Tag Archives: barndom

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 4.

thumbnail_fullsizerender

Endnu et smertefuldt dyk ned i barndommens erindringer. Jeg er 10-11 år og bor på Grønland.

Vi flyttede til Grønland, da jeg var 8 år og tilbage til Danmark, da jeg var 13. Min far havde fået job deroppe.

Det blev til 5 år i utryghed og ensomhed. 5 år i samfund der på mange måder var præget af apartheid – en adskillelse mellem danskere og grønlændere. Et hårdt miljø med mange skift og med selvoptagne voksne, der, måske fordi de var revet ud af deres kontekst og trygge rammer, drak for meget og havde en del konflikter. Og for os børn var det ”Survival of the Fittest”

Jeg er på den ene side et følsomt, nervøst og ensomt barn, men jeg er også glad for leg og noget, der er lidt farligt. Så jeg er let at lokke.

Jeg har også svært ved at få venner. Føler mig forkert og er et let offer for mobning. Jeg græder tit. Dagligt. Men mine forældres holdning til ked-af-det-hed og mobning er, at det er fordi, jeg både er sart og har gjort noget forkert. Er skyldig. Så jeg har fortjent at blive mobbet.

Jeg kan også fornemme, at det ikke er noget, jeg skal tale om…at de bliver kede af det. Får flere problemer. Og dem har de nok af.

Jeg vender det istedet ind af. Begynder at opfatte mig selv som et dårligt menneske. Jeg er ikke god nok. Forkert. Skyldig. Jeg er ond.                          

 Det bliver en dårlig spiral. Mørket indeni vokser. Overbevisningen, om at jeg er ond, vokser. Og jeg væmmes ved og er bange for mig selv og min tanker.

En dag, mens jeg i alt hemmlighed læser i et af min fars Rapportblade, falder jeg over en artiklen med billeder om filmen Exorcisten: Historien om en ung pige, der bliver besat af djævlen. Det er historien om mig. Jeg læser og skræmmes fra vid og sans…men læser alligevel videre. Jeg må vide det hele. Kende symptomerne. Forsøge at holde dem væk. Have kontrol.

Så nat efter nat ligger jeg i mørket og lytter. Jeg ved at hendes besættelse starter med, at hun kan høre rotter. Og jeg kan høre, det pusler. Høre lyde. Både udefra og indefra. Og jeg ved, jeg er fortabt. At det bare er et spørgsmål om tid, og jeg vil forvandle mig til er frådede galdespyende uhyre, der kan dreje hovedet hele vejen rundt. Og jeg vil blive til ren ondskab og tage livet af mine forældre.

Jeg ligger sådan i mange nætter. På vagt. Holder vejet. Sover ikke. Og billederne af de blodige scenarier forfølger mig både nat og dag. Jeg bliver bange for knive og ser mulige mordvåben alle steder.  

Min puls banker afsted. Jeg er svimmel. Har kvalme. Og den ydre verden bliver mere og mere fjern. tilhører alle de andre. Men ikke mig.              

En nat må jeg give op. Jeg er så tæt på enten at dø eller blive besat af djævlen. Så tæt på at miste kontakten til livet. Og til mig selv. Og jeg rejser mig fra min seng og beslutter mig for at gå ind i mine forældres soveværelse. Måske kan sove der. Måske kan jeg fortælle dem det. Måske kan de sågar hjælpe mig.

I min fars seng ligger min søster. Så der kan jeg ikke ligge. Og jeg overvejer at gå ind til mig selv igen. Men mine ben vil ikke. Går jeg tilbage er det slut. Så jeg kryber stille ind til min mor i hendes seng.

Jeg ligger og holder vejret. Ved ikke om jeg tør vække hende. Fortælle hende det. Måske kan jeg også bare se, om jeg kan sove.                                            

Jeg forsøger at finde roen – overgive mig til mørket, da et skrig flænser natten. Jeg tror jeg har drømt – men det er min mor. Hun råber på min far. Råber hun er ved at dø, og at han skal tage mig væk.

Jeg forstår ikke noget. Er bare stiv. Paralyseret. Jeg er sikker på, det er min skyld. Måske er det mine onde tanker. Måske har jeg gjort noget, jeg ikke kan huske. Måske har jeg slet ikke forsøgt at sove, men er som en anden Dr Jekyll og Mr Hyde. Måske er jeg blevet besat og er forevigt fortabt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg fyldes at et mørke, en tvivl og en angst, der aldrig siden helt har forladt mig.

Endelig kommer min far over til min mors seng. Han forsøger at berolige hende. Taler blidt til hende. Aer hende. Sært nok taler de ikke om lægebesøg. Mig ser han til gengæld ikke. Han taler heller ikke til mig. Jeg får til gengæld en pille. Og jeg kan ikke huske, hvor jeg sover henne resten af natten.

Næste morgen skal jeg i skole. Jeg vil ikke. Det er som, jeg slet ikke er mig selv. Som jeg er lukket inde i en sort tåge og ikke er en del af verden. Jeg hører ikke til nogen steder. Er forbandet. Og ensom.                                    Men jeg slipper ikke. Bliver sendt af sted og de næste mange dage, går jeg rundt som en anden zombie. Stille og mekanisk. Bange for verden. Bange for mig selv.

Med tiden letter det…eller også bliver jeg bare vant til det. Og jeg gør, hvad jeg kan for at slippe for alt, der kan minde om Excorsisten. Og når drengene taler om den, bliver jeg fjern og suget tilbage til hullet – ja, selv i dag kan jeg ikke se billeder eller høre om filmen uden at mærke suget og komme tilbage til dengang.

I familien taler vi ikke mere om det. Jeg forsøger et par gange – lidt kejtet at fortælle om min angst for filmen…og djævlen. Men det lykkes ikke. Der er ikke åbent.

Og da jeg som voksen forsøger at spørge dem om, hvad der skete, benægter de begge hændelsen.

Jeg er dog ikke tvivl om, at min oplevelse er sand. Jeg har oplevet min mors angst og panik flere gange – især i forbindelse med nærhed og konflikter. Ligesom jeg ved, hun havde et lager af beroligende medicin hylden, som hun selv tog, men også gav til os børn, når livet blev for svært.

Det er desværre også sandt, at oplevelsen har sat sig som et traume, jeg stadigvæk ikke har fået opløst. At jeg aldrig har fået hentet den 10-11årige Rikke hjem. At hun stadigvæk ligger i sin mors seng. Alene, paralyseret og stiv af skræk.

Jeg håber dog, at jeg ved at fortælle historien kan finde ind til hende og tage hende i hånden hjem.

Tak fordi du læste med.

Reklamer

Hemmeligheder og løgne – En dysfunktionel barndom 2.

14354945_10154542061363680_7859684685542064001_n

Et barn bliver født

Jeg kan ikke huske ret meget fra de første år af mit liv. Jeg har fået at vide, jeg var ønsket og var et let barn – ja nærmest doven. Men det er jo bare historier fortalt af andre, der kun har set det udefra…og på afstand.

Når jeg ser på billeder fra de første par år, synes jeg da også, jeg ligner et helt almindeligt barn med en god portion krudt og et godt smil. En robust lille trold med et intenst blik.

Jeg tror også, det er rigtigt, når familien fortæller mig, at min far elskede mig de første år af mit liv. Og i min fantasi kan jeg sagtens forestille mig, at jeg allerede der kom imellem mine forældre, der levede som hund og kat.

Jeg ved ikke, hvordan min mor tacklede mig eller tacklede det at få et barn – men med de oplevelser, jeg har haft med hende senere, kan jeg sagtens forestille mig, at hun syntes, det var svært, og at hun i stedet for at vise det, forsøgte at fremstå som perfekt og fuldstændig pletfri. Og med en ældre søster, der på det tidspunkt havde fået barn nummer fem, og som havde styr på det, tror jeg min mor, som den yngste, noget forsagte og forsigtige, havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle være mor.

Jeg tror heller ikke min far har støttet hende. Han har unden tvivl taget over, madet og trøstet, men han ikke hjulpet hende til at få det bedre med at være mor. Tværtimod, tror jeg hun har lidt under, at jeg i de yngre år, valgte min far, når jeg havde det svært. Så på den måde kom jeg imellem dem. Jeg gav min far selvtillid og en fandens masse kærlighed – og min mor gav jeg frustrationer, manglede selvværd og selvtillid.

Nu er det, jeg skal stoppe op. For hvad er det egentlig, jeg skriver. Jeg gav dem…som om det var en aktiv og bevidst handling fra min side. Jamen hallo, jeg var mellem nul og to år. Jeg kunne da umuligt være ansvarligt for noget i den alder.

Jeg begynder at kunne erindre

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel jeg er…og jeg kan ikke spørge, for alle de involverede voksne er døde, men jeg kan regne mig nogenlude frem til det.

Jeg er 5-6 år og min søster i 2-3 år. Vi bor i Værløse på Sjælland og vores bedsteforældre bor i Himmerland i Jylland. Det er påske, men min mor har vagt på plejehjemmet, og vi skal derfor passes i Jylland. Så vi skal med bus, færge og bus, og vi – altså min søster og jeg, skal rejse alene.

Vi bliver kørt til bussen og sat på ….og så starter eventyret.

Bussen er fyldt, det er varm og min søster er ikke sådan at få til at sidde stille. Hun lider også af køresyge, og jeg er nærmest panisk for at hun kaster op – for jeg ved, at kaster hun op, så kaster jeg også selv op.

Hun er også mere pibet end mig. Jeg er jo den store – så det er med at holde masken og lade som om, at det her er helt naturligt. Der er ikke noget at være bange for. Og jeg smiler, taler og leger med hende.

På et tidspunkt bliver min angst for opkast alligevel for meget, og jeg spørger en fremmed dame i bussen, om hun, hvis hun ellers får et par små likør påskeæg, vil hjælpe mig, hvis min søster kaster op.

Damen er heldigvis sød og siger ja til både påskeæg og til at hjælpe mig

Næste udfordring og en fantasi, der har forfulgt mig siden, jeg vidste, vi skulle alene afsted, er turen ud af bussen og op på færgen. Jeg har en skræk for, at den automatiske dør fra bildækket og op til cafeteriet smækker i, lige når min søster går igennem. At hun bliver mast, og at blod og indvolde løber ud. At hovedet kommer i klemme. Hjernemassen løber ud. Og at rummes fyldes med skrig. At hun dør. Og det er min skyld. Jeg holder vejet, mens følelser og indre billeder af afrevne lemmer vælter rundt indeni, og jeg får både hende og jeg gennem dødsporten.

Næste stop er cafeteriet. Vi har fået penge til at købe en mad… og jeg glæder mig til rullepølse med sky, rå løg og karse. Men min søster er ikke sådan at holde styr på. Hun er nysgerrig, og det er svært at stå i kø men en 2-3 årig, men jeg ved instinktivt, at jeg hverken må slå hende, hive i hende eller skælde hende ud. Jeg skal være tålmodig. Og mens alt inden er kaos og katastrofer. Tanker om barn overbord, druknedød, hajer og endnu flere afrevne lemmer – denne gang i maskinskruen, er min overfladen fuldstænding rolig som på en fuldmoden voksen.

Vi kommer igennem køen, får sat os og spist vores færgemad, og enten har folk ikke opdaget, at hele mit indre verden er i opløsning, eller også er jeg en mester i at vise, at jeg styr på situationen. For der sker ikke mere. Og jeg husker heller ikke mere. Ved bare at vi kommer sikkert til Hobro, og jeg aldrig fortæller nogen om, hvor bange jeg var. Tværtimod holder jeg kæft, smiler pligtskyldigt og trækker mig ind i mig selv. Men må jeg have virket overbevisende og rolig for historien gentager sig de næste par år. Med flere bus- og færgeture, flere skrækscenarier og flere facader.

Set i bagspejlet ved jeg, at den her oplevelse, bliver startskuddet til et mine mønstre. En af mine overlevelsesløgne. Det er den, der satte gang i min tilbagetrækning og min mistillid.

At jeg midt i et et angst- og kaos-helvede kan lukke af og splitte mig selv i to dele. Den ydre, der præsterer derudaf og den indre som er i opløsning.

Jeg ved også, at den evne har været tæt på at slå mig ihjel – fordi jeg mistede evne til at mærke. Og evnen til at tage mig selv alvorligt. At jeg er gået over mine grænser alt for mange gange og har tilladt andre det samme. For det, jeg mærket og tænker, er jo bare pjat og fri fantasi.

Tak fordi du læste med.

Hemmeligheder og løgne – en dysfunktionel barndom 1.

13597536_319963385009523_1173697788_n

Jeg har besluttet mig for at give jer et indblik i min barndom og min fortid.

De vil alle ligge under kategorien ”Fortid” og have numre.

Hvorfor? Fordi det er der, det hele startede. Der jeg blev ladt alene og måtte finde alle mulige og umulige strategier for at overleve.

Derforuden så tror jeg på de små personlige historier, da, det er der, vi både kan spejle os og blive set. Der vi måske kan lappe lidt på de sår, vi har fået, fordi vi i det positive møde kan ændre på nogle af de opfattelser og mønstre, vi har.

Og så tror jeg helt basalt, at løgne og hemmeligheder kvæler os og gør os syge.

Det handler derfor ikke om at udlevere mine forældre – de er for øvrigt også døde for mange år siden. Ligesom det ikke handler om hævn.

Der er mange måder en familie kan være dysfunktionel på, ligesom den kan gemme på mange hemmeligheder og løgne.

Udadtil lignede min familie en succes. Der var madpakker, rent tøj, ferier, kunst på væggen, få arkitekttegnede møbler og bøger i reolen.

Vi var det, man kalder, den nye middelklasse – min mor var sygeplejerske min far bygningskonstruktør, og de var begge både hårdtarbejdende og vellidte på deres job og havde et socialt liv ved siden af.

Men det var også et hjem, der var kold, uden følelser, berøring, anerkendelse, nærvær og kærlighed. Et hjem hvor burde og skulle, perfektion og præstation samt ro, renlighed og regelmæssighed var i højsædet. Et hjem, hvor det at være menneskelig, have følelser og meninger, var en forbandelse og noget, der med alt magt skulles holdes nede. Et hjem, der havde brug for en syndebuk, når der kom ridser i lakken – og den syndebuk blev mig.

Derudover var min mor kronisk syg med forskellige sygdomme – nogen helt sikkert psykosomatiske – og var medicinmisbruger. Og hun kunne, når man ikke makkede ret, fremprovokere en af hendes mange sygdomme. Ligesom hun ikke var bleg for at stikke os et stesolidpræparat eller et par codymagnyler, hvis der var konflikter eller kriser i familien.

Min far, som udadtil var en charmede, klog og sjov mand, havde en skyggeside, som kun os børn og min mor kendte. Han var utilregnelig og temperamentsfuld og ud over, at jeg pludselig kunne få et par hovedet, så kunne han være decideret perfid og ondskabsfuld, og han blev ved, indtil jeg brød sammen.

Men alt det var der ingen, der vidste, og forsøgte jeg at sige det højt både dengang – men også senere, så var svaret, at det ikke passede. At jeg huskede forkert, havde en sygelig fantasi eller var ondskabsfuld og egoistisk – for hvordan kunne jeg….efter alt det de havde gjort.

Og lige den del, delte de med både venner og bekendte. Ja sågar med psykiatrien, som også troede dem. I hverfald i en årerække. Så de gik fri, og historien blev, at jeg var psykisk ustabil og utilregnelig.

Så jeg i gik mange år med troen på, at der var noget grundlæggende alvorligt galt med mig, og at jeg var et dårligt menneske. Og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde mine erindringer væk. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har ønsket, at jeg kunne udvikle et misbrug, blive selvdestruktiv eller tage livet af mig selv for at slippe for mine erindringer og den efterfølende skyld og skam over at huske forkert, være et dårligt og psykisk sygt mennekser samt være årsagen til at ødelægge den ellers gode famile.

Men jeg har for meget kontrol, og samtidig ville jeg ikke påføre mine forældre mere smerte – jeg havde jo ødelagt nok – så jeg valgte ubevidst at lukke af for mig selv og min krop. Og når tanker og følelser kom for tæt på, så løb jeg bare stærkere eller væk fra.

Til sidst var der ikke mere af mig selv tilbage. Prisen for at både at holde på familiens hemmelighed og at tro på beskyldingen om, at jeg var en løgner og psykisk ustabil, var, at jeg forsvandt og udviklede at selvhad og en angst for relationer. At jeg for at holde mig i live præsterede bare for at få lidt anerkendelse – som paradoksalt nok bare prellede af. Eller også kastede jeg mig i armene på mænd bare få lidt kropskontakt – for så kunne jeg i et øjeblik mærke min krop og blive holdt fast til livet.

Det er med bævede hjerte og en million blikkende røde alarmer, jeg springer ud og begynder at sige min historie højt – for tænk hvis jeg endnu engang får at vide, at det er løgn eller ”du har jo ikke været udsat for sekselle overgreb eller misrøgt – hvad fanden bilder du dig ind”. Og jeg hører min fars nedladenede stemme sige ”Askepot” mens min mor stemmer i og ligner en slået hund, og jeg har lyst til at slette alt det, jeg har skrevet. Ja, det er lige før, at jeg ville ønske det var løgn, at min historie er noget, jeg har fundet på.

Men jeg sletter ikke – for det er ikke løgn, og der er mange måde at begå overgreb på….mange måder at køre mennesker i sænk på. Og min historie er ond og grusom på sin egen stille måde. Men kun ved at dele den, sige den højt og blev mødt og spejlet i den, bliver jeg hel og forhåbentlig i stand til at bryde min families mønstre.

Tag pænt i mod den. Og tak fordi du læste med.