Tag Archives: tabu

At springe ud af skabet….

Jeg har uden problemer været åben omkring, hvordan mit og vores kærligheds- og sexliv forandrede sig efter min mand blev opereret for prostatakræft og i den forbindelse mistede evnen til rejsning.

Jeg har skrevet og talt til forskellige patientgrupper om kærlighed og sexualitet. Forklaret om orgasmer, lyst og liderlighed. Om erotiske hjælpemidler og stillinger….og mest af alt om vores fantastiske krop, der fortjener at bliver elsket og kærtegnet.

Og jeg har aldrig så meget som rødmet eller følt mig akavet. Aldrig følt det gik over mine grænser. Aldrig været flov eller tænkt at vores seksualiteten var forkert, og jeg har så svært ved at forstå hele tabuet omkring seksualitet – ligesom jeg har svært ved at vores fokus på penetration, perfektion og præstation, når det kommer til seksualitet.

Til gengæld har jeg aldrig fortalt og været åben om min stress, min angst og mine depressioner. Og jeg kan næsten ikke få over mine læber, at jeg lider af generaliseret angst og kan falde i så dybe sorte huller, så jeg mister lysten til livet – Nej, så lyder det bedre med stress….og det er jo heller ikke helt forkert. For min angst og mine depressioner bliver trigget af stress og belastninger.

Og  lyder også noget noget bedre, og det er efterhånden lidt mere acceptabelt at sige, at man har stress….for så har man i det mindste lavet noget – været aktiv i samfundet og gjort sig fortjent til sin sygemelding. Man har været dygtig. For dygtig. Og det kan sågar være, at det er på grund af dårlig ledelse, man har fået stress, og så er man ikke helt alene med ansvaret,

Angst derimod er et svaghedstegn – noget man kan gøre noget ved, hvis bare man tager sig sammen. Noget der kan arbejdes væk.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er sådan i nogle tilfælde, men ved generaliseret angst, der hænger sammen med et evigt forhøjet alarmberedskab, kan man ikke arbejde det væk eller konfrontere angsten væk – det bliver den bare værre af. Og det ender med, man sidder paralyseret og med adrenalinen pumpende rundt i kroppen og ude af stand til at tænke rationelt. Det er så hæsligt og så invaliderende. Det værste er, at jeg ofte er alene med det, for jeg skammer mig, føler mig svag og som et dårligt menneske, og jeg ender med at hade mig selv for ikke at kunne. Ender med at fortælle mig selv, at jeg hverken har mod, vilje eller evne, og jeg primært er en belastning.

Eller endnu værre – at jeg er forkælet og doven, og det bare er noget, noget jeg bilder mig ind, for at slippe for at arbejde.

Og det er den samme onde cirkel, der gentager sig i forhold til det sociale. Det går fint, når angsten ikke er der, og jeg er i en stabil periode. Men når jeg bliver presset enten udefra eller fra mig selv – så begynder alle  kroppes og hjernes røde lamper at blinke, og til sidst tager krybdyrhjerne og panik over, og der findes kun, flygt kæmp eller frys.

Når jeg når dertil, det hjælper ikke at tvinge mig selv afsted, for alle ressourcer er i minus. Jeg får humørsvingninger, kort lunte, gråd, søvnløshed, dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær, og jeg bruger alt det krudt, jeg ikke har på at holde fast i kontrollen og holde frygten for at blive sindssyg væk.

Min krop bliver også syg. Den kaster op, får migræne, mavesår, rygsmerter, svimmelhed og lignede. …og til sidst kommer depressionen og de sorte tanker, for det er fandme ikke sjovt – det faktisk hæsligt og gør pisse ondt – ikke at kunne leve sit liv. Det er som være spærret inde i den forkerte udgave af sig selv, og det kræver en kæmpe styrke at kunne udholde den og ikke bukke under og opgive.

Når jeg når dertil, er det eneste der hjælper at forsøge at nulstille. At få ro. Og jeg er først klar, når de røde lamper er slukket – for går jeg i gang for tidlig brænder hele lortet nemlig sammen en gang til..

Men det er åbenbart ikke nok, at jeg skal slås med mig selv og skammen, skylden tvivlen over ikke at kunne, jeg skal også slås med fordømmelse og bedrevidenhed fra samfundet. For når det kommer til angst og depression så har mange en mening…ja de har sågar en løsning.

Men kære medmennesker, som aldrig har været, der hvor angsten og depressionen har taget over. Vil i ikke godt af og til holde jeres kæft. Efter 27 år med forskellige former for terapi, forskellige former for medicin, uden medicin, mindfulness osv, så kender jeg min lidelse så godt, at jeg ved hvad der virker og ikke virker.

Vi I ikke også godt stoppe med at kalde det lykkepiller? Man bliver overhovedet ikke lykkelig, men angsten og depressionen bliver tålelig, og der ligger ikke løver på hvert hjørne – men måske på hver tiende. Og hvor man før brugte hele dagen på at slå sig selv oven i hovedet, føle sig forkert og uønsket og opleve verden i sort, får man nu lidt teflon og evnen til bare en gang imellem at sige, det er ikke mit ansvar, jeg holder fri nu. Ja man kan sågar være heldig at sove 4 timer i træk og falde i søvn igen.

Stop også med at sammenligne med jeg egne kriser. For selvom det er rigtigt, at alle kender til kriser, angst og sorte tanker, så er det langtfra at sammenligne med depression, stress og angst som lidelser. Og klarede du selv- evt med hjælp fra en terapeut, så lider du netop ikke af det – selv jeg kan ved egen hjælp tackle livskriser og rumme sorg og smerte og frustrationer.

Og så er der de mennesker, der, uden jeg har bedt dem om det, vil rode mig i mit hoved og i min historie. Dem der påstår, jeg bare skal tænke anderledes – altså hvis jeg kunne det, var jeg jo ikke syg. Eller der er dem, der mener, at når det ikke er lykkes mig at slippe af med min stress, angst og depression, er det, fordi jeg ikke har arbejdet hårdt nok, terapeutisk nok. At jeg har tænkt forkert, troet på det forkerte, spist det forkerte osv. Altsammen noget der bare giver endnu mere skyld og skam, fordi ansvaret alene bliver mit. Et ansvar jeg ikke kan leve op til  – og ergo er jeg dårligt menneske og en belastning for samfundet og jeg skal straffes.

Men alt det siger jeg ikke særligt højt – for jeg er flov…og jeg har ofte ligget og ønsket mig kræft eller anden alvorlig fysisk sygdom – bare for at få omsorg, optimal behandling og respekt.

For hold da op hvor er der forskel på både behandlingen og omgivelsernes reaktioner. Jeg hører knap så tit folk spørge en kræftramte, og om vedkommende nu også er syg eller kalder deres behandling for lykkebehandling. Eller fortæller dem, at de bare kan tage sig sammen, tænke andre tanker…for handler det ikke bare om, at de ikke vil…at de er svage eller dovne.

Tilbage til start. Det er er 30 år siden, jeg for begyndte at kunne sætte ord på min angst, stress og depression –men endnu længere siden, den første gang viste sig. I de 30 har jeg været flov og følt skyld over ikke at kunne helbrede mig selv. Jeg har hadet mig selv, fordi jeg ikke kunne få det til at gå væk. Hadet at, jeg efter endnu en gang terapi, kun var blevet klogere, men ikke havde fået styr på tanker og følelser.

Jeg har holdt mund, og levet med så meget smerte og så mange begrænsinger, fordi jeg var bange. Bange for at blive erklæret uegnet som menneske, mor, ven og kæreste. Bange for at miste respekt, kærlighed og tillid. Jeg har betragtet hver en pille som et nederlag og løget om min tilstand for både læger, psykologer, familie og venner.

Men jeg vil hverken lyve eller gemme mig længere. Og kan jeg være med til at synliggøre, normalisere og aftabuisere psykiske lidelser, så vil jeg både blive stolt og glad.