Tag Archives: stress

Et spirende opgør mod mit tanke- og følelsespoliti.

62679413

Et af de spørgsmål, der kan få mig hurtigst op i det i det røde felt er “Har du prøvet at tænke positivt” Eller mennesker med værktøjskasser og hovedet på skå, der vil lære mig at tænke og føle anderledes, og lidt for sjovt kalder angst og sorte tanker for dæmoner, nogen man skal tage kampen op mod. Noget uønsket, grimt og farligt, der bor indeni mig.

Jamen for helvede… jeg har jo nærmest ikke prøvet andet. Hele mit liv har jeg forsøgt at lave om på min tanker og følelser. Prøvet at være en anden. Jeg har fortængt. Fornægtet. Forstået. Formindsket. Eller kæmpet mod og råbt af mine tanker og følelser og følt skyld og skam over ikke at være postiv og glad nok.

Jeg har skilt mit hovedet fra min krop og nægtet at mærke sådan, som jeg virkeligt havde det. Nægtet at mærke vrede, afmagt, ked-af-det-hed og brugt mit intellekt som kompas.

Og når mine ressource var brugt op, og følelserne og tankerne slap igennem fileteret, har jeg indentificeret mig med dem og dømt og kategoriseret mig selv, mine tanker og følelser i gode og dårlige.

Så det har været en kamp mod mig selv og mit tanke- og følelsespoliti, der stort nok til at dække det meste af Danmark. For alt der kommer op til overfladen bliver målet, vejet, vurdere og sat i bås – ofte i en gode kasse og en dårlige kasse. Og ja, kassen med det dårlige vejer mest.

Men de fleste ved, at får du at vide, at du ikke må tænke på en giraf, så dukker giraffen op helt af sig selv. Og jo mere du siger, jeg vil ikke tænke på en giraf – jo mere tænker du på en giraf.

Og sådan er det med følelser og tanker. Jo mere man forsøger at holde den indre verden på afstand, jo mere vokser den og/eller kommer til udtryk på de særeste måder og upassende tidspunkter, og man ender med at bruge en masse energi på at holde det væk.

Alt det vidste jeg godt. Men jeg forstod åbenbart ikke helt, at det, jeg opfattede som de dumme tanker og følelser, var min måde at forsøge at beskytte mig selv på. At jeg med min historie og med mit behov for et altid forhøjet alarmberedskab har været i en kamp-, flugt- og frystilstand det meste af mit liv, og jeg derfor tænker og føler, som jeg gør. At det er og var en 4-årig, 12 –årig, 16-årig og 20-årigs reaktioner på, at der lå eller kunne ligge løver over det hele.

Men de tanker og følelser skal jeg ikke bekæmpe, men sige tak for. For uden dem var det gået endnu værre. Uden dem var jeg blevet spist.

At hjerne og kroppen så fortsætter med at se løver og komme med forslag, som ikke er specielt konstruktive, er en anden sag – men det vigtig at huske, at de gør det i den bedste mening. De er hverken onde, dumme eller dæmoniske, men vanedyr, som desværre er blevet holdt fast i, at enten er verden farlig eller også er mine tanker og følelser farlige. Og det i sig selv er næring nok til at fodre stressen. For det er hårdt arbejde at have et meget rigidt tanke- og følelsespoliti, der konstant ønsker kontrol.

Men jeg er begyndt at slippe. Begyndt at tillade alle mine tanker og følelser, og jeg øver mig i at tale pænt til dem – også selvom de ikke altid taler pænt til mig. Jeg er begyndt ikke at ville kæmpe mod dem og opdrage på dem. For det er sådan, at jo mere kamp og tvivl, der er indvendig, jo mere kamp og tvivl bliver der i min udvendige verden. Jeg tager simpelhen mine kampe og min tvivl med ud i alle mine relationer, hvor de både larmer og tager for meget plads.

Det er lettelse at turde og kunne sige højt, at jeg ikke længere vil tro på, at der findes positive og negative tanker og følelser. At glasset både kan være halvfyldt, halvtomt eller indholde 0,3 liter. At jeg både kan være optimist og pessimist – og den bedste udgave af mig ikke findes…altså med mindre at den bedste udgave er ligeså flydende og skiftende, som jeg er.

Det er en også lettelse ikke længere at have kampen – det at vinde som mål. Eller det perfekte og det gode som mål – men øve mig i at acceptere den jeg er, og det jeg føler og tænker.

Det eneste der reelt fortæller, hvem jeg er mine handlinger. Behandler jeg mig selv, andre og jorden godt? Er der sammenhæng mellem mine værdier og mit adfærd? Og formår jeg helhjertet at undskylde og evt ændre, det jeg gjorde, som ikke var ok – uden at slå mig selv oveni hovedet?

Jeg er ikke blevet lykkeligere, mere perfekt, mindre tvivlende, ked af det, vred eller frustreret. Og det gør ondt, river og jeg bliver rastløs, når jeg møder ubearbejdede og fortrængte tanker og følelser

Men jeg bliver lige så stille – i et sneglefarttempo, der sætter min tålmodighed på hårdt arbejde – lidt større, mere rummelig, tilfreds og let. Mere afventede og mindre hurtig på aftrækkeren.

Tak fordi du læste med

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.

 

Kunsten at overleve mindfulness

mm3-01-01-1-768x768

Jeg er startet på kurset ”Åben og Rolig” – et 9 ugers kursus i meditation/mindfulness for stressramte udbudt af Aalborg kommune. Har sagt ja tak til kurset, fordi jeg om nogen lider af oversping, når det handler om at få mediteret….også selvom jeg ved, det er godt for mig og min stress.

Vi er 14 damer – alle inden for ”noget med mennesker”, hvilket i sig selv er tankevækkede – men det er en hel anden historie.

Den her historie handler om noget helt andet. Nemlig om at være noget jeg ikke er – åben og rolig. En skål og ikke et svær. Til stede. Væren. Zen.

Eller jeg kunne også bare skrive, den handler om, hvor svært det er ikke at være effektiv. Ikke at være i bevægelse – på vej mod noget. Om trangen til flere bolde i luften. Trangen til planlægning. Til at handle. Tænke. Gøre. Og gerne på et splitsekund.

Det handler også om min modstand mod bare at ligge der og mærke min vejrtrækning og glo på mine tanker uden at være fordømmende. At modtage alt med venlighed. Også min indre dialog, som både er min modstander men også en kilde til min satiriske og hurtig-på-aftrækkeren-side, som jeg holder af – på trods. For der er sjældent kedeligt inde i mit hoved.

Så mens jeg ligger der og mediterer åben og rolig på min vejrtrækning og forsøger at være en dygtig patient og kursusdeltager, begynder jeg at skrive det her blogindlæg. Og jeg kæmper en kamp for ikke at stoppe det her håbløse ineffektive tidsfordriv og springe direkte til tasterne og skrive løs…jeg er jo lige in the mood og er opfyldt af inspirationens hellige ild.

Jeg forsøger virkelig at gøre mig umage og tage i mod og koncentere mig om den venlige stemme i mine øre, der fortæller mig, at jeg ikke må kæmpe, men bare skal modtage det hele på en åben og rolig måde. Jamen for helvede – har du nogen side prøvet at være inde i mit hovedet din selvfede nar. Hvad med om du holdt din kæft dit bedrevidede fjols…som om. Og det er lige før jeg rækker tunge ude i luften.

Men jeg bliver stædigt liggende….jeg er jo en dygtig elev, og selv om min krop er tæt på at have sit eget liv og bare rejse sig, og mine tanker kører på højtryk, forsøger jeg blive i det. I første omgang fordi jeg vil være dygtigt. Og jeg nærmest tvinger min vejrtrækning til at være rolig, dyb og fri, mens jeg hjernedødt og med sammenbidte tænder messer ”åben og rolig” på min vejrtrækning.

Heldigvis irettesætte min skarpe hjerne mig og fortæller mig, at meditation sgu ikke handler om tvang og kontrol og om at være dygtig, men om at være med det, der er.

Jeg forsøger derfor at stoppe den hetz på mig selv, der handler om at ville tænke og føle rigtig. For det findes ikke. Jeg kan ikke med hverken vold eller magt forhindre mine tanker og følelser, men jeg kan øve mig i ikke at slå mig selv oveni hovedet –  og vigtigst at alt ikke at slå mig selv oveni hovedet, når jeg af dårlig vane og på autopilot slår mig selv oveni hovedet. Men at jeg skal byde det, jeg nu engang er, velkommen. Og en del af mig er altså en følsom, sur, kritisk, strid og satirisk bitch.

For mig er mindfulness og meditation hårdt arbejde. Det er ikke en pause, hvor jeg kan slippe væk. Eller slappe af. Og det er overhovedet ikke forbundet med noget åndeligt. Nirvarna. Tværtimod er det ret konkret. Lige her og nu i min lille verden.

Det er heller ikke specielt kærligt eller rent, for jeg bliver fyldt med frustrationer, når jeg sidder der. Og min komplekse og ambivalente personlighed, der kræver sin kvinde, bliver tydelig. Ligesom mine mønstre og min automatpilot bliver tydelig.

Det betyder ikke, at jeg stopper. Eller jeg ikke også oplever øjeblikke med ro og væren. For det gør jeg heldigvis. Men det hverken universel, spirituel eller særligt stort. Det er mere jordnært. Som at sidde på en hest, når det er bedst. Synge i kor, når det er bedst. Have sex, når det er bedst.

Det er at blive venner med og samarbejde med alle mine sider. At slå rigtig og forkert fra. At sætte mig selv i centrum uden at skulle bruge andre mennekser til at bekræfte og anerkende mit ego.

Så jeg fortsætter det hårde arbejde, velvidende at jeg både er et sværd og en skål. Heldigvis.

Tak fordi du læste med.

 

Godt Nytår

godt_nytaar

Efter 14 dage i familiens, hyggens og madens tegn er det nu endelig blevet hverdag igen.

Første dag hvor jeg kan sidde helt alene med min morgenmad og kaffe og blot stirre ud i intetheden, nyde stilheden og bare falde ned og ind i mig selv. Første dag uden alkohol, sukker og for meget og forkert mad.

Ikke fordi jeg ikke har nydt det. For det har jeg. Men forkert mad, alkolhol, et par ekstra panodiler samt syreneutrauliserende, natteroderi og for meget socialt er ikke godt for hverken angst, stress eller depression…og jeg har da også måttet ty til beroligende medicin før sengetid for at kunne falde ned og falde i søvn. Der bliver simpelhen for meget knald på øverste etage, og uanset hvor meget jeg forsøger med mindfulness og afslapning, så kan jeg ikke komme ned i det langsomme gear og falde i søvn uden medicinsk hjælp. Og uden søvn går det helt galt.

Jeg ved, at jeg i forhold til mange andre stress-, angst- og depressionsramte endda har haft en relativ rolig jul og nytår. At jeg hverken har små børn eller en masse familie og traditioner, jeg skal passe. Det har jeg heldigvis været god til at vælge fra, og jeg fordeler det ud over hele året. Men bare to lange sociale arrangementer på en uge er nok til at lave udu i systemet, og selvom det giver en masser, tager det også en masse af mine ressourcer.

Tilbage til nu. Tredie dag i det nye år og 362 dage tilbage.

Er det noget jeg skal? Noget der skal fylde mere? Noget jeg vil give mig selv lov til? Noget jeg håber for mig selv?

Ja. Jeg håber, tror og vil arbejde for, at mit 2017 bliver et år, hvor jeg med god samvittighed kan have mig selv med, og dermed bliver bedre til at finde en form for stabilitet. At jeg bliver bedre til at holde af mig selv på trods af mine begrænsninger, og at jeg tør sige dem højt uden at frygte, at folk vender mig ryggen.

Jeg håber også, jeg kan sætte mig selv så meget i centrum og får styr på min indre modstand, jeg får dyrket mindfulness bare 30 minutter om dagen, og at jeg får brugt min nye psykolog optimalt.

Så for første gang i mit 53-årige liv vil jeg forsøge at sætte mig selv i centrum. For en med hang til at stå i kulissen, hjælpe andre og i den grad lide af selvhad og manglede selvværd, er det noget af en angstprovokerende udfordring. Og bare tanken om, at skulle mærke mig selv og tage det, jeg mærker alvorligt sætter gang i adrenalinen, og jeg får lyst til at løbe fra fra det hele og kaste mig ud i alt, der ikke handler om mig.                                     Men nu har jeg sagt det højt, så der er ingen vej tilbage.

Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Og tak fordi du læste med.

PS: I forhold til mit sidste blogindlæg: Mødet med kommunen og min sagsbehandler gik godt. Jeg blev mødt af en kompetent og forstående kvinde, der havde nogen år på bagen. Og selvom hun ikke kan udrette mirakler, så fornemmede jeg, at hun så mig og tog mig seriøs.

Sygdom i systemet – nr. 1.

                             paragrafrytteri-e1408467958799

Jeg har nu været sygemeldt i 6 uger, og i morgen torsdag skal jeg til mit første møde med det kommunale – i mit tilfælde Aalborg Jobcenter.

I indkaldelsen stod der, at formålet med mødet var at få mig i job hurtigst muligt…men ikke et ord om at få det bedre.  Måske er det mig, der læser det forkert og er sårbar, men min umiddelbare reaktion var: ”Skide være med hvordan jeg har det, jeg er ikke et menneske – bare et produktionsdyr – og de skal som bekendt aflives, når de ikke producerer nok”

Så jeg glæde mig ikke – har i øvrigt også læst for meget om småkagesager, sengeliggende jobprøvning og andre helt groteske historie, hvor regler og bureaukrati sættes over sund fornuft og menneskelighed. Historier som kan få min stress, angst og depression til at gå i selvsving og efterlade mig med en følelse af at være uønsket,værdiløs og trængt op i en krog. En følelses af klaustrofobi, umyndiggørelse og utilstrækkelighed – og jeg har allermest lyst til at løbe væk, raskmelde mig eller flytte ud på en øde ø. For hellere dø af kulde, sult og ensomhed end at blive mødt med mistillid og formynderiskhed.

Det er jo at sende mig tilbage til barndommens traumer og mønstre. Til stedet hvor straf og skyld blev brugt for at få mig til at lukke munden og makke ret – og når jeg ikke længere formåede at makke ret og mistede kontrollen, så kom frustrationerne ud i trods, raseri og destruktiv adfærd.

Det er ski en sær samfundspædagogik, et håbløst og dumt menneskesyn samt lidt af et paradoks, når man tænker på, hvor mange forskningspenge, der er blevt brugt til at fortælle os, hvad der motiverer og give gode liv og mennekser. Og gode liv og gode mennekser er altså hovedforudsætningen for et godt samfund.

Jeg ved godt, at man heldigvis ikke kan kæmme alle over en kam. At masser af sagsbehandlere og jobkonsulenter er gode mennesker med varme hjerter, der reelt ønsker at gøre en forskel.

Jeg ved også, at netop den faggruppe ofte rammes af stress, fordi de ikke får lov til at udføre deres arbejde ordentligt og med mennesket i fokus, men i stedet er tvunget til at sætte regler og økonomi øverst. At de bare udføre deres arbejde, og at de temmlig sikkert ikke har stemt for større stramninger, færre penge og mere kontrol og tommelskuer.

Og mens jeg oversvømmes og overvældes af skrækscenarier, tvivl, angst, sorte tanker, argumenter og forklaringer, forsøger jeg at finde min egen lille stemme i alt rodet. Den, der er mig lige her og nu. Den der ved, hvad jeg kan – men især hvad jeg ikke kan. Den som kan passe på mig i blæsevejr og fortælle mig, at det er ok at sige “nej, det kan jeg ikke endnu – eller jeg vil gerne forsøge, men jeg er bange for, at det er for hurtig, forkert, for meget”. Den der gerne vil samarbejde, men ikke være så samarbejdsvillig og desperat efter anerkendelse eller at høre til, at jeg endnu engang glemmer mig selv.

Det er hende, jeg gerne vil have med til mødet. Hende der bor dybt ned i maven, og som kan se systemet direkte i øjnene uden frygt og trods.

Hun kan godt nok ikke ændre en disse i forhold til reglerne, men hun kan tale uden omsvøb, uden skjult agenda og bevare sin værdighed.

Tak fordi du læste med.

Stabil eller rask?

a6677d91afaab5d89a5f82b01dd42a1c

Noget af det, der gør mest ondt og bider i sjælen, er tanken om, at min stress, angst og depression altid vil være der og ligge på lur og blusse op, hvis ikke jeg passer på. Så på den måde har jeg fået en kronisk lidelse/sygdom.Ergo kan jeg ikke bliver rask.

Den erkendelse har været svær at æde – og jeg har ikke spist den endnu, for det ligger så dybt i mig, at jeg skal være rask og yde 37 timer for at gøre mig fortjent til noget her i samfundet.
Samtidig kan jeg slet ikke se mig selv som syg…en belastning…noget svagt. Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hensyn eller om at fralægge mig nogen former for ansvar. 

På trods af at jeg det meste af mit liv har lidt af stress angst og depression, har jeg heldigvis formået at leve nogenlunde almindelig liv med masser af gode oplevelser, og på gode dage kan jeg skrive en del succeser på mit livs-CV. Men når det kommer til arbejde og de 37 timer, så er jeg knækket gang på gang. Paradoksalt nok er jeg blevet ved med at drømme om et 37 timers job, for kun når jeg magtede det, var jeg rask, normal og en accepteret del af samfundet.

På den måde har jeg og andre holdt mig selv fast i, at jeg var en fiasko. For det var alt eller intet. Sort eller hvidt. Vinder eller taber. Og nej, det er desværre ikke kun i mit hovedet, det har lydt sådan, jeg har flere gange måttet høre, at jeg jo ikke ligefrem har været succesfuld.

Men hvad vil der ske, hvis jeg begynder at skifte ordet rask ud med stabil? Hvad hvis målet ikke er at blive rask men stabil? At finde det tempo og de hensyn jeg skal bruge for at fungere optimalt –  Ikke bare jobmæssigt – også personlig og socialt?
Hvad hvis jeg kan arbejde 12 timer om ugen? Hvad hvis jeg har brug en lukket dør og en større oplader end gennemsnittet?
Er jeg så svagere dårligere eller mindre værd end andre? Har jeg fortjent mindre, skal tages mindre alvorligt eller må det bruges imod mig?

Intet i min normalt meget velfungerende logiske sans og min ellers ret hårde tilgang til mig selv kan sige ja til et eneste af de spørgsmål.
For jeg har endnu ikke set et eneste eksempel på, at det hjælper at presse nogen eller noget derud, hvor det vælter eller bryder sammen. Det er også kun, når vi har en vis form for stabilitet, at vores pandelapper virker og at empatien fungerer. Når vi bliver skubbet ud over kanten og ryger i krybdyrhjernen, så er vi hverken gode partnerne, forældre eller kollegaer. For så er det kamp, flugt eller død.

Så drømmen om at blive rask er blevet ændret til drømmen om at blive mere stabil. At blive bedre til at sige ja og nej på de rigtige steder. At give mig selv lov til at dyrke noget, der hverken har facitliste og formål  – og gøre det med god samvittighed. At være tro mod den skrøbelighed jeg nu engang har, og at yde det jeg kan i de doser, jeg formår.
Får jeg lov til det, og får jeg ro og hjælp – også økonomisk- så er jeg sikker på, at jeg kan give en masse til værdifuldt til samfundet – både jobmæssigt og personligt.

Velkommen til min blog

Jeg har levet det meste af mit nu 53-årige liv med stress, angst og depression – og jeg har prøvet stort set alt – dog uden super resultater. Så jeg er ikke ekspert eller har lommen fuld af gode råd.

Til gengæld har kan fortælle ærligt, personligt og fagligt velfunderet om fejlbehandlinger, erfaringer, teorier og viden. Ligesom jeg kan dele oplevelser fra et samfund/system, som ikke har haft hverken viden, rummelighed eller ressourcer til at hjælpe særlig godt. Jeg kan fortælle om skam, skyld, tabu, stigmatisering og fornægtelse. Om ensomhed og relationer. Om sorg og smerte men også glæde….for man er heldigvis meget andet end sin lidelse.

Det vil blive historier fra mit liv – men koblet sammen med viden og generaliseringer. Så kan man tage det, man kan bruge og smide resten væk.

Hvorfor? Fordi vi er mange, og der deværre kommer flere og flere. Fordi jeg både har noget på hjerte samt et formidlingsgen, der godt kan lide at blive brugt.
Fordi jeg synes, vi fortjener både synlighed og optimal behandling på alle felter – og at mange af os ville kunne give mere og have større livskvalitet, hvis vi fik de hensyn og den behandling, vi har brug for.
Og så tror jeg på de små personlige historier og på dialog.

Velkommen og tak fordi du kiggede ind.