Tag Archives: vrede

10 år i helvede. Del 1.

 

Jeg er begyndt  at tage hul på den hæsligste periode af mit liv. 10 år af mit voksenliv. Fra jeg var ca 24 år – 34 år. Det er en periode, hvor især fem af årene stadigvæk er uklare og tågede. En periode som jeg ville ønske, jeg kunne slette. Glemme. Fortrænge. Rive ud af min livskalender.. 

Jeg ved jeg har efterladt mig selv alt for mange steder, og en af mine store opgaver er at gå tilbage og samle den ensomme, forslåede, triste, bange Rikke op. At mærke hvordan det i virkeligheden var og tage hende med mig hjem. At give hende den kærlighed hun ikke fik og integrere hende i mit hjerte. 

Når jeg nærmer mig en erindring, som jeg har fortrængt, går min krop i forsvar og jeg ryger ned i min krybdyrhjerne. Jeg får kvalme, hovedpine, angst, bliver svimmel og mine tanker er uden hoved og hale. Det er ren panik. Frys. Flygt. Kæmp.

Men jeg bliver i det. Forsøger at trække vejret ned i det og fortælle mig selv, at jeg ikke dør af det. Kommer tilbage til det. For det var dengang, og nu er nu og noget helt andet. Og på sin hel egen sære måde folder historien sig ud. Mine sanser skærpes, jeg fornemmer lugte. Lyde. Følelser. Derefter kommer der billede. Nogen drømmeagtige andre helt konkrete. Og på et tidspunk er jeg tilbage i en eller flere af de situationer, hvor jeg er gået i stykker og har efterladt mig selv.

Mine 10 år i helvede dukker stadigvæk kun op i små fragmenter. Mørke. Sugende. Hæslige. En periode hvor der ikke er tale om liv, men om overlevelse. En periode der fylder mig med smerte, angst og uvirkelighed. For hvad skete der? Og hvorfor? Og kan det ske igen? Kan jeg ryge ud over den kant en gang til? Og skulle det ske, kan jeg så komme hjem igen. Hel og i live?

Et sted er det et mirakel, at jeg ikke døde. Begik selvmord. Blev misbruger. Selvskadende. Psykotisk. For min virkelighed var så grum, trist  og uværdig. Og jeg har gjort så meget skade på mig selv. Leget med ilden. Med døden. 

Jeg havde ingen hjem – i en periode havde jeg dog en adresse. Men jeg turde og kunne ikke være der alene med mine tanker. Så jeg sov forskellige steder. Ofte ved mere eller mindre tilfældige mænd. Eller i opgange og på offentlige bænke. 

Der var total kaos i min hjerne. Jeg var lammet af kronisk angst, depression, tankemylder, sære forestillinger og fornemmelser døgnets 24 timer. Jeg kunne ikke mærke min krop. Havde ingen jordforbindelse. Men jeg var ikke syg nok til at få den nødvendige hjælp. For jeg var ikke psykotisk, selvskadende eller misbruger. Og måske evnede jeg heller ikke at forklare og sætte ord på, at jeg var stukket af fra mit liv og mig selv. At jeg frygtede at blive overhalet af fortiden, som åndede mig i nakken som en anden drage.

Min overlevelse i den periode blev blandet andet mænd og alkolhol. Men aldrig som et reelt misbrug. Jeg har ikke det gen i mig. Eller også har jeg bare et sygeligt et behov for kontrol. 

Jeg har kysset og har haft sex med et utal af forskellige mænd i den periode – ligefra de meste sølle og psykiske ustabile til de smukke, rige og succesfulde. Og jeg har sovet og boet de særeste steder. 

Men de har næsten alle sammen givet mig en eller anden form for kærlighed. De har ladet mig være. Lånt mig en seng. Holdt om mig. Kysset mig. Talt til mig. Lavet kaffe. Inviteret mig ud. Givet drinks. 

Men jeg fortalte ikke til nogen af dem, hvordan jeg virkelig havde det. Græd også sjældent. Og lå istedet ofte alene i mørket med mine tanker og følelser, mens de sad inde ved siden af og drak, røg, snakkede eller så tv. Nogen af dem gik sågar på arbejde. Og når de kom for tæt på skred jeg videre udi natten. Og på et tidpunkt kom der en ny. 

På trods af at det var trist og sølle, og der nærmest ikke er kommet lys i mit liv i den periode, så er jeg taknemmelig for de mænd. For de reddede mit liv. Uden deres kærlighed, hvor sær den så end så ud, havde jeg ikke overlevet. 

Men jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg kan se hver enkelte oplevelse i øjenene og tale om den. Jeg bliver stadigvæk skræmt, når jeg rammes af en erindring og ser mig selv omgivet af trøstløshed. Af ensomheden. Mørket. Angsten. Smerten. Destruktionen. Og mangel på liv. Jeg er nærmest ikke rumme, at det er mig. At jeg var der. At det skete. I virkeligheden.

Men samtidig er jeg  dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev mere selvskadende eller misbruger. Det er et under, at jeg kunne bære så meget smerte indeni uden at falde for fristen til at flygte væk i rus eller fysisk smerte. Et under jeg ikke gjorde alvor af tankerne om selvmord. Ligesom det er et under, jeg ikke stødte ind i flere røvhuller. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har en livskraft og livsvilje, der er nærmeste ukuelig. Og jeg har da også fra psykologer og behandlere fået at vide, at det er uroligt, at jeg stadigvæk står op og er så relativ normal. 

Men selv om jeg er “normal”, så er min historie langt fra “normal”, og det skisma bliver jeg ramt af jævning. Når jeg sidder sammen med mine venner – mennesker jeg har mødt senere i mit liv eller i gennem min mand – sidder jeg altid med en frygt for at blive afsløret. Eller med følelsen af at være udenfor, forkert og ensom. For jeg kan ikke deltage i “kan-du-huske-dengang-legen”. Jeg kan ikke smide sjove historier på bordet. Eller fortælle om en succesfuld karriere eller spændende rejser. 

Jeg sidder som på nåle og er sikker på, at finder de ud af det, så mister jeg det hele. Så vil de ikke længere respektere mig og se mig, som den jeg er i dag. Jeg vil blive et tilfælde. Den skæggende dame i cirkus.

Men jeg kan ikke slette så mange år af mit liv. Være en jeg ikke er. Lyve og fordreje virkeligheden. Og jeg bliver så træt af at hoppe fra sten til sten. Sno mig. Dreje udenom og have taktikker og strategier for alt det, der involverer mere end mig selv. Men jeg kan heller ikke isolere mig. For jeg bliver ensom og kugleskør at at gå alene med mine tanker og ikke blive spejlet. 

Nu har jeg løftet en flig af den værste periode af mit liv. En periode jeg ville ønske jeg bare kunne brække op og skylle ud i lokummet. Glemme. Men det kan jeg ikke, så istedet går jeg ned i den og fisker historierne frem. Deler dem. Og bliver mig.

I de kommede indlæg vil jeg, hvis jeg kan finde modet, dele mere fra den periode. Jeg ved det bliver barskt og sorgfuldt. Efterfødselreaktion. Flugt fra mand og barn. Posedame. Eksperimenteren med alt for meget. Indlæggelse på psykiatrisk. Kastebold. Og en masse andet

Men jeg vil væk fra skammen og skylden. Væk fra at “jeg bare kunne have taget mig sammen”. For det kunne jeg ikke. Jeg var syg langt ind i sjælen. Havde mistet mig selv. 

Tak fordi du læste med.

Reklamer

Et spirende opgør mod mit tanke- og følelsespoliti.

62679413

Et af de spørgsmål, der kan få mig hurtigst op i det i det røde felt er “Har du prøvet at tænke positivt” Eller mennesker med værktøjskasser og hovedet på skå, der vil lære mig at tænke og føle anderledes, og lidt for sjovt kalder angst og sorte tanker for dæmoner, nogen man skal tage kampen op mod. Noget uønsket, grimt og farligt, der bor indeni mig.

Jamen for helvede… jeg har jo nærmest ikke prøvet andet. Hele mit liv har jeg forsøgt at lave om på min tanker og følelser. Prøvet at være en anden. Jeg har fortængt. Fornægtet. Forstået. Formindsket. Eller kæmpet mod og råbt af mine tanker og følelser og følt skyld og skam over ikke at være postiv og glad nok.

Jeg har skilt mit hovedet fra min krop og nægtet at mærke sådan, som jeg virkeligt havde det. Nægtet at mærke vrede, afmagt, ked-af-det-hed og brugt mit intellekt som kompas.

Og når mine ressource var brugt op, og følelserne og tankerne slap igennem fileteret, har jeg indentificeret mig med dem og dømt og kategoriseret mig selv, mine tanker og følelser i gode og dårlige.

Så det har været en kamp mod mig selv og mit tanke- og følelsespoliti, der stort nok til at dække det meste af Danmark. For alt der kommer op til overfladen bliver målet, vejet, vurdere og sat i bås – ofte i en gode kasse og en dårlige kasse. Og ja, kassen med det dårlige vejer mest.

Men de fleste ved, at får du at vide, at du ikke må tænke på en giraf, så dukker giraffen op helt af sig selv. Og jo mere du siger, jeg vil ikke tænke på en giraf – jo mere tænker du på en giraf.

Og sådan er det med følelser og tanker. Jo mere man forsøger at holde den indre verden på afstand, jo mere vokser den og/eller kommer til udtryk på de særeste måder og upassende tidspunkter, og man ender med at bruge en masse energi på at holde det væk.

Alt det vidste jeg godt. Men jeg forstod åbenbart ikke helt, at det, jeg opfattede som de dumme tanker og følelser, var min måde at forsøge at beskytte mig selv på. At jeg med min historie og med mit behov for et altid forhøjet alarmberedskab har været i en kamp-, flugt- og frystilstand det meste af mit liv, og jeg derfor tænker og føler, som jeg gør. At det er og var en 4-årig, 12 –årig, 16-årig og 20-årigs reaktioner på, at der lå eller kunne ligge løver over det hele.

Men de tanker og følelser skal jeg ikke bekæmpe, men sige tak for. For uden dem var det gået endnu værre. Uden dem var jeg blevet spist.

At hjerne og kroppen så fortsætter med at se løver og komme med forslag, som ikke er specielt konstruktive, er en anden sag – men det vigtig at huske, at de gør det i den bedste mening. De er hverken onde, dumme eller dæmoniske, men vanedyr, som desværre er blevet holdt fast i, at enten er verden farlig eller også er mine tanker og følelser farlige. Og det i sig selv er næring nok til at fodre stressen. For det er hårdt arbejde at have et meget rigidt tanke- og følelsespoliti, der konstant ønsker kontrol.

Men jeg er begyndt at slippe. Begyndt at tillade alle mine tanker og følelser, og jeg øver mig i at tale pænt til dem – også selvom de ikke altid taler pænt til mig. Jeg er begyndt ikke at ville kæmpe mod dem og opdrage på dem. For det er sådan, at jo mere kamp og tvivl, der er indvendig, jo mere kamp og tvivl bliver der i min udvendige verden. Jeg tager simpelhen mine kampe og min tvivl med ud i alle mine relationer, hvor de både larmer og tager for meget plads.

Det er lettelse at turde og kunne sige højt, at jeg ikke længere vil tro på, at der findes positive og negative tanker og følelser. At glasset både kan være halvfyldt, halvtomt eller indholde 0,3 liter. At jeg både kan være optimist og pessimist – og den bedste udgave af mig ikke findes…altså med mindre at den bedste udgave er ligeså flydende og skiftende, som jeg er.

Det er en også lettelse ikke længere at have kampen – det at vinde som mål. Eller det perfekte og det gode som mål – men øve mig i at acceptere den jeg er, og det jeg føler og tænker.

Det eneste der reelt fortæller, hvem jeg er mine handlinger. Behandler jeg mig selv, andre og jorden godt? Er der sammenhæng mellem mine værdier og mit adfærd? Og formår jeg helhjertet at undskylde og evt ændre, det jeg gjorde, som ikke var ok – uden at slå mig selv oveni hovedet?

Jeg er ikke blevet lykkeligere, mere perfekt, mindre tvivlende, ked af det, vred eller frustreret. Og det gør ondt, river og jeg bliver rastløs, når jeg møder ubearbejdede og fortrængte tanker og følelser

Men jeg bliver lige så stille – i et sneglefarttempo, der sætter min tålmodighed på hårdt arbejde – lidt større, mere rummelig, tilfreds og let. Mere afventede og mindre hurtig på aftrækkeren.

Tak fordi du læste med

Kærlighed, kildevand og destruktive mønstre.

                     dramatrekant-offertrekant-boeddel-hjaelper-offer

Jeg har sagt ja op til flere gange – både officielt og uofficielt,  og hver gang har jeg troet, håbet og ønsket, at det nok skulle ende lige som i eventyret: Vi ville leve lykkeligt til vores dages ende.

Ikke at jeg ikke vidste, at parforhold og kærlighed kræver hårdt arbejde. Eller jeg har forventet at svære rundt på en lyserød sky, og at alle mine problemer ville forsvinde, når bare jeg fandt kærligheden. Men at det var så svært, og jeg ville kage så meget rundt i det, havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg troede faktisk, at jeg på mange områder var voksen og vokset fra mine temaer med min forældre. At jeg via terapi havde fået en del på plads. Det har jeg også. Især intellektuelt. Men følelsesmæssigt ryger jeg i gryden jævnligt.

Jeg er stadigvæk barnet Rikke, der passer på mine forældre, og som er afhængig af deres accept og kærlighed. 

Jeg tager stadigvæk for meget og forkert ansvar, skal redde, rose, passe på, glatte ud, rumme, forsvare og forklare, og jeg bliver ramt dybt og føler mig som en slået, kuet og uønsket hund, når jeg oplever specielle former for adfærd, kropssprog, ordvalg, stemmeføring, ansigtsudtryk o.l.. Noget, der minder om dengang, og som istedet for at tale til mit intellekt går i direkte i krybdyrhjernen og efterlader mig med kamp, flugt eller frys som eneste handlemåde.

Jeg går i sort eller ryger op i det røde felt, og det handler nu kun om at overleve. At få elimineret fjenden og komme i sikkerhed. Totalt ude af proportioner.

Det er så ubehageligt, og man skulle tro, at jeg havde gjort alt for at undgå det. Men sådan er det ikke. Jeg finder mænd, som har ligheder med min mor, far eller dem begge, og jeg udspiller de værste temaer igen og igen. Og ikke nok med jeg holder mig selv fast, jeg holder også min medspiller fast. Så jeg/vi vader rundt inde i den forhadte dramatrekant, hvor vi skiftes til at spille rollen som krænker, offer eller hjælper.

Men på mit kursus i mindfulness for stressramte, sagde jeg det højt – altså ikke det hele. For jo mere jeg mediterer, jo mere er det gået op for mig, at det er mine realtioner, der stresser og har stresset mig mest. Både dem til mine mænd og kærester, men også til andre, fordi jeg rent historisk ikke har særligt meget god erfaring og læring i posen –  men dem skriver jeg om en anden gang. 

Og nu har jeg også sagt det højt på det store Internet. Gjort det muligt for alle at se, at jeg ikke særlig god til parforhold. At jeg render rundt som en skoldet skid og en flue i en flaske og forsøger at redde mine mænd. Forsøger at få dem til at føle sig elsket. Hjælpe dem. Støtte dem. Behage dem. For kun når jeg gør det, har jeg fortjent at blive elsket.

Eller jeg påtager mig eller har fået ansvaret og skylden, fordi det nærmest er kodet ind i mit DNA, at det er min skyld. At det er mig der er noget galt med. For har jeg overhovedet ret til at være mig? At være her på mine præmisser?

Og jeg har lyttet, forklaret og forsvaret i timevis og blevet totalt rundforvirret og desperat og endt med at synke ned i et kaotisk orddynd.

Alle med bare lidt sund fornuft ville enten forlade forholdet eller gå væk fra og ud af trekanten, så det ikke accelererede. Eller holde så meget på eget værd, at de ikke engang gik ind i trekanten. Men det kan jeg åbenbart ikke.

Det er som to poler, hvor vi tiltrækker hinanden bare for at genopføre fortidens synder. Og vi ved ligepræcis, hvornår vi skal stikke sværdet ind. Trække kortet.

Men der ingen vindere i det her spil. Måske et kort øjebliks sejrsrus over at have sejret over den imaginære mor eller far. Eller et klimaks – katharsis når krop og sind har været i total alarmberedskab og falder udmattet sammen.

Derfor handler det heller ikke om skyld eller undskyld. For det fastholder os oftest i dramatrekanten. Og vi kigger på den anden i stedet for på os selv.

I bund og grund er jeg den eneste, der kan ændre på mine mønstre. Og det kan jeg kun, når jeg flytter fokus fra den anden og over på mig selv og træder ud af trekanten. Men hvordan træder man ud, når hele ens krop og sind råber fare? Hvordan begynder man at nærme sig et dyr i panik? Det er små skridt af gangen og langsomt at forsøge at få frontallapperne til at overtage. Samarbejde. Det er at øve mig i, via meditation, at være i panikken. Rumme den. Kigge på den. Blive ven med den. Men ikke handle på den. 

Heldigvis er der også masser af kærlighed og gode oplevelser i mit ægteskab. Jeg er jo gift med mit livs kærlighed. Jeg er heller ikke på vej væk. Tværtimod. Og måske kommer jeg sågar tættere på, jo mere jeg kan træde ud af trekanten.

Tak fordi du læste med.

 

Hemmeligheder og løgne. En dysfunktionel barndom 3.

4b7aa47a6221016022010

TÆSK OG TRØST 

Jeg vil prøve at få mine historier fortalt nogenlunde kronologisk. Men som jeg skriver, dukker der mere og mere op, så det kan ikke undgås, at jeg kommer til at hoppe i tid.

Følgende historie finder sted, da jeg er ca 6-7 år gammel.

Det er helt klart min far, som har stået for den smule kærlighed, jeg har fået. Han kunne fortælle godnathistorier, give svingture, kilde mig og af til klø mig bag øret. Og jeg kan stadigvæk fornemme det dejlige i hans blik og stemme, når han en gang i mellem blev ramt af kærlighed til mig. En kærlighed der desværre stopper fuldstændig, da jeg kommer i puberteten.

Men havde også en stor sort skyggeside. Et temperament, som han ikke kunne styre og et grimt, perfidt og nedladende sprog. Han var som en 4-årige og fuldstændig underlagt sine luner og ude af stand til at styre det eller stikke en finger i jorden.

Begge mine forældre har arbejde, og ofte er det mig, der skal passe min søster, der er 4 år yngre. De dage min mor har aftenvagt, har vi dog en barnepige på, indtil min far kommer hjem.

Vores barnepige er 15-17 år. Hun er hippie, ryger pibe, har spejle på tøjet og en orangemalet damecykel. Jeg synes hun er sej. Men der er ikke meget barnepige i hende, og hun sidder primært i sin egen verden og læser og tegner – og jeg husker ikke nogen form for interesse i min søster og jeg fra hendes side. Til gengæld husker jeg, at hun lod os være i fred og lod os gøre alt, og jeg har fået så mange skæld ud over, at jeg ikke havde styr på vores barnepige…for jeg burde jo vide bedre.

En dag, hvor jeg kommer hjem fra skole, spørger hun mig, om jeg har penge. Eller om jeg ved, om vi har nogle. For hun vil gerne låne nogle – hvor mange og til hvad kan jeg ikke huske. Men det er ikke meget. Måske til en kage eller noget tobak. Eller måske har hun købt noget brød, fordi vi skulle have noget eftermiddagshygge.

Jeg har ingen penge, men jeg ved der ligger en pose med småpenge inde i et skab, så det siger jeg. Og glemmer derefter alt om det.

Senere kommer min far hjem, og efter barnepigen er gået, opdager han, der mangler penge, og han spørger, om jeg ved noget.

Jeg forsøger at forklare, men hans ansigt er helt formørket, og der er had i hans øjne og ingen kontakt. Og med fråde om munden slynger han om sig med ord som løgnagtige tyvetøs, ondskabsfulde møgeunge, din lille lede løgner ,og det er som om, jeg bliver hvirvlet rundt i et rum af mørke og eder, og jeg mister enhver fornemmelse af mig selv og af tid og sted.

Og pludselig smækker han mig en syngende lussing og midt i det sorte opstår, der både vrede og sorg – gnister og blod og et kaos, der river og flår i min lille krop.

Derefter græder han. Bryder fuldstændig sammen og går nærmest i opløsning foran mig, mens han sidder fortabt på min seng. Han siger han fortryder og beder mig om at trøste ham, holde om ham og tilgive ham. Og jeg sidder på gulvet foran ham, kigger på ham, men kan ikke rumme det, jeg ser og oplever. Det er uvirkeligt – en ond film, som jeg ikke kan komme ud af. Også selv om der er en verden derude, jeg meget hellere vil være en del af. Men jeg er låst fast. Frosset.

Jeg går i stykker indeni, er forvirret – splittet. For jeg vil så gerne have hans kærlighed og mærke hans arme og krop. Elske og blive elsket. Men samtidig er jeg vred, ked af det og helt i chok – og jeg hader ham, og jeg har lyst til, at han skal mærke samme smerte – at han også skal føle signsket, udskældt og udskammet. At det sorte også opsluger ham.

Jeg overgiver mig til det, jeg ved han helst vil – men også til det, som jeg trods alt har brug for, for at kunne overleve. Jeg trøster ham. Min lille krop kravler op til ham. krammer ham og fortæller ham, at der er godt nok – at han er god nok. At han er tilgivet. Og han lyser op, kommer tilbage og bliver far igen.

Jeg bliver til gengæld aldrig helt barn igen. Et er, at jeg lukker af for mine følelser og bliver en mester i at undertykke mig selv og dele mig i to; kaos indeni og kontrol og konstruktiv handlen udenpå. Noget andet er, at der opstår en tvivl: For havde jeg i virkeligheden fortjent straffen og havde jeg gjort nok for undgå den? Kunne jeg have gjort noget andet? Sagt nej til barnepigen osv?

Tvivlen på mig selv – om det er min skyld, om jeg kunne have gjort nogt mere og noget andet, er det aldrig lykkes mig at komme af med. Jeg har desværre taget mønsteret med mig og tiltrukket mennesker, som har manipuleret og misbrugt min tvivl og min evne til at påtage mig rollen som syndebuk. En rolle jeg gerne vil lægge bag mig.

Jeg håber, at jeg ved at skrive om det og sige det højt, kan hjælpe mig selv og andre til at at lægge syndebukken bag sig eller skabe bevidsthed om, hvor meget man ødelægger hos både børn og voksne, når man brugere andre som syndebukke.

Tak fordi du læste med.