Tag Archives: 10årihelvede

10 år i Helvede. Del 2.

De sidste 25 år har jeg haft det svært med påsken. Især Langfredag. Hvert år dukker der minder frem, som jeg har fortængt og skammet mig over. En adfærd som jeg aldrig har forstået eller har kunnet integrere i mig selv. En adfærd som jeg troede og frygtede ville stemple mig som utilregnelig og sindssyg. Ude af trit med mig selv. Til fare for mig selv. En adfærd, der har skræmt mig så meget, at jeg ikke engang turde fortælle det til min psykolog. Det er max blevet til en lille kort notits med et overbærende skuldertræk og skævt smil fra min side. Men nu dykker jeg ned i oplevelsen – tager den fra en ende af og skriver mig ud på den anden side.

Til dem der tænker, jeg kan ikke tåle mere håbløshed og smerte fra hendes hånd, vil jeg sige: Den ender sært nok lykkeligt – hvilket jeg overhovedet ikke havde set komme.

Endnu en historie, der nærmest er umulige at skrive. En af dem hvor jeg vil gøre alt for at gå uden om. Bare tanken om at genopleve det fylder mig med kvalme og svimmelhed. Med angst, sugende sorte tanker og følelser, der lokker mig ned i mørket.

Noget der vil ud, men som ikke vil ud alligevel. Noget der ikke ønsker at se dages lys. Noget jeg ikke vil eller kan tage på mig som en del af mit liv. Noget jeg skammer mig over. Ikke kan forstå. For hvordan fanden kan man komme så langt væk fra sig selv og være totalt ude af trit med, hvem man er.

Det er sgu så sørgeligt, at jeg næsten ikke kan bære, at det skete for mig. Tænk at jeg kunne behandle mig selv med så lidt omsorg og kærlighed, at jeg næsten slog mig selv ihjel.

På den anden side er det ogå historien om, at da jeg stod på grænsen, og næsten havde tabt alt, fandt en fjern del af mig selv de sidste krampetrækninger frem, og noget ukendt og uden for min forstand tog nærmest over og reddede mig fra at blive sindssyg eller miste mig selv.

Det er påske. Jeg er på Samsø sammen med Det Anatomiske Teater, der en en international teatergrupper, der bygger på Artauds Grusomhedens Teater. Vi skal holde workshop og finde ideer til den næste performance.

Det er en tysk instruktør og en italiensk psykiater, der står for programmet og processen. Kort fortalt tager vi via forskellige ritualer udgangspunkt i påsken og mikser det hele godt sammen med andre religioner, psykologi og Artauds tanker om at bruge det grotesk, grimme og smerten til at konfrontere publikum.

Langfredag skal ud at møde vores død. Se den i øjenene og begrave vores selv. Formålet husker jeg ikke, men jeg kan forstille mig, at det må være noget med at skulle nulstille. Smide egoet væk. Samvittigheden. Overjeget.

Der er en sær stemning. Vi er alle sammen stille. Alvorlige. Mens vi en efter en får et sort pandebånd på, hvor der står skrevet ”døden” med skrifttegn for derefter at bliver sendt afsted.

Inden har vi fået udleveret et kort sammen med instrukser om, hvad vi skal gøre ved de forskellige poster. Hvilket ritualer vi skal udføre, og hvad vi skal sige og tænke. Jeg kan kun huske et ritual: Vi skal tage en mønt under tungen – så vi har råd til at betale færgemanden og dermed kan krydse floden til Hades. Floden til Dødsriget. (Græsk myte – og kender man ikke er google behjælpelig ;-))

Vi må ikke tale sammen hverken før efter eller imellem. Så selvom jeg når at ser nogen komme tilbage, og oplever at de ser angste og forvandlede ud, så er det forbudt at tale med dem. De eneste, der har lov at tale med os, er de to der står for workshoppen – den tysk teaterinstruktør og den italienske psykiater.

Det bliver min tur. Alt inde i mig dirrer. Jeg er angst. Har modstand. Vil ikke. Tør ikke. Men jeg går og sætter retningen mod første post. Jeg har totalt kaos og tankemylder. Den ene tanke er værre end den anden, og der er hverken hoved eller hale, i det jeg tænker. Det er nærmest som at drømme i vågen tilstand. Et mareridt jeg ikke kan slippe ud af. Noget der har overtaget mig. Jeg oplever merbetydninger i alt og mit sanseapperat er uden filter. Sorte skyer bliver truende og går direkte ind og mit system og bliver til til sorte tanker og følelser, hvorimod solen gør mig glad og lys. For vi hænger sammen. Og vejret skifter fra det ene øjeblik til det andet, for det er en af de dage med pletvis overskyet, så mine følelser og tanker hopper og danser fra den ene ende skalaen til den anden.

Et sted ved jeg godt, det ikke skal være sådan, men jeg er på Samsø sammen med nogle mennesker, jeg ikke kender ret godt, og hvor fanden skal jeg bede om hjælp. Hvordan skal jeg formulere det. Og siger jeg det højt, så ender jeg på den lukkede afdeling. Isoleret. Straffet. Og smidt ud som et andet stykke affald. Så jeg er total angst. Angst for døden. Sindsygen. Mit liv. Andre. Mig selv.

Jeg forsøger så godt, som jeg kan at holde angsten og tankerne væk. Taler med mig selv. Beroligere mig selv. Og forsøger at holde fast i min fornuft. Men på et tidspunkt er der noget andet, der tager over. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad det er – og jeg har aldrig stået i den situation hverken før eller siden.

I stedet for at gå mod den aftalte post og lave de aftalte ritualer, vender jeg om og finder et sted, hvor jeg kan være alene. Og som i trance begynder jeg at lave mit eget ritual. Først leder jeg efter symboler, på noget i mit liv, der skal dø. Noget jeg skal begrave. Blandt andet et stykke sort plastik og en hundelort. Og jeg begraver og besværger og siger en masse ord og remser mens jeg går rundt og rundt i en cirkle omkring det, jeg har begravet.

Men det er ikke nok at begrave, det jeg ikke længere ønsker i mit liv. Jeg skal også have en ny begyndelse. Noget nyt og livsbekræftende, der kan spire. Så jeg finder bla et løg og en muslingeskal og planter det i jorden. Igen sender jeg bønner og ord, der bare vælter ud af min mund, op og ud i universet. Og jeg beder til,  at det skal vokse og blive til liv. At det skal slå dybe rødder og blomstre.

Derefter jeg kysser jeg det hele, tisser på det og kysser det igen. Alt imens jeg græder, griner og raser og er helt ude af kontrol. Mine voldsomme følelser fader langsomt ud, og jeg kommer mere og mere tilbage til her og nu. Til Samsø og workshoppen. Men jeg fortsætter ikke. Nægter at udføre dødsritualet. Eller nærmere noget dybt inde i mig vil ikke. Kan ikke. For jeg vil ikke dø. Vil ikke sige farvel. I hvertfald ikke på den måde. På deres præmisser. For siger jeg farvel, mister jeg det sidste af det, der er mig. Så overskider jeg grænsen.

Jeg vender tilbage. Siger jeg ikke kunne. Men kan ikke huske, om jeg fortæller om mine egne ritualer. Jeg fortæller også, at jeg har det dårligt og har angst, men det eneste psykiaterne fortæller mig er, at hvis jeg vil livet, skal jeg også ville døden. For man kan ikke spise uden at skide. Hvilket jeg udmærket ved. Og selvom jeg fortæller ham, at jeg ikke har problemer med de ”grimme ting” i livet og har muget ud ved heste, slået fisk ihjel, parteret grise og dyrket sex for sjov, så holder han fast på, at jeg er bange for døden, og at jeg ikke kan komme videre, før jeg har set den i øjnene.

Jeg holder lav profil og slås med min angst og mine tanker resten af påsken og kurset ud, og kort efter hjemkomsten lader jeg mig indlægge på åben afdeling på psykiatrisk afdeling. Jeg forsøger at fortælle om mine oplevelser. Men de lytter ikke. Tror jeg finder på. Er småpsykotisk. Er ude på opmærksomhed. Påvirket af stoffer. Så jeg kapitulerer og forsøger at fortrænge i stedet for.

I 25 år har jeg gået med historien. Skammet mig. Været bange for mig selv og især den side og den kraft, der tog over. For tænk hvis det skete igen. Og i angst har jeg gjort alt for at holde den under kontrol. Dræbe den. Men midt i processen med at genkalde mig oplevelsen og skrive den ned, gik det op for mig, at det var min livskraft, der havde reddet mig. At jeg ikke var skør, men bare ikke ville miste mig selv. Og når jeg ikke selv kunne finde ud af det, så tog livskraften over.

Hvilken erkendelse. Hvilken forløsning. Og jeg græd af taknemmelighed og kunne næste ikke takke nok, for at have den side. Og jeg græder stadigvæk både af sorg og glæde. Sorg over at jeg eller andre ikke så styrken i mig og hjalp mig med at integrere den i mig selv og holde af den. Og af glæde over at jeg endelig har taget livskraften til mig og tør elske den.

Tak fordi du læste med.

 

Reklamer

10 år i helvede. Del 1.

 

Jeg er begyndt  at tage hul på den hæsligste periode af mit liv. 10 år af mit voksenliv. Fra jeg var ca 24 år – 34 år. Det er en periode, hvor især fem af årene stadigvæk er uklare og tågede. En periode som jeg ville ønske, jeg kunne slette. Glemme. Fortrænge. Rive ud af min livskalender.. 

Jeg ved jeg har efterladt mig selv alt for mange steder, og en af mine store opgaver er at gå tilbage og samle den ensomme, forslåede, triste, bange Rikke op. At mærke hvordan det i virkeligheden var og tage hende med mig hjem. At give hende den kærlighed hun ikke fik og integrere hende i mit hjerte. 

Når jeg nærmer mig en erindring, som jeg har fortrængt, går min krop i forsvar og jeg ryger ned i min krybdyrhjerne. Jeg får kvalme, hovedpine, angst, bliver svimmel og mine tanker er uden hoved og hale. Det er ren panik. Frys. Flygt. Kæmp.

Men jeg bliver i det. Forsøger at trække vejret ned i det og fortælle mig selv, at jeg ikke dør af det. Kommer tilbage til det. For det var dengang, og nu er nu og noget helt andet. Og på sin hel egen sære måde folder historien sig ud. Mine sanser skærpes, jeg fornemmer lugte. Lyde. Følelser. Derefter kommer der billede. Nogen drømmeagtige andre helt konkrete. Og på et tidspunk er jeg tilbage i en eller flere af de situationer, hvor jeg er gået i stykker og har efterladt mig selv.

Mine 10 år i helvede dukker stadigvæk kun op i små fragmenter. Mørke. Sugende. Hæslige. En periode hvor der ikke er tale om liv, men om overlevelse. En periode der fylder mig med smerte, angst og uvirkelighed. For hvad skete der? Og hvorfor? Og kan det ske igen? Kan jeg ryge ud over den kant en gang til? Og skulle det ske, kan jeg så komme hjem igen. Hel og i live?

Et sted er det et mirakel, at jeg ikke døde. Begik selvmord. Blev misbruger. Selvskadende. Psykotisk. For min virkelighed var så grum, trist  og uværdig. Og jeg har gjort så meget skade på mig selv. Leget med ilden. Med døden. 

Jeg havde ingen hjem – i en periode havde jeg dog en adresse. Men jeg turde og kunne ikke være der alene med mine tanker. Så jeg sov forskellige steder. Ofte ved mere eller mindre tilfældige mænd. Eller i opgange og på offentlige bænke. 

Der var total kaos i min hjerne. Jeg var lammet af kronisk angst, depression, tankemylder, sære forestillinger og fornemmelser døgnets 24 timer. Jeg kunne ikke mærke min krop. Havde ingen jordforbindelse. Men jeg var ikke syg nok til at få den nødvendige hjælp. For jeg var ikke psykotisk, selvskadende eller misbruger. Og måske evnede jeg heller ikke at forklare og sætte ord på, at jeg var stukket af fra mit liv og mig selv. At jeg frygtede at blive overhalet af fortiden, som åndede mig i nakken som en anden drage.

Min overlevelse i den periode blev blandet andet mænd og alkolhol. Men aldrig som et reelt misbrug. Jeg har ikke det gen i mig. Eller også har jeg bare et sygeligt et behov for kontrol. 

Jeg har kysset og har haft sex med et utal af forskellige mænd i den periode – ligefra de meste sølle og psykiske ustabile til de smukke, rige og succesfulde. Og jeg har sovet og boet de særeste steder. 

Men de har næsten alle sammen givet mig en eller anden form for kærlighed. De har ladet mig være. Lånt mig en seng. Holdt om mig. Kysset mig. Talt til mig. Lavet kaffe. Inviteret mig ud. Givet drinks. 

Men jeg fortalte ikke til nogen af dem, hvordan jeg virkelig havde det. Græd også sjældent. Og lå istedet ofte alene i mørket med mine tanker og følelser, mens de sad inde ved siden af og drak, røg, snakkede eller så tv. Nogen af dem gik sågar på arbejde. Og når de kom for tæt på skred jeg videre udi natten. Og på et tidpunkt kom der en ny. 

På trods af at det var trist og sølle, og der nærmest ikke er kommet lys i mit liv i den periode, så er jeg taknemmelig for de mænd. For de reddede mit liv. Uden deres kærlighed, hvor sær den så end så ud, havde jeg ikke overlevet. 

Men jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg kan se hver enkelte oplevelse i øjenene og tale om den. Jeg bliver stadigvæk skræmt, når jeg rammes af en erindring og ser mig selv omgivet af trøstløshed. Af ensomheden. Mørket. Angsten. Smerten. Destruktionen. Og mangel på liv. Jeg er nærmest ikke rumme, at det er mig. At jeg var der. At det skete. I virkeligheden.

Men samtidig er jeg  dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev mere selvskadende eller misbruger. Det er et under, at jeg kunne bære så meget smerte indeni uden at falde for fristen til at flygte væk i rus eller fysisk smerte. Et under jeg ikke gjorde alvor af tankerne om selvmord. Ligesom det er et under, jeg ikke stødte ind i flere røvhuller. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har en livskraft og livsvilje, der er nærmeste ukuelig. Og jeg har da også fra psykologer og behandlere fået at vide, at det er uroligt, at jeg stadigvæk står op og er så relativ normal. 

Men selv om jeg er “normal”, så er min historie langt fra “normal”, og det skisma bliver jeg ramt af jævning. Når jeg sidder sammen med mine venner – mennesker jeg har mødt senere i mit liv eller i gennem min mand – sidder jeg altid med en frygt for at blive afsløret. Eller med følelsen af at være udenfor, forkert og ensom. For jeg kan ikke deltage i “kan-du-huske-dengang-legen”. Jeg kan ikke smide sjove historier på bordet. Eller fortælle om en succesfuld karriere eller spændende rejser. 

Jeg sidder som på nåle og er sikker på, at finder de ud af det, så mister jeg det hele. Så vil de ikke længere respektere mig og se mig, som den jeg er i dag. Jeg vil blive et tilfælde. Den skæggende dame i cirkus.

Men jeg kan ikke slette så mange år af mit liv. Være en jeg ikke er. Lyve og fordreje virkeligheden. Og jeg bliver så træt af at hoppe fra sten til sten. Sno mig. Dreje udenom og have taktikker og strategier for alt det, der involverer mere end mig selv. Men jeg kan heller ikke isolere mig. For jeg bliver ensom og kugleskør at at gå alene med mine tanker og ikke blive spejlet. 

Nu har jeg løftet en flig af den værste periode af mit liv. En periode jeg ville ønske jeg bare kunne brække op og skylle ud i lokummet. Glemme. Men det kan jeg ikke, så istedet går jeg ned i den og fisker historierne frem. Deler dem. Og bliver mig.

I de kommede indlæg vil jeg, hvis jeg kan finde modet, dele mere fra den periode. Jeg ved det bliver barskt og sorgfuldt. Efterfødselreaktion. Flugt fra mand og barn. Posedame. Eksperimenteren med alt for meget. Indlæggelse på psykiatrisk. Kastebold. Og en masse andet

Men jeg vil væk fra skammen og skylden. Væk fra at “jeg bare kunne have taget mig sammen”. For det kunne jeg ikke. Jeg var syg langt ind i sjælen. Havde mistet mig selv. 

Tak fordi du læste med.