Tag Archives: mindfulness

Et spirende opgør mod mit tanke- og følelsespoliti.

62679413

Et af de spørgsmål, der kan få mig hurtigst op i det i det røde felt er “Har du prøvet at tænke positivt” Eller mennesker med værktøjskasser og hovedet på skå, der vil lære mig at tænke og føle anderledes, og lidt for sjovt kalder angst og sorte tanker for dæmoner, nogen man skal tage kampen op mod. Noget uønsket, grimt og farligt, der bor indeni mig.

Jamen for helvede… jeg har jo nærmest ikke prøvet andet. Hele mit liv har jeg forsøgt at lave om på min tanker og følelser. Prøvet at være en anden. Jeg har fortængt. Fornægtet. Forstået. Formindsket. Eller kæmpet mod og råbt af mine tanker og følelser og følt skyld og skam over ikke at være postiv og glad nok.

Jeg har skilt mit hovedet fra min krop og nægtet at mærke sådan, som jeg virkeligt havde det. Nægtet at mærke vrede, afmagt, ked-af-det-hed og brugt mit intellekt som kompas.

Og når mine ressource var brugt op, og følelserne og tankerne slap igennem fileteret, har jeg indentificeret mig med dem og dømt og kategoriseret mig selv, mine tanker og følelser i gode og dårlige.

Så det har været en kamp mod mig selv og mit tanke- og følelsespoliti, der stort nok til at dække det meste af Danmark. For alt der kommer op til overfladen bliver målet, vejet, vurdere og sat i bås – ofte i en gode kasse og en dårlige kasse. Og ja, kassen med det dårlige vejer mest.

Men de fleste ved, at får du at vide, at du ikke må tænke på en giraf, så dukker giraffen op helt af sig selv. Og jo mere du siger, jeg vil ikke tænke på en giraf – jo mere tænker du på en giraf.

Og sådan er det med følelser og tanker. Jo mere man forsøger at holde den indre verden på afstand, jo mere vokser den og/eller kommer til udtryk på de særeste måder og upassende tidspunkter, og man ender med at bruge en masse energi på at holde det væk.

Alt det vidste jeg godt. Men jeg forstod åbenbart ikke helt, at det, jeg opfattede som de dumme tanker og følelser, var min måde at forsøge at beskytte mig selv på. At jeg med min historie og med mit behov for et altid forhøjet alarmberedskab har været i en kamp-, flugt- og frystilstand det meste af mit liv, og jeg derfor tænker og føler, som jeg gør. At det er og var en 4-årig, 12 –årig, 16-årig og 20-årigs reaktioner på, at der lå eller kunne ligge løver over det hele.

Men de tanker og følelser skal jeg ikke bekæmpe, men sige tak for. For uden dem var det gået endnu værre. Uden dem var jeg blevet spist.

At hjerne og kroppen så fortsætter med at se løver og komme med forslag, som ikke er specielt konstruktive, er en anden sag – men det vigtig at huske, at de gør det i den bedste mening. De er hverken onde, dumme eller dæmoniske, men vanedyr, som desværre er blevet holdt fast i, at enten er verden farlig eller også er mine tanker og følelser farlige. Og det i sig selv er næring nok til at fodre stressen. For det er hårdt arbejde at have et meget rigidt tanke- og følelsespoliti, der konstant ønsker kontrol.

Men jeg er begyndt at slippe. Begyndt at tillade alle mine tanker og følelser, og jeg øver mig i at tale pænt til dem – også selvom de ikke altid taler pænt til mig. Jeg er begyndt ikke at ville kæmpe mod dem og opdrage på dem. For det er sådan, at jo mere kamp og tvivl, der er indvendig, jo mere kamp og tvivl bliver der i min udvendige verden. Jeg tager simpelhen mine kampe og min tvivl med ud i alle mine relationer, hvor de både larmer og tager for meget plads.

Det er lettelse at turde og kunne sige højt, at jeg ikke længere vil tro på, at der findes positive og negative tanker og følelser. At glasset både kan være halvfyldt, halvtomt eller indholde 0,3 liter. At jeg både kan være optimist og pessimist – og den bedste udgave af mig ikke findes…altså med mindre at den bedste udgave er ligeså flydende og skiftende, som jeg er.

Det er en også lettelse ikke længere at have kampen – det at vinde som mål. Eller det perfekte og det gode som mål – men øve mig i at acceptere den jeg er, og det jeg føler og tænker.

Det eneste der reelt fortæller, hvem jeg er mine handlinger. Behandler jeg mig selv, andre og jorden godt? Er der sammenhæng mellem mine værdier og mit adfærd? Og formår jeg helhjertet at undskylde og evt ændre, det jeg gjorde, som ikke var ok – uden at slå mig selv oveni hovedet?

Jeg er ikke blevet lykkeligere, mere perfekt, mindre tvivlende, ked af det, vred eller frustreret. Og det gør ondt, river og jeg bliver rastløs, når jeg møder ubearbejdede og fortrængte tanker og følelser

Men jeg bliver lige så stille – i et sneglefarttempo, der sætter min tålmodighed på hårdt arbejde – lidt større, mere rummelig, tilfreds og let. Mere afventede og mindre hurtig på aftrækkeren.

Tak fordi du læste med

Kunsten at overleve mindfulness

mm3-01-01-1-768x768

Jeg er startet på kurset ”Åben og Rolig” – et 9 ugers kursus i meditation/mindfulness for stressramte udbudt af Aalborg kommune. Har sagt ja tak til kurset, fordi jeg om nogen lider af oversping, når det handler om at få mediteret….også selvom jeg ved, det er godt for mig og min stress.

Vi er 14 damer – alle inden for ”noget med mennesker”, hvilket i sig selv er tankevækkede – men det er en hel anden historie.

Den her historie handler om noget helt andet. Nemlig om at være noget jeg ikke er – åben og rolig. En skål og ikke et svær. Til stede. Væren. Zen.

Eller jeg kunne også bare skrive, den handler om, hvor svært det er ikke at være effektiv. Ikke at være i bevægelse – på vej mod noget. Om trangen til flere bolde i luften. Trangen til planlægning. Til at handle. Tænke. Gøre. Og gerne på et splitsekund.

Det handler også om min modstand mod bare at ligge der og mærke min vejrtrækning og glo på mine tanker uden at være fordømmende. At modtage alt med venlighed. Også min indre dialog, som både er min modstander men også en kilde til min satiriske og hurtig-på-aftrækkeren-side, som jeg holder af – på trods. For der er sjældent kedeligt inde i mit hoved.

Så mens jeg ligger der og mediterer åben og rolig på min vejrtrækning og forsøger at være en dygtig patient og kursusdeltager, begynder jeg at skrive det her blogindlæg. Og jeg kæmper en kamp for ikke at stoppe det her håbløse ineffektive tidsfordriv og springe direkte til tasterne og skrive løs…jeg er jo lige in the mood og er opfyldt af inspirationens hellige ild.

Jeg forsøger virkelig at gøre mig umage og tage i mod og koncentere mig om den venlige stemme i mine øre, der fortæller mig, at jeg ikke må kæmpe, men bare skal modtage det hele på en åben og rolig måde. Jamen for helvede – har du nogen side prøvet at være inde i mit hovedet din selvfede nar. Hvad med om du holdt din kæft dit bedrevidede fjols…som om. Og det er lige før jeg rækker tunge ude i luften.

Men jeg bliver stædigt liggende….jeg er jo en dygtig elev, og selv om min krop er tæt på at have sit eget liv og bare rejse sig, og mine tanker kører på højtryk, forsøger jeg blive i det. I første omgang fordi jeg vil være dygtigt. Og jeg nærmest tvinger min vejrtrækning til at være rolig, dyb og fri, mens jeg hjernedødt og med sammenbidte tænder messer ”åben og rolig” på min vejrtrækning.

Heldigvis irettesætte min skarpe hjerne mig og fortæller mig, at meditation sgu ikke handler om tvang og kontrol og om at være dygtig, men om at være med det, der er.

Jeg forsøger derfor at stoppe den hetz på mig selv, der handler om at ville tænke og føle rigtig. For det findes ikke. Jeg kan ikke med hverken vold eller magt forhindre mine tanker og følelser, men jeg kan øve mig i ikke at slå mig selv oveni hovedet –  og vigtigst at alt ikke at slå mig selv oveni hovedet, når jeg af dårlig vane og på autopilot slår mig selv oveni hovedet. Men at jeg skal byde det, jeg nu engang er, velkommen. Og en del af mig er altså en følsom, sur, kritisk, strid og satirisk bitch.

For mig er mindfulness og meditation hårdt arbejde. Det er ikke en pause, hvor jeg kan slippe væk. Eller slappe af. Og det er overhovedet ikke forbundet med noget åndeligt. Nirvarna. Tværtimod er det ret konkret. Lige her og nu i min lille verden.

Det er heller ikke specielt kærligt eller rent, for jeg bliver fyldt med frustrationer, når jeg sidder der. Og min komplekse og ambivalente personlighed, der kræver sin kvinde, bliver tydelig. Ligesom mine mønstre og min automatpilot bliver tydelig.

Det betyder ikke, at jeg stopper. Eller jeg ikke også oplever øjeblikke med ro og væren. For det gør jeg heldigvis. Men det hverken universel, spirituel eller særligt stort. Det er mere jordnært. Som at sidde på en hest, når det er bedst. Synge i kor, når det er bedst. Have sex, når det er bedst.

Det er at blive venner med og samarbejde med alle mine sider. At slå rigtig og forkert fra. At sætte mig selv i centrum uden at skulle bruge andre mennekser til at bekræfte og anerkende mit ego.

Så jeg fortsætter det hårde arbejde, velvidende at jeg både er et sværd og en skål. Heldigvis.

Tak fordi du læste med.