Tag Archives: rastløshed

Kunsten at overleve mindfulness

mm3-01-01-1-768x768

Jeg er startet på kurset ”Åben og Rolig” – et 9 ugers kursus i meditation/mindfulness for stressramte udbudt af Aalborg kommune. Har sagt ja tak til kurset, fordi jeg om nogen lider af oversping, når det handler om at få mediteret….også selvom jeg ved, det er godt for mig og min stress.

Vi er 14 damer – alle inden for ”noget med mennesker”, hvilket i sig selv er tankevækkede – men det er en hel anden historie.

Den her historie handler om noget helt andet. Nemlig om at være noget jeg ikke er – åben og rolig. En skål og ikke et svær. Til stede. Væren. Zen.

Eller jeg kunne også bare skrive, den handler om, hvor svært det er ikke at være effektiv. Ikke at være i bevægelse – på vej mod noget. Om trangen til flere bolde i luften. Trangen til planlægning. Til at handle. Tænke. Gøre. Og gerne på et splitsekund.

Det handler også om min modstand mod bare at ligge der og mærke min vejrtrækning og glo på mine tanker uden at være fordømmende. At modtage alt med venlighed. Også min indre dialog, som både er min modstander men også en kilde til min satiriske og hurtig-på-aftrækkeren-side, som jeg holder af – på trods. For der er sjældent kedeligt inde i mit hoved.

Så mens jeg ligger der og mediterer åben og rolig på min vejrtrækning og forsøger at være en dygtig patient og kursusdeltager, begynder jeg at skrive det her blogindlæg. Og jeg kæmper en kamp for ikke at stoppe det her håbløse ineffektive tidsfordriv og springe direkte til tasterne og skrive løs…jeg er jo lige in the mood og er opfyldt af inspirationens hellige ild.

Jeg forsøger virkelig at gøre mig umage og tage i mod og koncentere mig om den venlige stemme i mine øre, der fortæller mig, at jeg ikke må kæmpe, men bare skal modtage det hele på en åben og rolig måde. Jamen for helvede – har du nogen side prøvet at være inde i mit hovedet din selvfede nar. Hvad med om du holdt din kæft dit bedrevidede fjols…som om. Og det er lige før jeg rækker tunge ude i luften.

Men jeg bliver stædigt liggende….jeg er jo en dygtig elev, og selv om min krop er tæt på at have sit eget liv og bare rejse sig, og mine tanker kører på højtryk, forsøger jeg blive i det. I første omgang fordi jeg vil være dygtigt. Og jeg nærmest tvinger min vejrtrækning til at være rolig, dyb og fri, mens jeg hjernedødt og med sammenbidte tænder messer ”åben og rolig” på min vejrtrækning.

Heldigvis irettesætte min skarpe hjerne mig og fortæller mig, at meditation sgu ikke handler om tvang og kontrol og om at være dygtig, men om at være med det, der er.

Jeg forsøger derfor at stoppe den hetz på mig selv, der handler om at ville tænke og føle rigtig. For det findes ikke. Jeg kan ikke med hverken vold eller magt forhindre mine tanker og følelser, men jeg kan øve mig i ikke at slå mig selv oveni hovedet –  og vigtigst at alt ikke at slå mig selv oveni hovedet, når jeg af dårlig vane og på autopilot slår mig selv oveni hovedet. Men at jeg skal byde det, jeg nu engang er, velkommen. Og en del af mig er altså en følsom, sur, kritisk, strid og satirisk bitch.

For mig er mindfulness og meditation hårdt arbejde. Det er ikke en pause, hvor jeg kan slippe væk. Eller slappe af. Og det er overhovedet ikke forbundet med noget åndeligt. Nirvarna. Tværtimod er det ret konkret. Lige her og nu i min lille verden.

Det er heller ikke specielt kærligt eller rent, for jeg bliver fyldt med frustrationer, når jeg sidder der. Og min komplekse og ambivalente personlighed, der kræver sin kvinde, bliver tydelig. Ligesom mine mønstre og min automatpilot bliver tydelig.

Det betyder ikke, at jeg stopper. Eller jeg ikke også oplever øjeblikke med ro og væren. For det gør jeg heldigvis. Men det hverken universel, spirituel eller særligt stort. Det er mere jordnært. Som at sidde på en hest, når det er bedst. Synge i kor, når det er bedst. Have sex, når det er bedst.

Det er at blive venner med og samarbejde med alle mine sider. At slå rigtig og forkert fra. At sætte mig selv i centrum uden at skulle bruge andre mennekser til at bekræfte og anerkende mit ego.

Så jeg fortsætter det hårde arbejde, velvidende at jeg både er et sværd og en skål. Heldigvis.

Tak fordi du læste med.