor både jeg selv og verden bliver mine fjender – noget jeg skal slås mod.

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 3.

4b7aa47a6221016022010

TÆSK OG TRØST 

Jeg vil prøve at få mine historier fortalt nogenlunde kronologisk. Men som jeg skriver, dukker der mere og mere op, så det kan ikke undgås, at jeg kommer til at hoppe i tid.

Følgende historie finder sted, da jeg er ca 6-7 år gammel.

Det er helt klart min far, som har stået for den smule kærlighed, jeg har fået. Han kunne fortælle godnathistorier, give svingture, kilde mig og af til klø mig bag øret. Og jeg kan stadigvæk fornemme det dejlige i hans blik og stemme, når han en gang i mellem blev ramt af kærlighed til mig. En kærlighed der desværre stopper fuldstændig, da jeg kommer i puberteten.

Men havde også en stor sort skyggeside. Et temperament, som han ikke kunne styre og et grimt, perfidt og nedladende sprog. Han var som en 4-årige og fuldstændig underlagt sine luner og ude af stand til at styre det eller stikke en finger i jorden.

Begge mine forældre har arbejde, og ofte er det mig, der skal passe min søster, der er 4 år yngre. De dage min mor har aftenvagt, har vi dog en barnepige på, indtil min far kommer hjem.

Vores barnepige er 15-17 år. Hun er hippie, ryger pibe, har spejle på tøjet og en orangemalet damecykel. Jeg synes hun er sej. Men der er ikke meget barnepige i hende, og hun sidder primært i sin egen verden og læser og tegner – og jeg husker ikke nogen form for interesse i min søster og jeg fra hendes side. Til gengæld husker jeg, at hun lod os være i fred og lod os gøre alt, og jeg har fået så mange skæld ud over, at jeg ikke havde styr på vores barnepige…for jeg burde jo vide bedre.

En dag, hvor jeg kommer hjem fra skole, spørger hun mig, om jeg har penge. Eller om jeg ved, om vi har nogle. For hun vil gerne låne nogle – hvor mange og til hvad kan jeg ikke huske. Men det er ikke meget. Måske til en kage eller noget tobak. Eller måske har hun købt noget brød, fordi vi skulle have noget eftermiddagshygge.

Jeg har ingen penge, men jeg ved der ligger en pose med småpenge inde i et skab, så det siger jeg. Og glemmer derefter alt om det.

Senere kommer min far hjem, og efter barnepigen er gået, opdager han, der mangler penge, og han spørger, om jeg ved noget.

Jeg forsøger at forklare, men hans ansigt er helt formørket, og der er had i hans øjne og ingen kontakt. Og med fråde om munden slynger han om sig med ord som løgnagtige tyvetøs, ondskabsfulde møgeunge, din lille lede løgner ,og det er som om, jeg bliver hvirvlet rundt i et rum af mørke og eder, og jeg mister enhver fornemmelse af mig selv og af tid og sted.

Og pludselig smækker han mig en syngende lussing og midt i det sorte opstår, der både vrede og sorg – gnister og blod og et kaos, der river og flår i min lille krop.

Derefter græder han. Bryder fuldstændig sammen og går nærmest i opløsning foran mig, mens han sidder fortabt på min seng. Han siger han fortryder og beder mig om at trøste ham, holde om ham og tilgive ham. Og jeg sidder på gulvet foran ham, kigger på ham, men kan ikke rumme det, jeg ser og oplever. Det er uvirkeligt – en ond film, som jeg ikke kan komme ud af. Også selv om der er en verden derude, jeg meget hellere vil være en del af. Men jeg er låst fast. Frosset.

Jeg går i stykker indeni, er forvirret – splittet. For jeg vil så gerne have hans kærlighed og mærke hans arme og krop. Elske og blive elsket. Men samtidig er jeg vred, ked af det og helt i chok – og jeg hader ham, og jeg har lyst til, at han skal mærke samme smerte – at han også skal føle signsket, udskældt og udskammet. At det sorte også opsluger ham.

Jeg overgiver mig til det, jeg ved han helst vil – men også til det, som jeg trods alt har brug for, for at kunne overleve. Jeg trøster ham. Min lille krop kravler op til ham. krammer ham og fortæller ham, at der er godt nok – at han er god nok. At han er tilgivet. Og han lyser op, kommer tilbage og bliver far igen.

Jeg bliver til gengæld aldrig helt barn igen. Et er, at jeg lukker af for mine følelser og bliver en mester i at undertykke mig selv og dele mig i to; kaos indeni og kontrol og konstruktiv handlen udenpå. Noget andet er, at der opstår en tvivl: For havde jeg i virkeligheden fortjent straffen og havde jeg gjort nok for undgå den? Kunne jeg have gjort noget andet? Sagt nej til barnepigen osv?

Tvivlen på mig selv – om det er min skyld, om jeg kunne have gjort nogt mere og noget andet, er det aldrig lykkes mig at komme af med. Jeg har desværre taget mønsteret med mig og tiltrukket mennesker, som har manipuleret og misbrugt min tvivl og min evne til at påtage mig rollen som syndebuk. En rolle jeg gerne vil lægge bag mig.

Jeg håber, at jeg ved at skrive om det og sige det højt, kan hjælpe mig selv og andre til at at lægge syndebukken bag sig eller skabe bevidsthed om, hvor meget man ødelægger hos både børn og voksne, når man brugere andre som syndebukke.

Tak fordi du læste med.

Kunsten at overleve mindfulness

mm3-01-01-1-768x768

Jeg er startet på kurset ”Åben og Rolig” – et 9 ugers kursus i meditation/mindfulness for stressramte udbudt af Aalborg kommune. Har sagt ja tak til kurset, fordi jeg om nogen lider af oversping, når det handler om at få mediteret….også selvom jeg ved, det er godt for mig og min stress.

Vi er 14 damer – alle inden for ”noget med mennesker”, hvilket i sig selv er tankevækkede – men det er en hel anden historie.

Den her historie handler om noget helt andet. Nemlig om at være noget jeg ikke er – åben og rolig. En skål og ikke et svær. Til stede. Væren. Zen.

Eller jeg kunne også bare skrive, den handler om, hvor svært det er ikke at være effektiv. Ikke at være i bevægelse – på vej mod noget. Om trangen til flere bolde i luften. Trangen til planlægning. Til at handle. Tænke. Gøre. Og gerne på et splitsekund.

Det handler også om min modstand mod bare at ligge der og mærke min vejrtrækning og glo på mine tanker uden at være fordømmende. At modtage alt med venlighed. Også min indre dialog, som både er min modstander men også en kilde til min satiriske og hurtig-på-aftrækkeren-side, som jeg holder af – på trods. For der er sjældent kedeligt inde i mit hoved.

Så mens jeg ligger der og mediterer åben og rolig på min vejrtrækning og forsøger at være en dygtig patient og kursusdeltager, begynder jeg at skrive det her blogindlæg. Og jeg kæmper en kamp for ikke at stoppe det her håbløse ineffektive tidsfordriv og springe direkte til tasterne og skrive løs…jeg er jo lige in the mood og er opfyldt af inspirationens hellige ild.

Jeg forsøger virkelig at gøre mig umage og tage i mod og koncentere mig om den venlige stemme i mine øre, der fortæller mig, at jeg ikke må kæmpe, men bare skal modtage det hele på en åben og rolig måde. Jamen for helvede – har du nogen side prøvet at være inde i mit hovedet din selvfede nar. Hvad med om du holdt din kæft dit bedrevidede fjols…som om. Og det er lige før jeg rækker tunge ude i luften.

Men jeg bliver stædigt liggende….jeg er jo en dygtig elev, og selv om min krop er tæt på at have sit eget liv og bare rejse sig, og mine tanker kører på højtryk, forsøger jeg blive i det. I første omgang fordi jeg vil være dygtigt. Og jeg nærmest tvinger min vejrtrækning til at være rolig, dyb og fri, mens jeg hjernedødt og med sammenbidte tænder messer ”åben og rolig” på min vejrtrækning.

Heldigvis irettesætte min skarpe hjerne mig og fortæller mig, at meditation sgu ikke handler om tvang og kontrol og om at være dygtig, men om at være med det, der er.

Jeg forsøger derfor at stoppe den hetz på mig selv, der handler om at ville tænke og føle rigtig. For det findes ikke. Jeg kan ikke med hverken vold eller magt forhindre mine tanker og følelser, men jeg kan øve mig i ikke at slå mig selv oveni hovedet –  og vigtigst at alt ikke at slå mig selv oveni hovedet, når jeg af dårlig vane og på autopilot slår mig selv oveni hovedet. Men at jeg skal byde det, jeg nu engang er, velkommen. Og en del af mig er altså en følsom, sur, kritisk, strid og satirisk bitch.

For mig er mindfulness og meditation hårdt arbejde. Det er ikke en pause, hvor jeg kan slippe væk. Eller slappe af. Og det er overhovedet ikke forbundet med noget åndeligt. Nirvarna. Tværtimod er det ret konkret. Lige her og nu i min lille verden.

Det er heller ikke specielt kærligt eller rent, for jeg bliver fyldt med frustrationer, når jeg sidder der. Og min komplekse og ambivalente personlighed, der kræver sin kvinde, bliver tydelig. Ligesom mine mønstre og min automatpilot bliver tydelig.

Det betyder ikke, at jeg stopper. Eller jeg ikke også oplever øjeblikke med ro og væren. For det gør jeg heldigvis. Men det hverken universel, spirituel eller særligt stort. Det er mere jordnært. Som at sidde på en hest, når det er bedst. Synge i kor, når det er bedst. Have sex, når det er bedst.

Det er at blive venner med og samarbejde med alle mine sider. At slå rigtig og forkert fra. At sætte mig selv i centrum uden at skulle bruge andre mennekser til at bekræfte og anerkende mit ego.

Så jeg fortsætter det hårde arbejde, velvidende at jeg både er et sværd og en skål. Heldigvis.

Tak fordi du læste med.

 

Hemmeligheder og løgne – En dysfunktionel barndom 2.

14354945_10154542061363680_7859684685542064001_n

Et barn bliver født

Jeg kan ikke huske ret meget fra de første år af mit liv. Jeg har fået at vide, jeg var ønsket og var et let barn – ja nærmest doven. Men det er jo bare historier fortalt af andre, der kun har set det udefra…og på afstand.

Når jeg ser på billeder fra de første par år, synes jeg da også, jeg ligner et helt almindeligt barn med en god portion krudt og et godt smil. En robust lille trold med et intenst blik.

Jeg tror også, det er rigtigt, når familien fortæller mig, at min far elskede mig de første år af mit liv. Og i min fantasi kan jeg sagtens forestille mig, at jeg allerede der kom imellem mine forældre, der levede som hund og kat.

Jeg ved ikke, hvordan min mor tacklede mig eller tacklede det at få et barn – men med de oplevelser, jeg har haft med hende senere, kan jeg sagtens forestille mig, at hun syntes, det var svært, og at hun i stedet for at vise det, forsøgte at fremstå som perfekt og fuldstændig pletfri. Og med en ældre søster, der på det tidspunkt havde fået barn nummer fem, og som havde styr på det, tror jeg min mor, som den yngste, noget forsagte og forsigtige, havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle være mor.

Jeg tror heller ikke min far har støttet hende. Han har unden tvivl taget over, madet og trøstet, men han ikke hjulpet hende til at få det bedre med at være mor. Tværtimod, tror jeg hun har lidt under, at jeg i de yngre år, valgte min far, når jeg havde det svært. Så på den måde kom jeg imellem dem. Jeg gav min far selvtillid og en fandens masse kærlighed – og min mor gav jeg frustrationer, manglede selvværd og selvtillid.

Nu er det, jeg skal stoppe op. For hvad er det egentlig, jeg skriver. Jeg gav dem…som om det var en aktiv og bevidst handling fra min side. Jamen hallo, jeg var mellem nul og to år. Jeg kunne da umuligt være ansvarligt for noget i den alder.

Jeg begynder at kunne erindre

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel jeg er…og jeg kan ikke spørge, for alle de involverede voksne er døde, men jeg kan regne mig nogenlude frem til det.

Jeg er 5-6 år og min søster i 2-3 år. Vi bor i Værløse på Sjælland og vores bedsteforældre bor i Himmerland i Jylland. Det er påske, men min mor har vagt på plejehjemmet, og vi skal derfor passes i Jylland. Så vi skal med bus, færge og bus, og vi – altså min søster og jeg, skal rejse alene.

Vi bliver kørt til bussen og sat på ….og så starter eventyret.

Bussen er fyldt, det er varm og min søster er ikke sådan at få til at sidde stille. Hun lider også af køresyge, og jeg er nærmest panisk for at hun kaster op – for jeg ved, at kaster hun op, så kaster jeg også selv op.

Hun er også mere pibet end mig. Jeg er jo den store – så det er med at holde masken og lade som om, at det her er helt naturligt. Der er ikke noget at være bange for. Og jeg smiler, taler og leger med hende.

På et tidspunkt bliver min angst for opkast alligevel for meget, og jeg spørger en fremmed dame i bussen, om hun, hvis hun ellers får et par små likør påskeæg, vil hjælpe mig, hvis min søster kaster op.

Damen er heldigvis sød og siger ja til både påskeæg og til at hjælpe mig

Næste udfordring og en fantasi, der har forfulgt mig siden, jeg vidste, vi skulle alene afsted, er turen ud af bussen og op på færgen. Jeg har en skræk for, at den automatiske dør fra bildækket og op til cafeteriet smækker i, lige når min søster går igennem. At hun bliver mast, og at blod og indvolde løber ud. At hovedet kommer i klemme. Hjernemassen løber ud. Og at rummes fyldes med skrig. At hun dør. Og det er min skyld. Jeg holder vejet, mens følelser og indre billeder af afrevne lemmer vælter rundt indeni, og jeg får både hende og jeg gennem dødsporten.

Næste stop er cafeteriet. Vi har fået penge til at købe en mad… og jeg glæder mig til rullepølse med sky, rå løg og karse. Men min søster er ikke sådan at holde styr på. Hun er nysgerrig, og det er svært at stå i kø men en 2-3 årig, men jeg ved instinktivt, at jeg hverken må slå hende, hive i hende eller skælde hende ud. Jeg skal være tålmodig. Og mens alt inden er kaos og katastrofer. Tanker om barn overbord, druknedød, hajer og endnu flere afrevne lemmer – denne gang i maskinskruen, er min overfladen fuldstænding rolig som på en fuldmoden voksen.

Vi kommer igennem køen, får sat os og spist vores færgemad, og enten har folk ikke opdaget, at hele mit indre verden er i opløsning, eller også er jeg en mester i at vise, at jeg styr på situationen. For der sker ikke mere. Og jeg husker heller ikke mere. Ved bare at vi kommer sikkert til Hobro, og jeg aldrig fortæller nogen om, hvor bange jeg var. Tværtimod holder jeg kæft, smiler pligtskyldigt og trækker mig ind i mig selv. Men må jeg have virket overbevisende og rolig for historien gentager sig de næste par år. Med flere bus- og færgeture, flere skrækscenarier og flere facader.

Set i bagspejlet ved jeg, at den her oplevelse, bliver startskuddet til et mine mønstre. En af mine overlevelsesløgne. Det er den, der satte gang i min tilbagetrækning og min mistillid.

At jeg midt i et et angst- og kaos-helvede kan lukke af og splitte mig selv i to dele. Den ydre, der præsterer derudaf og den indre som er i opløsning.

Jeg ved også, at den evne har været tæt på at slå mig ihjel – fordi jeg mistede evne til at mærke. Og evnen til at tage mig selv alvorligt. At jeg er gået over mine grænser alt for mange gange og har tilladt andre det samme. For det, jeg mærket og tænker, er jo bare pjat og fri fantasi.

Tak fordi du læste med.

Godt Nytår

godt_nytaar

Efter 14 dage i familiens, hyggens og madens tegn er det nu endelig blevet hverdag igen.

Første dag hvor jeg kan sidde helt alene med min morgenmad og kaffe og blot stirre ud i intetheden, nyde stilheden og bare falde ned og ind i mig selv. Første dag uden alkohol, sukker og for meget og forkert mad.

Ikke fordi jeg ikke har nydt det. For det har jeg. Men forkert mad, alkolhol, et par ekstra panodiler samt syreneutrauliserende, natteroderi og for meget socialt er ikke godt for hverken angst, stress eller depression…og jeg har da også måttet ty til beroligende medicin før sengetid for at kunne falde ned og falde i søvn. Der bliver simpelhen for meget knald på øverste etage, og uanset hvor meget jeg forsøger med mindfulness og afslapning, så kan jeg ikke komme ned i det langsomme gear og falde i søvn uden medicinsk hjælp. Og uden søvn går det helt galt.

Jeg ved, at jeg i forhold til mange andre stress-, angst- og depressionsramte endda har haft en relativ rolig jul og nytår. At jeg hverken har små børn eller en masse familie og traditioner, jeg skal passe. Det har jeg heldigvis været god til at vælge fra, og jeg fordeler det ud over hele året. Men bare to lange sociale arrangementer på en uge er nok til at lave udu i systemet, og selvom det giver en masser, tager det også en masse af mine ressourcer.

Tilbage til nu. Tredie dag i det nye år og 362 dage tilbage.

Er det noget jeg skal? Noget der skal fylde mere? Noget jeg vil give mig selv lov til? Noget jeg håber for mig selv?

Ja. Jeg håber, tror og vil arbejde for, at mit 2017 bliver et år, hvor jeg med god samvittighed kan have mig selv med, og dermed bliver bedre til at finde en form for stabilitet. At jeg bliver bedre til at holde af mig selv på trods af mine begrænsninger, og at jeg tør sige dem højt uden at frygte, at folk vender mig ryggen.

Jeg håber også, jeg kan sætte mig selv så meget i centrum og får styr på min indre modstand, jeg får dyrket mindfulness bare 30 minutter om dagen, og at jeg får brugt min nye psykolog optimalt.

Så for første gang i mit 53-årige liv vil jeg forsøge at sætte mig selv i centrum. For en med hang til at stå i kulissen, hjælpe andre og i den grad lide af selvhad og manglede selvværd, er det noget af en angstprovokerende udfordring. Og bare tanken om, at skulle mærke mig selv og tage det, jeg mærker alvorligt sætter gang i adrenalinen, og jeg får lyst til at løbe fra fra det hele og kaste mig ud i alt, der ikke handler om mig.                                     Men nu har jeg sagt det højt, så der er ingen vej tilbage.

Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Og tak fordi du læste med.

PS: I forhold til mit sidste blogindlæg: Mødet med kommunen og min sagsbehandler gik godt. Jeg blev mødt af en kompetent og forstående kvinde, der havde nogen år på bagen. Og selvom hun ikke kan udrette mirakler, så fornemmede jeg, at hun så mig og tog mig seriøs.