Tag Archives: lykkepiller

Ja tak til antidepressivt. Nej tak til lykkepiller

virtuelle_lykkepiller_2-600x3001

Har i dag måttet bide i det sure æble. Slugt jeg ved ikke hvor mange kameler. Bidt i græsset. Ædt min stolthed. Krøbet til korset. Tudet. Alt sammen på grund af skam og skyld over ikke at kunne klare det selv. Over at skulle spørge om lov til at blive sat op i medicindosis – og frygte et nej.

For jeg er en af dem der spiser lykkepiller, som medier og folk så ublu og dumt kalder dem. En af dem, der skal stå for skud og være med til at hjælpe den grådige medicinindustri. En af dem der får medicin, der ikke virker, der er fyldt med bivirkninger og som gør os til zoombier. I hvert fald hvis man skal tro på Internettet.

Og jeg har kæmpet en både indre og ydre kamp. Holdt fast i og været stolt over, at jeg da i det mindste kunne nøjes med at tage den laveste dosis – for så var jeg da trods alt lidt bedre, havde lidt mere styr på det og var lidt stærkere.

Men jeg kan åbenbart ikke selv – også selvom jeg gør alt, hvad der står i min magt for at bekæmpe sorte huller, manglende livslyst og minus på livsglæden. Jeg mediterer, går ture, bruger lysterapi, spiser sundt, tvinger mig til sociale og gode aktiviteter og så har jeg gået i terapi i frygtelig mange år. Men det er åbenbart ikke nok.

Jeg har tror jeg har lidt af depressioner siden jeg var 8 år, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er vågnet en morgen og har tænkt “Fedt endnu en dag”. Til gengæld kan jeg huske kampen for at komme op, kampen for at komme ud af døren, kampen for at være social, lave opgaver osv – for det eneste jeg havde lyst til var at sove. Blive væk og gemme mig fra verden.

Hvordan helvede jeg har formået at rejse mig hver morgen og lade som om, er et under. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at jeg ikke gav op. Bad om mere hjælp. Forstår ikke, at jeg i så mange år har kunnet have et så passivt selvdestruktivt adfærd – at jeg har kunnet være til uden ret meget glæde og livslyst. Ja i mange perioder har den været under nul.

På mange måder har jeg troet, det var en normal tilstand – i hvert fald min normaltilstand. Og det kunne åbenbart ikke være anderledes. Folk som jeg kunne ikke hjælpes.

Desværre tog det mange mange år, før jeg selv begyndte at se, at det handlede om depressioner, og det undre mig, at de læger og psykiatere jeg har opsøgt, ikke har kunnet se, at det handlede om depression. At min måde at reagere på bare er mere maskulin: At jeg i stedet for at lægge mig på sofaen, græde og gå i stykker, bliver asocial, indelukket, lettere aggressiv, negativ og går min vej og hader både mig selv og verden. Jeg mister tillid og tro på både mig selv og andre.

For 15 år siden fik jeg for første gang lykkepiller – kaldte dem for sjovt tossepiller. Det var primært mod angst og jeg fik et SSRI præparat. Meget lav dosis. Set i bagspejlet har de kun hjulpet lidt – men nok til, at jeg trods alt ikke gik helt i sort. Nok til at overleve – men bestemt ikke nok til at leve.

For 3 år siden skiftede jeg til et SNRI præparat og oplevede for første gang, at jeg havde lyst til at stå op. En lille opblomstring – men stadigvæk havde jeg meget få ressourcer. Alligevel besluttede jeg, at nu når jeg var begyndt at mærke glæden, så ville jeg forsøge at komme ud af pillerne – for tænk hvis det viste sig, at jeg kunne være glad uden. Tænk hvis jeg i virkeligheden havde livslyst og livsglæde. Tænk hvis det var medicinen, der havde spist min glæde – og det var den, jeg var blevet deprimeret af. At det på Internettet passede, og jeg var blevet forført, misinformeret, vildledt og havde mistet mig selv og mine evne til at føle og tænke på grund af medicinen.

Og ganske langsomt begyndte jeg at trappe ud. I starten gik det fint, men på et tidspunkt begynder jeg at mærker uroen og trisheden vende tilbage, men overhører det. Det går så godt. Jeg er stærk og kan selv. Det handler bare om den rigtige mentale indstilling.

Men jeg vælter med et brag og bliver opslugt af min fortid, mørket, trætheden og de sorte tanker. Og intet af det jeg gør, giver mig glæde. Tværtimod kan jeg ikke gøre noget godt nok. Og jeg er ikke god nok. Og paradoksalt nok bliver jeg mere og mere en zoombie og mindre konnektet med verden og mig selv. Jeg bliver endimensionel.

Jeg æder min stolthed og begynder på medicinen igen og læser alt det, der står om bivirkninger og lykkepiller, og jeg bliver skræmt, stresset, splittet og min tvivl går amok. Og jeg går konstant rundt og prøver at mærke efter om jeg er ramt af frygtelige bivirkninger. Om jeg har det godt nok – om pillerne nu gør mig skør og får mig ud på et eller andet overdrev, hvor jeg mister kontrollen og forbindelsen til mig selv.

I dag 10 uger senere på laveste dosis er virkningen begrænset, jeg har endnu ikke oplevet at vågne bare lidt glad og have lyst at deltage i livet. Alt hvad jeg gør tvinger jeg mig selv til, men jeg får ikke noget ekstra på kontoen – bliver bare træt. Græder, glor ud i luften og har hverken lyst til at sove eller være vågen.

Så jeg er der, hvor jeg tænker, at jeg bliver nødt til at bede om hjælp. Medicinsk hjælp. Blive sat op i dosis. Forsøge at se om det kunne hjælpe. Bare lidt. For der er minus på kontoen og jeg er ikke mig selv. Jeg er for meget i krybdyrhjernen og i de sorte huller.

Så jeg må gå den tunge gang, bide skammen i mig og håbe på min læge vil støtte mig.

Samtidig vil jeg håbe, at debatten om lykkepiller bliver lidt mere nuanceret, og at vi vil stoppe med at kalde dem lykkepiller. For det er så misvisende – og man bliver ikke mere lykkelig af dem, end man gør, af alt andet medicin. Til gengæld sætter man brugerne i bås, ser ned på dem og opfatter dem som svage. Men vi er altså ikke den eneste patientgruppe, hvor medicin er en god løsning og nødvendigt. Hvor medicin kan give mere livskvalitet og hvor vi gerne betaler for, de bivirkninger der er – for alternativet er værre. Og vi der bruger antidepressivt og andet psykofarmaka kæmper en dobbeltkamp. For et er, at vi er ramt af noget, der både er usynligt, stadigvæk tabubelagt og en lav -status-sygdom. Noget andet er, at vi også skal slås med fordomme og bedrevidenhed i forhold til medicin. Så det er svært ikke at skamme sig og føle sig forkert.

Hvorvidt antidepressivt ændrer personligheden og fjerner os fra os selv, kan kun den enkelte vurdere. I mit tilfælde er jeg mere mig selv på medicin end uden medicin. For både angst og depression fjerner mig fra de gode steder i mig selv, og jeg bliver opslugt i en verden, hvor både jeg selv og verden bliver mine fjender – noget jeg skal slås mod.

Tak fordi du læste med.