Tag Archives: formegetafdetgode

Godt Nytår

godt_nytaar

Efter 14 dage i familiens, hyggens og madens tegn er det nu endelig blevet hverdag igen.

Første dag hvor jeg kan sidde helt alene med min morgenmad og kaffe og blot stirre ud i intetheden, nyde stilheden og bare falde ned og ind i mig selv. Første dag uden alkohol, sukker og for meget og forkert mad.

Ikke fordi jeg ikke har nydt det. For det har jeg. Men forkert mad, alkolhol, et par ekstra panodiler samt syreneutrauliserende, natteroderi og for meget socialt er ikke godt for hverken angst, stress eller depression…og jeg har da også måttet ty til beroligende medicin før sengetid for at kunne falde ned og falde i søvn. Der bliver simpelhen for meget knald på øverste etage, og uanset hvor meget jeg forsøger med mindfulness og afslapning, så kan jeg ikke komme ned i det langsomme gear og falde i søvn uden medicinsk hjælp. Og uden søvn går det helt galt.

Jeg ved, at jeg i forhold til mange andre stress-, angst- og depressionsramte endda har haft en relativ rolig jul og nytår. At jeg hverken har små børn eller en masse familie og traditioner, jeg skal passe. Det har jeg heldigvis været god til at vælge fra, og jeg fordeler det ud over hele året. Men bare to lange sociale arrangementer på en uge er nok til at lave udu i systemet, og selvom det giver en masser, tager det også en masse af mine ressourcer.

Tilbage til nu. Tredie dag i det nye år og 362 dage tilbage.

Er det noget jeg skal? Noget der skal fylde mere? Noget jeg vil give mig selv lov til? Noget jeg håber for mig selv?

Ja. Jeg håber, tror og vil arbejde for, at mit 2017 bliver et år, hvor jeg med god samvittighed kan have mig selv med, og dermed bliver bedre til at finde en form for stabilitet. At jeg bliver bedre til at holde af mig selv på trods af mine begrænsninger, og at jeg tør sige dem højt uden at frygte, at folk vender mig ryggen.

Jeg håber også, jeg kan sætte mig selv så meget i centrum og får styr på min indre modstand, jeg får dyrket mindfulness bare 30 minutter om dagen, og at jeg får brugt min nye psykolog optimalt.

Så for første gang i mit 53-årige liv vil jeg forsøge at sætte mig selv i centrum. For en med hang til at stå i kulissen, hjælpe andre og i den grad lide af selvhad og manglede selvværd, er det noget af en angstprovokerende udfordring. Og bare tanken om, at skulle mærke mig selv og tage det, jeg mærker alvorligt sætter gang i adrenalinen, og jeg får lyst til at løbe fra fra det hele og kaste mig ud i alt, der ikke handler om mig.                                     Men nu har jeg sagt det højt, så der er ingen vej tilbage.

Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Og tak fordi du læste med.

PS: I forhold til mit sidste blogindlæg: Mødet med kommunen og min sagsbehandler gik godt. Jeg blev mødt af en kompetent og forstående kvinde, der havde nogen år på bagen. Og selvom hun ikke kan udrette mirakler, så fornemmede jeg, at hun så mig og tog mig seriøs.

Reklamer