Tag Archives: mønstre

10 år i Helvede. Del 2.

De sidste 25 år har jeg haft det svært med påsken. Især Langfredag. Hvert år dukker der minder frem, som jeg har fortængt og skammet mig over. En adfærd som jeg aldrig har forstået eller har kunnet integrere i mig selv. En adfærd som jeg troede og frygtede ville stemple mig som utilregnelig og sindssyg. Ude af trit med mig selv. Til fare for mig selv. En adfærd, der har skræmt mig så meget, at jeg ikke engang turde fortælle det til min psykolog. Det er max blevet til en lille kort notits med et overbærende skuldertræk og skævt smil fra min side. Men nu dykker jeg ned i oplevelsen – tager den fra en ende af og skriver mig ud på den anden side.

Til dem der tænker, jeg kan ikke tåle mere håbløshed og smerte fra hendes hånd, vil jeg sige: Den ender sært nok lykkeligt – hvilket jeg overhovedet ikke havde set komme.

Endnu en historie, der nærmest er umulige at skrive. En af dem hvor jeg vil gøre alt for at gå uden om. Bare tanken om at genopleve det fylder mig med kvalme og svimmelhed. Med angst, sugende sorte tanker og følelser, der lokker mig ned i mørket.

Noget der vil ud, men som ikke vil ud alligevel. Noget der ikke ønsker at se dages lys. Noget jeg ikke vil eller kan tage på mig som en del af mit liv. Noget jeg skammer mig over. Ikke kan forstå. For hvordan fanden kan man komme så langt væk fra sig selv og være totalt ude af trit med, hvem man er.

Det er sgu så sørgeligt, at jeg næsten ikke kan bære, at det skete for mig. Tænk at jeg kunne behandle mig selv med så lidt omsorg og kærlighed, at jeg næsten slog mig selv ihjel.

På den anden side er det ogå historien om, at da jeg stod på grænsen, og næsten havde tabt alt, fandt en fjern del af mig selv de sidste krampetrækninger frem, og noget ukendt og uden for min forstand tog nærmest over og reddede mig fra at blive sindssyg eller miste mig selv.

Det er påske. Jeg er på Samsø sammen med Det Anatomiske Teater, der en en international teatergrupper, der bygger på Artauds Grusomhedens Teater. Vi skal holde workshop og finde ideer til den næste performance.

Det er en tysk instruktør og en italiensk psykiater, der står for programmet og processen. Kort fortalt tager vi via forskellige ritualer udgangspunkt i påsken og mikser det hele godt sammen med andre religioner, psykologi og Artauds tanker om at bruge det grotesk, grimme og smerten til at konfrontere publikum.

Langfredag skal ud at møde vores død. Se den i øjenene og begrave vores selv. Formålet husker jeg ikke, men jeg kan forstille mig, at det må være noget med at skulle nulstille. Smide egoet væk. Samvittigheden. Overjeget.

Der er en sær stemning. Vi er alle sammen stille. Alvorlige. Mens vi en efter en får et sort pandebånd på, hvor der står skrevet ”døden” med skrifttegn for derefter at bliver sendt afsted.

Inden har vi fået udleveret et kort sammen med instrukser om, hvad vi skal gøre ved de forskellige poster. Hvilket ritualer vi skal udføre, og hvad vi skal sige og tænke. Jeg kan kun huske et ritual: Vi skal tage en mønt under tungen – så vi har råd til at betale færgemanden og dermed kan krydse floden til Hades. Floden til Dødsriget. (Græsk myte – og kender man ikke er google behjælpelig ;-))

Vi må ikke tale sammen hverken før efter eller imellem. Så selvom jeg når at ser nogen komme tilbage, og oplever at de ser angste og forvandlede ud, så er det forbudt at tale med dem. De eneste, der har lov at tale med os, er de to der står for workshoppen – den tysk teaterinstruktør og den italienske psykiater.

Det bliver min tur. Alt inde i mig dirrer. Jeg er angst. Har modstand. Vil ikke. Tør ikke. Men jeg går og sætter retningen mod første post. Jeg har totalt kaos og tankemylder. Den ene tanke er værre end den anden, og der er hverken hoved eller hale, i det jeg tænker. Det er nærmest som at drømme i vågen tilstand. Et mareridt jeg ikke kan slippe ud af. Noget der har overtaget mig. Jeg oplever merbetydninger i alt og mit sanseapperat er uden filter. Sorte skyer bliver truende og går direkte ind og mit system og bliver til til sorte tanker og følelser, hvorimod solen gør mig glad og lys. For vi hænger sammen. Og vejret skifter fra det ene øjeblik til det andet, for det er en af de dage med pletvis overskyet, så mine følelser og tanker hopper og danser fra den ene ende skalaen til den anden.

Et sted ved jeg godt, det ikke skal være sådan, men jeg er på Samsø sammen med nogle mennesker, jeg ikke kender ret godt, og hvor fanden skal jeg bede om hjælp. Hvordan skal jeg formulere det. Og siger jeg det højt, så ender jeg på den lukkede afdeling. Isoleret. Straffet. Og smidt ud som et andet stykke affald. Så jeg er total angst. Angst for døden. Sindsygen. Mit liv. Andre. Mig selv.

Jeg forsøger så godt, som jeg kan at holde angsten og tankerne væk. Taler med mig selv. Beroligere mig selv. Og forsøger at holde fast i min fornuft. Men på et tidspunkt er der noget andet, der tager over. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvad det er – og jeg har aldrig stået i den situation hverken før eller siden.

I stedet for at gå mod den aftalte post og lave de aftalte ritualer, vender jeg om og finder et sted, hvor jeg kan være alene. Og som i trance begynder jeg at lave mit eget ritual. Først leder jeg efter symboler, på noget i mit liv, der skal dø. Noget jeg skal begrave. Blandt andet et stykke sort plastik og en hundelort. Og jeg begraver og besværger og siger en masse ord og remser mens jeg går rundt og rundt i en cirkle omkring det, jeg har begravet.

Men det er ikke nok at begrave, det jeg ikke længere ønsker i mit liv. Jeg skal også have en ny begyndelse. Noget nyt og livsbekræftende, der kan spire. Så jeg finder bla et løg og en muslingeskal og planter det i jorden. Igen sender jeg bønner og ord, der bare vælter ud af min mund, op og ud i universet. Og jeg beder til,  at det skal vokse og blive til liv. At det skal slå dybe rødder og blomstre.

Derefter jeg kysser jeg det hele, tisser på det og kysser det igen. Alt imens jeg græder, griner og raser og er helt ude af kontrol. Mine voldsomme følelser fader langsomt ud, og jeg kommer mere og mere tilbage til her og nu. Til Samsø og workshoppen. Men jeg fortsætter ikke. Nægter at udføre dødsritualet. Eller nærmere noget dybt inde i mig vil ikke. Kan ikke. For jeg vil ikke dø. Vil ikke sige farvel. I hvertfald ikke på den måde. På deres præmisser. For siger jeg farvel, mister jeg det sidste af det, der er mig. Så overskider jeg grænsen.

Jeg vender tilbage. Siger jeg ikke kunne. Men kan ikke huske, om jeg fortæller om mine egne ritualer. Jeg fortæller også, at jeg har det dårligt og har angst, men det eneste psykiaterne fortæller mig er, at hvis jeg vil livet, skal jeg også ville døden. For man kan ikke spise uden at skide. Hvilket jeg udmærket ved. Og selvom jeg fortæller ham, at jeg ikke har problemer med de ”grimme ting” i livet og har muget ud ved heste, slået fisk ihjel, parteret grise og dyrket sex for sjov, så holder han fast på, at jeg er bange for døden, og at jeg ikke kan komme videre, før jeg har set den i øjnene.

Jeg holder lav profil og slås med min angst og mine tanker resten af påsken og kurset ud, og kort efter hjemkomsten lader jeg mig indlægge på åben afdeling på psykiatrisk afdeling. Jeg forsøger at fortælle om mine oplevelser. Men de lytter ikke. Tror jeg finder på. Er småpsykotisk. Er ude på opmærksomhed. Påvirket af stoffer. Så jeg kapitulerer og forsøger at fortrænge i stedet for.

I 25 år har jeg gået med historien. Skammet mig. Været bange for mig selv og især den side og den kraft, der tog over. For tænk hvis det skete igen. Og i angst har jeg gjort alt for at holde den under kontrol. Dræbe den. Men midt i processen med at genkalde mig oplevelsen og skrive den ned, gik det op for mig, at det var min livskraft, der havde reddet mig. At jeg ikke var skør, men bare ikke ville miste mig selv. Og når jeg ikke selv kunne finde ud af det, så tog livskraften over.

Hvilken erkendelse. Hvilken forløsning. Og jeg græd af taknemmelighed og kunne næste ikke takke nok, for at have den side. Og jeg græder stadigvæk både af sorg og glæde. Sorg over at jeg eller andre ikke så styrken i mig og hjalp mig med at integrere den i mig selv og holde af den. Og af glæde over at jeg endelig har taget livskraften til mig og tør elske den.

Tak fordi du læste med.

 

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.

 

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 3.

4b7aa47a6221016022010

TÆSK OG TRØST 

Jeg vil prøve at få mine historier fortalt nogenlunde kronologisk. Men som jeg skriver, dukker der mere og mere op, så det kan ikke undgås, at jeg kommer til at hoppe i tid.

Følgende historie finder sted, da jeg er ca 6-7 år gammel.

Det er helt klart min far, som har stået for den smule kærlighed, jeg har fået. Han kunne fortælle godnathistorier, give svingture, kilde mig og af til klø mig bag øret. Og jeg kan stadigvæk fornemme det dejlige i hans blik og stemme, når han en gang i mellem blev ramt af kærlighed til mig. En kærlighed der desværre stopper fuldstændig, da jeg kommer i puberteten.

Men havde også en stor sort skyggeside. Et temperament, som han ikke kunne styre og et grimt, perfidt og nedladende sprog. Han var som en 4-årige og fuldstændig underlagt sine luner og ude af stand til at styre det eller stikke en finger i jorden.

Begge mine forældre har arbejde, og ofte er det mig, der skal passe min søster, der er 4 år yngre. De dage min mor har aftenvagt, har vi dog en barnepige på, indtil min far kommer hjem.

Vores barnepige er 15-17 år. Hun er hippie, ryger pibe, har spejle på tøjet og en orangemalet damecykel. Jeg synes hun er sej. Men der er ikke meget barnepige i hende, og hun sidder primært i sin egen verden og læser og tegner – og jeg husker ikke nogen form for interesse i min søster og jeg fra hendes side. Til gengæld husker jeg, at hun lod os være i fred og lod os gøre alt, og jeg har fået så mange skæld ud over, at jeg ikke havde styr på vores barnepige…for jeg burde jo vide bedre.

En dag, hvor jeg kommer hjem fra skole, spørger hun mig, om jeg har penge. Eller om jeg ved, om vi har nogle. For hun vil gerne låne nogle – hvor mange og til hvad kan jeg ikke huske. Men det er ikke meget. Måske til en kage eller noget tobak. Eller måske har hun købt noget brød, fordi vi skulle have noget eftermiddagshygge.

Jeg har ingen penge, men jeg ved der ligger en pose med småpenge inde i et skab, så det siger jeg. Og glemmer derefter alt om det.

Senere kommer min far hjem, og efter barnepigen er gået, opdager han, der mangler penge, og han spørger, om jeg ved noget.

Jeg forsøger at forklare, men hans ansigt er helt formørket, og der er had i hans øjne og ingen kontakt. Og med fråde om munden slynger han om sig med ord som løgnagtige tyvetøs, ondskabsfulde møgeunge, din lille lede løgner ,og det er som om, jeg bliver hvirvlet rundt i et rum af mørke og eder, og jeg mister enhver fornemmelse af mig selv og af tid og sted.

Og pludselig smækker han mig en syngende lussing og midt i det sorte opstår, der både vrede og sorg – gnister og blod og et kaos, der river og flår i min lille krop.

Derefter græder han. Bryder fuldstændig sammen og går nærmest i opløsning foran mig, mens han sidder fortabt på min seng. Han siger han fortryder og beder mig om at trøste ham, holde om ham og tilgive ham. Og jeg sidder på gulvet foran ham, kigger på ham, men kan ikke rumme det, jeg ser og oplever. Det er uvirkeligt – en ond film, som jeg ikke kan komme ud af. Også selv om der er en verden derude, jeg meget hellere vil være en del af. Men jeg er låst fast. Frosset.

Jeg går i stykker indeni, er forvirret – splittet. For jeg vil så gerne have hans kærlighed og mærke hans arme og krop. Elske og blive elsket. Men samtidig er jeg vred, ked af det og helt i chok – og jeg hader ham, og jeg har lyst til, at han skal mærke samme smerte – at han også skal føle signsket, udskældt og udskammet. At det sorte også opsluger ham.

Jeg overgiver mig til det, jeg ved han helst vil – men også til det, som jeg trods alt har brug for, for at kunne overleve. Jeg trøster ham. Min lille krop kravler op til ham. krammer ham og fortæller ham, at der er godt nok – at han er god nok. At han er tilgivet. Og han lyser op, kommer tilbage og bliver far igen.

Jeg bliver til gengæld aldrig helt barn igen. Et er, at jeg lukker af for mine følelser og bliver en mester i at undertykke mig selv og dele mig i to; kaos indeni og kontrol og konstruktiv handlen udenpå. Noget andet er, at der opstår en tvivl: For havde jeg i virkeligheden fortjent straffen og havde jeg gjort nok for undgå den? Kunne jeg have gjort noget andet? Sagt nej til barnepigen osv?

Tvivlen på mig selv – om det er min skyld, om jeg kunne have gjort nogt mere og noget andet, er det aldrig lykkes mig at komme af med. Jeg har desværre taget mønsteret med mig og tiltrukket mennesker, som har manipuleret og misbrugt min tvivl og min evne til at påtage mig rollen som syndebuk. En rolle jeg gerne vil lægge bag mig.

Jeg håber, at jeg ved at skrive om det og sige det højt, kan hjælpe mig selv og andre til at at lægge syndebukken bag sig eller skabe bevidsthed om, hvor meget man ødelægger hos både børn og voksne, når man brugere andre som syndebukke.

Tak fordi du læste med.