Tag Archives: skyld

10 år i helvede. Del 1.

 

Jeg er begyndt  at tage hul på den hæsligste periode af mit liv. 10 år af mit voksenliv. Fra jeg var ca 24 år – 34 år. Det er en periode, hvor især fem af årene stadigvæk er uklare og tågede. En periode som jeg ville ønske, jeg kunne slette. Glemme. Fortrænge. Rive ud af min livskalender.. 

Jeg ved jeg har efterladt mig selv alt for mange steder, og en af mine store opgaver er at gå tilbage og samle den ensomme, forslåede, triste, bange Rikke op. At mærke hvordan det i virkeligheden var og tage hende med mig hjem. At give hende den kærlighed hun ikke fik og integrere hende i mit hjerte. 

Når jeg nærmer mig en erindring, som jeg har fortrængt, går min krop i forsvar og jeg ryger ned i min krybdyrhjerne. Jeg får kvalme, hovedpine, angst, bliver svimmel og mine tanker er uden hoved og hale. Det er ren panik. Frys. Flygt. Kæmp.

Men jeg bliver i det. Forsøger at trække vejret ned i det og fortælle mig selv, at jeg ikke dør af det. Kommer tilbage til det. For det var dengang, og nu er nu og noget helt andet. Og på sin hel egen sære måde folder historien sig ud. Mine sanser skærpes, jeg fornemmer lugte. Lyde. Følelser. Derefter kommer der billede. Nogen drømmeagtige andre helt konkrete. Og på et tidspunk er jeg tilbage i en eller flere af de situationer, hvor jeg er gået i stykker og har efterladt mig selv.

Mine 10 år i helvede dukker stadigvæk kun op i små fragmenter. Mørke. Sugende. Hæslige. En periode hvor der ikke er tale om liv, men om overlevelse. En periode der fylder mig med smerte, angst og uvirkelighed. For hvad skete der? Og hvorfor? Og kan det ske igen? Kan jeg ryge ud over den kant en gang til? Og skulle det ske, kan jeg så komme hjem igen. Hel og i live?

Et sted er det et mirakel, at jeg ikke døde. Begik selvmord. Blev misbruger. Selvskadende. Psykotisk. For min virkelighed var så grum, trist  og uværdig. Og jeg har gjort så meget skade på mig selv. Leget med ilden. Med døden. 

Jeg havde ingen hjem – i en periode havde jeg dog en adresse. Men jeg turde og kunne ikke være der alene med mine tanker. Så jeg sov forskellige steder. Ofte ved mere eller mindre tilfældige mænd. Eller i opgange og på offentlige bænke. 

Der var total kaos i min hjerne. Jeg var lammet af kronisk angst, depression, tankemylder, sære forestillinger og fornemmelser døgnets 24 timer. Jeg kunne ikke mærke min krop. Havde ingen jordforbindelse. Men jeg var ikke syg nok til at få den nødvendige hjælp. For jeg var ikke psykotisk, selvskadende eller misbruger. Og måske evnede jeg heller ikke at forklare og sætte ord på, at jeg var stukket af fra mit liv og mig selv. At jeg frygtede at blive overhalet af fortiden, som åndede mig i nakken som en anden drage.

Min overlevelse i den periode blev blandet andet mænd og alkolhol. Men aldrig som et reelt misbrug. Jeg har ikke det gen i mig. Eller også har jeg bare et sygeligt et behov for kontrol. 

Jeg har kysset og har haft sex med et utal af forskellige mænd i den periode – ligefra de meste sølle og psykiske ustabile til de smukke, rige og succesfulde. Og jeg har sovet og boet de særeste steder. 

Men de har næsten alle sammen givet mig en eller anden form for kærlighed. De har ladet mig være. Lånt mig en seng. Holdt om mig. Kysset mig. Talt til mig. Lavet kaffe. Inviteret mig ud. Givet drinks. 

Men jeg fortalte ikke til nogen af dem, hvordan jeg virkelig havde det. Græd også sjældent. Og lå istedet ofte alene i mørket med mine tanker og følelser, mens de sad inde ved siden af og drak, røg, snakkede eller så tv. Nogen af dem gik sågar på arbejde. Og når de kom for tæt på skred jeg videre udi natten. Og på et tidpunkt kom der en ny. 

På trods af at det var trist og sølle, og der nærmest ikke er kommet lys i mit liv i den periode, så er jeg taknemmelig for de mænd. For de reddede mit liv. Uden deres kærlighed, hvor sær den så end så ud, havde jeg ikke overlevet. 

Men jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg kan se hver enkelte oplevelse i øjenene og tale om den. Jeg bliver stadigvæk skræmt, når jeg rammes af en erindring og ser mig selv omgivet af trøstløshed. Af ensomheden. Mørket. Angsten. Smerten. Destruktionen. Og mangel på liv. Jeg er nærmest ikke rumme, at det er mig. At jeg var der. At det skete. I virkeligheden.

Men samtidig er jeg  dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev mere selvskadende eller misbruger. Det er et under, at jeg kunne bære så meget smerte indeni uden at falde for fristen til at flygte væk i rus eller fysisk smerte. Et under jeg ikke gjorde alvor af tankerne om selvmord. Ligesom det er et under, jeg ikke stødte ind i flere røvhuller. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har en livskraft og livsvilje, der er nærmeste ukuelig. Og jeg har da også fra psykologer og behandlere fået at vide, at det er uroligt, at jeg stadigvæk står op og er så relativ normal. 

Men selv om jeg er “normal”, så er min historie langt fra “normal”, og det skisma bliver jeg ramt af jævning. Når jeg sidder sammen med mine venner – mennesker jeg har mødt senere i mit liv eller i gennem min mand – sidder jeg altid med en frygt for at blive afsløret. Eller med følelsen af at være udenfor, forkert og ensom. For jeg kan ikke deltage i “kan-du-huske-dengang-legen”. Jeg kan ikke smide sjove historier på bordet. Eller fortælle om en succesfuld karriere eller spændende rejser. 

Jeg sidder som på nåle og er sikker på, at finder de ud af det, så mister jeg det hele. Så vil de ikke længere respektere mig og se mig, som den jeg er i dag. Jeg vil blive et tilfælde. Den skæggende dame i cirkus.

Men jeg kan ikke slette så mange år af mit liv. Være en jeg ikke er. Lyve og fordreje virkeligheden. Og jeg bliver så træt af at hoppe fra sten til sten. Sno mig. Dreje udenom og have taktikker og strategier for alt det, der involverer mere end mig selv. Men jeg kan heller ikke isolere mig. For jeg bliver ensom og kugleskør at at gå alene med mine tanker og ikke blive spejlet. 

Nu har jeg løftet en flig af den værste periode af mit liv. En periode jeg ville ønske jeg bare kunne brække op og skylle ud i lokummet. Glemme. Men det kan jeg ikke, så istedet går jeg ned i den og fisker historierne frem. Deler dem. Og bliver mig.

I de kommede indlæg vil jeg, hvis jeg kan finde modet, dele mere fra den periode. Jeg ved det bliver barskt og sorgfuldt. Efterfødselreaktion. Flugt fra mand og barn. Posedame. Eksperimenteren med alt for meget. Indlæggelse på psykiatrisk. Kastebold. Og en masse andet

Men jeg vil væk fra skammen og skylden. Væk fra at “jeg bare kunne have taget mig sammen”. For det kunne jeg ikke. Jeg var syg langt ind i sjælen. Havde mistet mig selv. 

Tak fordi du læste med.

Reklamer

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 4.

thumbnail_fullsizerender

Endnu et smertefuldt dyk ned i barndommens erindringer. Jeg er 10-11 år og bor på Grønland.

Vi flyttede til Grønland, da jeg var 8 år og tilbage til Danmark, da jeg var 13. Min far havde fået job deroppe.

Det blev til 5 år i utryghed og ensomhed. 5 år i samfund der på mange måder var præget af apartheid – en adskillelse mellem danskere og grønlændere. Et hårdt miljø med mange skift og med selvoptagne voksne, der, måske fordi de var revet ud af deres kontekst og trygge rammer, drak for meget og havde en del konflikter. Og for os børn var det ”Survival of the Fittest”

Jeg er på den ene side et følsomt, nervøst og ensomt barn, men jeg er også glad for leg og noget, der er lidt farligt. Så jeg er let at lokke.

Jeg har også svært ved at få venner. Føler mig forkert og er et let offer for mobning. Jeg græder tit. Dagligt. Men mine forældres holdning til ked-af-det-hed og mobning er, at det er fordi, jeg både er sart og har gjort noget forkert. Er skyldig. Så jeg har fortjent at blive mobbet.

Jeg kan også fornemme, at det ikke er noget, jeg skal tale om…at de bliver kede af det. Får flere problemer. Og dem har de nok af.

Jeg vender det istedet ind af. Begynder at opfatte mig selv som et dårligt menneske. Jeg er ikke god nok. Forkert. Skyldig. Jeg er ond.                          

 Det bliver en dårlig spiral. Mørket indeni vokser. Overbevisningen, om at jeg er ond, vokser. Og jeg væmmes ved og er bange for mig selv og min tanker.

En dag, mens jeg i alt hemmlighed læser i et af min fars Rapportblade, falder jeg over en artiklen med billeder om filmen Exorcisten: Historien om en ung pige, der bliver besat af djævlen. Det er historien om mig. Jeg læser og skræmmes fra vid og sans…men læser alligevel videre. Jeg må vide det hele. Kende symptomerne. Forsøge at holde dem væk. Have kontrol.

Så nat efter nat ligger jeg i mørket og lytter. Jeg ved at hendes besættelse starter med, at hun kan høre rotter. Og jeg kan høre, det pusler. Høre lyde. Både udefra og indefra. Og jeg ved, jeg er fortabt. At det bare er et spørgsmål om tid, og jeg vil forvandle mig til er frådede galdespyende uhyre, der kan dreje hovedet hele vejen rundt. Og jeg vil blive til ren ondskab og tage livet af mine forældre.

Jeg ligger sådan i mange nætter. På vagt. Holder vejet. Sover ikke. Og billederne af de blodige scenarier forfølger mig både nat og dag. Jeg bliver bange for knive og ser mulige mordvåben alle steder.  

Min puls banker afsted. Jeg er svimmel. Har kvalme. Og den ydre verden bliver mere og mere fjern. tilhører alle de andre. Men ikke mig.              

En nat må jeg give op. Jeg er så tæt på enten at dø eller blive besat af djævlen. Så tæt på at miste kontakten til livet. Og til mig selv. Og jeg rejser mig fra min seng og beslutter mig for at gå ind i mine forældres soveværelse. Måske kan sove der. Måske kan jeg fortælle dem det. Måske kan de sågar hjælpe mig.

I min fars seng ligger min søster. Så der kan jeg ikke ligge. Og jeg overvejer at gå ind til mig selv igen. Men mine ben vil ikke. Går jeg tilbage er det slut. Så jeg kryber stille ind til min mor i hendes seng.

Jeg ligger og holder vejret. Ved ikke om jeg tør vække hende. Fortælle hende det. Måske kan jeg også bare se, om jeg kan sove.                                            

Jeg forsøger at finde roen – overgive mig til mørket, da et skrig flænser natten. Jeg tror jeg har drømt – men det er min mor. Hun råber på min far. Råber hun er ved at dø, og at han skal tage mig væk.

Jeg forstår ikke noget. Er bare stiv. Paralyseret. Jeg er sikker på, det er min skyld. Måske er det mine onde tanker. Måske har jeg gjort noget, jeg ikke kan huske. Måske har jeg slet ikke forsøgt at sove, men er som en anden Dr Jekyll og Mr Hyde. Måske er jeg blevet besat og er forevigt fortabt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg fyldes at et mørke, en tvivl og en angst, der aldrig siden helt har forladt mig.

Endelig kommer min far over til min mors seng. Han forsøger at berolige hende. Taler blidt til hende. Aer hende. Sært nok taler de ikke om lægebesøg. Mig ser han til gengæld ikke. Han taler heller ikke til mig. Jeg får til gengæld en pille. Og jeg kan ikke huske, hvor jeg sover henne resten af natten.

Næste morgen skal jeg i skole. Jeg vil ikke. Det er som, jeg slet ikke er mig selv. Som jeg er lukket inde i en sort tåge og ikke er en del af verden. Jeg hører ikke til nogen steder. Er forbandet. Og ensom.                                    Men jeg slipper ikke. Bliver sendt af sted og de næste mange dage, går jeg rundt som en anden zombie. Stille og mekanisk. Bange for verden. Bange for mig selv.

Med tiden letter det…eller også bliver jeg bare vant til det. Og jeg gør, hvad jeg kan for at slippe for alt, der kan minde om Excorsisten. Og når drengene taler om den, bliver jeg fjern og suget tilbage til hullet – ja, selv i dag kan jeg ikke se billeder eller høre om filmen uden at mærke suget og komme tilbage til dengang.

I familien taler vi ikke mere om det. Jeg forsøger et par gange – lidt kejtet at fortælle om min angst for filmen…og djævlen. Men det lykkes ikke. Der er ikke åbent.

Og da jeg som voksen forsøger at spørge dem om, hvad der skete, benægter de begge hændelsen.

Jeg er dog ikke tvivl om, at min oplevelse er sand. Jeg har oplevet min mors angst og panik flere gange – især i forbindelse med nærhed og konflikter. Ligesom jeg ved, hun havde et lager af beroligende medicin hylden, som hun selv tog, men også gav til os børn, når livet blev for svært.

Det er desværre også sandt, at oplevelsen har sat sig som et traume, jeg stadigvæk ikke har fået opløst. At jeg aldrig har fået hentet den 10-11årige Rikke hjem. At hun stadigvæk ligger i sin mors seng. Alene, paralyseret og stiv af skræk.

Jeg håber dog, at jeg ved at fortælle historien kan finde ind til hende og tage hende i hånden hjem.

Tak fordi du læste med.

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.

 

Ja tak til antidepressivt. Nej tak til lykkepiller

virtuelle_lykkepiller_2-600x3001

Har i dag måttet bide i det sure æble. Slugt jeg ved ikke hvor mange kameler. Bidt i græsset. Ædt min stolthed. Krøbet til korset. Tudet. Alt sammen på grund af skam og skyld over ikke at kunne klare det selv. Over at skulle spørge om lov til at blive sat op i medicindosis – og frygte et nej.

For jeg er en af dem der spiser lykkepiller, som medier og folk så ublu og dumt kalder dem. En af dem, der skal stå for skud og være med til at hjælpe den grådige medicinindustri. En af dem der får medicin, der ikke virker, der er fyldt med bivirkninger og som gør os til zoombier. I hvert fald hvis man skal tro på Internettet.

Og jeg har kæmpet en både indre og ydre kamp. Holdt fast i og været stolt over, at jeg da i det mindste kunne nøjes med at tage den laveste dosis – for så var jeg da trods alt lidt bedre, havde lidt mere styr på det og var lidt stærkere.

Men jeg kan åbenbart ikke selv – også selvom jeg gør alt, hvad der står i min magt for at bekæmpe sorte huller, manglende livslyst og minus på livsglæden. Jeg mediterer, går ture, bruger lysterapi, spiser sundt, tvinger mig til sociale og gode aktiviteter og så har jeg gået i terapi i frygtelig mange år. Men det er åbenbart ikke nok.

Jeg har tror jeg har lidt af depressioner siden jeg var 8 år, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er vågnet en morgen og har tænkt “Fedt endnu en dag”. Til gengæld kan jeg huske kampen for at komme op, kampen for at komme ud af døren, kampen for at være social, lave opgaver osv – for det eneste jeg havde lyst til var at sove. Blive væk og gemme mig fra verden.

Hvordan helvede jeg har formået at rejse mig hver morgen og lade som om, er et under. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at jeg ikke gav op. Bad om mere hjælp. Forstår ikke, at jeg i så mange år har kunnet have et så passivt selvdestruktivt adfærd – at jeg har kunnet være til uden ret meget glæde og livslyst. Ja i mange perioder har den været under nul.

På mange måder har jeg troet, det var en normal tilstand – i hvert fald min normaltilstand. Og det kunne åbenbart ikke være anderledes. Folk som jeg kunne ikke hjælpes.

Desværre tog det mange mange år, før jeg selv begyndte at se, at det handlede om depressioner, og det undre mig, at de læger og psykiatere jeg har opsøgt, ikke har kunnet se, at det handlede om depression. At min måde at reagere på bare er mere maskulin: At jeg i stedet for at lægge mig på sofaen, græde og gå i stykker, bliver asocial, indelukket, lettere aggressiv, negativ og går min vej og hader både mig selv og verden. Jeg mister tillid og tro på både mig selv og andre.

For 15 år siden fik jeg for første gang lykkepiller – kaldte dem for sjovt tossepiller. Det var primært mod angst og jeg fik et SSRI præparat. Meget lav dosis. Set i bagspejlet har de kun hjulpet lidt – men nok til, at jeg trods alt ikke gik helt i sort. Nok til at overleve – men bestemt ikke nok til at leve.

For 3 år siden skiftede jeg til et SNRI præparat og oplevede for første gang, at jeg havde lyst til at stå op. En lille opblomstring – men stadigvæk havde jeg meget få ressourcer. Alligevel besluttede jeg, at nu når jeg var begyndt at mærke glæden, så ville jeg forsøge at komme ud af pillerne – for tænk hvis det viste sig, at jeg kunne være glad uden. Tænk hvis jeg i virkeligheden havde livslyst og livsglæde. Tænk hvis det var medicinen, der havde spist min glæde – og det var den, jeg var blevet deprimeret af. At det på Internettet passede, og jeg var blevet forført, misinformeret, vildledt og havde mistet mig selv og mine evne til at føle og tænke på grund af medicinen.

Og ganske langsomt begyndte jeg at trappe ud. I starten gik det fint, men på et tidspunkt begynder jeg at mærker uroen og trisheden vende tilbage, men overhører det. Det går så godt. Jeg er stærk og kan selv. Det handler bare om den rigtige mentale indstilling.

Men jeg vælter med et brag og bliver opslugt af min fortid, mørket, trætheden og de sorte tanker. Og intet af det jeg gør, giver mig glæde. Tværtimod kan jeg ikke gøre noget godt nok. Og jeg er ikke god nok. Og paradoksalt nok bliver jeg mere og mere en zoombie og mindre konnektet med verden og mig selv. Jeg bliver endimensionel.

Jeg æder min stolthed og begynder på medicinen igen og læser alt det, der står om bivirkninger og lykkepiller, og jeg bliver skræmt, stresset, splittet og min tvivl går amok. Og jeg går konstant rundt og prøver at mærke efter om jeg er ramt af frygtelige bivirkninger. Om jeg har det godt nok – om pillerne nu gør mig skør og får mig ud på et eller andet overdrev, hvor jeg mister kontrollen og forbindelsen til mig selv.

I dag 10 uger senere på laveste dosis er virkningen begrænset, jeg har endnu ikke oplevet at vågne bare lidt glad og have lyst at deltage i livet. Alt hvad jeg gør tvinger jeg mig selv til, men jeg får ikke noget ekstra på kontoen – bliver bare træt. Græder, glor ud i luften og har hverken lyst til at sove eller være vågen.

Så jeg er der, hvor jeg tænker, at jeg bliver nødt til at bede om hjælp. Medicinsk hjælp. Blive sat op i dosis. Forsøge at se om det kunne hjælpe. Bare lidt. For der er minus på kontoen og jeg er ikke mig selv. Jeg er for meget i krybdyrhjernen og i de sorte huller.

Så jeg må gå den tunge gang, bide skammen i mig og håbe på min læge vil støtte mig.

Samtidig vil jeg håbe, at debatten om lykkepiller bliver lidt mere nuanceret, og at vi vil stoppe med at kalde dem lykkepiller. For det er så misvisende – og man bliver ikke mere lykkelig af dem, end man gør, af alt andet medicin. Til gengæld sætter man brugerne i bås, ser ned på dem og opfatter dem som svage. Men vi er altså ikke den eneste patientgruppe, hvor medicin er en god løsning og nødvendigt. Hvor medicin kan give mere livskvalitet og hvor vi gerne betaler for, de bivirkninger der er – for alternativet er værre. Og vi der bruger antidepressivt og andet psykofarmaka kæmper en dobbeltkamp. For et er, at vi er ramt af noget, der både er usynligt, stadigvæk tabubelagt og en lav -status-sygdom. Noget andet er, at vi også skal slås med fordomme og bedrevidenhed i forhold til medicin. Så det er svært ikke at skamme sig og føle sig forkert.

Hvorvidt antidepressivt ændrer personligheden og fjerner os fra os selv, kan kun den enkelte vurdere. I mit tilfælde er jeg mere mig selv på medicin end uden medicin. For både angst og depression fjerner mig fra de gode steder i mig selv, og jeg bliver opslugt i en verden, hvor både jeg selv og verden bliver mine fjender – noget jeg skal slås mod.

Tak fordi du læste med.

At springe ud af skabet….

Jeg har uden problemer været åben omkring, hvordan mit og vores kærligheds- og sexliv forandrede sig efter min mand blev opereret for prostatakræft og i den forbindelse mistede evnen til rejsning.

Jeg har skrevet og talt til forskellige patientgrupper om kærlighed og sexualitet. Forklaret om orgasmer, lyst og liderlighed. Om erotiske hjælpemidler og stillinger….og mest af alt om vores fantastiske krop, der fortjener at bliver elsket og kærtegnet.

Og jeg har aldrig så meget som rødmet eller følt mig akavet. Aldrig følt det gik over mine grænser. Aldrig været flov eller tænkt at vores seksualiteten var forkert, og jeg har så svært ved at forstå hele tabuet omkring seksualitet – ligesom jeg har svært ved at vores fokus på penetration, perfektion og præstation, når det kommer til seksualitet.

Til gengæld har jeg aldrig fortalt og været åben om min stress, min angst og mine depressioner. Og jeg kan næsten ikke få over mine læber, at jeg lider af generaliseret angst og kan falde i så dybe sorte huller, så jeg mister lysten til livet – Nej, så lyder det bedre med stress….og det er jo heller ikke helt forkert. For min angst og mine depressioner bliver trigget af stress og belastninger.

Og  lyder også noget noget bedre, og det er efterhånden lidt mere acceptabelt at sige, at man har stress….for så har man i det mindste lavet noget – været aktiv i samfundet og gjort sig fortjent til sin sygemelding. Man har været dygtig. For dygtig. Og det kan sågar være, at det er på grund af dårlig ledelse, man har fået stress, og så er man ikke helt alene med ansvaret,

Angst derimod er et svaghedstegn – noget man kan gøre noget ved, hvis bare man tager sig sammen. Noget der kan arbejdes væk.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er sådan i nogle tilfælde, men ved generaliseret angst, der hænger sammen med et evigt forhøjet alarmberedskab, kan man ikke arbejde det væk eller konfrontere angsten væk – det bliver den bare værre af. Og det ender med, man sidder paralyseret og med adrenalinen pumpende rundt i kroppen og ude af stand til at tænke rationelt. Det er så hæsligt og så invaliderende. Det værste er, at jeg ofte er alene med det, for jeg skammer mig, føler mig svag og som et dårligt menneske, og jeg ender med at hade mig selv for ikke at kunne. Ender med at fortælle mig selv, at jeg hverken har mod, vilje eller evne, og jeg primært er en belastning.

Eller endnu værre – at jeg er forkælet og doven, og det bare er noget, noget jeg bilder mig ind, for at slippe for at arbejde.

Og det er den samme onde cirkel, der gentager sig i forhold til det sociale. Det går fint, når angsten ikke er der, og jeg er i en stabil periode. Men når jeg bliver presset enten udefra eller fra mig selv – så begynder alle  kroppes og hjernes røde lamper at blinke, og til sidst tager krybdyrhjerne og panik over, og der findes kun, flygt kæmp eller frys.

Når jeg når dertil, det hjælper ikke at tvinge mig selv afsted, for alle ressourcer er i minus. Jeg får humørsvingninger, kort lunte, gråd, søvnløshed, dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær, og jeg bruger alt det krudt, jeg ikke har på at holde fast i kontrollen og holde frygten for at blive sindssyg væk.

Min krop bliver også syg. Den kaster op, får migræne, mavesår, rygsmerter, svimmelhed og lignede. …og til sidst kommer depressionen og de sorte tanker, for det er fandme ikke sjovt – det faktisk hæsligt og gør pisse ondt – ikke at kunne leve sit liv. Det er som være spærret inde i den forkerte udgave af sig selv, og det kræver en kæmpe styrke at kunne udholde den og ikke bukke under og opgive.

Når jeg når dertil, er det eneste der hjælper at forsøge at nulstille. At få ro. Og jeg er først klar, når de røde lamper er slukket – for går jeg i gang for tidlig brænder hele lortet nemlig sammen en gang til..

Men det er åbenbart ikke nok, at jeg skal slås med mig selv og skammen, skylden tvivlen over ikke at kunne, jeg skal også slås med fordømmelse og bedrevidenhed fra samfundet. For når det kommer til angst og depression så har mange en mening…ja de har sågar en løsning.

Men kære medmennesker, som aldrig har været, der hvor angsten og depressionen har taget over. Vil i ikke godt af og til holde jeres kæft. Efter 27 år med forskellige former for terapi, forskellige former for medicin, uden medicin, mindfulness osv, så kender jeg min lidelse så godt, at jeg ved hvad der virker og ikke virker.

Vi I ikke også godt stoppe med at kalde det lykkepiller? Man bliver overhovedet ikke lykkelig, men angsten og depressionen bliver tålelig, og der ligger ikke løver på hvert hjørne – men måske på hver tiende. Og hvor man før brugte hele dagen på at slå sig selv oven i hovedet, føle sig forkert og uønsket og opleve verden i sort, får man nu lidt teflon og evnen til bare en gang imellem at sige, det er ikke mit ansvar, jeg holder fri nu. Ja man kan sågar være heldig at sove 4 timer i træk og falde i søvn igen.

Stop også med at sammenligne med jeg egne kriser. For selvom det er rigtigt, at alle kender til kriser, angst og sorte tanker, så er det langtfra at sammenligne med depression, stress og angst som lidelser. Og klarede du selv- evt med hjælp fra en terapeut, så lider du netop ikke af det – selv jeg kan ved egen hjælp tackle livskriser og rumme sorg og smerte og frustrationer.

Og så er der de mennesker, der, uden jeg har bedt dem om det, vil rode mig i mit hoved og i min historie. Dem der påstår, jeg bare skal tænke anderledes – altså hvis jeg kunne det, var jeg jo ikke syg. Eller der er dem, der mener, at når det ikke er lykkes mig at slippe af med min stress, angst og depression, er det, fordi jeg ikke har arbejdet hårdt nok, terapeutisk nok. At jeg har tænkt forkert, troet på det forkerte, spist det forkerte osv. Altsammen noget der bare giver endnu mere skyld og skam, fordi ansvaret alene bliver mit. Et ansvar jeg ikke kan leve op til  – og ergo er jeg dårligt menneske og en belastning for samfundet og jeg skal straffes.

Men alt det siger jeg ikke særligt højt – for jeg er flov…og jeg har ofte ligget og ønsket mig kræft eller anden alvorlig fysisk sygdom – bare for at få omsorg, optimal behandling og respekt.

For hold da op hvor er der forskel på både behandlingen og omgivelsernes reaktioner. Jeg hører knap så tit folk spørge en kræftramte, og om vedkommende nu også er syg eller kalder deres behandling for lykkebehandling. Eller fortæller dem, at de bare kan tage sig sammen, tænke andre tanker…for handler det ikke bare om, at de ikke vil…at de er svage eller dovne.

Tilbage til start. Det er er 30 år siden, jeg for begyndte at kunne sætte ord på min angst, stress og depression –men endnu længere siden, den første gang viste sig. I de 30 har jeg været flov og følt skyld over ikke at kunne helbrede mig selv. Jeg har hadet mig selv, fordi jeg ikke kunne få det til at gå væk. Hadet at, jeg efter endnu en gang terapi, kun var blevet klogere, men ikke havde fået styr på tanker og følelser.

Jeg har holdt mund, og levet med så meget smerte og så mange begrænsinger, fordi jeg var bange. Bange for at blive erklæret uegnet som menneske, mor, ven og kæreste. Bange for at miste respekt, kærlighed og tillid. Jeg har betragtet hver en pille som et nederlag og løget om min tilstand for både læger, psykologer, familie og venner.

Men jeg vil hverken lyve eller gemme mig længere. Og kan jeg være med til at synliggøre, normalisere og aftabuisere psykiske lidelser, så vil jeg både blive stolt og glad.