Tag Archives: jobcenter

Sygdom i systemet – nr. 1.

                             paragrafrytteri-e1408467958799

Jeg har nu været sygemeldt i 6 uger, og i morgen torsdag skal jeg til mit første møde med det kommunale – i mit tilfælde Aalborg Jobcenter.

I indkaldelsen stod der, at formålet med mødet var at få mig i job hurtigst muligt…men ikke et ord om at få det bedre.  Måske er det mig, der læser det forkert og er sårbar, men min umiddelbare reaktion var: ”Skide være med hvordan jeg har det, jeg er ikke et menneske – bare et produktionsdyr – og de skal som bekendt aflives, når de ikke producerer nok”

Så jeg glæde mig ikke – har i øvrigt også læst for meget om småkagesager, sengeliggende jobprøvning og andre helt groteske historie, hvor regler og bureaukrati sættes over sund fornuft og menneskelighed. Historier som kan få min stress, angst og depression til at gå i selvsving og efterlade mig med en følelse af at være uønsket,værdiløs og trængt op i en krog. En følelses af klaustrofobi, umyndiggørelse og utilstrækkelighed – og jeg har allermest lyst til at løbe væk, raskmelde mig eller flytte ud på en øde ø. For hellere dø af kulde, sult og ensomhed end at blive mødt med mistillid og formynderiskhed.

Det er jo at sende mig tilbage til barndommens traumer og mønstre. Til stedet hvor straf og skyld blev brugt for at få mig til at lukke munden og makke ret – og når jeg ikke længere formåede at makke ret og mistede kontrollen, så kom frustrationerne ud i trods, raseri og destruktiv adfærd.

Det er ski en sær samfundspædagogik, et håbløst og dumt menneskesyn samt lidt af et paradoks, når man tænker på, hvor mange forskningspenge, der er blevt brugt til at fortælle os, hvad der motiverer og give gode liv og mennekser. Og gode liv og gode mennekser er altså hovedforudsætningen for et godt samfund.

Jeg ved godt, at man heldigvis ikke kan kæmme alle over en kam. At masser af sagsbehandlere og jobkonsulenter er gode mennesker med varme hjerter, der reelt ønsker at gøre en forskel.

Jeg ved også, at netop den faggruppe ofte rammes af stress, fordi de ikke får lov til at udføre deres arbejde ordentligt og med mennesket i fokus, men i stedet er tvunget til at sætte regler og økonomi øverst. At de bare udføre deres arbejde, og at de temmlig sikkert ikke har stemt for større stramninger, færre penge og mere kontrol og tommelskuer.

Og mens jeg oversvømmes og overvældes af skrækscenarier, tvivl, angst, sorte tanker, argumenter og forklaringer, forsøger jeg at finde min egen lille stemme i alt rodet. Den, der er mig lige her og nu. Den der ved, hvad jeg kan – men især hvad jeg ikke kan. Den som kan passe på mig i blæsevejr og fortælle mig, at det er ok at sige “nej, det kan jeg ikke endnu – eller jeg vil gerne forsøge, men jeg er bange for, at det er for hurtig, forkert, for meget”. Den der gerne vil samarbejde, men ikke være så samarbejdsvillig og desperat efter anerkendelse eller at høre til, at jeg endnu engang glemmer mig selv.

Det er hende, jeg gerne vil have med til mødet. Hende der bor dybt ned i maven, og som kan se systemet direkte i øjnene uden frygt og trods.

Hun kan godt nok ikke ændre en disse i forhold til reglerne, men hun kan tale uden omsvøb, uden skjult agenda og bevare sin værdighed.

Tak fordi du læste med.

Reklamer