Tag Archives: dårligemønstre

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.