Kunsten at overleve mindfulness

mm3-01-01-1-768x768

Jeg er startet på kurset ”Åben og Rolig” – et 9 ugers kursus i meditation/mindfulness for stressramte udbudt af Aalborg kommune. Har sagt ja tak til kurset, fordi jeg om nogen lider af oversping, når det handler om at få mediteret….også selvom jeg ved, det er godt for mig og min stress.

Vi er 14 damer – alle inden for ”noget med mennesker”, hvilket i sig selv er tankevækkede – men det er en hel anden historie.

Den her historie handler om noget helt andet. Nemlig om at være noget jeg ikke er – åben og rolig. En skål og ikke et svær. Til stede. Væren. Zen.

Eller jeg kunne også bare skrive, den handler om, hvor svært det er ikke at være effektiv. Ikke at være i bevægelse – på vej mod noget. Om trangen til flere bolde i luften. Trangen til planlægning. Til at handle. Tænke. Gøre. Og gerne på et splitsekund.

Det handler også om min modstand mod bare at ligge der og mærke min vejrtrækning og glo på mine tanker uden at være fordømmende. At modtage alt med venlighed. Også min indre dialog, som både er min modstander men også en kilde til min satiriske og hurtig-på-aftrækkeren-side, som jeg holder af – på trods. For der er sjældent kedeligt inde i mit hoved.

Så mens jeg ligger der og mediterer åben og rolig på min vejrtrækning og forsøger at være en dygtig patient og kursusdeltager, begynder jeg at skrive det her blogindlæg. Og jeg kæmper en kamp for ikke at stoppe det her håbløse ineffektive tidsfordriv og springe direkte til tasterne og skrive løs…jeg er jo lige in the mood og er opfyldt af inspirationens hellige ild.

Jeg forsøger virkelig at gøre mig umage og tage i mod og koncentere mig om den venlige stemme i mine øre, der fortæller mig, at jeg ikke må kæmpe, men bare skal modtage det hele på en åben og rolig måde. Jamen for helvede – har du nogen side prøvet at være inde i mit hovedet din selvfede nar. Hvad med om du holdt din kæft dit bedrevidede fjols…som om. Og det er lige før jeg rækker tunge ude i luften.

Men jeg bliver stædigt liggende….jeg er jo en dygtig elev, og selv om min krop er tæt på at have sit eget liv og bare rejse sig, og mine tanker kører på højtryk, forsøger jeg blive i det. I første omgang fordi jeg vil være dygtigt. Og jeg nærmest tvinger min vejrtrækning til at være rolig, dyb og fri, mens jeg hjernedødt og med sammenbidte tænder messer ”åben og rolig” på min vejrtrækning.

Heldigvis irettesætte min skarpe hjerne mig og fortæller mig, at meditation sgu ikke handler om tvang og kontrol og om at være dygtig, men om at være med det, der er.

Jeg forsøger derfor at stoppe den hetz på mig selv, der handler om at ville tænke og føle rigtig. For det findes ikke. Jeg kan ikke med hverken vold eller magt forhindre mine tanker og følelser, men jeg kan øve mig i ikke at slå mig selv oveni hovedet –  og vigtigst at alt ikke at slå mig selv oveni hovedet, når jeg af dårlig vane og på autopilot slår mig selv oveni hovedet. Men at jeg skal byde det, jeg nu engang er, velkommen. Og en del af mig er altså en følsom, sur, kritisk, strid og satirisk bitch.

For mig er mindfulness og meditation hårdt arbejde. Det er ikke en pause, hvor jeg kan slippe væk. Eller slappe af. Og det er overhovedet ikke forbundet med noget åndeligt. Nirvarna. Tværtimod er det ret konkret. Lige her og nu i min lille verden.

Det er heller ikke specielt kærligt eller rent, for jeg bliver fyldt med frustrationer, når jeg sidder der. Og min komplekse og ambivalente personlighed, der kræver sin kvinde, bliver tydelig. Ligesom mine mønstre og min automatpilot bliver tydelig.

Det betyder ikke, at jeg stopper. Eller jeg ikke også oplever øjeblikke med ro og væren. For det gør jeg heldigvis. Men det hverken universel, spirituel eller særligt stort. Det er mere jordnært. Som at sidde på en hest, når det er bedst. Synge i kor, når det er bedst. Have sex, når det er bedst.

Det er at blive venner med og samarbejde med alle mine sider. At slå rigtig og forkert fra. At sætte mig selv i centrum uden at skulle bruge andre mennekser til at bekræfte og anerkende mit ego.

Så jeg fortsætter det hårde arbejde, velvidende at jeg både er et sværd og en skål. Heldigvis.

Tak fordi du læste med.

 

Reklamer

Hemmeligheder og løgne – En dysfunktionel barndom 2.

14354945_10154542061363680_7859684685542064001_n

Et barn bliver født

Jeg kan ikke huske ret meget fra de første år af mit liv. Jeg har fået at vide, jeg var ønsket og var et let barn – ja nærmest doven. Men det er jo bare historier fortalt af andre, der kun har set det udefra…og på afstand.

Når jeg ser på billeder fra de første par år, synes jeg da også, jeg ligner et helt almindeligt barn med en god portion krudt og et godt smil. En robust lille trold med et intenst blik.

Jeg tror også, det er rigtigt, når familien fortæller mig, at min far elskede mig de første år af mit liv. Og i min fantasi kan jeg sagtens forestille mig, at jeg allerede der kom imellem mine forældre, der levede som hund og kat.

Jeg ved ikke, hvordan min mor tacklede mig eller tacklede det at få et barn – men med de oplevelser, jeg har haft med hende senere, kan jeg sagtens forestille mig, at hun syntes, det var svært, og at hun i stedet for at vise det, forsøgte at fremstå som perfekt og fuldstændig pletfri. Og med en ældre søster, der på det tidspunkt havde fået barn nummer fem, og som havde styr på det, tror jeg min mor, som den yngste, noget forsagte og forsigtige, havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle være mor.

Jeg tror heller ikke min far har støttet hende. Han har unden tvivl taget over, madet og trøstet, men han ikke hjulpet hende til at få det bedre med at være mor. Tværtimod, tror jeg hun har lidt under, at jeg i de yngre år, valgte min far, når jeg havde det svært. Så på den måde kom jeg imellem dem. Jeg gav min far selvtillid og en fandens masse kærlighed – og min mor gav jeg frustrationer, manglede selvværd og selvtillid.

Nu er det, jeg skal stoppe op. For hvad er det egentlig, jeg skriver. Jeg gav dem…som om det var en aktiv og bevidst handling fra min side. Jamen hallo, jeg var mellem nul og to år. Jeg kunne da umuligt være ansvarligt for noget i den alder.

Jeg begynder at kunne erindre

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel jeg er…og jeg kan ikke spørge, for alle de involverede voksne er døde, men jeg kan regne mig nogenlude frem til det.

Jeg er 5-6 år og min søster i 2-3 år. Vi bor i Værløse på Sjælland og vores bedsteforældre bor i Himmerland i Jylland. Det er påske, men min mor har vagt på plejehjemmet, og vi skal derfor passes i Jylland. Så vi skal med bus, færge og bus, og vi – altså min søster og jeg, skal rejse alene.

Vi bliver kørt til bussen og sat på ….og så starter eventyret.

Bussen er fyldt, det er varm og min søster er ikke sådan at få til at sidde stille. Hun lider også af køresyge, og jeg er nærmest panisk for at hun kaster op – for jeg ved, at kaster hun op, så kaster jeg også selv op.

Hun er også mere pibet end mig. Jeg er jo den store – så det er med at holde masken og lade som om, at det her er helt naturligt. Der er ikke noget at være bange for. Og jeg smiler, taler og leger med hende.

På et tidspunkt bliver min angst for opkast alligevel for meget, og jeg spørger en fremmed dame i bussen, om hun, hvis hun ellers får et par små likør påskeæg, vil hjælpe mig, hvis min søster kaster op.

Damen er heldigvis sød og siger ja til både påskeæg og til at hjælpe mig

Næste udfordring og en fantasi, der har forfulgt mig siden, jeg vidste, vi skulle alene afsted, er turen ud af bussen og op på færgen. Jeg har en skræk for, at den automatiske dør fra bildækket og op til cafeteriet smækker i, lige når min søster går igennem. At hun bliver mast, og at blod og indvolde løber ud. At hovedet kommer i klemme. Hjernemassen løber ud. Og at rummes fyldes med skrig. At hun dør. Og det er min skyld. Jeg holder vejet, mens følelser og indre billeder af afrevne lemmer vælter rundt indeni, og jeg får både hende og jeg gennem dødsporten.

Næste stop er cafeteriet. Vi har fået penge til at købe en mad… og jeg glæder mig til rullepølse med sky, rå løg og karse. Men min søster er ikke sådan at holde styr på. Hun er nysgerrig, og det er svært at stå i kø men en 2-3 årig, men jeg ved instinktivt, at jeg hverken må slå hende, hive i hende eller skælde hende ud. Jeg skal være tålmodig. Og mens alt inden er kaos og katastrofer. Tanker om barn overbord, druknedød, hajer og endnu flere afrevne lemmer – denne gang i maskinskruen, er min overfladen fuldstænding rolig som på en fuldmoden voksen.

Vi kommer igennem køen, får sat os og spist vores færgemad, og enten har folk ikke opdaget, at hele mit indre verden er i opløsning, eller også er jeg en mester i at vise, at jeg styr på situationen. For der sker ikke mere. Og jeg husker heller ikke mere. Ved bare at vi kommer sikkert til Hobro, og jeg aldrig fortæller nogen om, hvor bange jeg var. Tværtimod holder jeg kæft, smiler pligtskyldigt og trækker mig ind i mig selv. Men må jeg have virket overbevisende og rolig for historien gentager sig de næste par år. Med flere bus- og færgeture, flere skrækscenarier og flere facader.

Set i bagspejlet ved jeg, at den her oplevelse, bliver startskuddet til et mine mønstre. En af mine overlevelsesløgne. Det er den, der satte gang i min tilbagetrækning og min mistillid.

At jeg midt i et et angst- og kaos-helvede kan lukke af og splitte mig selv i to dele. Den ydre, der præsterer derudaf og den indre som er i opløsning.

Jeg ved også, at den evne har været tæt på at slå mig ihjel – fordi jeg mistede evne til at mærke. Og evnen til at tage mig selv alvorligt. At jeg er gået over mine grænser alt for mange gange og har tilladt andre det samme. For det, jeg mærket og tænker, er jo bare pjat og fri fantasi.

Tak fordi du læste med.

Godt Nytår

godt_nytaar

Efter 14 dage i familiens, hyggens og madens tegn er det nu endelig blevet hverdag igen.

Første dag hvor jeg kan sidde helt alene med min morgenmad og kaffe og blot stirre ud i intetheden, nyde stilheden og bare falde ned og ind i mig selv. Første dag uden alkohol, sukker og for meget og forkert mad.

Ikke fordi jeg ikke har nydt det. For det har jeg. Men forkert mad, alkolhol, et par ekstra panodiler samt syreneutrauliserende, natteroderi og for meget socialt er ikke godt for hverken angst, stress eller depression…og jeg har da også måttet ty til beroligende medicin før sengetid for at kunne falde ned og falde i søvn. Der bliver simpelhen for meget knald på øverste etage, og uanset hvor meget jeg forsøger med mindfulness og afslapning, så kan jeg ikke komme ned i det langsomme gear og falde i søvn uden medicinsk hjælp. Og uden søvn går det helt galt.

Jeg ved, at jeg i forhold til mange andre stress-, angst- og depressionsramte endda har haft en relativ rolig jul og nytår. At jeg hverken har små børn eller en masse familie og traditioner, jeg skal passe. Det har jeg heldigvis været god til at vælge fra, og jeg fordeler det ud over hele året. Men bare to lange sociale arrangementer på en uge er nok til at lave udu i systemet, og selvom det giver en masser, tager det også en masse af mine ressourcer.

Tilbage til nu. Tredie dag i det nye år og 362 dage tilbage.

Er det noget jeg skal? Noget der skal fylde mere? Noget jeg vil give mig selv lov til? Noget jeg håber for mig selv?

Ja. Jeg håber, tror og vil arbejde for, at mit 2017 bliver et år, hvor jeg med god samvittighed kan have mig selv med, og dermed bliver bedre til at finde en form for stabilitet. At jeg bliver bedre til at holde af mig selv på trods af mine begrænsninger, og at jeg tør sige dem højt uden at frygte, at folk vender mig ryggen.

Jeg håber også, jeg kan sætte mig selv så meget i centrum og får styr på min indre modstand, jeg får dyrket mindfulness bare 30 minutter om dagen, og at jeg får brugt min nye psykolog optimalt.

Så for første gang i mit 53-årige liv vil jeg forsøge at sætte mig selv i centrum. For en med hang til at stå i kulissen, hjælpe andre og i den grad lide af selvhad og manglede selvværd, er det noget af en angstprovokerende udfordring. Og bare tanken om, at skulle mærke mig selv og tage det, jeg mærker alvorligt sætter gang i adrenalinen, og jeg får lyst til at løbe fra fra det hele og kaste mig ud i alt, der ikke handler om mig.                                     Men nu har jeg sagt det højt, så der er ingen vej tilbage.

Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Og tak fordi du læste med.

PS: I forhold til mit sidste blogindlæg: Mødet med kommunen og min sagsbehandler gik godt. Jeg blev mødt af en kompetent og forstående kvinde, der havde nogen år på bagen. Og selvom hun ikke kan udrette mirakler, så fornemmede jeg, at hun så mig og tog mig seriøs.

Sygdom i systemet – nr. 1.

                             paragrafrytteri-e1408467958799

Jeg har nu været sygemeldt i 6 uger, og i morgen torsdag skal jeg til mit første møde med det kommunale – i mit tilfælde Aalborg Jobcenter.

I indkaldelsen stod der, at formålet med mødet var at få mig i job hurtigst muligt…men ikke et ord om at få det bedre.  Måske er det mig, der læser det forkert og er sårbar, men min umiddelbare reaktion var: ”Skide være med hvordan jeg har det, jeg er ikke et menneske – bare et produktionsdyr – og de skal som bekendt aflives, når de ikke producerer nok”

Så jeg glæde mig ikke – har i øvrigt også læst for meget om småkagesager, sengeliggende jobprøvning og andre helt groteske historie, hvor regler og bureaukrati sættes over sund fornuft og menneskelighed. Historier som kan få min stress, angst og depression til at gå i selvsving og efterlade mig med en følelse af at være uønsket,værdiløs og trængt op i en krog. En følelses af klaustrofobi, umyndiggørelse og utilstrækkelighed – og jeg har allermest lyst til at løbe væk, raskmelde mig eller flytte ud på en øde ø. For hellere dø af kulde, sult og ensomhed end at blive mødt med mistillid og formynderiskhed.

Det er jo at sende mig tilbage til barndommens traumer og mønstre. Til stedet hvor straf og skyld blev brugt for at få mig til at lukke munden og makke ret – og når jeg ikke længere formåede at makke ret og mistede kontrollen, så kom frustrationerne ud i trods, raseri og destruktiv adfærd.

Det er ski en sær samfundspædagogik, et håbløst og dumt menneskesyn samt lidt af et paradoks, når man tænker på, hvor mange forskningspenge, der er blevt brugt til at fortælle os, hvad der motiverer og give gode liv og mennekser. Og gode liv og gode mennekser er altså hovedforudsætningen for et godt samfund.

Jeg ved godt, at man heldigvis ikke kan kæmme alle over en kam. At masser af sagsbehandlere og jobkonsulenter er gode mennesker med varme hjerter, der reelt ønsker at gøre en forskel.

Jeg ved også, at netop den faggruppe ofte rammes af stress, fordi de ikke får lov til at udføre deres arbejde ordentligt og med mennesket i fokus, men i stedet er tvunget til at sætte regler og økonomi øverst. At de bare udføre deres arbejde, og at de temmlig sikkert ikke har stemt for større stramninger, færre penge og mere kontrol og tommelskuer.

Og mens jeg oversvømmes og overvældes af skrækscenarier, tvivl, angst, sorte tanker, argumenter og forklaringer, forsøger jeg at finde min egen lille stemme i alt rodet. Den, der er mig lige her og nu. Den der ved, hvad jeg kan – men især hvad jeg ikke kan. Den som kan passe på mig i blæsevejr og fortælle mig, at det er ok at sige “nej, det kan jeg ikke endnu – eller jeg vil gerne forsøge, men jeg er bange for, at det er for hurtig, forkert, for meget”. Den der gerne vil samarbejde, men ikke være så samarbejdsvillig og desperat efter anerkendelse eller at høre til, at jeg endnu engang glemmer mig selv.

Det er hende, jeg gerne vil have med til mødet. Hende der bor dybt ned i maven, og som kan se systemet direkte i øjnene uden frygt og trods.

Hun kan godt nok ikke ændre en disse i forhold til reglerne, men hun kan tale uden omsvøb, uden skjult agenda og bevare sin værdighed.

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne – en dysfunktionel barndom 1.

13597536_319963385009523_1173697788_n

Jeg har besluttet mig for at give jer et indblik i min barndom og min fortid.

De vil alle ligge under kategorien ”Fortid” og have numre.

Hvorfor? Fordi det er der, det hele startede. Der jeg blev ladt alene og måtte finde alle mulige og umulige strategier for at overleve.

Derforuden så tror jeg på de små personlige historier, da, det er der, vi både kan spejle os og blive set. Der vi måske kan lappe lidt på de sår, vi har fået, fordi vi i det positive møde kan ændre på nogle af de opfattelser og mønstre, vi har.

Og så tror jeg helt basalt, at løgne og hemmeligheder kvæler os og gør os syge.

Det handler derfor ikke om at udlevere mine forældre – de er for øvrigt også døde for mange år siden. Ligesom det ikke handler om hævn.

Der er mange måder en familie kan være dysfunktionel på, ligesom den kan gemme på mange hemmeligheder og løgne.

Udadtil lignede min familie en succes. Der var madpakker, rent tøj, ferier, kunst på væggen, få arkitekttegnede møbler og bøger i reolen.

Vi var det, man kalder, den nye middelklasse – min mor var sygeplejerske min far bygningskonstruktør, og de var begge både hårdtarbejdende og vellidte på deres job og havde et socialt liv ved siden af.

Men det var også et hjem, der var kold, uden følelser, berøring, anerkendelse, nærvær og kærlighed. Et hjem hvor burde og skulle, perfektion og præstation samt ro, renlighed og regelmæssighed var i højsædet. Et hjem, hvor det at være menneskelig, have følelser og meninger, var en forbandelse og noget, der med alt magt skulles holdes nede. Et hjem, der havde brug for en syndebuk, når der kom ridser i lakken – og den syndebuk blev mig.

Derudover var min mor kronisk syg med forskellige sygdomme – nogen helt sikkert psykosomatiske – og var medicinmisbruger. Og hun kunne, når man ikke makkede ret, fremprovokere en af hendes mange sygdomme. Ligesom hun ikke var bleg for at stikke os et stesolidpræparat eller et par codymagnyler, hvis der var konflikter eller kriser i familien.

Min far, som udadtil var en charmede, klog og sjov mand, havde en skyggeside, som kun os børn og min mor kendte. Han var utilregnelig og temperamentsfuld og ud over, at jeg pludselig kunne få et par hovedet, så kunne han være decideret perfid og ondskabsfuld, og han blev ved, indtil jeg brød sammen.

Men alt det var der ingen, der vidste, og forsøgte jeg at sige det højt både dengang – men også senere, så var svaret, at det ikke passede. At jeg huskede forkert, havde en sygelig fantasi eller var ondskabsfuld og egoistisk – for hvordan kunne jeg….efter alt det de havde gjort.

Og lige den del, delte de med både venner og bekendte. Ja sågar med psykiatrien, som også troede dem. I hverfald i en årerække. Så de gik fri, og historien blev, at jeg var psykisk ustabil og utilregnelig.

Så jeg i gik mange år med troen på, at der var noget grundlæggende alvorligt galt med mig, og at jeg var et dårligt menneske. Og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde mine erindringer væk. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har ønsket, at jeg kunne udvikle et misbrug, blive selvdestruktiv eller tage livet af mig selv for at slippe for mine erindringer og den efterfølende skyld og skam over at huske forkert, være et dårligt og psykisk sygt mennekser samt være årsagen til at ødelægge den ellers gode famile.

Men jeg har for meget kontrol, og samtidig ville jeg ikke påføre mine forældre mere smerte – jeg havde jo ødelagt nok – så jeg valgte ubevidst at lukke af for mig selv og min krop. Og når tanker og følelser kom for tæt på, så løb jeg bare stærkere eller væk fra.

Til sidst var der ikke mere af mig selv tilbage. Prisen for at både at holde på familiens hemmelighed og at tro på beskyldingen om, at jeg var en løgner og psykisk ustabil, var, at jeg forsvandt og udviklede at selvhad og en angst for relationer. At jeg for at holde mig i live præsterede bare for at få lidt anerkendelse – som paradoksalt nok bare prellede af. Eller også kastede jeg mig i armene på mænd bare få lidt kropskontakt – for så kunne jeg i et øjeblik mærke min krop og blive holdt fast til livet.

Det er med bævede hjerte og en million blikkende røde alarmer, jeg springer ud og begynder at sige min historie højt – for tænk hvis jeg endnu engang får at vide, at det er løgn eller ”du har jo ikke været udsat for sekselle overgreb eller misrøgt – hvad fanden bilder du dig ind”. Og jeg hører min fars nedladenede stemme sige ”Askepot” mens min mor stemmer i og ligner en slået hund, og jeg har lyst til at slette alt det, jeg har skrevet. Ja, det er lige før, at jeg ville ønske det var løgn, at min historie er noget, jeg har fundet på.

Men jeg sletter ikke – for det er ikke løgn, og der er mange måde at begå overgreb på….mange måder at køre mennesker i sænk på. Og min historie er ond og grusom på sin egen stille måde. Men kun ved at dele den, sige den højt og blev mødt og spejlet i den, bliver jeg hel og forhåbentlig i stand til at bryde min families mønstre.

Tag pænt i mod den. Og tak fordi du læste med.

Stabil eller rask?

a6677d91afaab5d89a5f82b01dd42a1c

Noget af det, der gør mest ondt og bider i sjælen, er tanken om, at min stress, angst og depression altid vil være der og ligge på lur og blusse op, hvis ikke jeg passer på. Så på den måde har jeg fået en kronisk lidelse/sygdom.Ergo kan jeg ikke bliver rask.

Den erkendelse har været svær at æde – og jeg har ikke spist den endnu, for det ligger så dybt i mig, at jeg skal være rask og yde 37 timer for at gøre mig fortjent til noget her i samfundet.
Samtidig kan jeg slet ikke se mig selv som syg…en belastning…noget svagt. Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hensyn eller om at fralægge mig nogen former for ansvar. 

På trods af at jeg det meste af mit liv har lidt af stress angst og depression, har jeg heldigvis formået at leve nogenlunde almindelig liv med masser af gode oplevelser, og på gode dage kan jeg skrive en del succeser på mit livs-CV. Men når det kommer til arbejde og de 37 timer, så er jeg knækket gang på gang. Paradoksalt nok er jeg blevet ved med at drømme om et 37 timers job, for kun når jeg magtede det, var jeg rask, normal og en accepteret del af samfundet.

På den måde har jeg og andre holdt mig selv fast i, at jeg var en fiasko. For det var alt eller intet. Sort eller hvidt. Vinder eller taber. Og nej, det er desværre ikke kun i mit hovedet, det har lydt sådan, jeg har flere gange måttet høre, at jeg jo ikke ligefrem har været succesfuld.

Men hvad vil der ske, hvis jeg begynder at skifte ordet rask ud med stabil? Hvad hvis målet ikke er at blive rask men stabil? At finde det tempo og de hensyn jeg skal bruge for at fungere optimalt –  Ikke bare jobmæssigt – også personlig og socialt?
Hvad hvis jeg kan arbejde 12 timer om ugen? Hvad hvis jeg har brug en lukket dør og en større oplader end gennemsnittet?
Er jeg så svagere dårligere eller mindre værd end andre? Har jeg fortjent mindre, skal tages mindre alvorligt eller må det bruges imod mig?

Intet i min normalt meget velfungerende logiske sans og min ellers ret hårde tilgang til mig selv kan sige ja til et eneste af de spørgsmål.
For jeg har endnu ikke set et eneste eksempel på, at det hjælper at presse nogen eller noget derud, hvor det vælter eller bryder sammen. Det er også kun, når vi har en vis form for stabilitet, at vores pandelapper virker og at empatien fungerer. Når vi bliver skubbet ud over kanten og ryger i krybdyrhjernen, så er vi hverken gode partnerne, forældre eller kollegaer. For så er det kamp, flugt eller død.

Så drømmen om at blive rask er blevet ændret til drømmen om at blive mere stabil. At blive bedre til at sige ja og nej på de rigtige steder. At give mig selv lov til at dyrke noget, der hverken har facitliste og formål  – og gøre det med god samvittighed. At være tro mod den skrøbelighed jeg nu engang har, og at yde det jeg kan i de doser, jeg formår.
Får jeg lov til det, og får jeg ro og hjælp – også økonomisk- så er jeg sikker på, at jeg kan give en masse til værdifuldt til samfundet – både jobmæssigt og personligt.

Velkommen til min blog

Jeg har levet det meste af mit nu 53-årige liv med stress, angst og depression – og jeg har prøvet stort set alt – dog uden super resultater. Så jeg er ikke ekspert eller har lommen fuld af gode råd.

Til gengæld har kan fortælle ærligt, personligt og fagligt velfunderet om fejlbehandlinger, erfaringer, teorier og viden. Ligesom jeg kan dele oplevelser fra et samfund/system, som ikke har haft hverken viden, rummelighed eller ressourcer til at hjælpe særlig godt. Jeg kan fortælle om skam, skyld, tabu, stigmatisering og fornægtelse. Om ensomhed og relationer. Om sorg og smerte men også glæde….for man er heldigvis meget andet end sin lidelse.

Det vil blive historier fra mit liv – men koblet sammen med viden og generaliseringer. Så kan man tage det, man kan bruge og smide resten væk.

Hvorfor? Fordi vi er mange, og der deværre kommer flere og flere. Fordi jeg både har noget på hjerte samt et formidlingsgen, der godt kan lide at blive brugt.
Fordi jeg synes, vi fortjener både synlighed og optimal behandling på alle felter – og at mange af os ville kunne give mere og have større livskvalitet, hvis vi fik de hensyn og den behandling, vi har brug for.
Og så tror jeg på de små personlige historier og på dialog.

Velkommen og tak fordi du kiggede ind.