Tag Archives: atmærkesigselv

Hemmeligheder og løgne – En dysfunktionel barndom 2.

14354945_10154542061363680_7859684685542064001_n

Et barn bliver født

Jeg kan ikke huske ret meget fra de første år af mit liv. Jeg har fået at vide, jeg var ønsket og var et let barn – ja nærmest doven. Men det er jo bare historier fortalt af andre, der kun har set det udefra…og på afstand.

Når jeg ser på billeder fra de første par år, synes jeg da også, jeg ligner et helt almindeligt barn med en god portion krudt og et godt smil. En robust lille trold med et intenst blik.

Jeg tror også, det er rigtigt, når familien fortæller mig, at min far elskede mig de første år af mit liv. Og i min fantasi kan jeg sagtens forestille mig, at jeg allerede der kom imellem mine forældre, der levede som hund og kat.

Jeg ved ikke, hvordan min mor tacklede mig eller tacklede det at få et barn – men med de oplevelser, jeg har haft med hende senere, kan jeg sagtens forestille mig, at hun syntes, det var svært, og at hun i stedet for at vise det, forsøgte at fremstå som perfekt og fuldstændig pletfri. Og med en ældre søster, der på det tidspunkt havde fået barn nummer fem, og som havde styr på det, tror jeg min mor, som den yngste, noget forsagte og forsigtige, havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle være mor.

Jeg tror heller ikke min far har støttet hende. Han har unden tvivl taget over, madet og trøstet, men han ikke hjulpet hende til at få det bedre med at være mor. Tværtimod, tror jeg hun har lidt under, at jeg i de yngre år, valgte min far, når jeg havde det svært. Så på den måde kom jeg imellem dem. Jeg gav min far selvtillid og en fandens masse kærlighed – og min mor gav jeg frustrationer, manglede selvværd og selvtillid.

Nu er det, jeg skal stoppe op. For hvad er det egentlig, jeg skriver. Jeg gav dem…som om det var en aktiv og bevidst handling fra min side. Jamen hallo, jeg var mellem nul og to år. Jeg kunne da umuligt være ansvarligt for noget i den alder.

Jeg begynder at kunne erindre

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel jeg er…og jeg kan ikke spørge, for alle de involverede voksne er døde, men jeg kan regne mig nogenlude frem til det.

Jeg er 5-6 år og min søster i 2-3 år. Vi bor i Værløse på Sjælland og vores bedsteforældre bor i Himmerland i Jylland. Det er påske, men min mor har vagt på plejehjemmet, og vi skal derfor passes i Jylland. Så vi skal med bus, færge og bus, og vi – altså min søster og jeg, skal rejse alene.

Vi bliver kørt til bussen og sat på ….og så starter eventyret.

Bussen er fyldt, det er varm og min søster er ikke sådan at få til at sidde stille. Hun lider også af køresyge, og jeg er nærmest panisk for at hun kaster op – for jeg ved, at kaster hun op, så kaster jeg også selv op.

Hun er også mere pibet end mig. Jeg er jo den store – så det er med at holde masken og lade som om, at det her er helt naturligt. Der er ikke noget at være bange for. Og jeg smiler, taler og leger med hende.

På et tidspunkt bliver min angst for opkast alligevel for meget, og jeg spørger en fremmed dame i bussen, om hun, hvis hun ellers får et par små likør påskeæg, vil hjælpe mig, hvis min søster kaster op.

Damen er heldigvis sød og siger ja til både påskeæg og til at hjælpe mig

Næste udfordring og en fantasi, der har forfulgt mig siden, jeg vidste, vi skulle alene afsted, er turen ud af bussen og op på færgen. Jeg har en skræk for, at den automatiske dør fra bildækket og op til cafeteriet smækker i, lige når min søster går igennem. At hun bliver mast, og at blod og indvolde løber ud. At hovedet kommer i klemme. Hjernemassen løber ud. Og at rummes fyldes med skrig. At hun dør. Og det er min skyld. Jeg holder vejet, mens følelser og indre billeder af afrevne lemmer vælter rundt indeni, og jeg får både hende og jeg gennem dødsporten.

Næste stop er cafeteriet. Vi har fået penge til at købe en mad… og jeg glæder mig til rullepølse med sky, rå løg og karse. Men min søster er ikke sådan at holde styr på. Hun er nysgerrig, og det er svært at stå i kø men en 2-3 årig, men jeg ved instinktivt, at jeg hverken må slå hende, hive i hende eller skælde hende ud. Jeg skal være tålmodig. Og mens alt inden er kaos og katastrofer. Tanker om barn overbord, druknedød, hajer og endnu flere afrevne lemmer – denne gang i maskinskruen, er min overfladen fuldstænding rolig som på en fuldmoden voksen.

Vi kommer igennem køen, får sat os og spist vores færgemad, og enten har folk ikke opdaget, at hele mit indre verden er i opløsning, eller også er jeg en mester i at vise, at jeg styr på situationen. For der sker ikke mere. Og jeg husker heller ikke mere. Ved bare at vi kommer sikkert til Hobro, og jeg aldrig fortæller nogen om, hvor bange jeg var. Tværtimod holder jeg kæft, smiler pligtskyldigt og trækker mig ind i mig selv. Men må jeg have virket overbevisende og rolig for historien gentager sig de næste par år. Med flere bus- og færgeture, flere skrækscenarier og flere facader.

Set i bagspejlet ved jeg, at den her oplevelse, bliver startskuddet til et mine mønstre. En af mine overlevelsesløgne. Det er den, der satte gang i min tilbagetrækning og min mistillid.

At jeg midt i et et angst- og kaos-helvede kan lukke af og splitte mig selv i to dele. Den ydre, der præsterer derudaf og den indre som er i opløsning.

Jeg ved også, at den evne har været tæt på at slå mig ihjel – fordi jeg mistede evne til at mærke. Og evnen til at tage mig selv alvorligt. At jeg er gået over mine grænser alt for mange gange og har tilladt andre det samme. For det, jeg mærket og tænker, er jo bare pjat og fri fantasi.

Tak fordi du læste med.

Godt Nytår

godt_nytaar

Efter 14 dage i familiens, hyggens og madens tegn er det nu endelig blevet hverdag igen.

Første dag hvor jeg kan sidde helt alene med min morgenmad og kaffe og blot stirre ud i intetheden, nyde stilheden og bare falde ned og ind i mig selv. Første dag uden alkohol, sukker og for meget og forkert mad.

Ikke fordi jeg ikke har nydt det. For det har jeg. Men forkert mad, alkolhol, et par ekstra panodiler samt syreneutrauliserende, natteroderi og for meget socialt er ikke godt for hverken angst, stress eller depression…og jeg har da også måttet ty til beroligende medicin før sengetid for at kunne falde ned og falde i søvn. Der bliver simpelhen for meget knald på øverste etage, og uanset hvor meget jeg forsøger med mindfulness og afslapning, så kan jeg ikke komme ned i det langsomme gear og falde i søvn uden medicinsk hjælp. Og uden søvn går det helt galt.

Jeg ved, at jeg i forhold til mange andre stress-, angst- og depressionsramte endda har haft en relativ rolig jul og nytår. At jeg hverken har små børn eller en masse familie og traditioner, jeg skal passe. Det har jeg heldigvis været god til at vælge fra, og jeg fordeler det ud over hele året. Men bare to lange sociale arrangementer på en uge er nok til at lave udu i systemet, og selvom det giver en masser, tager det også en masse af mine ressourcer.

Tilbage til nu. Tredie dag i det nye år og 362 dage tilbage.

Er det noget jeg skal? Noget der skal fylde mere? Noget jeg vil give mig selv lov til? Noget jeg håber for mig selv?

Ja. Jeg håber, tror og vil arbejde for, at mit 2017 bliver et år, hvor jeg med god samvittighed kan have mig selv med, og dermed bliver bedre til at finde en form for stabilitet. At jeg bliver bedre til at holde af mig selv på trods af mine begrænsninger, og at jeg tør sige dem højt uden at frygte, at folk vender mig ryggen.

Jeg håber også, jeg kan sætte mig selv så meget i centrum og får styr på min indre modstand, jeg får dyrket mindfulness bare 30 minutter om dagen, og at jeg får brugt min nye psykolog optimalt.

Så for første gang i mit 53-årige liv vil jeg forsøge at sætte mig selv i centrum. For en med hang til at stå i kulissen, hjælpe andre og i den grad lide af selvhad og manglede selvværd, er det noget af en angstprovokerende udfordring. Og bare tanken om, at skulle mærke mig selv og tage det, jeg mærker alvorligt sætter gang i adrenalinen, og jeg får lyst til at løbe fra fra det hele og kaste mig ud i alt, der ikke handler om mig.                                     Men nu har jeg sagt det højt, så der er ingen vej tilbage.

Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Og tak fordi du læste med.

PS: I forhold til mit sidste blogindlæg: Mødet med kommunen og min sagsbehandler gik godt. Jeg blev mødt af en kompetent og forstående kvinde, der havde nogen år på bagen. Og selvom hun ikke kan udrette mirakler, så fornemmede jeg, at hun så mig og tog mig seriøs.